Han fik aldrig mere end en etværelses
En arbejdsmands endeligt
Han fik aldrig mere end en etværelses
Et liv kan måles i kvadratmeter. Fra 8 m² med lokum i gården til et plejehjemsværelse og den sidste etværelses med låg: fortællingen om en arbejdsmands sidste år er også fortællingen om trange rum, en slidt krop og den stille ensomhed, der kan gemme sig bag en lukket dør.
Noget fik mig til at tænke tilbage på min morfars – Carl Frederik Kristensens – boliger. Jeg bliver trist, når jeg ser ned over listen med de ganske få kvadratmetre. Sædvanligvis tænker jeg tilbage på det elektriske vækkeur, han fik i afskedsgave ved sin pensionering som cementstøber fra Specialbeton i Odense i 1968. De mange etværelses er dog værre. Mit eget liv er til sammenligning den rene luksus.
Artiklen rummer mange størrelsesangivelser. Det er dem, der er de centrale.
- Kvadratmetrene stammer fra mit indre billede af morfars boliger, som jeg herefter har fyldt ud og flyttet rundt inde i hovedet, som var det et spil Tetris. Det har givet mig en fornemmelse af, hvor mange kvadratmetre, der har været i alt. Jeg håber, forklaringen er forståelig.
- Antallet af centimeter er angivet ud fra mit indre billede, som jeg har målt efter med en tommestok. Jeg sidder virkelig med en lille tommestok foran mig. Jeg håber, at også denne forklaring er forståelig.
Allégade 68
Jeg kan nemt huske Allégade 68 i Odense, hvor han boede, da jeg var helt lille: Jeg vil tro, der har været ca. 8 – 10 m², fordi en seng er ca. 2 m², og hvis man så inde i hovedet forestiller sig et spil Tetris på skærmen, så kunne den højst stå der fem gange. Der var helt sikkert mindre plads end på mit kollegieværelse, som var 13 m² stort.
Der var lokum i gården, som altid lugtede kraftigt af “Hardol”, så der var formentlig rent nok, men jeg hadede alligevel at gå derind, uden at jeg ved hvorfor.
Boligen havde ikke et rigtigt køkken. I stedet var der højst to kvadratmetre med en terrazzo-bordplade med to gasblus og flaskegas på den ene side og i den anden side vask og lidt køkkenbordsplads. Køkkenbordet var højst 70 – 80 cm. langt. Hertil kom vasken. Han havde ingen ovn, og jeg har fået fortalt, at han så måtte stege flæskestege i en gryde, og at det var han god til, så sværen var trods alt sprød. Det er sådan noget åndssvagt noget at huske på.
Brammingevej og den nye kolonihave
Efter sin pensionering fra cementstøberiet flyttede han til en anden etværelses på Brammingevej (måske nr. 24?) i Bolbro i Odense.
Nu fik han var lidt flere kvadratmetre – denne gang på størrelse med mit kollegieværelse, dvs. 13 – 15 m².
Der var stadig ikke et rigtigt køkken. Nu var der en form for “tekøkken” (eller måske kaldtes det “amerikansk køkken”?) inde bag et par skabslåger i den ene ende af værelset. Som jeg husker det, har det været ca. 100 – 130 cm. bredt. Han havde anskaffet sig et rundt spisebord med fire stole omkring, der stod midt i rummet.
Der må have været et rigtigt badeværelse i gangen til venstre, når man kom fra værelset, men det kan jeg ikke huske.
Da han boede på Brammingevej, havde han købt den større kolonihave med det nybyggede hus i haveforeningen “Skytteløkken”. Han var bestemt steget i graderne siden den første kolonihave lidt henne ad stien, men han var for gammel og syg til at kunne passe haven. Derfor gav han den til min “mor” og psykopaten, som en form for arveforskud. De solgte den med det samme og brugte pengene som en del af udbetalingen på gården på Sydfyn.
Sydfyn – Nellemosevej 21
Morfar flyttede med til Nellemose. Han fik der et lillebitte “værelse” på måske maksimalt 6 – 8 m², som man kom ud til via en form for bryggers. Gik man ligeud, kom man til et lille viktualierum. Drejede man til venstre, kom man til morfars “værelse”.
