God læge

Overskriften er, at jeg har det godt og er nærmest lykkelig over den udvikling, der er sket siden 2014.

Jeg har skrevet om “God læge” før, men der er sket en masse ting siden. Marie i Distriktspsykiatrien er skiftet ud med Pernille, der er helt fantastisk; hun er simpelthen så sød og fremkommelig og meget lyttende. Jeg er altid forberedt med alle noterne i Trello, og hun slutter altid med at spørge, om vi har været igennem det hele.

Distriktspsykiatrien er langt bedre end sit ry og rygte, der mildest talt er blakket. Jeg føler mig overbevist om, at skulle det tippe for mig igen, vil Pernille og Gitte (kontaktpersonen) skubbe mig tilbage på sporet.

Vi brugte noget tid på at tale om “recovery”, der er et begreb og ikke en metode. Det er med andre ord ikke entydigt. Der er noget, der hedder Skolen for Recovery, og jeg har kigget lidt på deres hjemmeside.

Hvad er recovery?
Recovery betyder at komme sig, og handler om, at man kan komme sig helt eller delvist efter psykisk sygdom. På egne betingelser og præmisser genopbygger man et meningsfuldt og tilfredsstillende liv. Den proces kan tage tid og den kræver tålmodighed, vedholdenhed samt hjælp og støtte fra andre.

På en måde tror jeg ikke på, at det vil være noget for mig, og det var Pernille sådan set enig i, da mit udgangspunkt er et andet end de fleste brugeres. På den anden side set går jeg netop med tankerne om, hvordan jeg skaber det bedst mulige liv på de præmisser, der nu en gang er. Jeg vil lade det summe lidt henover sommeren, og derefter træffe en beslutning.

Vi talte også om mit ønske om evt. at justere på medicinen, da mine udsving er for dybe og for markante. De dårlige tanker ligger udenfor normalitetsbegrebet. Der er bestilt nogle blodprøver, som vil kunne vise, om det er den vej, vi skal gå. Det føles godt at blive medinddraget i behandlingen.

Det har undret mig meget hvorfor jeg kan koncentrere mig på arbejdet i fem timer men ikke kan fastholde en TV-Avis eller en prædiken. Jeg har det som om, jeg ikke har hørt ordentligt efter selvom jeg gør mig de største anstrengelser for det. Hendes bud var meget fornuftigt: Ressourcerne er brugt på arbejdet, og der er ikke flere, når jeg kommer hjem. Det er da til at indse logikken i.

Svimmelheden om morgnen (ikke hver morgen) kan være en bivirkning. Det er meget ubehageligt, for det er som om hele lokalet sejler, og jeg lige skal stå lidt for at få det til at stå stille. Vi ser det lige an indtil næste gang, og derefter kan vi evt. justere Seroquel.

Det var alt for nu. Må du have en god aften 🙂

10 replies
  1. Deborah
    Deborah says:

    Det er dejligt at høre, at systemet (psykiatrien) virker for nogen. Jeg har heldigvis kun ganske få erfaringer i den retning, men det lidt jeg har, var meget fint. Jeg har til gengæld hørt grupopvækkende historier fra andre, der er blevet lad i stikken i helt uhørt grad.

    Super at du bliver inddraget og dejligt, at du har glæde ved dit job. Dog synes jeg jo, det er synd, at du INGEN reccourcer har, når du engang kommer hjem. Hvorfor du måske arbejder for meget, da jeg jo også mener, du skal have et liv ellers? Eller ihvertfald kræfter til og mulighed for at skabe et i mangel af…Lyder det ikke rimeligt? Rigtig god weekend til dig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Deborah

      Jamen skrækhistorierne kender vi jo alle, og de burde ikke forekomme. Jeg vil dog tillade mig at mene, at for 99 pct. virker det psykiatriske system fint; fx har jeg aldrig (vist 10 gange) været indlagt med nogen, der ikke fik god og sammenhængende behandling.

      Det er et dobbeltsidet sværd mht. antallet af timer, for mens jeg er der, går det superfint, og jeg har lyst til at blive længere, fordi jeg gerne vil nå længere/mere. Det er først, når jeg kommer hjem, jeg føler mig meget brugt. Jeg har besluttet at se det an i nogle måneder, for at se om det ikke bliver bedre. Gør det ikke det, må vi jo tage det op til overvejelse, for selvfølgelig skal jeg også have et liv ved siden af.

      Også en rigtig god weekend til dig.

      Svar
  2. Pia
    Pia says:

    Det er altid rart at høre og læse om at systemerne fungerer tilfredsstillende. Vi kan desværre ikke sige det samme indenfor sygdom/ældrepleje i ‘vores’ situation.
    Svimmelheden håber jeg du får bugt med også. Nu skriver jeg sikkert noget dumt, men du husker vel at drikke rigeligt postevand (et par liter om dagen)

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Ja jeg drikker masser af vand. Jeg har altid en stor patentflaske i køleskabet med koldt vand, og altid et glas vand til højre for skærmen. Det er heller ikke hver dag svimmelheden er der, og det er rart. Hvis der skal gøres noget, er det formentlig at skære i noget af medicinen.

      Det er så ærgerligt, at I ikke synes, at “systemet” fungerer for jer, for der burde være så gode muligheder. Har I tænkt på, om det kunne mødes at få en face to face-dialog med en lidt højere oppe i systemet? I skal ikke klage men opfordre til en dialog, så fx regler og præmisser bliver fuldstændig klarlagt. Det kunne jo så vise sig, hvor kommunen tager fejl.

      Svar
  3. Kisser
    Kisser says:

    Det er så skønt at læse om din tilfredshed med “systemet”. Den gode historie 🙂
    Håber du får bugt med svimmelheden. Det er ubehageligt…

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      Jeg vil også netop gerne fortælle, hvor godt det fungerer.

      Ja svimmelheden er ikke rar; jeg bliver lidt bange for at falde, og det ville jo ikke være så rart.

      Svar
  4. Donald
    Donald says:

    Jeg håber svimmelheden er til at leve med; det kan også være et aldersfremkaldt fænomen. Jeg har også svimmelhed, men kan som du stå stille, gå lidt, sidde lidt – eller skal vi sige //gå langsomt igang// så er det ikke noget problem.

    I dag ville jeg tage nogle billeder ud over Øresund og for at komme lidt op stod jeg på en bænk ud mod kajkanten, uden ryglæn, sten og vand nedenfor – jeg fik taget mit billede, men da jeg så en pittoresk måge over mig erkendte jeg at hvis jeg løftede hovedet for at følge et “himmellegeme” , så ville jeg ikke kunne holde balancen.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Ja jeg håber altså, at svimmelheden kan gå over og det er da heller ikke hver morgen, det er der. Hvis det var aldersbetinget, ville det da være mærkeligt, at det så kom lige pludseligt og ikke er der hver dag.

      Din oplevelse med den pittoreske måge lyder da ikke rar.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *