Killingespam

Killinger i klatretårn

På deres første to uger her er Jason og Josephine gået fra forsigtige nybyggere til små herskere over hjemmet. Nu er også klatretårnet blevet godkendt: Jason har indtaget hængekurven, mens Josephine foreløbig foretrækker etagen nedenunder. To killinger, to personligheder – og endnu et lille tegn på, at de føler sig hjemme.

Jeg troede ikke, de overhovedet gad bruge klatretårnet og tænkte ved mig selv, at det så var godt, det var på tilbud. Helt på samme måde som godbidderne ikke er gode …

Klatretårnet er imidlertid ved at skifte status fra “mærkelig genstand i hjemmet” til “vores sted”.

I aften kl. 21:30 har de været her præcis to uger. Hvor er der dog sket meget.

Især Josephine har gennemgået en stor udvikling. Nu kommer hun glad med løftet hale, smyger sig op ad mine ben og afsætter duftmærker (feromoner) med kinderne. Jeg er blevet en del af flokken. Tilladelse til at løfte hende har jeg dog endnu ikke. Det kommer.

Jason vil gerne løftes, når han får en støttende hånd under bagpoterne. Ellers er hele trykket jo under maven, og det er som at flyve. Selvfølgelig er det ikke rart.

Jason i hængekurven

På nærbilledet ser Jason meget afslappet ud. Det er ikke bare en killing, der tilfældigvis er faldet i søvn et sted.

Der er flere små tegn:

• Øjnene er helt lukkede, og ansigtet er afslappet.
• Ørerne står neutralt og afslappet.
• Kroppen ligger tungt ned i kurven i stedet for at være samlet og klar til at springe.
• Bagbenet hænger helt ud over kanten. Det er næsten det bedste tegn: han føler tydeligvis ikke behov for at holde alle fire poter under kontrol.
• Han ligger med maven og siden relativt ubeskyttet.

Det ligner altså rigtig søvn på et sted, han føler sig sikker på.

Og så har han opdaget noget, hængekurven er genial til: Den omslutter kroppen. For en kat bliver det lidt som en kombination af en rede og et højt observationssted. Når han er vågen, kan han holde øje med verden derfra; når han sover, ligger han beskyttet af kanterne.

Billedet er et relativt godt katteportræt. Det udstrakte bagben med de lyserøde trædepuder gør billedet levende, giver det dybde og en god fornemmelse af, hvor totalt henslængt han er.

Hvor jeg dog ærgrer mig over, at jeg ikke har fået hele venstre øre med. Det er sjusket. Bedre held næste gang …

(Teksten fortsætter under billedet).

Og så er der Josephine …

Hun er ikke nem at få øje på, men hun ligger på hylden under Jason. Alligevel er det interessant rent adfærdsmæssigt.

Man ser først Jason. Han fylder visuelt, ligger højt og frit og gør absolut intet for at skjule sig.

Og så opdager man Josephine nedenunder.

Hun har valgt samme konstruktion og næsten samme område, men på sin egen måde. Hun ligger på den lavere hylde og delvist bag stolpen. Det passer fint med den forskel, der er mellem dem:

• • Jason går direkte ind og tager den mest eksponerede plads,
  • Josephine undersøger gerne tingene lidt mere forsigtigt.

Det afgørende er: Hun er der.

Hun har ikke valgt et skjulested et andet sted i lejligheden. Hun har valgt klatretårnet sammen med Jason. Hun behøver bare ikke ligge øverst og helt synligt endnu.

Det er et ret stort fremskridt for dem begge.

(Teksten fortsætter under billedet).

De bruger tårnet meget katteagtigt

På billede nr. 2 kan man kan se, hvordan tårnet giver dem mulighed for at være sammen uden at skulle være oven i hinanden.

Jason har øverste etage. Josephine har etagen nedenunder.

De kan lugte og høre hinanden og vide præcis, hvor den anden befinder sig, men begge har deres egen plads. Det er en god ressource for to katte. De kan selv regulere afstanden.

De bruger tårnet til hvile, ikke kun til klatring og leg. Det er et vigtigt skridt. Når en kat begynder at sove et sted, er stedet i praksis blevet en del af dens trygge territorium.

Der er også noget morsomt ved arbejdsfordelingen:

• Jason: “Fremragende. Øverste hængekøje er min. Jeg sover nu.”
• Josephine: “Jeg undersøger foreløbig etagen nedenunder. Vi evaluerer senere.” 😄

Og jeg vil slet ikke blive overrasket, hvis Josephine en af de kommende dage også ligger i hængekurven. Hun har nu set sin bror demonstrere meget overbevisende, at konstruktionen både kan bære en killing og bruges til en seriøs formiddagslur efter den vilde leg med en forsvarsløs tøjmus og en fodbold.

Det er et godt fotografisk par: Nærbilledet viser Jasons totale afslapning; oversigtsbilledet fortæller historien om, at begge banditter er begyndt at tage klatretårnet i besiddelse.

Det minder lidt om, at Jason også har fundet ud af at se “katte-TV” fra en vindueskarm. Det er så spændende at kigge ud og en gang imellem, kommer der endda en fugl forbi.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.