I værelset kunne der stå en seng til højre. Spiller man atter Tetris inde i hovedet, kan sengen dubleres til venstre, og så var der ikke mere plads bortset fra højst en kvadratmeter ved fodenden. Hvor havde han sine ting, sit tøj? Havde han ingenting?
Jeg kan ikke huske, om han allerede der gik med gangstativet, men jeg kan stadig huske lyden af et gangstativ: der var et antal skruer, der holdt aluminiummet sammen. Når stativets fødder sattes i gulvet på den nye placering, kom der lyd fra skruerne i aluminiummet.
Var han en del af “familien”? Jeg ved det ikke. Når jeg tænker på aftensmaden, synes jeg ikke, han deltog, men det kan være forkert.
Storegade 18 i Svaneke
Han var med, da vi boede i Svaneke, som vi flyttede til i december 1978. I mine noter har jeg, at han tilflyttede Nexø Kommune den 28. juli 1979 fra Odense. Desværre er det fra før, jeg skrev kilder … men det ser rigtigt ud.
Han blev installeret i det nordvendte baglokale til min “mors” skobutik. Mit indre Tetrisspil viser denne gang ca. 14 – 15 m². Det runde spisebord og stolene fra Brammingevej var med men blev aldrig brugt. Han var fuldkommen isoleret, fordi han gik meget dårligt og fx ikke kunne komme til 1. sal og spise sammen med resten af “familien”.
Om sommeren var han af og til ude i den lille cementerede gård, der var erstatning for en have. Vi havde ikke en græsplæne. Han drillede min halvbror – som på det tidspunkt har været tre eller fire år – med sin stok. Om nogen af dem syntes, det var sjovt, ved jeg ikke.
De stærkeste billeder på min nethinde: Han sidder altid på sin seng og ser TV, for han kan ikke andet. Det er skruet ret højt op, for han hører temmelig dårligt efter de mange år på cementfabrikken. Muligvis løser han til tider krydsogtværs eller læser et ugeblad. Der er ikke langt til badeværelset. Han skal bare to trin ned, så to – tre meter gennem skobutikken, så to trin op til højre, så et par skridt, og så er han der – men han kan ikke. Derfor må han tisse i en kolbe, som jeg tømmer, når jeg alligevel bærer aftensmaden ned til ham fra førstesalen. Hvordan resten af den personlige personlige hygiejne foregår, ved jeg ikke. Min “mor” tager sig af det?
Jeg flytter selv til København den 31. juli 1980.
Lindevej 5 i Svaneke

Han døde den 3. november 1982 på en adresse, som jeg for mange år siden har noteret var et plejehjem. Der har sikkert også kun været et værelse. Han var da 83 år.
Den næste etværelses har været den med låg.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!




Min oldemor og mormor boede sammen på 27 m2 i en baggård på Østerbrogade i KBH
Jeg kan huske, hun syntes, at den lejlighed, hun endte sine dage i, var stor nok til at danse i.
Jeg er også taknemmelig for den hjælp velfærdsstaten gav mig, og de lige muligheder der var for alle, uanset baggrund …
Kan mit liv måles i m2? Er min succes kun få centimeter mere, ja så er jeg lykkelig.
Måske skal der stå på min gravsten: “Erik døde i et hus på 178 m2, men sammen med sin familie, der dansede …”.
@ Erik
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Jeg tror, vi er fuldkommen enige. Din oldemor og din mormor har bare været noget ældre end min morfar (tror jeg da). Min morfar var født i 1899. Han døde jo da så sent, at han burde have fået del i velfærdsstatens goder. Jeg bliver så ked af det, når jeg læser om og tænker på min morfar. Jeg synes, at en arbejdsmand, der havde slidt sig selv op på en cementfabrik havde fortjent bedre. Han deltog jo rent faktisk i at bygge den velfærdsstat op, om jeg har fået del i. Han havde fortjent bedre.
På min gravsten skal der måske nok stå: “Hun var lykkelig for sine tre værelser på 78 m2 og sin store computerskærm. Hun skyldte ikke nogen noget og var glad for livet”.