Jeg er i en manisk fase
Jeg er i en manisk fase
Jeg har prøvet det en gang før og det er pokkers ubehageligt. Kendetegnene for mig er, at jeg bliver fuldstændig speeded indeni, som om der er en “motor”, der kører på højtryk, jeg får indkøbstrang, jeg sover ikke om natten og synes, at jeg kan klare det hele alligevel, jeg lader være med at gå i seng, for der er hele tiden noget, jeg lige skal og vil, og hvis jeg går i seng, ligger jeg bare og tænker på alt det, jeg kunne foretage mig, hvis jeg stod op, og jeg har ingen appetit overhovedet. Når jeg er manisk kan jeg skrive indlæg her på bloggen døgnet rundt, for jeg har hele tiden noget at fortælle. Til “hverdag” kan der sagtens gå en uge uden at jeg har noget at fortælle. Jeg kan slægtsforske og sætte hjemmesider op i døgndrift, og jeg føler mig overhovedet ikke træt i hovedet, det er kun kroppen, der er forfærdeligt træt.
Jeg er glad for, at jeg fik stoppet min indkøbstrang, at jeg fik slået rationalet til og spurgt her på bloggen, om jeg havde brug for en ny solid state disk. Og det overbeviste Overleveren og Eric mig om, at jeg ikke havde, så jeg annullerede min bestilling. Sidst jeg var i en manisk fase købte jeg to computere på en måned, de var godt nok billige, men alligevel er det ikke noget sundhedstegn. Jeg kendte engang en, der købte dyre antikviteter, når hun var manisk – så er mine computerudskejelser alligevel lidt mere til at have med at gøre, og man kan sige, at pengene går til et godt formål 🙂
Heldigvis har jeg en rigtig god psykiater, som jeg havde tid hos i dag. Jeg fortalte ham, hvordan jeg har det, og vi blev enige om, at jeg skal prøve seroquel for at se om de kan hjælpe. Det håber jeg virkelig, bare jeg kan komme til at sove fx fem timer pr. nat er meget reddet. Jeg vil jo gerne performe godt på arbejdet, men det er svært, når man ikke sover om natten. Jeg skal til psykiateren igen på tirsdag, og det er rart, at han følger så tæt op på mig.
Jeg er træt af at være syg! Jeg vil bare være normal og ligesom de fleste – men jeg må nok slå mig til tåls med, at det er jeg ikke. Jeg har vist i nogle år, at jeg har en bipolar affektiv sindslidelse (det man i gamle dage kaldet maniodepressiv) og sædvanligvis lever jeg jo fint og helt almindeligt med det, manien skal bare ikke komme i udbrud, for det kan jeg ikke tåle.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Jeg har nu læst indlæg og alle kommentarer. Det er meget interessant. Særligt synes jeg Donald er på sporet af noget væsentligt, når han skriver om rytme, musik og søvn og mener vi selv kan regulere os.
Det har fået mig til at tænke på to ting + en tredje.
Her i huset, hvor vi selvfølgelig også vågner om natten og tankerne kører, har det vist sig at være en god ide at se DR Update et par gange. Tankekværnen brydes og gentagelsen af noget man har hørt virker søvndyssende. Eller det er måske som om man går i seng igen ved normal sengetid. Det virker sædvanligvis.
Det andet er et fænomen, der kaldes pacing. Det betyder at komme på bølgelængde. Jeg har undertiden meget svært ved at høre hurtigsnakkerne i TV fordi de i den grad ikke er på bølgelængde med min rytme. Hvis man er i vanskelige situationer med andre, kan man måske bevidst foretage sig noget, der bevirker at vi kommer på bælgelængde og derved har lettere ved at finde ud af situationen. Spekulationen er om vi kan ændre en hastighed hos os selv ved at skabe en langsommere rytme – ved fx at finde vores hjerterytme og slå takten med en blyant og gøre den langsommere. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt man kan, men måske.
Det var de to associationer. Den sidste omhandler min gamle mor, der for en del år siden var deprimeret og blev behandlet med medicin. Da hun siden havde det godt syntes hun ikke der var behov for medicinen længere. Resultatet var ikke så godt, og for nogle måneder siden var hun indlagt af fysiske grunde, men heldigvis lykkedes det at få hende til at spørge egen læge om genoptagelse af nævnte behandling. 14 dage efter kunne man næsten fra det ene øjeblik til det andet høre at behandlingen havde hjulpet hende. Nu har hun med sine 94 år igen mod på livet.
@ Jørgen
Jeg har først set dit indlæg nu, derfor det sene svar.
Pacing lyder rigtig interessant og det gør ideen med DR Update også. Jeg har aldrig taget fjernsynet i brug for at stimulere søvnen, men det kan sikkert være en god ide.
Mht. til din mor: man må aldrig stoppe pludseligt op med antidepressiva, det kan være farligt, og hos nogle mennesker kan det medføre selvmordstanker, og det er jo rigtig alvorligt. Hvis man ønsker at stoppe med antidressiva skal det ske i samråd med en læge og nedtrapningen skal ske langsomt.
Hej Hanne
Tænker og føler med dig, håber for dig du får sovet godt og at du forsat er ned speedet, og den f….. gæst til manio snart forsvinder ud af din dør, så du kan få lidt fred og ro i sindet, for hvis der er nogle der fortjener at have det godt er det dig Hanne. Du er et meget smukt og unikt menneske som har gjort en masse for en helt masse mennesker som forsker i deres aner, uden dig var vi ikke kommet så langt som vi er. de skønne historier omkring din/vores familie ville vi ikke have kunnet læse, hvis det ikke havde været for din stædighed og udholdenhed indfor forskningen. så Hanne dit skønne og dejlige menneske, livet er som en lang rejse, man møder mange mennesker her i livet og nogle få som sætter spor i sandet og du er et af dem 🙂
Stort Knuzz og Kram fra Jyden
Kære Fie
Tusind tusind tak for din helt igennem dejlige og hjertevarme kommentar, som jeg er meget glad for. Jeg er helt flov over alle de roser.
Jeg holder af at engagere mig i en sag, og når jeg gør det, bliver jeg også stædig og bliver ved indtil målet er nået. Mht. Nygårds sedler – som måske er det du mener med at jeg har gjort noget for andre – kan jeg kun sige, at det var rigtig sjovt at være tovholder på, og det var dejligt, at vi fik engageret en masse mennesker til at være med. Nårh ja, så er der selvfølgelig også kirkegårdene, som jeg også laver, fordi jeg synes det er sjovt.
Knus Hanne
PS jeg har sovet fantastisk i nat. Det er længe siden, jeg har prøvet det.
@ Ellen
Min gode ven Gert siger altid, at jeg er god til at bede om hjælp, og det har han nok ret i. Der er bare lige det ved det, at man først skal erkende, at der er noget galt, før man kan søge hjælpen. Jeg var ca. 14 dage om at finde ud af det, og det er lige længe nok.
Jeg er meget begejstret for min psykiater, han er pokkers dygtig og i tilgift et meget behageligt menneske.