Regler om katte – både eksisterende og ønskelige
Katte-jura
Regler om katte – både eksisterende og ønskelige
Der findes overraskende få regler om, hvordan vi skal holde katte i Danmark. Nogle af de bedste bestemmelser om kattens trivsel gælder endda kun erhvervsmæssigt kattehold. Her ser jeg nærmere på reglerne, på dem der efter min mening burde gælde alle katteejere – og til sidst får Jason og Josephine selv ordet. De har naturligvis også et par krav til lovgiver.
Eksisterende regler – flere af dem burde bestemt også gælde private hjem
Der findes kun ganske få regler om katte, hvilket kan undre. Når man tænker på, hvor mange katte der findes her i landet, burde deres forhold være langt bedre reguleret. Hundes forhold er lang bedre regulerede.
Mange af reglerne herunder gælder kun for erhvervsvirksomhed, men da de er helt basale for kattens trivsel, burde de også gælde private hjem.
1) Tidligere fandtes en “killingebekendtgørelse”, men reglerne findes nu i Bekendtgørelse nr. 647 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af katte af 31. maj 2023. Heraf fremgår det af § 6, stk. 1, at en killing skal være mindst 12 uger, før den tages fra moderen. Det er altså en nedre grænse.
I ugerne sammen med moderen og kuldsøskende foregår en meget vigtig social og adfærdsmæssig udvikling. Killingen lærer blandt andet at omgås andre katte, aflæse deres signaler, regulere leg og aggression og håndtere frustration. Legen med søskende er altså ikke bare nuttet tidsfordriv. Når en killing bider for hårdt eller bliver for voldsom, får den omgående et svar fra den anden killing. På den måde lærer den grænser.
Overholdes reglen ikke, risikerer man en kat, der slet ikke kan begå sig, hverken sammen med andre katte eller mennesker.
Jason og Josephine var 12 uger og 4 dage gamle, da de kom kørende fra Fyn i egen bil med transportkasse 🙂
Jason ser ovenikøbet ud til at mene, at han har haft kørekort i årevis, mens Josephine holder øje med, om han overholder færdselsloven. 🚗🐈🐈⬛⚖️

Jason og Josephine ved Storebælt den 30. juli 2026
2) Katte må som hovedregel ikke holdes i bur, jfr. § 3. Undtaget er dog, hvis der er tale om transport fx til dyrlæge, udstilling el.lign. Hvis den skal transporteres, skal transportkassen have fast bund, jfr. § 3, stk. 2.
Jeg undrer mig over, at der sælges massevis af transporttasker, hvor bunden ikke kan være særlig fast. Mine katte har en ret god transportkasse med fast bund, hvor de sagtens kan ligge, sidde, rejse sig og vende sig rundt. Jeg håber, den er stor nok, også når de bliver voksne.
3) Hele kapitel 7 drejer sig om erhvervsmæssig virksomhed. Kapitlet burde også gælde private, da bestemmelserne er helt basale for kattens velbefindende. Kan man ikke tilbyde katten disse forhold, må man undlade at holde kat.
Der må højst avles 3 kuld killinger pr. 24 måneder pr. hunkat, jfr. § 21, stk. 2.
§ 22. Foder skal opbevares hygiejnisk og utilgængeligt for dyr.
Stk. 2. Mad- og drikkeskåle samt kattebakker skal holdes rene, og afvaskning af skålene og kattebakkerne skal ske uden for kattenes opholdsrum.
Stk. 3. Mad- og drikkeskåle må ikke placeres umiddelbart op ad kattebakker.
4) Bestemmelserne i §§ 27 og 28 finder også anvendelse på private boliger, men findes i kapitel 7, dvs. at der stadig er tale om erhvervsmæssig virksomhed. Reglerne burde gælde alle private hjem.
§ 27. Kattenes opholdsrum skal være indrettet sådan, at hver kat har mulighed for en uforstyrret og naturlig indtagelse af foder og frisk vand.
Det er vigtigt, at man ikke forstyrrer katten, når den spiser. Katte er evolutionært indrettet til at spise forholdsvis små byttedyr og dermed mange mindre måltider. Under selve måltidet er katten samtidig i en situation, hvor dens opmærksomhed er rettet mod maden. Den har derfor behov for at kunne spise uden at skulle holde øje med, om en anden kat, et menneske eller noget andet nærmer sig og udgør en trussel.
Stk. 2. Kattene skal til enhver tid have adgang til frisk vand i tilstrækkelig mængde.
§ 28. Kattenes opholdsrum skal i størrelse og indretning tilgodese dyrenes behov for bevægelse og naturlig udfoldelse. Kattenes opholdsrum skal indeholde et beriget miljø, der som minimum består af legeredskaber, mulighed for at søge skjul og hvæsse kløer. Kattene skal have mulighed for at udnytte opholdsrummets højde i flere niveauer.
Stk. 2. Kattene skal have adgang til passende hvilesteder i flere niveauer. Hvilestederne må ikke være udsat for træk, kulde eller varme, der medfører ubehag for kattene.

