DNA finder både slægtninge og mordere
“Gennembruddet” en sand historie
DNA finder både slægtninge og mordere
En Netflix-serie om et svensk dobbeltdrab bliver afsæt for en personlig og faglig refleksion over DNA-slægtsforskning. Artiklen tager udgangspunkt i den sande historie bag “Gennembruddet”, hvor politiets traditionelle metoder kommer til kort, og hvor slægtsforskning og DNA til sidst bliver nøglen til opklaringen 16 år senere.
Samtidig kobles fortællingen til egne erfaringer med DNA-tests, brudte relationer og en grundlæggende skepsis over for DNA som slægtsforskningsmetode. Hvad kan DNA, hvad kan det ikke, og hvilke menneskelige omkostninger følger med, når sandheden endelig findes?
Normalt har jeg ikke abonnement på Netflix, fordi jeg ikke kan koncentrere mig mere end 20 minutter, når jeg ikke selv er aktiv, og jeg vil også hellere lave noget selv. En ven fortalte dog om serien på fire afsnit á ca. 35 – 40 minutter. Netflix introducerer selv historien sådan:
Da et chokerende dobbeltdrab forbliver uopklaret i 16 år, samarbejder en kriminalbetjent med en slægtsforsker om at fange morderen, før sagen bliver forældet
Jeg så tre afsnit i aftes/nat og det sidste afsnit her til morgen. Hvert afsnit er 32,25 kr. værd. Jeg kan godt koncentrere mig om levende billeder, når noget er høj-interessant. Og det er “Gennembruddet”.
En virkelig historie
Der er tale om den næststørste politiopgave i svensk historie, kun overgået af drabet på statsminister Oluf Palme i 1986.
Drabene finder sted i 2004, og politiet sætter alle ressourcer ind på opklaringen, men det lykkes dem ikke ved hjælp af politiets traditionelle metoder. Serien viser, hvordan den ledende kriminalbetjent nærmest er besat af at finde gerningsmanden. Han og hans hold arbejder i døgndrift, de sover ikke, de spiser næsten ikke, men efterforskningen bevæger sig ikke ud af stedet.
Man følger de pårørende til de to dræbte. Den ene er en lille dreng på otte år. Forældrene er libanesere, og som faderen siger, da gerningsmanden er fundet og har tilstået, har familien nærmest følt sig som levende begravede i de 16 år, der er gået med uvished. Det kan man godt forstå.
Gerningsmanden bliver kun fanget alle de år senere, fordi en DNA-slægtsforsker ved navn Per går på jagt i DNA-profiler og kirkebøger.
Jeg er fuldkommen overbevist om, at Per befinder sig på autismespekteret med formentlig Aspergers syndrom og/eller har ADHD. Jeg hæfter mig ved hans evne til at se alle detaljer og til at hyperfokusere. Herudover kæmper han og hans kone med en datter, der vægrer sig ved at komme i skole, og som har svært ved det sociale, hvilket Per også selv har.
Forhindringerne
Kriminalbetjenten kæmper på mange fronter:
- Pressen
- Tiden
- GDPR
- Unge chefer der synes, at ressourceallokeringen nu må ændres. Man må opgive at opklare drabet, når der er gået så mange år. Det er jo egentlig en forståelig holdning fra ledelsens side.
Mine erfaringer med DNA-slægtsforskning
Mine erfaringer med DNA-slægtsforskning er ikke gode. Jeg fik kontakt til en halvsøster, jeg virkelig godt kunne lide, men da jeg fortalte hende, at en meget dygtig DNA-slægtsforsker rejste tvivl om, hvorvidt han, vi regnede med, var vores fælles far, måske alligevel ikke var vores fælles far, ønskede hun ikke længere at have kontakt med mig. Sådan kan det gå, det var ærgerligt, men det siges jo, at “DNA lyver aldrig”.
