/17 Kommentarer/i , /af ,

Vil gerne arbejde men kan jeg

Vil gerne arbejde men kan jeg

I gang igen

Vil gerne arbejde men kan jeg

Jeg blev afskediget fra Moderniseringsstyrelsen med udgangen af juli 2013, fordi jeg havde haft 3 * 2 dages sygdom inden for prøveperioden. Jeg forstår dem godt, men jeg ved også, hvorfor jeg meldte mig syg: Jeg var så træt, så træt, at jeg ikke kunne komme ud af sengen, og det skyldtes helt sikkert den store dosis Seroquel, jeg indtager. Midlet gives blandt andet mod bipolar affektiv sindslidelse.

Siden den afskedigelse har jeg været indlagt fire gange på Psykiatrisk Center Hvidovre med to depressioner og to manier – alt sammen her i sommeren 2015 og efteråret 2014.

Status lige nu

Lige nu er status, at jeg er “sygemeldt fra sygemeldingen” i to måneder på grund af eftervirkningerne af ECT-behandlingerne (elektrochok). Jeg var ved at tale med Gitte (min super kontaktperson i Distriktspsykiatrien) om at forkorte den periode, fordi jeg ikke kunne se ideen i den, når jeg nu har det fint. Hun overbeviste mig dog om, at perioden er fastsat for min skyld, for at jeg ikke skal kaste mig ud i noget for tidligt, så det kan give bagslag. Det er bare min natur hurtigt at komme i gang igen.

Overlægen i Distriktspsykiatrien har talt med mit jobcenter om, at jeg evt. kan starte i et udviklingsforløb under Psykiatrifonden. Formålet er i henhold til Sygedagpengeloven § 27, stk. 1, nr. 2 at klarlægge min arbejdsevne. Det ser rigtig godt ud, og det er meget mere relevant end det Contra, der tidligere var tale om. Forløbet indeholder blandt andet en virksomhedspraktik, hvilket jeg tidligere slet ikke kunne se mig selv i og var decideret bange for. Nu tænker jeg, at det kunne være en spændende udfordring, for jeg vil gerne i gang igen.

Mit mål er et fleksjob

Mit mål er et fleksjob, for det kan give alt det bedste fra arbejdsmarkedet: Kolleger, udfordringer, ud ad døren nogle dage pr. uge, og ikke mindst overenskomstmæssig løn og samtidig kan det give mig mulighed for at passe min sygdom, fordi der fx kan fastsættes skånehensyn, som kan være fravær af stress. Stress er en medvirkende faktor til både manier og depressioner, og nu er et delmål at holde mig fri af psykiatrisk afdeling.

Fx kan jeg slet ikke se mig selv som projektleder længere, for jeg kan ikke håndtere alle de mange bolde i luften eller justere projektplaner under hensyn til ændrede omstændigheder. Jeg går bare ned med stress. Jeg er også i tvivl om, hvorvidt jeg kan klare en helpdeskfunktion, for der står opgaverne og opkaldene i kø. Det er egentlig ærgerligt, for det er en funktion, jeg har haft i syv år og været glad for og god til.

Vejen til fleksjob er lang

Faktum er, at jeg gerne vil arbejde, men at jeg ikke kan arbejde på normale vilkår, så jeg håber inderligt, kommunen vil bevilge mig et fleksjob, og at processen kan speedes op. Vejen til et fleksjob er lang, og jeg har opgivet at få fuldt overblik over hvilke trin, man skal igennem, så jeg vil spørge den kommunale sagsbehandler, når vi ses i januar 2015. Måske har jeg allerede spurgt til det men glemt det – den pokkers hukommelse er virkelig et problem. Jeg ved dog, at der er noget, der hedder “rehabiliteringsplanens forberedende del” og “ressourceforløb” og at forløbet hos Psykiatrifonden er en del af den forberedende del, under hvilken proces, der også skal udarbejdes lægeerklæringer fra egen læge, som jeg selv skal medvirke i.

Endelig skal alt materialet samles sammen til et møde i Rehabiliteringsteamet, som jeg også selv skal medvirke i. Der er altså en høj grad af borgerinddragelse, og det er positivt.

/11 Kommentarer/i , /af ,

10 ECT-behandlinger

10 ECT-behandlinger

Jeg synes, det går bedre

10 ECT-behandlinger

Årsagen er den værste depression jeg endnu har har haft. Jeg havde den første depression i 2003 og på et et eller andet tidspunkt, udviklede depressionerne sig til bipolar affektiv sindslidelse – dvs. en evig skiften mellem manier og depressioner; denne gang var en hurtig indgriben nødvendig. Jeg synes, det går bedre nu.