Jason oppe under loftet
§ 30 stk. 2 befinder sig også i kapitel 7 men burde gælde for alle katte. “Katte skal, fra de er 14 dage gamle, dagligt have menneskelig kontakt i mindst 15 minutter udover kontakten i forbindelse med fodring, pleje eller lignende af killingerne.”
5) Nogle mennesker har den sære opfattelse, at de må skyde eller på anden vis aflive en kat, der kommer ind på deres grund. Det er noget eklatant vrøvl! Bekendtgørelse nr. 812 af lov om mark- og vejfred fra 13. juni 2023 regulerer forholdet.
§ 14, stk. 3 lyder “Nedskydning eller anden direkte på drab af katte og tamkaniner sigtende fremgangsmåde må ikke foretages, medmindre dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom.”
Det er nok meget vanskeligt at leve op til undtagelsesbestemmelsen om “nærliggende fare for person eller ejendom”.
Ønskelige regler
Udover de ovenfor nævnte regler, der også burde gælde private ejere/hjem, burde nedenstående også være gældende:
1) Krav om neutralisering af katte: Der findes alt for mange herreløse og uønskede katte. Katte formerer sig hurtigt: En hunkat kan få flere kuld om året, og hendes killinger kan selv blive kønsmodne allerede få måneder senere. Derfor burde udgangspunktet være, at katte neutraliseres, medmindre de anvendes til ansvarlig og registreret avl.
2) Krav om 14 dages “barselsorlov”, når katten kommer til et nyt hjem: En kat, der flytter til et nyt hjem, får ændret hele sin kendte verden på én gang. Den skal lære nye mennesker, lyde, lugte, rum og rutiner at kende og finde ud af, hvor den kan spise, drikke, sove, gemme sig og gå på bakken.
Især for en killing, der samtidig har forladt sin mor og typisk også sine kuldsøskende, er det en stor omvæltning. De første uger bør derfor foregå med ro, tryghed og mulighed for gradvis tilvænning. Samtidig kan den nye ejer holde øje med, om katten spiser, drikker, tisser og i øvrigt trives.
Derfor bør man efter min mening tage 14 dages “barselsorlov”, når en kat flytter ind.
3) Krav om årlige kontroller hos dyrlægen, så sygdomme kan opdages og behandles i tide.
4) Jasons og Josephines egne ønsker til et kommende regelsæt 🙂 :
a) Vi har ikke pligt til at løbe efter enhver henkastet mus, bold eller andet legetøj.
b) Vi har krav på min. 65 pct. af sengen. Mennesket har højst krav på 35 pct.
c) Vi har krav på papkasser og håndvaske af passende størrelse, hvor vi kan tage 1-5 lure pr. dag. Med “passende” menes, at vi lige kan presse os derned og således være omsluttede om hele kroppen.
d) Vi har krav på punktlig servering af alle måltider, da vi ellers befinder os på sultegrænsen.
e) Vi har krav på daglige godbidder, snackbites m.v. Vi har krav på, at de ikke alle kræver hjernevirksomhed.
f) Vi har krav på mave-nus, når vi vågner af en lur og har strakt alle muskler. Nogle mener, vi ikke bryder os om det. Det skal vi nu nok selv bestemme.
g) Vi har krav på at hjælpe med husholdning, udpakning af varer m.v. efter eget ønske.
h) Vi har ikke pligt til at svare på alle mulige dumme spørgsmål som fx “Har du sovet godt?”, “Hvad laver du nu?”, “Kan I nu ikke lege med hinanden?”, “Nårh, skulle du have lidt vand, var du så tørstig?”, “Nårh, er du sulten?” el.lign.
i) Vi har krav på at sove uforstyrret, så længe vi vil.
j) Vi har krav på alle relevante udsendelser på YouTube. Vi accepterer gerne genudsendelser.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.



Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!