Jeg har indsendt en spytprøve til MyHeritage og forsøgt at forstå, hvad det går ud på, men min hjerne vil ikke være med. Jeg fatter ikke en brik – og måske elsker jeg også bare de originale kilder for meget. Jeg synes ikke, DNA-slægtsforskning er “rigtig slægtsforskning”, men det er nok fordi, jeg ikke forstår det. Og jeg kan sagtens forstå styrken i at koble DNA-resultater og originale kilder.
“… forælders kusine i 4. led” blandt mine 10.798 matches siger mig intet. Herudover genkender jeg ikke uden videre navnene i min biologiske slægt, og så er opgaven næsten umulig. Dog er der en med 936,4 cM, jeg kan genkende, for jeg ved på forhånd, han er min biologiske mors barnebarn.
Jeg bladrer videre 🙂
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg kan godt forstå, at en kedelig oplevelser gør lysten til arbejdet med DNA mindre. Men at DNA ikke er “rigtig slægtsforskning, er jeg ikke enig i.
Jeg testede første gang i 2017 hos FamilyTreeDNA med den mest anvendelige FamilyFinder i traditionel slægtsforskning. Den tester bredt på det hele. Siden tog jeg test på Y-DNA, som er opgraderet i takt med udvikling af bedre test. Også mtDNA, der tester på min mors side er kommet til.
For at fange så mange slægtninge som muligt er FamilyFinder uploadet til Myheritage og jeg har testet hos Ancestry for at fange slægtninge i Nordamerika. En bror til min morfar emigrerede til Canada i 1922.
Det har været pengene værd, fordi DNA kan være en hjælp, hvor de normale arkivalier enten er gået tabt eller er mangelfulde.
Et eksempel er en ane, hvor jeg havde en teori om hans forældre, men kirkebogen er brændt og i skiftearkivalierne er et hul på nogle år. Jeg kunne finde ting, hvor det kunne være muligt men aldrig nok som et bevis.
Min teori var, at denne ane er en bror til en af mine andre aner. DNA match med en i Californien og en efterkommer af den anden ane gav beviset. Den eneste måde, hvorpå amerikaneren og efterkommeren af den anden ane kunne være beslægtet, var, hvis min teori var rigtig. Altså at der var tale om to brødre.
Der er siden kommet flere match til, der bekræfter min teori. Bl.a. et trianguleret stykke DNA mellem efterkommere af de to brødre og mig.
Et andet eksempel er, hvor en præstesøn gør godsejerens datter gravid. De var ikke gift. Jeg har set, der har været diskuteret dette par for mange år siden – før internettet. Præstesønnen blev afvist som fader. Måske fordi han døde 7-8 måneder før barnet døbes.
Her var DNA også løsningen. Et match med en, hvor den fælles ane er en kvinde født ca. 1605 kan kun forklares med, at præstesønnen er faderen. Kvinden født ca. 1605 var gift to gange. Jeg er af første ægteskab og mit match af andet. Her er mit held, at efterkommere af denne kvinde ikke siden nærmer sig hinanden. Den ene leder ind i adel, det gør den anden ikke.
Med DNA har jeg i flere grene kunne bekræfte/sandsynliggøre fædrene i kirkebøgerne også er de biologiske fædre. Når jeg bruger sandsynliggøre, er det fordi, jeg med mine mange anesammenfald ikke kan udelukke en ane har “bistået” en broder, der ikke selv kunne få børn.
Det kræver en stor indsats at arbejde med DNA. Min erfaring er, at jeg ofte er i slægt med mine matches i mere end en slægtsgren. Derfor undersøger jeg altid, om der er flere muligheder i stedet for at stoppe ved den først fundne forbindelse.
Y-DNA og mtDNA er ikke så nyttige, da der ikke er mange testede. Mit nærmeste match på Y-DNA er en fjern slægtning. Vor fælles ane levede for ca. 900-1000 år siden. Det kan man ikke bruge til ret meget.
Til gengæld viser både Y-DNA og mtDNA den sandsynlige rute fra udvandringen fra Afrika til nu. Det er baseret på fund af DNA fra skeletter. Derfor kan ruten ændre sig i takt med flere fund af ældgammel DNA.
