29. januar 2023/6 Kommentarer/i Glæde, Slægt /af StegemüllerGlæde, Slægt

98 år er værd at huske

En dato er prentet i min hjerne

98 år er værd at huske

Det er slet ikke til at forstå, men i morgen bliver min fars ungdomskæreste 98 år. Det er en dato, der er værd at huske. Af en eller anden årsag har datoen, den 30. januar, altid været prentet ind i min hjerne, også i de mere end 40 år, vi ikke havde kontakt.

Jeg skal huske at ringe og sige tillykke. Det er øverste punkt på morgendagens liste over “pligter”. Men det føles på ingen måde som en pligt.

Jeg tænker på, hvad hun har oplevet, hvad hun har været med til, hvad besættelsen betød for hende og hvad min far og hans forældre – som jeg aldrig har mødt – betød for hende. Hun kendte faktisk min far bedre, end jeg selv gjorde. Det er lidt mærkeligt.

Hun og min far lærte hinanden at kende engang i 40’erne, da de var med i den samme modstandsgruppe, og hun også var ansat på Brede Klædefabrik. De var til et foredrag, hvor min far, Jørgen Stegemüller (1922 – 1972), og hans ven sad og smed noget i (bag-)hovedet på dem. Til sidst vendte pigerne sig selvfølgelig om; sådan opstod kontakten. Det var før Facebook og før Snapchat. Dengang skød man i stedet med papirkugler …

Jeg er taknemmelig

For mere end 40 år siden, gjorde min fars ungdomskæreste og hendes mand Vagn Rasmussen (og deres børn) uendeligt meget for mig.

De tog mig ind, da jeg var 16 år og gjorde rent i De Gamles By for at tjene til dagen og vejen.
De satte huen på, da jeg to år senere blev student fra kursus i juni 1983.
De holdt studentermiddagen for mig. Jeg har stadig deres fineste gave: en Georg Jensen-papirkniv i sølv, om hvilken hun tørt bemærkede “Ja, den har du ikke meget brug for nu”. Og det kan man jo kun give den gamle dame ret i.

Om vinteren var der var koldt på mit lejede værelse på Nørrebro her i København, så weekend efter weekend søgte jeg ly hos dem i Kongens Lyngby. Her fik jeg min første elektriske tandbørste. Jeg var ikke klar over, at man nu til dags brugte elektriske tandbørster. Jeg lærte at børste mine tænder!

Vi gik ture i Dyrehaven eller tog til Tårbæk Havn, hvor de havde båd.

Jeg blev – trods min høje alder (16 år) – puttet på sofaen i stuen, hvis sønnen var hjemme. Var han ikke hjemme men ude med garderne, sov jeg på hans værelse på førstesalen. Uanset, hvor jeg sov, kom hun og sagde “godnat”. Det var jeg ikke vant til. Det var alt sammen nyt: kærlighed uden krav om sære modydelser.

Jeg følte mig lidt dum. Jeg var klar over, at jeg kom til et helt andet socialt lag, hvor børnene gik hhv. på universitetet og Arkitektakademiet. Uagtet, hvor dum jeg følte mig, tog de imod mig. De bakkede mig op i, at jeg skulle starte på studenterkurset. De troede på, at jeg trods alt kunne noget.

Blomster med Interflora

Jeg vil så gerne sige “Tak”, men det er svært. Jeg har sendt blomster og chokolade med Interflora, og skrevet til chaufføren, at modtager er 98 år, så han må have lidt tålmodighed. Jeg håber, det lykkes. Bliver hun glad, er jeg glad!

Alle herunder hedder Stegemüller

Jeg sagde til min fars ungdomskæreste, at jeg er stolt over at være en “Stegemüller”. Uden videre sagde hun “Det kan du også roligt være”.

Alle på billederne hedder Stegemüller. Har du et legitimt behov, kan jeg sende dig en version uden vandmærke.

[ngg src=”galleries” display=”masonry” ngg_triggers_display=”always”]

27. januar 2023/i Aspergers syndrom, Glæde, Sprog /af StegemüllerAspergers syndrom, Glæde, Sprog

Toiletrullerør og superkraft i GladTeknik

Stegemüller

Kablernes natlige dans plus “Superkraft”

Toiletrullerør og superkraft i GladTeknik

Dette indlæg er blandet vraggods, men jeg mener hvert et ord!

