/i /af

Svindelmails er ikke svære at genkende

Svindelmails er ikke svære at genkende

De IT-kriminelle har travlt

Svindelmails er ikke svære at genkende

Også de IT-kriminelle har juletravlt. Jeg har haft en periode, hvor de IT-kriminelle lod mig være lidt i fred, men nu har de atter sat tempoet op. Sygeforsikringen danmark, Nets osv. er er blandt de store bidragydere.

Af og til læser og hører man om mennesker, der falder i fælden. Det er ofte ældre mennesker, der er i tvivl om, hvordan de håndterer skidtet. Og det er på en måde forståeligt. Jeg har også selv været ved at falde i en fælde, hvor jeg trykkede på et link fra “Proshop”, hvor jeg har handlet i mange år. Så da “de” sendte et link til en undersøgelse af deres kunders tilfredshed, hoppede jeg på den. Heldigvis var min iPad kvikkere, end jeg selv var – så den spærrede øjeblikkeligt linket, og der skete ikke noget. Men det var lidt af en lærestreg for mig.

På den anden side, synes jeg, der er så meget oplysning om, hvad man aldrig må gøre, hvis man er det mindste i tvivl. Vi må da efterhånden have lært, at banken aldrig ringer med en hasteforespørgsel om at overføre et beløb fra en konto til en anden. Eller at den “flinke” politibetjent heller ikke lige ringer og vil fortælle dig, at dit MitID skal opdateres el.lign.

Det er ikke længe siden, jeg så en kvinde i TV Avisen, der havde mistet flere hundrede tusinde kr., fordi hun havde opgivet kontonumre, pinkoder osv. Jeg fik medlidenhed, samtidig med at jeg undrede mig over, at det kunne ske.

Enhver bør fatte mistanke til følgende

Det sjove ved disse er blandt andet, at de er så sjusket lavede.

  • I den første har svindlerne ikke en gang gidet at bruge det rigtige tegnsæt. Derfor er alle vores danske specialtegn blev noget vås.
  • Og MobilePay (sic!) ved, hvad jeg hedder, så de skriver ikke “Kære kunde”.
  • Den næste mangler mellemrum mellem ordene. Hvor der skulle have været et mellemrum, er der i stedet indsat bogstavet “i”.
  • Herudover skriver de “sygesikring” i emnefeltet men underskriver sig “Sygeforsikringen”. Den slags sker kun for svindlere.

Svindelmails er ikke svære at genkende

 

Svindelmails er ikke svære at genkende

Denne er også nem, eftersom jeg ikke har et abonnement hos Spotify

Svindelmails er ikke svære at genkende

 

Her vil “Nets” gerne have et par tusinde, men de skriver heller ikke “Kære kunde”.

De skriver heller ikke “Vi modtog en transaktionsanmodning fra med kreditkort 4571-xxxx-xxxx-xxxx på site RCG.se med en ip-adresse uden for Danmark. Af denne grund har vi forsinket debitering i 24 timer.” Og i øvrigt starter alle danske dankort med 4571.

Når man holdermusen over “Annullere Transkationen”, kan man se at det fører til ham her “Dennis638”, hvem han så end er.

Svindelmails er ikke svære at genkende

Svindelmails er ikke svære at genkende

 

Her har jeg ikke sagt “Ja tak” til at blive formuende på ingen tid. “Når noget er for godt til at være sandt, er det det nok også”:

Svindelmails er ikke svære at genkende

Forbrugerrådets lille program (app): “Mit digitale selvforsvar”

En periode havde jeg installeret programmet “Mit digitale selvforsvar”. De skriver blandt andet:

Føler du dig utryg i forhold til at beskytte dit privatliv på nettet, og mangler du konkret viden til at undgå it-kriminalitet? Appen Mit digitale Selvforsvar hjælper dig til en tryggere digital hverdag.

Den er nem at bruge, og giver dig råd og vejledning til uheldige situationer, du kan komme ud for, når du er online.

Med Mit digitale selvforsvar-appen er du opdateret om fup-mails i omløb, falske konkurrencer, registrerede vira-trusler og andet skadelig software.

Er skaden sket, guider appen med konkrete tips til at løse problemet. Du kan også finde gode råd, hvis du opdager mystisk aktivitet i din netbank, eller hvis varerne, du købte på nettet, aldrig dukker op.

Idéen er helt sikkert god, men jeg blev træt af de mange digitale afbrydelser fra programmet i form af pop ups og bip, bip.