Både mit Y-DNA og mtDNA indeholder neandertaler og denisova, hvilket vist ikke er så unormalt.
Jeg kan kun anbefale, at arbejde med DNA, fordi det kan være en hjælp.
Som du nok husker har jeg et DNA-Match med en Stegemüller. Jeg ville have undersøgt, om der er andre forbindelser end Jens Hansen, født 1658 i Hørup. Efter du første gang skrev om din oplevelse har jeg ikke set på det. Men de fælles matches tyder ikke på, der er andre slægtsforbindelser.
@ Mike
Tak for din fyldige kommentar.
Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange muligheder, når man ved, hvordan man gør. For mig er det bare noget nær en umulighed, for jeg forstår simpelthen ikke metoden. Jeg har forsøgt at læse om det, men jeg skal ikke mere end ti sider frem, før jeg står af.
Når du har et match med en Stegemüller, er det vel ikke en, der er blodsbeslægtet med mig, da jeg jo er adopteret. Men for pokker hvor vil jeg gerne høre mere om det, hvis du en dag undersøger det.
Den med Stegemüller tager jeg i privaten af hensyn til diskretion. Vi skrev via mail om det i 2017, men kan ikke finde dit svar. Kun en jeg har sendt. Du oplyste personens fødested og år.
Jeg er ikke ekspert i DNA. Efter mange års arbejde har jeg styr på mange af mine matches. Enten en præcis forbindelse eller hvilken gren forbindelsen nok skal findes.
Når jeg får et nyt match, ser jeg på, hvilke personer det nye match også matcher. Ofte genkender jeg personer, som jeg kan forbinde til min mors eller fars gren, hvilket gør jeg kun skal grave i en del af personens slægtstræ.
Egentlig er det ikke så svært. Det vigtigste er tålmodighed. Det tager tid at få kendskab til sine matches. Får jeg f.eks et nyt match, der også matcher mine australske slægtninge, så ved jeg præcis, hvilke aner jeg skal arbejde med. Enten efterkommere til dem eller deres aner.
@ Mike
Jeg har svaret dig med vedhæftet gravsten angående en Stegemüller.
Jeg synes nu ellers nok, du lyder til at være meget, meget dygtig til DNA. Og så har du den fordel, at navnene hurtigere siger dig noget, idet det er mennesker, du har arbejdet med via de originale arkivalier. Jeg har også arbejdet en del med min biologiske familie, men jeg kan ikke genkalde mig navnene så godt, som jeg ville kunne i min adoptivslægt.
Jeg er dybt fascineret af DNA, men jeg kan altså heller ikke finde hoved og hale på de muligheder der er ligger i DNA og slægtsforskning.
Nogle ting synes jeg er sjove. Min 3 tip oldemor gifter sig i 1816 i Odense med min 3 tip oldefar. Og så troede jeg at hun var fynbo.
Det var så en vildfarelse. Jeg blev kontaktet af en “langt-ude-fætter”, han var efterkommer efter den yngste søn, og jeg var efterkommer efter 3. barn og ældste datter.
Det viser sig, at “oldemor” er Københavner og fra Nyboder, og åbenbart også stammer fra Amager-hollænderne. Jeg er ikke kommet langt i den forbindelse, men der er muligheder.
Han har en beretning fra sin tip?oldefar og en stor stak breve. Absolut et udviklingsprojekt. Men med 7,8% hollandske aner må der være flere end kun en 3tipper. Spændende.
Godt Nytår Hanne.
@ Helle
Også godt nytår til dig Helle og mange tak for dine kommentarer i det forløbne år.
Det glæder mig, at du heller ikke kan finde hoved og hale i de mange muligheder, der er i DNA.
Det lyder virkelig spændende, hvad du er i gang med sammen med den slægtning, der kontaktede dig. Sådan noget ville jeg også synes var virkelig spændende. Men det er nok sådan, at nogen må kontakte mig – jeg kontakter ikke nogen.