Da jeg var barn, gik jeg til dans i en temmelig kort periode … (forstå det hvem der kan) og der lærte jeg at danse både polka og vals og noget, der hed noget med “høne”. Jeg er derfor sikker på, at mine kabler har danset alle disse danse om natten, for hver gang jeg skulle bruge et af dem og åbnede kassen, var de filtret ind i hinanden, selvom jeg havde lagt dem pænt på plads – hver for sig – i arkivkassen.

Herudover var der en naturlov, der bevirkede, at jeg altid fik fat i det rigtige kabel i sidste forsøg. Apple er ufatteligt dygtige til at lave “hver enhed, sit kabel”. Det er hamrende irriterende. Bortset fra det leverer Apple lækre, langtidsholdbare produkter, som jeg er glad for.

Forleden så jeg et billede af den hidtil mest fornuftige anvendelse af toiletrulle-rørene, når de altså ikke længere er optagede af toiletpapir. Det var svaret på mine bønner. Nu ligger hvert eneste kabel i sit eget rør, og natlig dans – og hvad de ellers foretog sig om natten – er ikke længere mulig.

Da der er så mange, har jeg skrevet på de fleste af rørene, hvad de indeholder. Det er ikke så let at skrive pænt på rørene. På et tidspunkt, når jeg har styr på, hvad de alle skal bruges til, skriver jeg det nok lidt pænere i Word, klipper ud og fastgør pænt med englehud, men lige nu er det bare om at få det til at fungere, og det gør det. Det er en lise, og det var gratis.

Og nu til noget helt andet: Superkraft og GladTeknik

Så du programmet “Løvens hule” torsdag den 12. januar 2023 på DR1? Er du interesseret i, hvad vi autister kan, trods vores diagnose?

Hvis du svarer nej til det første spørgsmål og ja til det andet spørgsmål, er du helt sikkert gået glip af noget (programmet kan streames). Du kan evt. læse en introduktion her. Det skyldes, at Mathias Emil Nielsen, der er direktør for – og stifter af – en fabelagtig IT-virksomhed her i Hvidovre, deltog. Det er ikke et program, jeg tidligere har set og jeg vil heller ikke se det igen, da jeg ikke er så meget for shows og den type “vind eller forsvind”-programmer. Men jeg tændte for det, da jeg vidste, Mathias skulle medvirke.

Jeg har handlet IT-ting-og-sager (support, reparationer, opsætning af netværk og senest en Custom built PC) hos GladTeknik i en del år – vist siden 2019. Mathias startede fra sit kollegieværelse ene mand i 2018. Han reparerede computere, for det var han god til. Han vidste, han ville være iværksætter, for han havde fundet sin niche – trods Aspergers syndrom og trods ADHD – eller som han selv siger: “sin superkraft”.

Nu driver han en virksomhed med en årlig omsætning på ca. 100 millioner. Jeg er så imponeret af ham. Det er virkelig fantastisk.

Jeg valgte i sin tid GladTeknik som min leverandør af to hovedårsager

Deres sociale profil: Lige p.t. har 80 pct. af medarbejderne en diagnose på autismespektret. Hans kongstanke er: “hvis der er noget, man som autist ikke er så god til, er der til gengæld andre områder, hvor man har en superkraft”. Mange af os har svært ved støj, så han har brugt 100.000 kr. på at sikre akustikken på værkstedet. Der er endvidere god plads omkring hver enkelt medarbejder og alle teknikere kigger ind i en væg for at kunne holde koncentrationen. Andre direktører ville fylde lokalet op for at minimere huslejen pr. medarbejder.
Deres miljøprofil: Mange mennesker smider computeren i skraldespanden, når den larmer og bliver langsom; så går de fluks ud og køber en ny. Det er slet ikke nødvendigt! En indvendig rens hos en professionel og en ny omgang kølepasta kan gøre, at computeren holder dobbelt så længe. Det sparer på CO²-regnskabet og på pengepungen. Værkstedet kan reparere ned på komponentniveau, udskifte slidte dele, små dimser og meget andet, jeg slet ikke ved, hvad hedder. Retur får man en computer, der måske endda kører bedre, end den nogensinde har gjort. Firmaet har kun flotte anmeldelser på Trustpilot.

