, ,

Natteroderi

Oppegående

Da jeg havde været i bad og lavet kaffe, kom jeg til at se på uret. Det viste 23:18. Så var jeg altså stået op 6½ time for tidligt. Jeg kunne selvfølgelig blive oppe (en slags “oppegående”), men jeg kunne også blive heroppe med det formål at lege lidt med to ny programmer: “Icecream Screen Recorder” og “Icecream Slideshow Maker” De kan lave skærmbilleder og optage små videoer. Jeg har bikset en del med det allerede, og det er faktisk ret sjovt/irriterende.

Der er vældige manualer med, men at få dem læst… Jeg har haft så meget bøvl med det, og har været nødt til at skrive til deres support, at jeg ikke tror, det vil være godt med en guide til i hvert fald “Icecream Screen Recorder”. Jeg vant til forskellige programmer, og jeg tillader mig at tænke, at hvis jeg ikke kan få det til at fungere, er der nok også et par andre, der heller ikke kan.

Softwareguides

Det går rigtig godt fremad med mine softwareguides på supportsiden. Det er nu ved at være muligt at se ende på det, jeg har kaldet “ønskelisten”. Der ligger lige nu 92 sider i WordPress, og de 88 er mine, enten fordi jeg har skrevet det hele selv (90 pct.) eller fordi, jeg har været meget involveret. Under alle omstændigheder har jeg været involveret i hver eneste i forbindelse med opsætning, stavekorrektur og indholdskorrektur.

Af og til har jeg fået bidrag fra mennesker, der virkelig ikke kan formulere sig, hvor jeg har siddet og kæmpet for bare at forstå, hvad det var, der stod – altså hvad var meningen? I de tilfælde ville jeg faktisk foretrække at lave det hele selv. Det ville være hurtigere og lettere. Det er bare en hårfin balance: jeg vil på den ene side gerne have bidrag, og på den anden side skal de have en vis kvalitet, så alle guides på siden får den samme standard, som man så efter forgodtbefindende kan kalde lav eller høj.

Jeg har udarbejdet en vejledning, men så vidt jeg vurdere ud fra bidragene, bliver den ikke læst. Men det er jo på samme måde som jeg ikke selv orker at læse manualer.

Det store regneark i FKN

Jeg har tidligere omtalt det gigantiske regneark, jeg har overtaget og nu skal ajourføre. Det er lige ved at vælte mig af pinden. Indholdet er sådan interessant nok, fx er der inddraget parametre som m² og andel af indvandrere for at forstå butikkens omsætning. Jeg aner bare ikke, hvor jeg skal finde de data henne. Der er selvfølgelig Danmarks Statistiks “Statistikbanken”, men de opdeler ikke landet på samme måde, som vi gør, og i øvrigt ved de ikke noget om vores m² 🙂

Jeg har tænkt mig at lave en lang liste over de oplysninger, der skal bruges, og så simpelthen spørge mig frem, for at finde ud af, hvem der måtte have oplysningerne.

Jeg havde i mandags et lille møde med en fra “dataanalysegruppen” eller sådan noget. Han var også ved at dåne, da han så det. Det var jeg egl. lidt glad for. Jeg tror jo altid, det er mig, der er noget galt med.

Nørdet kundeservice

Vilkårlig zoom

Jeg har købt et lækkert webcam og har brugt det til Skypeopkald et par gange. Det fungerer rigtig fint, og kvaliteten af billederne er rigtig fin.

Der er imidlertid det lille problem, at det står og zoomer ind og ud konstant, så mine samtalepartnere får lettere pip. Det kan jeg ikke selv finde en løsning på. Derfor skrev jeg til Logitechs support, og i dag modtog jeg nedenstående:

Hej  Hanne,

Jeg hedder xxx, og jeg kan forstå at du gerne vil have hjælp med vilkårlig zoomaktivitet på dit C920-C Webcam.

Jeg vil bede dig prøve følgende, for at adressere det nævnte problem:

1. Anden applikation.
2. Anden USB port, for at fremtvinge en enhedsdriveropdatering.
3. Anden computer, for at fastslå om der er tale om en konflikt med dit system.
4. Testmycam.com.
5. Checke om kameraet er synligt i Enhedshåndtering.

Endelig vil jeg bede dig sende S/N på kameraet.

Jeg ser frem til at modtage udfaldet af denne fejlsøgning.

