Kattegræs

Hjemmedyrket salatbar til banditterne

Det krævede lidt snilde at få kattegræsset til at vokse i fred for Jason og Josephine. Nu er den hjemmedyrkede salatbar endelig åben – og især Josephine har taget godt imod den grønne servering. Men hvorfor spiser katte egentlig græs?

Det er lykkedes!

Jeg har dyrket kattegræs til Jason og Josephine.

Det sværeste har sådan set ikke været at få græsset til at gro. Det sværeste har været at finde et sted, hvor det kunne få lov til at gro, uden at Jason og Josephine fandt det først.

Det lykkedes til sidst, og nu er græsset blevet så højt og kraftigt, at restauranten kunne åbne.

Og den er godkendt.

På videoen er især Josephine meget optaget af den nye grønne servering. Hun står med hovedet helt nede i græsset og arbejder koncentreret med at finde de helt rigtige strå. Jason dukker naturligvis også op. Hvis der foregår noget interessant i hjemmet, skal husets direktør selvfølgelig orienteres.

Det er egentlig fascinerende at se dem spise græs. De tager ikke bare en tilfældig mundfuld. Der bliver snuset, udvalgt, bidt og tygget. Nogle strå er åbenbart bedre end andre, og den slags beslutninger skal ikke forhastes.

Jeg havde været lidt spændt på, om de overhovedet ville interessere sig for det. Jeg har efterhånden lært, at der ikke er nogen nødvendig sammenhæng mellem noget, jeg køber eller arrangerer til kattene, og noget kattene rent faktisk synes er interessant.

Klatretårnet skulle eksempelvis lige godkendes. Godbidder er tilsyneladende stærkt overvurderede. En pind med en kugle kan derimod være fantastisk.

Og nu altså: græs.

Formålet med kattegræsset

Når Jason og Josephine vasker sig, sluger de uundgåeligt løse hår. De fleste hår passerer gennem mave-tarm-systemet og kommer ud med afføringen, mens nogle kan samle sig til hårboller. Græs kan hjælpe fordøjelsen på vej, blandt andet fordi det indeholder ufordøjelige plantefibre, som kan fremme tarmbevægelserne.

Det interessante er, at man tidligere ofte sagde: Katte spiser græs for at kaste hårboller op. Det er for enkelt. Katte kan ganske vist kaste op efter at have spist græs, og dermed kan hår også komme med op, men opkastning ser ikke ud til at være hovedformålet med græsspisningen.

Der er sandsynligvis flere grunde på én gang:

• Fibre og fordøjelse: Græssets fibre kan hjælpe materiale – herunder slugte hår – gennem tarmen.
• Hår fra pelsplejen: Især når de vasker sig meget, kommer der hår ned i fordøjelsessystemet. Græs kan være en del af kattens naturlige måde at håndtere det på.
• Instinktiv adfærd: Også vilde kattedyr og fritlevende katte spiser plantemateriale. Det ser altså ud til at være en normal del af kattens adfærdsrepertoire og ikke nødvendigvis et tegn på, at den mangler noget.
• De kan simpelthen lide det: Friske græsstrå har både duft, smag og struktur. Videoen tyder på, at Josephine ikke betragter det som medicin. Hun nyder det, og det smager godt.

Restauranten har begrænsede åbningstider

Græsset får ikke lov til at stå fremme hele tiden.

Når de har spist og mistet interessen, stiller jeg det væk igen. Dels får græsset dermed en chance for at overleve lidt længere, så der også er noget til i morgen, dels har jeg en begrundet mistanke om, at to nysgerrige killinger med permanent adgang til en potte fyldt med græs, før eller siden ville udvide konceptet fra salatbar til havearbejde.

Det behøver vi ikke. Der er allerede nok at gøre. Engang havde jeg tid til at slægtsforske, Danske Slægtsforskeres hjemmeside …

Indtil videre fungerer ordningen glimrende: Græsset kommer frem, banditterne spiser, og bagefter lukker restauranten.

Jeg tror, den har fået fem stjerner i Kattenes Michelinguide.

I hvert fald hos Josephine.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

To killinger, én hængekøje

Klatretårnet er officielt blevet deres

To killinger, én hængekøje – og ikke ligefrem oceaner af plads. 😻 For få dage siden var klatretårnet stadig en mærkelig genstand, der skulle undersøges med passende skepsis. Nu er det blevet deres sted. Jason og Josephine vasker, putter, brydes og uddeler potedask i hængekøjen øverst – og ingen af dem har tilsyneladende tænkt sig at flytte sig. ❤️

For få dage siden var klatretårnet tilsyneladende bare endnu en af de mærkelige ting, mennesket havde fundet på at stille ind i hjemmet.

