, ,

Samtaler med hospitalspræsten

Samtaler med hospitalspræsten

Ærlig snak med hospitalspræsten

I Hvidovre sogn har vi to hospitalspræster: den ene Pia Sundbøll har 5 pct. i sognet og 95 pct. på Hvidovre Hospital, den anden, Mette Ladefoged, har 25 pct. i sognet og 75 pct. her på Psykiatrisk Center Hvidovre.

Jeg har haft mange samtaler med hospitalspræsten, Mette, mens jeg har været her, for hun er simpelthen god at tale med. Jeg kendte hende jo lidt i forvejen fra sognet, men det er selvfølgelig væsentligt udbygget nu. Vi kan gå lige til benet i dele af samtalen, men har også haft lidt “udenomssnak” ind i mellem. Hun er en del af systemet, og så alligevel ikke. Jeg kan fortælle hende med rene ord for pengene, hvordan jeg tænker, og jeg er ikke mere syg, end at jeg ved, at mine tanker er sygelige!

“drejebogen”/”filmen”

Vi har brugt meget tid på at tale om “drejebogen”/”filmen”, som er ved at gøre mig sindssyg. Den viser alle detaljer, intet er overladt til fantasien. Det er de rigtige salmer, de rigtige gæster, den rigtige præst mv. Den er i farver. Jeg har læst mig til, at hallucinationer ikke er usædvanlige ved meget svære depressioner.

Mette har nogle tanker om, at livet er livet værd i sig selv, og det skal hun jo nok sige som præst. Personligt opfatter jeg det som en cirkelslutning, men jeg lytter gerne til alle input, da mit eget reservoir er tomt. Er der nogen, der kan stoppe noget ind i det, vil jeg kun være taknemmelig, hvis de kan gøre det på overbevisende vis.

Ny medicin: Risperdal

Jeg har været til samtale med Ditte i dag. Hendes svar på filmen er at prøve noget mere potent antipsykotisk ved navn Risperdal til erstatning for Seroquel. Fint med mig, hvis jeg altså ikke får den almindelige bivirkning, der består af søvnløshed.

Hun konkluderede, at jeg ikke længere er klinisk deprimeret – hurra for det – vi mangler bare tankerne… Jeg nægter at tage hjem med tankerne og filmen kørende. Al erfaring viser, at den farligste fase er, når man begynder at få det bedre, for der får man også sin handlekraft tilbage.

Svært at få en psykolog

Endnu engang har jeg efterlyst en psykolog, og jeg begriber ikke, at man på en psykiatrisk afdeling ikke kan fremskaffe en sådan. Min tanke er, at måske kunne fire eller fem samtaler med en psykolog udgøre et gennembrud i forhold til drejebogen. Er det hele bare opbevaring og pilleudskrivning? Psykiatrien i Danmark er meget kemisk orienteret.

Til sidst foreslog jeg et netværksmøde, og det havde hun også tænkt på, så det var jo fint nok. Jeg havde på forhånd et billede af, hvem jeg mente, det var relevant at invitere, og det gik hun ind på. Hvis man vil, kan man få temmelig meget indflydelse på egen behandling.

Vores samtale varede 33 minutter, og det kan jeg ikke klage over.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Stuegang med Kaj Bjerring Andersen

Stuegang med Kaj Bjerring Andersen

De tager sig tiden. Det er godt.

Stuegang med Kaj Bjerring Andersen

I dag har jeg optaget det hele med applikationen “Memoer”. Havde jeg dog bare tænkt over den funktion noget før!

Jeg har været til stuegang med Kaj Bjerring Andersen, som er neuropsykologen, der har lavet undersøgelsen af min hukommelse. Han udleverede en rapport og gennemgik de overordnede resultater en gang til. Hans konklusion er, at jeg er begavet over middel, og at tests vedrørende sproglige færdigheder forløber fint. Der er usikkerhed i ikke-sproglige opgaver, som kræver abstrakt-logiske ræsonnementer. Arbejdshukommelsen er i orden. Der ses nedsatte indlærings- og hukommelsesmæssige evner for både sprogligt og ikke-sprogligt materiale.

Den samlede konklusion lyder: “pt. er således generelt set kognitivt velfungerende, men der ses nedsat hukommelse, usikkerhed i ikke-sproglige problemløsningsopgaver og måske et lidt sænket forarbejdningstempo. Der ses således tegn på organisk betinget cerebral dysfunktion. Det er ikke sandsynligt, at ECT-behandlingen har betydning, da undersøgelsen er foretaget tre måneder efter, at pt. sidst var i ECT-behandling.”

