Da bogstaverne åbnede verden

Pas på – bogstaverne er farlige

På Vestjyllands Højskole var jeg nok en af de yngste på mit hold; det sker efterhånden kun sjældent.

Langt de fleste havde børnebørn, så de havde nogen at gå hjem at skrive til og for. For første gang i mit liv kom jeg til at ønske at have børnebørn. Jeg har aldrig ønsket mig at have børn, men børnebørn ville være godt. Kunne man nu bare springe et led over … Så ville jeg også have virkelige modtagere til mine skriverier. Da biologien endnu ikke er nået til det udviklingstrin, må hjemmesiden holde for.

Det sker ikke ret tit, at jeg får læst en bog færdig, og det er flere år siden, jeg holdt op med at kæmpe med skønlitteraturen, fordi hjernen efter 20 minutter alligevel går sin egne veje, hvis jeg ikke selv er aktiv eller emnet er højinteressant.

“Fortæl dit liv” af Marie Østergaard Knudsen udgør en undtagelse. Den er et stykke faglitteratur, og den er højinteressant. Visse steder er den også ironisk. Det gælder i særlig grad de bedste kapitler, som jeg har læst flere gange:

• Pas på – bogstaverne er farlige, side 74
• Retten til at småskrive, side 77

Hun tager udgangspunkt i, at nutidens forældre ikke ser det som en værdi, at børn skal kunne læse, før de kommer i skole. Forældre vil gerne introducere børnene til alt muligt andet: madlavning, cykelreparation, lejrliv, rengøring etc. … men ord og bogstaver nej, det går sørme ikke.

… disse livsudfoldelser er uforenelige med at lære bogstaver.

De skal da have lov til at være børn, lege og være kreative. Det kan spores tilbage til selveste Grundtvig, der ønskede at befri børnene for latinskolens livsfjendske bogundervisning og tåbelige udenadslære. Den sorte skole skulle erstattes af skolen for livet, gerne på en højskole.

Hippocampus

Lex.dk fortæller om hukommelsen:

“Den implicitte/procedurale langtidshukommelse er især afhængig af de hjerneområder, der kaldes basalganglierne, mens den eksplicitte langtidshukommelse især er afhængig af hippocampus og de parahippocampale områder. Overførelsen af hukommelsesindhold fra korttidshukommelse til langtidshukommelse kaldes konsolidering og er knyttet til den perirhinale hjernebark.”

Vi har to Hippocampi, der begge ligner en søhest, en i hver side af hjernen, og de er vigtige medspillere, når man vil skrive sine erindringer, fordi de har spillet en rolle i indlæringen, og fordi langtidshukommelsen er afhængig af dem. Men for at skrive skal man have erkendt, at bogstaverne ikke er farlige, og man skal have lært dem. Spørgsmålet er bare hvornår.

Introduktion til det at læse

Mine forældre var ikke specielt boglige i den forstand, at de var intellektuelle, jeg er den første og sidste akademiker i familien, men de læste masser af bøger. Mine første år var fyldt med mantraet “Hvad er et hjem uden bøger?”

Min far tog afgang fra Den Danske Væveskole i 1943, det var en praktisk uddannelse, og min “mor” havde vist været “i huset” efter sin skolegang. Vores mange bøger dumpede ind med posten fra forlaget “Union”, der passende havde søhesten som logo, og selvfølgelig havde vi et eksemplar af Lademanns leksikon, men det havde alle i urtiden, før man kunne slå alt op på internettet.

Da jeg for længe siden var barn, var det stadig en værdi, at man kunne læse, før man kom i skole. Hvordan mine forældre på den måde sneg sig uden om Grundtvig, ved jeg ikke.

Jeg har aldrig følt, at bogstaverne var farlige, eller at det at læse og lære bogstaver, var noget, der hæmmede mine øvrige livsudfoldelser. Jeg kunne sagtens både lege og lære bogstaver. Begge mine forældre var dygtige til at læse højt for mig ved sengetid. De gjorde personerne levende med deres stemmer. Det husker jeg fra omkring 4-årsalderen.

Jeg husker tydeligt, at de kunne noget, jeg også ville kunne. Jeg ville også læse, og jeg var både misundelig og nysgerrig. Hvordan fik de dog Aa, Bb, Cc ect. til at blive til historien om Missemor i Pixibøgerne og Peter Pedal og manden med den gule hat? Det er for længe siden til, at jeg kan huske processen, altså hvordan jeg fik det lært, men jeg husker tydeligt glæden, da jeg knækkede koden og opdagede, at jeg selv havde læst en hel side i en Pixibog. Det var fuldkommen vildt, også selvom der ikke stod ret meget på en side.

Jeg havde det som om, jeg havde deltaget i den første månelanding: “That’s one small step for [a] man, one giant leap for mankind”. Altså må det være sket omkring 1969, hvor jeg var seks år og endnu ikke begyndt i skole.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 eller ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.