Det gør ondt

Autisme og kommunikation på a-sociale medier

En tilsyneladende uskyldig kommentar på Facebook udvikler sig til en øm erkendelse: Når man er autist og detaljeorienteret, kan selv små sproglige rettelser og misforstået humor udløse sociale knubs. Hvad gør man, når man ikke passer ind i de uskrevne regler på de såkaldt sociale medier?

Jeg egner mig ikke til at kommunikere på a-sociale medier. Jeg passer simpelthen ikke ind i den verden. Jeg kan ikke finde ud af det. Hvor kan jeg henvende mig?

Jeg kender dog kun Facebook – vil et af de andre være bedre for mig?

Jeg har lige fået at vide, at jeg ikke har nogen humor. Det ved jeg godt selv, men alligevel gør det ondt, når andre skriver det til mig.

Topbilledet stammer fra gruppen “Nørrebro i gamle dage” og er af en førende bidragyder beskrevet således:

En travl Nørrebrogade fotograferet i 1954. Allerede dengang var cyklisterne en dominerende del af trafikken på den tætpakkede gade. Det var før der kom cykelstier. Dengang skulle alle trafikanter holde stille, når sporvognene holdt ved stoppestederne.

Herefter udspandt følgende “dialog” sig. Et af udsagnene er dubleret her. Det skyldes, at jeg har sat to filer sammen uden at gide at gøre det ordentligt.

Mine fejl: Jeg burde ikke have forventet, at min samtalepartner var klar over, at “mellem rum” er morsomt. Og jeg burde selvfølgelig heller ikke have oplyst vedkommende om, at der ikke skal “mellem rum” før tegn. Det er bare en af de mange detaljer, jeg ikke kan undgå at se ca. 250 gange pr. dag.

Herudover synes jeg, at jeg opfører mig nogenlunde pænt. Sig mig nu ærligt hvad du synes? Hvad er det, jeg gør forkert?

Emojis i tekster

For mig er det underligt, at de fleste mennesker er nødt til at anbringe en eller flere emojis i deres tekster for at give dem kulør mv.

For nogle år siden fik jeg en fødselsdagshilsen fra et sødt menneske, jeg har kendt i mange år og også har truffet for mange år siden. Hun beklagede, at hendes hilsen ikke så ret “sød” eller køn ud, når der ikke var indsat en figur. Jeg var for mit eget vedkommende bare glad for, at hun huskede mig, og at jeg ikke skulle bruge energi på at frasortere det overflødige sanseindtryk.

Jeg har naturligvis vænnet mig til, at resten af verden bruger figurer, og jeg har med tiden også lært mig ikke at se dem mere. Så send dem bare; min hjerne frasorterer dem alligevel helt automatisk – og du kan bedre lide din egen tekst. Så er vi begge tilfredse.

Kommunikation via knapper

Jeg undrer mig over, at mange mennesker kommunikerer ved at trykke på knapper, der frembringer en figur. Typisk får jeg hældt et grinende ansigt i hovedet, når jeg er uenig med Dansk Folkepartis proselytter. Det kan også være, at vedkommende er ved at brække sig over mig (har jeg endelig lært, den betyder).

Når jeg spørger afsenderen, hvad det sjove eller brækfremkaldende er, får jeg intet svar.

Ting der hopper og danser

Folk synes, det er er så skønt at indsætte noget, der hopper og danser – det kan fx være en lagkage, hvor lysene blafrer i mørket eller hele ord, der blinker eller lignende.

Jeg forstår ikke, hvad de vil med alle disse overflødige sanseindtryk, og jeg scroller hurtigst muligt forbi.

Hvis jeg er på Facebook med min iPad, kan støjen ofte skjules ved hjælp af højreklik.

Det er godt for mig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.