Hvad med kvinderne?

Hvad med slægtsforskerens indre biograf?

Dagens topbillede er en illustration af min fars sidste køretøj – en hjerteambulance – for 52 år siden i november 1972. Vi kørte bagefter den fra Give Sygehus til Kolding Sygehus, og selvom jeg kun lige var blevet 9 år, var jeg klar over, at det var alvor. Han døde få timer efter.

Da jeg begyndte at slægtsforske, startede min “indre biograf” også, alle de gange jeg fandt et lille barn død af tyfus, kolera, kramper, vuggedød eller noget andet. Jeg forestillede mig, hvad et forældrepar følte, når de stod ved graven. Som eksempel døde min oldefars to ældre søskende begge af “Brechruhr” (Kolera) i juni 1866, og de blev begravet på Allgemeiner Kirchhof, Frankfurt an der Oder, den samme dag. Den ene var 6 år, og den anden var 9 år. Tipoldefar og tipoldemor må da også have haft følelser? Det er vel ikke noget, der er opfundet i 1900-tallet.

Udtrykket “den indre biograf” har jeg tyvstjålet fra side 155 i bogen “Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst”. Se her:

Du føler dig forbundet med dine slægtninge, når du finder data om dem i kirkebøger, folketællingerne eller andre steder. Din indre biograf tænder for maskinen: Hvordan så de ud? Hvem var de? Hvordan var deres livsbetingelser? Og du bliver klogere på dig selv, i takt med at du fordyber dig i deres liv.

Kilde: Kulturformidler og historiker Gitte Bergendorff Høstbo i Ugebladet Søndag august 2019.

Men så sker der noget, der er beskrevet allerede på bogens side 16: Vi får hurtigt “hård hud på brillerne”. Det er jo rigtigt.

Når vi i folketællingerne fra 1901 ser rubrikken “antal fødte børn (heraf døde)”, lægger vi mærke til, om vi har netop det antal børn i databasen, og vi begynder at bladre, hvis vi ikke har det rigtige antal børn. Nogenlunde det samme sker, hvis der er for stort et “hul” mellem børnene i databasen, altså der må da være plads til en lille dreng eller pige mellem dem, vi allerede “kender”. De slægtsforskere, jeg kender, og hvis data jeg har set, er ekstremt omhyggelige og gør arbejdet utrolig godt. Og derfor leder de efter de “mellemdøde børn”, som det så smukt kaldes.

Den hårde hud på brillerne er også i funktion, når vi bladrer gennem en kirkebog og ser alle dødfødslerne, de for tidligt fødte osv. Og selvfølgelig kan vi ikke sidde med tårerne trillende hver gang, for så kom vi aldrig videre. Det var livsbetingelserne dengang. Jeg vil også bare illustrere, hvad der i hvert fald er sket med mig. I andre kan selvfølgelig have det helt anderledes, og så undskylder jeg, at jeg skriver “vi”. Det kan være, jeg bare er blevet for hårdhudet?

Hvad med kvinderne?

Dette leder mig frem til noget, jeg tænker meget over for tiden: Hvad med kvinderne? Hvad ved vi egentlig om dem? Det er som om, kvinderne næsten ikke eksisterede.

Jeg ved faktisk ikke noget om den oldemor, der giftede sig med den oldefar, der kom hertil fra Frankfurt an der Oder. Jo, jeg ved da, at hun fødte 10 børn, og at der stod følgende i kirkebøgerne ved hendes død, men hun må da have været andet og mere end mor og død – og selvfølgelig også døbt og konfirmeret?

Københavns Amt, Sokkelund, Vedbæk, 1923-1950, KM, Døde – opslag: 195 af 294 opslag:

“Nr. 0. 1934 den 19de Juli Københavns Amts Sygehus; Gentofte Sogn. Vedbæk Kirkegaard 1934 den 22de Juli. Emilie Margrethe Stegemüller f. Nielsen. Gift med Hattemagermester Rudolf Vilhelm Stegemüller, Strandvej 141, Skodsborg, Vedbæk Sogn. 62 Aar. Født i Brede, Lyngby Sogn d. 19de Maj 1872. Provst emer. C. Nyholm, ___. N.B. d. 20/4-34.”

Københavns Amt, Sokkelund, Gentofte, 1933-1938, KM, Døde – opslag: 183 af 305 opslag:

“Nr. 85. 19 Juli 1934 Amtssygehuset Gjentofte, Gjentofte Sogn. Vedbæk 22 Juli 1934. Emilie Margrethe Stegemüller f. Nielsen. Gift med Hattemagermester Rudolf Vilhelm Stegemüller Af Skodsborg Strandvej 141. Født i Brede. Alexander Heggum. 62 f. 19 Maj 1872. Provst Nyholm.”

En/min bog med Brede Klædefabrik som omdrejningspunkt

Når jeg skal skrive min bog, der muligvis skal have Brede Klædefabrik som omdrejningspunkt, skal kvinderne selvfølgelig også med, det ville da være mærkeligt andet, men så bliver jeg jo nødt til at bruge min fantasi, som jeg ikke har ret meget af. For fantasi bygger på følelser – pyh ha, der bliver jeg udfordret, for jeg foretrækker fakta og har aldrig arbejdet følelsesbaseret. På den anden side set regner jeg med at kunne lære det. Bogen, jeg læser, fortæller på side 35 om en kemiingeniør ved navn Pernille Juhl, der lærte sig selv at skrive om sin familie. En kemiingeniør må også være faktaorienteret, og når hun kunne, kan jeg vel også.

Hvis jeg kun brugte fakta, ville det blive en vanvittigt kedelig bog for alle andre end slægtsforskere og mig selv; læseren vil hurtig få “forstoppelse” af alle de fakta, og hun ville give op. En helt almindelig købt slægtsbog, der kun rummer rå data med datoer, er heller ikke videre læseværdig.

Billedet herunder: Min fars ældre søsters og hendes mands gravsted på Sorgenfri Kirkegård (dvs. Tante Kis og Onkel Sigvard, som jeg holdt meget af):

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.