Jeg bliver nødt til at se mig selv som psykisk syg.

Angsten for bare at blive sendt hjem er ubegrundet nu

Jeg har et selvmordsforsøg bag mig i 2006, den 3. januar, men dengang sendte Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH) stadig patienterne hjem igen trods forsøg; den praksis har de heldigvis ændret, men det betyder, at jeg altid er bange for at blive sendt hjem igen, når jeg henvender mig derude. I 2014 er det blevet til hele fire besøg på PCH, og jeg er meget glad for at komme på centeret; i dag holdt de fx en egentlig evaluerende samtale i forbindelse med udskrivelsen.

Oveni de 10 ECT-behandlinger har de tilbudt fire psykologsamtaler, hvor det er blevet klart, at der er en række ting, jeg er nødt til at at ændre i mit liv. Jeg er ekstremt indadvendt, og det bliver jeg nødt til at prøve at ændre på. Jeg har altid bare set det som indadvendt, men jeg bliver også nødt til at se det som ensom. Hvordan jeg får ændret på det, ved jeg ikke. Noget må der ske.

ECT har den ubehagelige bivirkning, at jeg mister korttidshukommelsen, og det er langt værre, end jeg havde troet. Jeg kan føre en samtale, og fem minutter inde i samtalen kan jeg spørge til noget i samtalen. Det skulle foretage sig efter otte uger. Jeg skal i samråd med Jobcenteret i gang med afprøvning af min arbejdsevne med henblik på at opnå et fleksjob, og det skal i hvert fald ikke i gang før otte uger efter sidste behandling. Min bisidder fra SIND kontakter Jobcenteret, så formalia kommer på plads.

PCH samarbejder med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej 33, som jeg har en aftale med allerede på torsdag, og som jeg har mailet med, så aftalen er på plads/bekræftet.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/13 Kommentarer/i , /af ,

Distriktspsykiatrien Janne og Gitte

Distriktspsykiatrien Janne og Gitte

Gode, dygtige folk!

Ugen har budt på hele to møder i Distriktspsykiatrien (DPC), et med overlæge Janne Baatz og et med min kontaktperson Gitte Sørensen. Jeg er utrolig glad for at komme hos de to. I starten (med ergoterapeuten) var jeg meget skeptisk, men jeg må sige, at det har vendt fuldstændig. De er en kæmpe støtte, og det er på en måde meget lærerigt at komme der.

Hos læge Janne Baatz

Strengt taget er hun vel egentlig psykiater og ikke “bare” læge. Hun er simpelthen guld værd. Hun har en ro som om, hun har al den tid i verden, der er behov for, så det nærmest er mig, der kommer til at afslutte mødet, og ikke hende, der jager mig ud af døren.

Hun er meget præcis, i hvad hun siger. Det første ord, der kom mig i hu, var “skarp”, men det er ikke helt rigtigt, “præcis” er bedre.

Vi talte om to ting, som jeg havde på min dosmerseddel: Klarmelding til Hvidovre Kommune og min hukommelse

  1. Klarmeldingen: Jeg har meddelt kommunen, at de kan kontakte Contra eller en anden “anden aktør” og sige, at jeg kan starte på det forløb, der i henhold til Lov om sygedagpenge § 27, stk. 1, nr. 2, skal afklare min arbejdsevne. “Hvis det er nødvendigt med en afklarende indsats – herunder en helbredsmæssig afklaring – for at klarlægge din arbejdsevne. Forlængelsen kan være op til 69 uger.” De 69 uger tæller fra 1/1-2015, hvor  de almindelige sygedagpenge løber ud efter 22 uger. Jannes vurdering er, at jeg skal starte med fem timer om ugen med en ugentlig fridag, det er godt nok ikke ret meget, men jeg retter mig efter hendes præcise udmelding; det er hende, der er psykiater og har erfaring, ikke mig. Jeg oplever det som en stor belastning ikke at kende hverken varighed eller indhold af forløbet, men det er der nok ikke rigtig noget at gøre ved. Da jeg på et tidspunkt ringede til Contra inviterede de til en snak og besigtigelse af lokalerne. Jeg tror, jeg tager imod tilbuddet, for måske kan det tage brodden lidt af usikkerheden.
  2. Hukommelsen: Hun tager heldigvis min bekymring alvorligt. Der bliver ved at opstå “blinde pletter”, som hun så kalder “absence“, altså fx at jeg  har været ovre i kirken og så senere på dagen får en mail fra præsten, hvor hun skriver “tak for en god samtale i dag” og jeg har det sådan: “Har vi to overhovedet talt sammen?” Det er fuldstændig væk for mig. Det samme skete, da jeg havde været til møde i kommunen, ingen erindring om det overhovedet. Disse tilfælde bliver ved at komme, og det er rigtig ubehageligt. Hvis man har stress/mani/depression er det naturligt med svækket hukommelse i en periode, da det netop er en stresslignende tilstand, men nu har jeg været udskrevet i mindst fire uger, så der burde ikke blive ved med at opstå sådanne tilfælde. Jeg kan ikke lige huske 🙂 , hvad det var, hun ville foretage sig i den forbindelse, men talen har på et tidspunkt været på “Demensklinikken”, fordi hun ikke kan henvise til andre neuropsykologer.