Han havde nogle lidt overordnede overvejelser om, at jeg skal finde en arbejdsgiver, hvor der er styr på processerne og med dokumentation, så resultaterne ikke kommer til at afhænge af den enkelte medarbejders hukommelse. Som støtte for hans tests vil følge MR-scanningen af min hjerne. Han sagde, at det var helt sædvanligt at se hukommelsesproblemer ved bipolar affektiv sindslidelse.

Herefter forlod Kaj lokalet, og vi gik over til almindelig stuegang. For at styre mit indre kaos, havde jeg lavet en slags dagsorden med 10 punkter, jeg gerne ville have styr på.

Almindelig stuegang med Ditte

Et af punkterne var “Hvad er planen?”. Vi har udtømt effekterne af ECT, og det har ikke løst det grundlæggende problem. Hvad gør vi så? Hvad gør vi med “filmen”, som jeg er gået over til at kalde “drejebogen”? Det havde Ditte ikke rigtig noget godt svar på, andet end at jeg skal bruge de beskyttende faktorer, der kan hentes hos Gitte i Distriktspsykiatrien.

Jeg kan formentlig være her en uge endnu men hvad så? Selvfølgelig kan jeg ikke være her til evig tid, men jeg savner en løsning på det grundlæggende problem. Lige nu er det sådan, at mit hjem er det farligste sted at være.

Jeg forklarede hende, at hvis jeg ser på mit liv i helikopterperspektiv, har jeg kæmpet siden 1972, hvor min far døde, og nu er jeg ærlig talt i tvivl om, hvorvidt jeg orker at kæmpe mere. Det sagde hun selvfølgelig, at jeg skulle – hvad skulle hun ellers sige?

Vi talte lidt om fleksjob ctr. pension. Så vidt jeg husker, var hun enig med mig i, at pension ikke er løsningen. Jeg er topmotiveret for at komme i gang med Udviklingsforløbet hos Psykiatrifonden, og det skulle gerne føre til et fleksjob, hvis ellers jeg kan finde en arbejdsgiver, der tør binde an med mig efter alle de indlæggelser.

Et andet spørgsmål var “Hvad kan jeg vente mig af fremtiden set i lyset af fem indlæggelser inden for de seneste ni måneder?”. Hun ventilerede muligheden for flere indlæggelser, og anså det vist nærmest for sandsynligt. Det er rart med et klart svar, men jeg synes samtidig, det er bekymrende.

Der har været endnu en læge og kigge på mine ører. Alt ser normalt ud, men jeg kan altså intet høre. I går havde jeg fx besøg af præsten, og hun måtte tre gange gøre mig opmærksom på, at telefonen – der lå lige ved siden af mig – ringede. Jeg kunne ikke høre den. Nu har jeg så fundet en anden ringetone og skruet op på maksimal styrke; måske hjælper det? De er gået i gang med at finde en ørelæge, men alle har ventetid, og jeg kan altså ikke vente! Jeg tør ikke bevæge mig i trafikken med den hørenedsættelse.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Orlov hjemme hos mig selv

Orlov hjemme hos mig selv

Hjemme for en stund

Jeg har valgt at bruge de resterende fem timers orlov hjemme hos mig selv i dag, da der var en hel del ting, jeg skulle have ordnet – alle mulige koder virker pludselig ikke på min iPad Air, og det skal de, da jeg er nødt til at kunne ordne alting på distancen.

Jeg har brugt lidt tid på at læse på sundhed.dk, hvad de har skrevet om mig, og det ser alt sammen rigtigt ud. Det er lidt mærkeligt at se alle mine mærkelige tanker på skrift; en der bed er, at verden ikke vil være et ringere sted uden mig, for det er jo sådan set rigtigt nok, men det er bare sygt at tænke de tanker. Raske mennesker tænker ikke sådan. Det er ellers mange år siden, jeg holdt op med at tænke over livets mening og andre eksistentielle tanker, for jeg blev ved med at komme frem til, at der ikke var en sådan mening – det blev bare tanker, der kørte i ring, og det blev en negativ spiral.