Jeg har også en “superkraft”

Jeg ville aldrig nogensinde kunne rense min computer, sætte mit netværk op eller noget som helst andet. Min PC skal bare virke – hver gang! Jeg har imidlertid en anden superkraft: Jeg ved noget om sprog om at skrive til nettet. Det kan jeg koncentrere mig om forholdsvis længe.

Lige p.t. hjælper jeg dem med nogle tekster på deres hjemmeside og prøver at formidle viden om sprog, om hastighed, om sikkerhed osv. Det er en stor glæde for mig at medvirke i kulissen til dette eventyr.

#Superkraft

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

4. januar 2023/2 Kommentarer/i Forbruger, Glæde /af StegemüllerForbruger, Glæde

LED-pærer tjener sig hurtigt ind 2

Montering af LED

LED-pærer tjener sig hurtigt ind 2

Det var ikke svært at træffe en beslutning om at udskifte samtlige møbelspots i hylden i kontoret. Udgiften (2.800 kr.) er stor her og nu, men den vil være tjent ind allerede i år 3 plus 20 kr. i år 4. Fortsætter el-priserne deres himmelflugt, vil der ikke en gang gå 3 år.

LED-lamperne er meget, meget billigere i drift. Jeg regner med at være i live til den tid, så jeg slog til, da jeg fik tilbuddet. Resten må bobestyreren tage sig af.

Jeg har glædet mig til Claus Bagger fra CB El-teknik ApS i dag kunne komme og foretage udskiftningen. I går måtte jeg i gang med klud og sæbevand, for det var længe siden, der var blevet støvet af bag bøgerne på nederste hylde. Det var også længe siden, bøgerne var sat ordentligt ind efter tema.

Det er de blevet nu:

Sygdom og diagnoser
Arvestykker fra min far
Brede Klædefabrik og hattefabrikken i Skodsborg. Oldefar indvandrede til Brede og flyttede med til Skodsborg i 1913
Sognehistorier fra “mine største sogne” (Brande, Thyregod og Jørlunde)
Praktisk slægtsforskning, Gads historieleksikon, og “Skriv om din slægt”
Personalhistorisk Tidsskift
En kasse med de evindelige kabler …

På billedet er det måske muligt at se, hvor pænt det er blevet? Jeg er glad over nu at have noget, der er både funktionelt og pænt.

Aldersbetinget svagsyn?

Jeg har valgt, at det skal være “hvidt” lys, for tjah, man ser altså dårligere med alderen, og de 15 år gamle møbelspots udsendte nærmest “gult” lys. Altså er jeg blevet gammel! Det er mærkeligt at tænke på, for sådan føler jeg det ikke, nu hvor jeg endelig er blevet glad for livet. Jeg skynder mig at nyde det, der er tilbage. Er jeg heldig, kan jeg have 30 år som lykkelig. Jeg håber …

Da jeg alfabetiserede al min skønlitteratur, bladrede jeg lidt i nogle af bøgerne og lagde mærke til, at i fortiden var de sat med væsentligt mindre typer end i dag. Der kunne være umådeligt mange sætninger pr. side i firserne. Jeg er ikke klar over, om jeg vil være i stand til at genlæse dem, men jeg vil prøve – og ellers må jeg vel til en optiker; det er bare urimeligt dyrt.

Jeg tænker mest over det med alderen, når en 12½ år yngre veninde ofte siger “Du holder dig godt”. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare, for det virker som om hun (på en pæn måde) siger “Når du er så gammel, kunne du fint se ældre ud”. Jeg tror ikke, hun selv tænker over, hvad hendes ord betyder. Når man er ramt af dem, betyder de selvfølgelig noget. Og så længe det kan klares af en elektriker, der har det med at komme til aftalt tid, går det også nok.

Alt er i orden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

20. december 2022/8 Kommentarer/i Glæde /af StegemüllerGlæde

Hvad får du tiden til at gå med?

Jeg har ikke tid nok

Hvad får du tiden til at gå med?