Hos min kontaktperson Gitte Sørensen

Der er ikke så meget tid hos hende, så det bliver mere lidt løs snak om, hvordan det nu går. På en måde er det rart at komme uden dosmerseddel, for som snakken går, kommer der alligevel ting frem, som jeg ikke selv har tænkt på at tage op.

En af de ting vi ofte vender er “inden for normalområdet”: Bare fordi man har en psykiatrisk diagnose, er det ikke alting, der er sygeligt. Alle mennesker glemmer, hvor de har lagt nøglerne eller dobbelttjekker, om de har slukket strygejernet osv. Det er der ikke noget sygeligt i!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/17 Kommentarer/i , , /af , ,

Søvn med kugledyne

Søvn med kugledyne

Søvn med kugledyne er i top!

Det første tegn, på at en mani kan være undervejs, er, at der gå kuk i søvnen, og jeg er derfor meget opmærksom på det, der kaldes “søvnhygiejne”. Jeg har lavet et fuldstændig fast skema for, hvornår jeg står op og går i seng, og det overholder jeg alle ugens dage. Jeg skal ikke have en ny mani, så jeg gør hvad jeg kan, for jeg har været indlagt tilstrækkeligt i år.

På hospitalet gav de mig en kugledyne for at forbedre søvnen, og det var fantastisk. Det er som at sove i en kokon, og kan vist bedst sammenlignes med de gamle olmerdunsdyner, som man lagde sig under, og så kunne man ikke røre sig ud ad flækken. Har jeg mon nogle læsere, der kan huske dem?

Mange år med søvnproblemer

Helt tilbage til min kollegietid i 80’erne har jeg haft søvnproblemer, og gennem årene har jeg derfor spist mange indslumringspiller, men det er jo bare ikke en løsning, man skulle kunne sove på naturlig vis.

Jeg har faktisk sovet godt siden den seneste (eller sidste?) indlæggelse. Før i tiden lå jeg vågen mindst en time efter at være gået i seng, nu går der vel 15 minutter, men jeg er altså også på 700 mg Seroquel plus diverse.

Bevilling fra kommunen

Jeg spurgte min sagsbehandler i Hvidovre Kommune, om de ville give tilskud til en kugledyne, der normalt koster i omegnen af 4.500 kr. Uden yderligere dikkedarer kom der forleden en bevilling på 2.700 kr. – fornemt, og jeg har sagt pænt tak. Det lykkedes at finde en dyne til 2.705 kr., og den kom i går. Den var nedsat, da det var sidste års model. Jeg ville hellere have haft en “rigtig” kugledyne fra firmaet Protac, men de er for dyre.

Nu har jeg så brugt den en nat, og jeg er meget begejstret. Som sagt er det som at sove i en kokon: trygt, godt og varmt. Den består nærmest af en masse velcrolukkede lommer, i hvilke der findes en pose med fire rum, og i hvert rum er der en kugle.  Den samlede vægt er 7 kg. Den er lidt bøvlet at få “arrangeret”, men det kommer nok med øvelsen.

Jeg vil være nærmest lykkelig, hvis der for alvor kan komme styr på min søvn. Jeg har altid været misundelig på de mennesker, der bare lægger sig ned og sover og for hvem, søvn slet ikke er et tema. Måske det også kan blive min virkelighed?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.