Erindringsfortælling

Hvad har du lavet i din sommerferie? 2

Vi er på vej i bilen fra Nellemose til Odense Banegård. Jeg skal på sommerferie hos mormor, der bor i Nykøbing Sjælland. Jeg kan godt lide at være hos mormor, for man kan tale med hende hele dagen – også om aftenen. Derhjemme har jeg sagt til mor, at jeg bedst kan lide hende om formiddagen.

— Husk nu at du skal skifte i Slagelse, siger de.
— Ja, det skal jeg nok, svarer jeg, men jeg har ingen idé om, hvor Slagelse ligger i forhold til Nykøbing. Jeg ved ikke, hvordan jeg finder ud af det, og hvordan jeg kommer af toget det rigtige sted. Måske er der nogle søde mennesker med toget, der ved, hvor Slagelse er, og som vil hjælpe mig? Jeg er bange. Hvad nu, hvis jeg ikke kommer af? Hvor kører toget så hen?

De sætter mig på det rigtige tog og så kører de tilbage. De bliver ikke og vinker.

Da vi kommer til Nyborg med toget, skal det køre ind på de rigtige skinner på færgen, der hedder Prinsesse Benedikte. Det vil tage en time, før vi er i Korsør. Toget kører lidt frem og tilbage, og det rasler, indtil det har fundet stedet, det må standse.

Alle folk rejser sig op, fordi de gerne vil af på færgen. Det vil jeg også gerne. Vi træder ud på vogndækket, hvor der dufter godt at færgens olie. Det er lidt som benzin men tyndere, så det fylder ikke lige så meget i næsen. Vi går i en lang kø hen mod trappen, der fører ovenpå. Det ser ud som om, der er flere etager op, inden man kan komme ud på dækket og se færgen lægge fra kaj. De andre begynder at gå op ad de brede, hullede trin. Jeg går ikke med op ad trapperne, for jeg er bange for, at jeg ikke kan finde det rigtige vogndæk og mit rigtige tog igen, og så vil mormor komme til at stå alene på stationen i Nykøbing og vente på mig, der aldrig kommer. Jeg vender om og finder tilbage til min vogn og min kupé.

I kupéen sidder en dame, der heller ikke vil ud på færgen.
— Det har jeg været så mange gange, siger hun. Der er i virkeligheden ikke noget at se andet end alle mågerne, der flyver om kap med færgen.
Hun ser rar ud, så jeg beslutter mig for at spørge hende, om hun evt. ved, hvor Slagelse ligger.
— Jeg skal skifte i Slagelse, siger jeg, men jeg ved ikke, hvor det er.
Hun tager en gammel slidt kortbog fra Geodætisk Institut frem af tasken. Den er tyk og omslaget er bordeauxrødt. Jeg når lige at se, at der står “Anna Rasmussen, 1963” på den første side. Hun bladrer lidt, før hun finder en side, hvor man kan se noget af Storebælt til venstre, så Korsør og så Slagelse lidt opad mod højre.
— Ved du, hvad tid, vi er der, spørger jeg.
— Nej, det ved jeg faktisk ikke, svarer hun,  men jeg skal nok sørge for, at du kommer af i Slagelse.
— Var det ikke noget med et bolsje? Hun åbner en af sine tasker, hvor der ligger en æske fyldt med eukalyptusbolsjer. De minder mig om mormor. Hun har også altid eukalyptusbolsjer, som jeg i virkeligheden ikke bryder mig så meget om, men jeg kan godt lide mormor. Derfor siger jeg ja tak, når hun byder af dem.

Hos morfar får jeg “rutebiler”, der er nogle lange brune kager med riflet tag og hul i midten. Mormor og morfar er skilt. Det er derfor, der er bolsjer hos hende og rutebiler hos ham. Hun kalder ham altid “den gamle”, fordi han er 11 år ældre end hende, og hun driller ham med, at han må være “taget med tang”, når hans ansigt er så langt. Jeg synes, det er synd for morfar.

— Farvel fru Rasmussen, råber jeg, da jeg står på perronen i Slagelse, mens hun kører videre med toget. Jeg ved ikke, hvor hun skal hen.

Det er næsten aften, før jeg er fremme hos mormor, der står på banegården og tager imod mig. Vi går sammen i den kølige aftenluft hjem til hende. Hun bor på Rosendalen i nummer 44 i udkanten af Nykøbing.
— Nåh, du fandt ud af at skifte i Slagelse, siger hun.
— Ja, svarer jeg, men jeg fortæller ikke om den søde dame i toget, der hjalp mig. Jeg vil hellere have, at mormor skal tro, at jeg selv fandt ud af det.
— Er du træt, spørger hun?
— Jeg er meget træt, svarer jeg. Kan vi vente til i morgen med at pakke ud?
Da vi er hjemme, er det dejligt at se, at hun har redt op til mig på sofaen.

Dagene hos mormor er rare, for vi laver næsten altid det samme. Mormor køber Familie Journalen om mandagen og læser romanerne, inden jeg får bladene. Jeg klipper Kirsten Hüttemeiers opskrifter ud. Derhjemme har jeg en hel mappe, hvor jeg har sorteret opskrifterne alt efter om de er med gris, okse eller kylling eller om det evt. er desserter. Jeg samler også på de små løse opskrifter, der passer ind i mappen, der hedder Gris på gaflen. Jeg kan godt lide at samle og at gøre orden. Derfor samler jeg også på frimærker. Jeg har sorteret dem efter land og farve.

Min fætter Bjarne kommer sikkert en aften, efter solen er gået ned. Så skal vi ud at fiske ved Klint. Han er ti år ældre end mig og kan køre bil. Han er flot og brun i sin soldateruniform, for han er konstabel. Jeg ved ikke, hvad en “konstabel” er, men jeg kan jo se på uniformen, at det er noget med krig.

Jeg håber ikke, der bliver krig i Danmark.

Har du kommentarer til fortællingen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til fortællingen, dvs. i fortællingens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og fortællingen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til fortællingen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine fortællinger her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.