Mindst 10 gange om dagen fortalte det om, hvad man skulle passe på, og at der nu var denne eller hine digitale trussel. Truslerne var hele tiden af en type, enhver burde kunne gennemskue. Så jeg fjernede det igen.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

IT-boblen – ekstase og kollaps

IT-boblen - ekstase og kollaps

Internettets første dage

IT-boblen – ekstase og kollaps

DR1 er lige begyndt på en serie ved navn “IT-boblen – ekstase og kollaps”, der handler om internettets første dage fra 1995 og lidt frem. Afsnit 1 er tilgængeligt, og det er fascinerende at blive bragt 27-28 år tilbage.

Klaus Riskær og Martin Thorborg fortæller om, hvordan deres verden så ud dengang. Hidtil er vi kun nået til “ekstase”. “Kollaps” følger. I næste afsnit ser vi Jacob Risgaard, der var blevet smidt ud af skolen, fordi han lavede for meget ballade.

Det er ikke til at forstå, at vi dengang klarede os med opkaldsmodems. Hvis telefonen ringede, mens vi var på nettet, blev vi smidt af, eftersom det var den samme forbindelse. Det var dengang, modemmet sagde “telefon-lyde”, når vi ringede op til World Wide Wait.

Der var ikke meget ved at have en e-mailadresse, for der var næsten ingen at skrive til. Der var heller ikke så meget ved at være på nettet, for der var næsten ingen hjemmesider at besøge.

Eksperimenternes tid

I starten af 90’erne havde jeg en kæreste, der var bidt af teknik, så hun havde investeret en formue i en Apple-enhed, fordi hun eksperimenterede med Desktop Publishing (DTP), som det hed dengang. Enheden skulle startes ved hjælp af disketter. Alt var bygget sammen i et kabinet, der var ca. 45 cm højt og 25 cm bredt. Skærmen var af samme årsag mikroskopisk. Vi havde meget fornøjelse af at eksperimentere.

Det var en ny tid, og den var fascinerende. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg selv købte min første private computer. Det har formentlig været ca. år 2000.

Jeg registrerede mit domæne den 2. december 2004. Det var dengang, det tog en hel dag at lave en knap, for der var ikke noget, der hed WordPress, drag and drop eller temaer. I februar 2007 så siden sådan ud. Det havde taget lang tid bare at nå hertil. Jeg købte de små hæfter af Britt Malka til 27 kr. stykket og lærte mig den mest nødvendige html, så jeg i det mindste kunne skrue lidt indhold sammen om min hobby. Stor kunst var det ikke.

Jeg var med til at købe 300 computere

I foråret 1992 var jeg lige flyttet til Arbejdsskadestyrelsens sekretariat efter at have behandlet sager om kirurgiske skader i 1½ år. Vi havde fået et aktstykke (en særbevilling) igennem i Finansministeriet. Formålet var at købe computere til alle medarbejdere. De skrev på skrivemaskine …

Det vil sige, at som sagsbehandler skrev man i hånden på gule konceptark. Når man var klar, gav man arkene til “sin skrivedame”, der skrev dem af på skrivemaskine.

En af mine første opgaver var at udvikle og afholde kurser for medarbejderne, der af gode grunde aldrig havde set en computer før. “Min skrivedame” hed K.R, og var oppe i årene. Omstillingen var for stor for hende, så hun sagde op; så vidt jeg husker, var hun ikke den eneste.

Det er mærkeligt at tænke på ca. 31 år efter, hvor mange har op til flere computere, en smartphone og en tablet – og musikken i badeværelset (hvis man bruger den slags) kommer fra en streamingtjeneste.

Hvad bliver det næste?

Det næste er også, at jeg nu sender linket til nogle unge mennesker – så kan de sidde og undre sig over “gamle dage”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Links til materiale bag betalingsmure

Links til materiale bag betalingsmure

Jeg er træt af betalingsmure

Om links til materiale bag betalingsmure

Links er et effektivt signal til Google om, at her er læseværdigt indhold og er en reklame for en hjemmeside. Det gør jeg selvfølgelig også selv. Realiteten er bare, at mange linker til indhold, der er gemt bag betalingsmure. Det har aldrig nogensinde været idéen bag internettet – som ikke er det samme som World Wide Web – at vi skulle betale for at se, hvad der gemmer sig bag et link. Links skal være til alle.

Da Sir Tim Berners-Lee opfandt internettet i starten af 90’erne, var det for at sikre, at store datamængder ikke skulle befinde sig i et hjem på harddisk, der har en begrænset og ukendt levetid. Data skulle fordeles på store servere mange steder, og de skulle kunne tilgås af alle, der ejede en computer.

Dengang var der ikke noget, der hed hverken tablet eller smartphone. Man skulle bruge en computer. Det er svært at forestille sig i dag, hvor antallet af brugere nærmer sig de fem milliarder og hvor alt inkl. kattelemmen, vaskemaskinen og lyset i badet styres af noget netværksbaseret.