Det er jo et vældig venligt brev, men helt ærligt, så forstår jeg kun det halve. Fx aner jeg ikke hvilke andre applikationer, der fordrer et webcam, jeg har kun én computer og hvad betyder mon S/N? – måske serienummer?

Hvis jeg prøver “Testmycam.com” kommer jeg til en side, der mangler nogle tilføjelser. Hvis jeg så kigger på mine tilføjelser i Firefox, får jeg en vældig lang liste over deaktiverede relevante tilføjelser. Jeg har prøvet at aktivere dem alle. Jeg bliver overhovedet ikke klogere.

Jeg sidder lidt og tænker, at jeg da sædvanligvis godt kan finde ud af den slags. Men hvad med dem, der ikke har forstand på sådan noget? Hvad gør de?

Jeg synes, det er nørdet kundeservice.

, ,

Bøvl med spam

Forespørgsel

Er der nogen af jer, der oplever, at det pludselig er blevet pokkers besværligt og bøvlet at sende en kommentar til mig på min blog?

Jeg spørger, fordi Inge i går blev så træt af det, at hun ikke havde lyst til at være med mere. Det går naturligvis ikke. Hun blev identificeret som spam af Akismet, skønt hun har kommenteret her masser af gange.

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at min API-nøgle til Akismet var forældet. Jeg har selvfølgelig sørget for at forny nøglen, da det selvfølgelig ikke skal være sådan, at mine læsere giver op. For mig er dialogen vigtig. Kan det være rigtigt, at det er API, der kan forårsage bøvlet? (Jeg har ikke så meget forstand på det.)


Nu har jeg tilskrevet dem følgende – mon så ikke, de tager det seriøst 🙁

Kære Meebox

Godt nytår.

Indimellem er WordPress urimeligt længe om at indlæse side, herunder kommentarer, som læserne sender. Det får nogle af dem til at give op – og det holder ikke. https://stegemueller.dk

Jeg oplever det også selv tit, at den bare står og “koger”, men der sker absolut intet.

Jeg vil gerne have, at I denne gang tager problemet alvorligt. Det er ikke første gang, jeg oplever dette problem. Jeg er kernekunde og betaler for Premium, og så SKAL det altså bare virke – hver gang.

 

, , , , ,

Brute force attacks

Angreb på bloggen

Brute force attacks mod en blog eller andre hjemmesider er i virkeligheden ikke særlig avancerede angreb. De består som hovedregel i, at der står en computer (lige p.t.i Ukraine) og spytter passwords ud, og håber på, at den på et eller andet tidspunkt gætter det rigtige password. Artiklen, jeg linker til, fortæller om, at der lige p.t. er en voldsom stigning i antallet af angreb. Ja det må jeg sige…

Fra kl. 22:20 i aftes til nu her kl. 9:09 har jeg fået 99 mails om denne type angreb. Det er lidt ulideligt. Jeg har dog lavet en regel i mailprogrammet, som sender alle notifikationerne om angreb til en speciel mappe, så jeg behøver ikke se på dem. Næste skridt er vist bare at slette dem uden videre.

Alligevel har jeg luret lidt: Det er ikke ret mange af dem, der består af forkert password; de består i stedet af forsøg på login med brugernavnet “Admin”. Fjolser!

Sikkerhedsforanstaltninger

Bloggen betyder meget for mig, så jeg har forsøgt at sikre mig på alle ledder og kanter. Der skal en del forskellige ting til:

  1. Brugernavn må ikke være “Admin”.
  2. Der skal bruges “langt password” som WordPress selv kan generere. Jeg bruger dog KeePass, som har genereret et vrøvle-password på 12 tegn. Det bør vist forlænges.
  3. Sikkerhedsprogram: Jeg bruger “iThemes Security Pro”. De er lidt vel ivrige efter at sælge tillægsydelser, men jeg oplever deres sikkerhed som rigtig god. Jeg har aldrig haft problemer. De melder fx om alle “Site Lockout Notifications”
  4. IP-adresser, der forsøger at trænge ind, blokeres i seks timer. Om det egentlig er til nogen nytte, kan jeg ikke gennemskue.
  5. “Two-Factor Authentication” med “Google Authenticator”, hvor der sendes en kode til min mailadresse, og denne kode skal indtastes, når jeg vil logge på.
  6. Herudover har jeg daglig backup af både filer og database.
  7. Selve WordPress er altid seneste version.
  8. Plugins er altid seneste version.

Jeg er nok lidt paranoid, men hellere det end at blive hacket, da jeg højst sandsynligt ikke vil kunne genoprette skaden selv.