Selvmordsforsøg

Jeg har et selvmordsforsøg bag mig den 3. januar 2006, hvor jeg tog en overdosis af alle de piller, jeg havde i skabet. Det var før jeg vidste, at der er proppet så meget brækmiddel i moderne medikamenter, at det ikke kan lade sig gøre at begå selvmord med dem. Dengang tog jeg dagen efter til Psykiatrisk Center Hvidovre, men blev sendt hjem igen med beskeden om at finde et nyt job og en ny psykiater! Det har haft den konsekvens, at jeg altid er bange for at tage derud og blive afvist, men de har vist ændret praksis siden.

I aftes havde jeg en lidt længere snak med en af medarbejderne om det med hukommelsen. Hun sagde det samme som jer: “Se fremad ikke tilbage”, og det vil jeg så prøve på. Nu er jeg spændt på, hvad MR-scanningen af hjernen viser.

I den neuropsykologiske test gik alt andet end det med sproglig opmærksomhed dårligt. Jeg har tænkt lidt over, hvordan Kaj Bjerring Andersen skelnede mellem færdigheder og hukommelse. Fx når jeg ikke kunne indsætte den manglende sjette figur, er det så færdigheder eller hukommelse? Jeg vil opfatte det som en færdighed, men det er det åbenbart bare ikke.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Atter indlagt med svær depression

Atter indlagt med svær depression

Bare en opdatering

Atter indlagt med svær depression.

Det er længe siden, jeg har ladet høre fra mig; det skyldes, at jeg har været indlagt på Psykiatrisk Center Hvidovre siden den 17. marts med en svær depression. Det var min kontaktperson Gitte Sørensen i Distriktspsykiatrien, der sendte mig afsted.

Jeg er glad for at være der, for selvmordstankerne fylder alt for meget. Som noget nyt ser jeg inde i hovedet hele tiden “en film”, der handler om min egen død og begravelse; det er rigtig ubehageligt, og jeg kan ikke bringe den til ophør. Filmen kører samtidig med alle andre tanker som en slags underlægningsmusik. Lægen Melita virkede som om, hun kendte til fænomenet, for hun kunne gøre mine sætninger færdige, da jeg fortalte hende om disse tanker. Jeg har haft depressioner siden 2003 men har aldrig set denne “indre film” før.

Mere ECT og det virker godt på mig!

Jeg får ECT (elektrochok) igen, for det virkede jo så godt sidst – nærmest en mirakelkur. Det har allerede haft den effekt, at jeg har fået appetitten tilbage, og jeg vågner ikke længere 4-4:30. Jeg har talt lidt med lægen om det, der kaldes vedligeholdelses-ECT, men det ville hun ikke være med til, jeg kan bare ikke huske hvorfor. Selv synes jeg, der ville være noget mere idé i det end at skulle indlægges hver 3./4. måned. Jeg er så uendeligt træt af at være syg.

Jeg har været hos Dr. Kaj Bjerring Andersen og få resultatet af de neuropsykologiske tests: Der er noget galt med min hukommelse, og selv om det måske lyder skørt, er jeg næsten glad for det, for så er det ikke bare noget, jeg bilder mig ind. I min journal har han skrevet, at vi har talt om, hvordan jeg kan kompensere for det i hverdagen. Jeg kan bare ikke huske, hvad han sagde.

Resultatet er vist blevet, at vi inviterer ham til en stuegang for en repetition, og jeg vil også gerne have resultaterne på skrift. Melita vil endvidere bestille en MR-scanning af min hjerne, så problemet kan blive belyst til bunds.

Tvangsindlagt medpatient med vrangforestillinger

Hen over påsken er jeg allernådigst bevilget 2 * 5 timers orlov, så lige nu sidder jeg hjemme i min dejlige lejlighed. Det er helt dejligt at være væk fra hospitalet. Jeg deler stue med en anden patient, som er fuldstændig overbevist om, at hun har brækket nakken og lænden. Hun taler om det hele tide, virkelig uafbrudt. Jeg er ved at blive (endnu mere) skør af at høre på hende. Hvor jeg dog ønsker mig et enkeltværelse, men man skal vist være mere syg end mig for at få et enkeltværelse. Jeg er glad for at være her på 808, men de fysiske forhold er alt for dårlige.

Hun er indlagt på “gule papirer” altså med tvang. Hvis de to dele var brækket, ville hun efter min bedste overbevisning ikke kunne bevæge armene (den brækkede nakke) eller gå (den brækkede lænd). Hun har haft sin sag i Patientklagenævnet, der kalder det “vrangforestillinger”, og dem er jeg nu tilbøjelig til at være enig med, men det må være meget ubehageligt at være tvangsindlagt.

God påske ønsker jeg mine læsere.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.