Jeg havde købt det til Jason og Josephine og forestillede mig selvfølgelig, at de straks ville forstå hele konceptet: Her kan man klatre. Her kan man ligge højt. Her kan man holde øje med sit territorium. Og øverst oppe er der ovenikøbet en hængekøje.

Hvad mere kan en kat ønske sig?

En hel del, åbenbart.

For i begyndelsen var interessen behersket. Jeg nåede næsten at tænke, at det så var godt, klatretårnet havde været på tilbud. Det er jo en af de ting, man hurtigt lærer som nyt kattemenneske: Det, man omhyggeligt har udvalgt og betalt penge for, er ikke nødvendigvis interessant. Til gengæld kan en papkasse, en pind eller noget andet fuldstændig banalt være dagens største attraktion.

Men klatretårnet har langsomt skiftet status.

Først begyndte de at undersøge det. Så blev hylderne interessante. Jason fandt ud af, at hængekøjen øverst faktisk var et glimrende sted at ligge.

Og nu er vi nået til næste trin: Nu ligger de der begge to.

(Teksten fortsætter under videoen)

To killinger, én hængekøje

Videoen er ikke dramatisk. Der sker ikke noget sensationelt. Ingen udfører halsbrækkende spring, vælter noget eller finder på en ny form for kriminalitet.

De ligger bare sammen i hængekøjen.

Og alligevel synes jeg, videoen fortæller en hel historie.

Der er ikke ligefrem oceaner af plads. To voksende killinger fylder efterhånden ganske godt i sådan en hængekøje, men det ser ikke ud til at være noget problem. De ligger tæt, flytter lidt rundt på sig selv og hinanden, vasker, putter og uddeler indimellem en pote.

Det ene øjeblik er der fredelig pelspleje. Det næste kommer en pote lidt for tæt på et hoved, og så må sagen naturligvis lige afgøres.

Men ingen går.

Det er måske det bedste ved hele videoen.

De kunne sagtens vælge hver sin hylde. Klatretårnet har flere etager, og resten af hjemmet er heller ikke ligefrem blottet for steder, hvor en killing kan lægge sig.

Men de vælger den samme hængekøje.

De vil være sammen.

Søskende på godt og ondt

Jason og Josephine er meget forskellige.

Jason har fra begyndelsen mødt verden med stor nysgerrighed og en næsten imponerende tro på, at selvfølgelig er alting lavet til ham. Josephine har været mere forsigtig. Hun har haft brug for at se tingene an og selv bestemme tempoet.

Det gælder også forholdet til mig.

Men når de to er sammen, er der ingen tvivl. De er søskende. De leger, jager hinanden, brydes, vasker hinanden og sover sammen.

Videoen fra hængekøjen viser det hele i miniatureformat.

Der er nærhed uden højtidelighed. Man kan sagtens elske sin søster og samtidig give hende en pote i hovedet. Man kan vaske sin bror det ene øjeblik og være lidt irriteret på ham det næste.

Og fem sekunder senere ligger man tæt igen.

Det er meget katteagtigt.

Og måske også meget søskendeagtigt.

Josephine midt i det hele

Jeg hæfter mig også ved Josephine.

Da hun kom hertil, var hun den forsigtige. Hun holdt afstand og betragtede tingene, før hun besluttede sig. Jeg måtte vente på hende og lade hende komme til mig.

Det gjorde hun.

Først lidt. Så mere.

Nu kommer hun med løftet hale, smyger sig omkring mine ben, gnider kinderne mod mig og spinder.

Og i videoen ligger hun ganske enkelt dér midt i det hele.

Hun ser ud til at høre til.

Det lyder måske mærkeligt, for selvfølgelig hører hun til. Hun har jo boet her sammen med Jason hele tiden.

Men der er forskel på at være et sted og på at have gjort stedet til sit eget.

Det sidste tror jeg, hun har nu.

Deres sted

Jeg kan godt lide den slags små forandringer.

Hvis man kun så Jason og Josephine en gang om måneden, ville man måske bare konstatere, at her er to killinger, der ligger i en hængekøje.

Når man følger dem hver dag, bliver det noget andet.

Så kan man se processen.

• En hylde bliver undersøgt.
• Et klatretårn bliver besteget.
• En hængekøje bliver afprøvet.

Og pludselig er den ikke længere noget, jeg har købt til dem.

Den er deres.

Det er måske noget af det fascinerende ved at få katte ind i sit hjem. Jeg har indrettet det og besluttet, hvor tingene skal stå, men Jason og Josephine er i fuld gang med at lave deres eget kort over det:

• Her spiser vi.
• Her drikker vi.
• Her leger vi.
• Her holder vi øje.
• Her sover vi.

Og her, helt oppe i klatretårnet, ligger vi åbenbart to killinger i en hængekøje beregnet efter princippet:

Er der hjerterum, er der husrum.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.