Hvem husker ikke tiden, hvor der skulle ringes op med et modem, der stod og sagde “ring, ring”, indtil man kom igennem. Jeg kan huske, at omkring 2004, hvor jeg begyndte at slægtsforske, kunne man godt droppe at bruge nettet fra kl. 20 og frem, for der ledte alle de andre nørder også efter deres aner, og det var billigere efter kl. 20.

Det er længe siden, jeg holdt op med at klikke på links til Politiken, Berlingske m.fl. De fører nemlig altid til ca. 100 ord, og vil jeg læse resten, må jeg til lommerne. Og det vil jeg ikke, for jeg vil aldrig nogensinde få læst alt det, jeg betaler for i dyre domme. Jeg har prøvet.

Min pointe: Journalister skal ikke arbejde gratis

Selvfølgelig skal journalister ikke arbejde gratis, og selvfølgelig skal aviserne overleve, selvom papir-aviserne måske vil uddø. Duften af tryksværte til morgenægget om søndagen vil måske være en saga blot om få år.

Da jeg for kort tid siden skrev noget på Facebook om det tilgængelighedsproblem, som betalingsmurene udgør, fik jeg en journalist på nakken, fordi han troede, jeg mente, han skulle arbejde gratis. Det gør jeg selvfølgelig ikke. Hans påstand var, at et link til en artikel bag en betalingsmur er erstatningen for den fysiske avis på dørmåtten, og det kan der være noget om.

Min pointe er bare, at fx privatpersoners klummer, gratis kronikker (nogle aviser betaler for kronikker), læserbreve og hvad det ellers hedder, som ikke har kostet avisen en krone, ikke burde ligge bag betalingsmure. Privatpersonerne har arbejdet gratis og kunne opnå en større udbredelse af deres budskaber, hvis de ikke lå bag betalingsmure. Hvorfor skal aviserne tjene på andres gratis arbejde?

Det kræver ikke meget teknisk snilde at lave en åben og en lukket del af Politiken, Berlingske, Zetland og alle de andre steder, hvor privatpersoner kan komme til orde. Aviserne m.fl. har selvfølgelig udgifterne til serverplads, webhotel, tidsforbruget for den, der skal lægge materialet på nettet osv., men mon ikke de klarer det, og serverpladsen og webhotellet har de jo alligevel til det journalistiske indhold, som udgør langt størstedelen af avisen.

Flere tager en omvej på informationsmotorvejen

Adskillige flittige skribenter, der leverer indhold til aviserne, har taget konsekvensen og gør eget indhold tilgængeligt på egne hjemmesider, samtidig med at en avis publicerer det. Jeg kan ikke lige komme i tanke om eksempler, men de er utallige.

Det kan undre, at aviserne accepterer det, da antallet af klik på deres sider uvilkårligt må falde. På den anden side set har skribenten ophavsretten til eget materiale og kan gøre med det, hvad han/hun vil, så længe avisen har fået det gratis. Har de betalt for indholdet, foreligger en kontrakt, og i den kan de selvfølgelig opstille vilkår om, hvor og hvornår indholdet må publiceres.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Sådan får du adgang til min væg

Sådan får du adgang til min væg

Sådan får du adgang til min “væg” på Facebook

  • Du giver noget af sig selv, ellers bliver du afvist. Du skal mere end opdatere dit profilbillede en gang om måneden eller en gang om året. Jeg skal kunne se, hvad for du et menneske, du er; det er ikke nok, at du fortæller om dine børnebørn,
  • Hvis du repræsenterer et politisk parti, er det helt fint (bortset fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige), også selvom vi er uenige. Det skal bare være tydeligt hvilket parti, du repræsenterer. Jeg gider ikke selv lede efter det,
  • Du skal kunne udtrykke sig bare nogenlunde korrekt med ord. Jeg er evigt træt af “emojis”, som der findes  omkring 3.000 af. Jeg kender kun to af dem. Jeg sidder tit tilbage med fornemmelsen af ikke at forstå, hvad det er, der forsøges kommunikeret. Det gider jeg ganske enkelt heller ikke, så hvis du vil mig noget, er du velkommen, det skal ske blot via ord, og
  • Vi skal have minimum 100 “venner” til fælles. Dette er et helt ufravigelig krav.

“Underlige mænd”, der skriver på  Messenger, at vi godt nok ikke er venner på Facebook, men at de ønsker at “connecte” via Messenger er heller ikke velkomne. Jeg har ikke rigtig en fornemmelse af, hvad de er for nogle – og de kunne jo have sendt en helt almindelig besked via en e-mail først. Jeg er ret let at finde ved hjælp af finde Google. Jeg gider ikke gætte mig til formålet. Jeg har andet at gøre.