I går talte jeg i telefon med et menneske, der spurgte mig, hvad jeg får tiden til at gå med? Jeg blev helt overrumplet og vidste næsten ikke, hvad jeg skulle svare, for sandheden er, at jeg – som mange andre pensionister – slet ikke har tid nok. Jeg sidder ikke og glor ud i luften, jeg ser stort set ikke TV, jeg har intet abonnement på Netflix eller HBO, jeg læser (endnu) ikke bøger eller lignende, der kunne rubriceres som “tidsfordriv”.

Jeg producerer en masse, som det stort set kun er mig selv, der skal bruge, og som der måske aldrig er nogen, der opdager.

Jeg elsker mit rolige liv, hvor jeg kan bruge et par timer på hver artikel på hjemmesiden. Idé(er), to gange korrektur, billeder osv. tager simpelthen tid, men det gør jo ikke noget, og jeg elsker det. Jeg hygger mig. Hertil kommer tiden med respons til de mennesker, der er så søde at kommentere artiklerne. Hver enkelt skal have et ordentligt svar inden for rimelig tid, for får de det ikke, gider de nok ikke komme tilbage. Svar til dem prioriteres til enhver tid højere end svar til respondenter via Facebook.

Jeg er i en livsfase, hvor jeg kan tillade mig det. Nogle kalder det med rette for “Livets tredje akt”. For første gang i livet kan jeg selv definere, hvad jeg vil bruge tiden på. Først definerede forældre og folkeskole, så definerede uddannelsesinstitutionerne og til sidst arbejdsmarkedet. Nu er det endelig min tur!

Det er så sjovt, at mine venner i Thy, der også begge er pensionister, og jeg, kan have svært ved at finde et tidspunkt at tale i telefon sammen. De har deres liv, som er vidt forskelligt fra mit, og jeg har mit, som slet ikke ligner de flestes. Vi har kendt hinanden i mere end 20 år, og nu ligner vores livsfaser hinanden lidt. Vi har alle tre valgt livets tredje akt til, og vi elsker det hver især – men hvornår skal vi tale sammen? Vi kan sammen grine af, at vi kan være i tvivl om, hvilken dag det er. Det betyder ikke ret meget, om det er tirsdag eller onsdag. Det er den vildeste luksus, man kan forestille sig.

Og hvad får jeg “tiden til at gå med”?

Artikler til hjemmesiden. Det går der meget tid med, da jeg synes, mine ca. 70 abonnenter skal have noget at stå op til mandag morgen. Men i virkeligheden allermest fordi jeg glædes over legen med ordene. Den er til for min egen skyld; der er nok ikke så mange andre, der gennemskuer min til tider subtile ordleg.
Slægtsforskning, hvor jeg p.t. er i gang med “Den store oprydning”. Jeg supplerer og perfektionerer mine data. Og jeg prøver at rette alle de fejl, jeg begik for 20 år siden. Hvem er kunden til det? Tjah, vel primært mig selv; men jeg kan da se, at masser af MyHeritage-brugere skriver af fra mig, da det ellers ville være underligt, at de når nøjagtig de samme resultater.
Af og til taler jeg i telefon, hvilket jeg er meget begejstret for. For mig er det en metode til at holde de sociale forbindelseskanaler åbne. Facebook mv. er fine muligheder, men for mig er mennesker først rigtige mennesker, når vi får en god snak.
Rengøring og den slags kedelige ting prioriterer jeg at betale mig fra en gang om måneden i erkendelse af at 1. – 3. blokerede for det, så det ikke blev gjort. Selv kunstige planter skal jo af og til støves af.

Jeg har det, som jeg vil have det

Jeg kan altså bruge tiden, som jeg vil, og jeg kan bo, som jeg vil. Der er styr på al input og output, og jeg er glad hver morgen, jeg vågner og spørger mig selv: “Hvad har jeg mest lyst til i dag?”. Det er stort efter syv år i evig usikkerhed om fremtiden. Kampen er slut og jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er taknemmelig hver dag.

Da mit liv alligevel ligger på nettet, får I til slut et par billeder af mit interiør, som ikke er noget særligt, men som jeg er utrolig glad for: