Sikke vi kan sammen
En glædelig morgen
Sikke vi kan sammen.
Det var en glædelig morgen at vågne op til, da jeg vågnede kl. 06. Jeg er så glad, og der atter et håb over Danmark. Måske er det fortsat sådan, at vi er en nation, der vil vores medmennesker det bedste?
55.037 mennesker har lige nu tilsluttet sig borgerforslaget “Stop tilbagesendelsen af syriske flygtninge til farlige og usikre forhold”. Da jeg gik i seng, troede jeg ikke et sekund på, at det kunne lykkes. Der manglede ganske enkelt for mange støtter: over 12.000. Jeg delte selv et par gange offentligt, alligevel troede jeg ikke på det. Herregud, hvem kan ikke dele offentligt? Men måske har mine små dumme tryk på et par taster været medvirkende? Bare en lille bitte smule?
I de sidste par timer aftenen igennem indløb en støtteerklæring hvert et sekund. Det er helt fantastisk. Bag succesen står ildsjæle som fx Carsten Jensen, men han kunne ikke gøre det alene! Mange stod bag ham. Det er meget sjældent, enkeltpersoner bør hædres alene.
Der indløber fortsat støtteeklæringer, og din erklæring er også både vigtig og velkommen. Jo flere vi er jo bedre. Har du endnu ikke støttet, er det på tide.
Dette borgerforslag har opnået 50.000 støttere inden for fristen på 180 dage.
Partierne i Folketinget skal nu tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag i Folketinget. Forslaget bliver ikke automatisk fremsat i Folketinget, fordi det har opnået 50.000 støttere. Det skyldes, at grundloven siger, at det kun er medlemmer af Folketinget og ministre, der kan fremsætte forslag i Folketinget. Forventningen er, at forslagene bliver fremsat af de partier i fællesskab, som støtter ordningen om borgerforslag.
Når forslaget er fremsat, bliver det behandlet stort set på samme måde som andre beslutningsforslag i Folketinget. Det vil sige, at det først kommer til 1. behandling i Folketingssalen, og bagefter bliver det henvist til et af Folketingets udvalg. I løbet af udvalgsbehandlingen kan udvalget f.eks. stille spørgsmål til en minister og holde samråd med en minister om forslagets indhold. Udvalget kan også beslutte at invitere hovedstilleren og medstillerne til et møde om forslaget. Udvalget kan også ændre forslaget ved at stille ændringsforslag.
Efter udvalgsbehandlingen kommer forslaget til en 2. og sidste behandling i Folketingssalen. Her bliver der først stemt om eventuelle ændringsforslag og bagefter, om forslaget skal vedtages eller forkastes.
Det er fortsat muligt at støtte forslaget. Forslaget lukkes først for nye støttere, når Folketingets behandling af forslaget som beslutningsforslag er afsluttet.
Syrien er ikke sikkert
Det hele handler om, at Syrien ikke er sikkert. Det er ikke et sted, vi kan sende mennesker (retur) til. Vi kender til Assads fængsler og torturkamre. Det kan ikke være sandt, at en freds- og frihedselskende nation som Danmark skal sende mennesker dertil.
Da Danmark som bekendt ikke har en udleveringsaftale med Syrien, dømmes syrerne blot til ophold i såkaldte udrejsecentre, hvor de kan se ind i væggen i årevis. Det kan vi ikke være bekendt, når det er kendt, at de syriske flygtninge er både velintegrerede og arbejdsomme her i landet.
Der mangler fokus på de 97 pct. af migranterne/flygtningene, der støtter Danmark og begår sig godt her og som er i arbejde eller uddannelse til netop de fag, hvor Danmark mangler arbejdskraft, nemlig de “varme hænder”. Fokus er desværre altid på de tre pct., der begår kriminalitet eller på anden vis har adfærd, der selvfølgelig ikke er ønsket. Det er bare ikke syrerne, der begår kriminalitet. Al statistik viser, at syrerne har gjort alt, der er menneskeligt muligt for at blive en del af Danmark. Bør vi ikke på en eller anden måde “belønne” mennesker, der har gjort alt, der er menneskeligt muligt for at blive her? Kan vi sende dem tilbage til torturkamrene?
Flygtningekonventionen
Det fremgår af Flygtningekonventionen , at man kun må sende folk tilbage til hele lande, altså når det er trygt at vende tilbage. Man må ikke udtage dele af landet og påstå at det er sikkert. Men det er jo netop det, Danmark gør p.t. Vi påstår, at Damaskus er sikkert – men hvad med resten af Syrien?
Jeg begriber ikke, at vi ikke kan huse de ca. 500 flygtninge fra Syrien. Det er ca. fem pr. kommune i gennemsnit, idet vi har 98 kommuner. Det kan vi da. Hvem har ikke lige set Ærøs fortryllende indsats? Den kan streames her, hvis du fortsat skulle være i tvivl: De fremmede i Karl Oves Paradis. Vi kan, hvis vil vil! Og det vil vi vel?
Carsten Jensen og tallenes magi
Carsten Jensen skriver flere steder i dag på Facebook, at vi nu er mere end 100.000 “Sammen med det andet borgerforslag om en ny mere human flygtningelov, der fik 50.000 underskrifter i august, er vi nu 100.000, der har udtrykt vores utilfredshed med regeringens flygtningepolitik.” Det er jeg nu ikke enig i, for der er helt sikkert mange, der har skrevet under begge steder. Det har jeg fx selv, så Carsten vrøvler lidt.





Ja, det er glædeligt for signalværdien, men får næppe tingets flertal til at skifte kulør. Var det ikke Somalia, man (også) dømte sikkert, efter et par embedsmænd havde opholdt sig en dag eller så i lufthavnen uden at bevæge sig ind til hovedstaden, Mogadishu?
@ Eric
Du har et i, at det ikke umiddelbart flytter Folketingets flertal. Men signalværdien er stærk. Jeg bliver nødt til at tro på det øverste formål her.
Jeg husker ikke uden videre situationen i Somalia.