En bog om hukommelsen
Titlen på en bog
En bog om hukommelsen.
Bogens forfattere er Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen (aka Hjerne Madsen), den er fra 2013, og den handler om menneskets syv forskellige former for hukommelse. Der er masser af henvisninger til tidligere videnskabelige værker fra hukommelsesforskningen.
Bogen er udgivet på FADLs forlag, er i lækker indbinding, har et flot og overskueligt layout, trykt på lækkert papir og har flotte illustrationer. Jeg har købt mit eksemplar hos Saxo for 350,00 kr. – lidt dyrt, men den er gennemført lækker på alle 381 sider.
Det er snart flere år siden, jeg sidst har læst en bog, for jeg har ikke kunnet koncentrere mig om det – eller også har de bare ikke fænget nok. Denne her fænger imidlertid, og selv om den først kom i går morges, er jeg allerede 150 sider inde i den.
Den er højest læseværdig og er skrevet i et ligefremt og godt sprog. Ind i mellem mangler der dog lidt korrekturlæsning; jeg er flere steder faldet over “ligge”, der skulle være “lægge” og vice versa. Det burde ikke forekomme.
Det hedder ikke “korttidshukommelse”
Noget af de første de to forfattere slår fast er, at det ikke er rigtigt at arbejde med et begreb som “korttidshukommelse” (der blev opfundet i 1968). Det bør i stedet benævnes “arbejdshukommelse”, som et udtryk for det, man aktuelt er i gang med. Det svarer helt til, hvad Dr. Kaj Bjerring Andersen forklarede.
Det vi husker
Herefter gå de over til at forklare, hvad vi husker:
- Det som kan relateres til den viden, vi i forvejen besidder
- Det usædvanlige, overraskende og opsigtsvækkende eller på anden måde bemærkelsesværdige
- Det, som vækker vores interesse, eller som relaterer til noget, der i forvejen interesserer os.
Man behøver ikke være hjerneforsker for at udtænke ovenstående, men alligevel er det godt at få det bragt på plads allerede i starten af bogen. Jeg kan fx huske de mærkeligste detaljer om software eller om mine aner, for begge dele interesserer mig meget. Derimod kan jeg ikke huske, at jeg skulle have deltaget i 14 dages coachingforløb i 03/2014.
Der beskrives noget, der hedder “billedhukommelse”, som er et udtryk for, at hvis vi hjernen kan danne billeder/visualisere, husker vi en given ting bedre.
Ufattelige mængder af information i hjernen = 500 TB
Hjernen rummer ufattelige mængder af information, og der hentes ofte inspiration i computerverdenen, når disse mængder skal beskrives. Som eksempel ville en sikkerhedskopi af hjernen fylde ca. 500 TB eller 500.000 GB. Informationerne lagres i hjernebarken og aktiveres af “samarbejdet” mellem neuronerne, som vi har ca. 86 mia. af. Det er slet ikke til at forstå de talstørrelser.
En spændende bemærkning er at finde på side 75 om “De sammensmeltede minder: Hver enkelt erindring er ikke blot et kludetæppe sammensat af forskellige erindringsstumper fra en enkelt begivenhed, men samtidig, nærmest som et mentalt “sort hul”, i stand til at opsuge detaljer, som vi først oplever senere, og inkludere dem i en tidligere oplevelse, blot de stemmer overens med denne.”
Med hensyn til det at tidsfæste argumenterer de to forfattere for, at vi ikke har en indre kalender, hvor minderne er plottet ind, men at vi derimod har en indre tidslinje, som vi hæfter erindringen op på, fordi vi derved kan knytte begivenheder samme.
Og side 81: Det er lidt noget sludder at sige, at man husker “forkert”, fordi det bygger på en forventning om, at der findes en kopi af vores verden i vores hjerner. “Man kan argumentere for, at hukommelsens effektivitet i stedet bør måles på, hvor velegnet den er til at gøre vores erfaringer brugbare i fremtidige situationer. Genskabelsen af fortidige oplevelser ville i så fald blot være at betragte som vejen hertil.”
Vidnebeviset
Forfatterne bruger også et par sider på at problematisere vidneudsagn, der jo af og til er det eneste bevis, der findes i kriminalsager. Deres påstand er, at vidnebeviset tillægges alt for stor vægt, når man fra forskningen ved, at hjernen “supplerer” det man faktisk så eller hørte med det man føler, der mangler. Allerede professor doktor jur. Eva Smith var inde på dette i sin doktordisputats, der netop hed “Vidnebeviset” – som jeg faktisk har læst engang for længe siden.
Så langt som jeg indtil videre er kommet er konklusionen, at “hukommelsens vigtigste rolle er at gøre os rede til fremtiden” (side 106). Det er jo ikke lige sådan, vi plejer at betragte hukommelsen. For menigmand handler hukommelsen om fortiden ikke og fremtiden.
Jeg håber, bogen også vil rumme et par kapitler om, hvad der kan forårsage problemer med hukommelsen, og om hvordan man kan træne hukommelsen op igen. Melita sagde “træning, træning og atter træning”, men hun talte ikke om hvordan. Jeg har genoptaget Lumosity og håber, det er den rigtige vej at gå.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
