Excel, aldringsprocesser og indlæringsevnen
Hvordan og hvorfor lære Excel?
Excel, aldringsprocesser og indlæringsevnen
Dagens topbillede stammer fra arket med sundhedsdata, hvor jeg holder øje med alverdens ting om sundhed. Der indgår blandt andet et faneblad om aktivitet, hvor data stammer fra en app kaldet “StepsApp”. De er forklaret herunder:
- De første tre kolonner A – C er en form for stamdata: dato, ugedag og ugenummer. Jeg bruger dem ikke til noget i dette ark, men i hvert fald datoen er nødvendig ovre i rapporten, hvor data om aktivitet indgår. Dag og ugenummer er sådan set overflødige og kunne slettes.
- Kolonne D: antal skridt pr. dag. Hvis der er en grøn cirkel, har jeg nået dagens mål, som er 5.500.
- Kolonne E: Forbrændte kalorier.
- Kolonne F: Distance i kilometer.
- Kolonne G: Forbrugt tid.
- Kolonne I: Hvis cellen er grøn, og der er en smiley, har jeg for det første nået dagens mål for antal skridt (de 5.500) , og for det andet er det vist, hvor meget over dagens mål, jeg er.
Man kan mene, det er lidt “nørdet” – som heldigvis ikke længere er et skældsord – men når man har opsamlet simple data over en længere periode, kan der udtrækkes interessante informationer.
Jeg øver mig, for jeg vil lære det
Indrømmet: Nogle af videoerne fra Proximo må jeg se et par gange og øvelserne, må jeg af og til også lave et par gange, for jeg vil så gerne have, at det “sidder fast”, og at indlæringen er reel. Det går allerede bedre, og det er virkelig sjovt. Læs mere om kurset her.
Jeg er stor fan af læreprocesser, som er nødvendige partnere i min slægtsforskning. Der er hele tiden nye emner, jeg må vide noget om. Det er noget af det, der bevirker, at det er fascinerende på 23. år.
Nu er jeg jo ikke helt ung længere (om et øjeblik 62), så den langsommere indlæring hænger måske sammen med min alder?
Nej – det er faktisk ikke udelukkende rigtigt. Jeg fandt en fin lille pjece fra “ÆldreForum”, marts 1997, hvor der blandt andet står:
Ligesom for kroppens vedkommende er det vigtigt, at hjernen bruges, dvs. at der stilles opgaver til den.
Vi har vel alle hørt sætningen “at gå i stå” eller at være “forkalket” om ældre mennesker, som man nærmest opgiver. Men man behøver ikke at gå i stå, og man behøver ikke at blive forkalket. Det gør man kun, hvis man holder op med at “stille opgaver” til hjernen.
Nu er pjecen jo i sig selv halvgammel, og måske har forskningen bragt ny viden siden 1997, men det ser så banalt ud, at det må være rigtigt. Og krop og hjerne hænger sammen: de skal begge bruges aktivt for at holde længe!
Mere om hjernen
Billedet herunder er tyvstjålet fra Proximo. Det beskriver, at hjernen består af neuroner og synapser. Neuronerne har vi omkring 100 milliarder af. Neuronerne er forbundne via synapser.
Professor Jesper Mogensen har for Hjernesagen skrevet en meget interessant artikel “Den foranderlige hjerne”. Han skriver blandt andet (fremhævningerne er mine):
I forbindelse med indlæring, problemløsning, forsøg på løsning af i realiteten uløselige problemer osv. fandt vi en række ændringer i hjernerne på de individer, der udførte noget sådant.
Vi så vækst af eksisterende synapser (altså forbindelser mellem nervecellerne) og formindskelse eller bortfald af eksisterende synapser – men også dannelse af helt nye forbindelser, som ikke havde eksisteret før den pågældende erfaring.
- Man kan sige, at når man lærer noget, gemmer hjernen det lærte i en synapse.
- Når man bruger det lærte, gemmer hjernen det i nye synapser. Hjernen udnyttes altså bedre.
Noget af det, der er afgørende for, at vi kan blive ved at lære nyt, er hjernens plasticitet.
Plasticitet minder lidt om muskler: muskler, der bruges, er/bliver stærkere end muskler, der ikke bruges. Udfordrer vi ikke hjernen, stiller vi den ikke nye opgaver, reduceres plasticiteten, ergo får vi sværere ved at lære nyt eller fx at huske. De kognitive evner forringes.
Kort sagt: indlæringsevnen skyldes neuroplasticitet, som er hjernens evne til at ændre sig; dette sker ved at styrke eller danne nye synapser.
Har jeg tid til at motionere?
Ofte er jeg så optaget af mine spændende projekter, at jeg bliver siddende ved PC’en; jeg “har ikke tid” til at gå min daglige tur, for jeg er jo lige i gang med noget mega interessant.
Men jeg har bemærket noget: når jeg alligevel kommer afsted, fordi “nogen” sparker mig afsted, så tænker jeg bedre, når jeg er hjemme igen. Det kan være en gotisk tekst, hvor jeg alligevel kan læse ord, der før var helt umulige, det kan være en artikel, jeg alligevel kan få skrevet færdig, fordi jeg så en ny vinkel eller noget, der kunne være spændende at inddrage osv. Det er som om, at et “frikvarter” til hjernen, belønnes flerfoldigt efterfølgende.
Jeg har to spor i hjernen, hvilket er lidt svært at forklare. Men når jeg går, hører jeg typisk en podcast i det ene spor, mens det andet spor planlægger den næste artikel, udfordrer en ny funktion i Excel eller noget helt tredje.
Så jeg klør på med både Excel og gåture. Hvem vil ikke gerne være ejer af en rimelig grad af neuroplasticitet og indlæringsevne – og i nogenlunde fysisk form?
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
At lære så længe man lever er øjensynligt en god ide.
En udfordring til hjernen er: hvornår er man ikke længere voksen, men ældre? Det er et godt spørgsmål i de kommunalbestyrelsesvalgtider, idet noget efterhånden tyder på at ældre er en kategori for sig (jeg hører selv til i kategorien olding), og den må vel komme efter en anden kategori, nemlig voksen.
I 2008 skrev jeg bl.a. således i et meget tidligt blogindlæg:
Sætter du tid af til motion? Eller til sygdom?
Dette lidt provokerende spørgsmål har sit udgangspunkt i et citat af Edward Stanley, Britisk Premierminister i midten af 1800-tallet.
Han sagde: Those who think they have no time for bodily exercise will sooner or later have to find time for illness.
Oversat lyder det nogenlunde således: De der tror de ikke har tid til fysisk aktivitet eller kropslige øvelser må før eller siden sætte tid af til sygdom.
Jeg skrev også i det nævnte blogindlæg, at jeg heller måtte finde skridttælleren frem og komme ud. Det var jeg naturligvis, men det skridttælleren skete dog første 5½ år senere da jeg var 70 år. Det blev til 11112 skridt om dagen i 31 kvartaler. Jeg bruger den stadig, men går mindre.
Således provokeret vil jeg læse forrige indlæg.
@ Jørgen
Tak for din kommentar.
Jeg forstår ikke helt, hvad du mener med “Således provokeret …”. Mener du, at du er provokeret af citatet, du fremkom med, eller mener du, at jeg har provokeret dig?
Jeg er helt enig i “Those who think they have no time for bodily exercise will sooner or later have to find time for illness.”, (som jeg ikke behøver en oversættelse af), men du overser, hvordan det er at have Aspergers syndrom. Der er det fuldkommen naturligt, at man fordyber sig i emner, og at man faktisk er rigtig dygtig til at bevare koncentrationen i time- eller dagevis. Det er der mange mennesker, der ikke kan.
Det er vældig flot med dine 11.112 skridt pr. dag fordelt over en så lang periode, og når det har været en glæde og tilfredsstillelse for dig, er det jo bare godt. Den fornøjelse vil jeg på ingen måde tage fra dig kun påpege, at det er forældet viden, at man med djævlens vold og magt skal gå 10.000 skridt pr. dag. Det afgørende er i stedet, at man bevæger sig – gerne med lidt høj intensitet – minimum 30 minutter pr. dag. Det er faktisk tilstrækkeligt. Herefter må man gerne lære Excel. Jeg har dog gået de første 4.992 skridt i dag. De resterende 508 kommer af sig selv.
Det var din glimrende artikel der gav anledning til lidt hjernegymnastik og “således provokeret”.
Jeg er klar over at de 10000 skridt er forældet og at det er godt at bevæge sig hver dag.
@ Jørgen
Nåh sådan … så er jeg med. Tak skal du have.
Det er godt, du er klar over, at de 10.000 er forældet viden. “Min fysioterapeut” fortalte, at det især var under Coronaen, det blomstrede op med de 10.000. Nu er man (heldigvis) blevet klogere.
Jeg tager lige en cykeltur og et nyt sprog i stedet, tak 😉
@ Charlotte
Ha, ha. Hver sin lyst.
jeg forstår din hang/trang til cykling. Hvis jeg turde cykle igen, ville jeg også købe mig en cykel og ræse rundt, for det er så skønt.
Og det er herligt at lære et nyt sprog. Du stiller hjernen opgaver, og det er det afgørende. Mit sprog hedder bare Excel.