Om adoptioner

En personlig fortælling om adoption, identitet og tilhørsforhold – fra barnets enkle spørgsmål til den voksnes mere nuancerede refleksioner over både biologiske og nye bånd.

“Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”

Det kan jeg huske, at jeg både sagde og tænkte, da jeg var barn, for jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Der var ingen hokus pokus. I min tidligste barndom holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

• En gang den dag, jeg faktisk er født
• En anden gang den dag, de mente, de selv havde noget at fejre: dagen de hentede mig på børnehjemmet

Jeg har ofte tænkt på, om udsagnet “Når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor” gjorde lidt ondt på min adoptivmor. Det kunne jo opfattes som en kritik, selvom det ikke var sådan ment. Det var derimod udtryk for et ønske om at vide, hvor jeg kom fra, og hvorfor jeg var blevet bortadopteret.

Jeg husker tydeligt en lidt fjollet episode, hvor jeg som tre- eller fireårig spurgte min far, hvad jeg havde kostet og blev meget skuffet, da han svarede “Vi fik dig gratis fra et børnehjem”. Min tanke var vist, at jo dyrere jeg havde været, jo mere var jeg værd som menneske. Men også at så kunne jeg bedre forstå deres glæde over “endelig at have fået et barn i hjemmet”. Det er et citat fra min adoptionssag, hvor det fremgår, at der var gået flere år fra de søgte om at adoptere, til Mødrehjælpen og diverse instanser endelig havde fundet et barn til dem.

Sagen er både tragisk og sjov på en gang. Fx kommer Mødrehjælpen på besøg i hjemmet, da mine forældre er blevet godkendt som adoptanter og har “bestilt” en pige på ca. to år. Mødrehjælpen siger “Måske skulle I tage to?” (Jeg har ikke tjekket den præcise ordlyd, men jeg er ikke i tvivl om sagens kerne). Min far bliver noget paf og siger, at det vil de gerne lige drøfte indbyrdes. Da Mødrehjælpen kommer igen, siger han, at de nøjes med ét barn.

De biologiske forældre

Så snart jeg blev 18, gik jeg i gang med at finde frem til min biologiske mor. Jeg havde adoptionsbevillingen, og det var ikke videre indviklet at kontakte Familieretsdirektoratet (tror jeg, det var). Medarbejderen var sød og hjælpsom, så der gik ikke lang tid, før jeg kunne kontakte min mor.

Jeg har altid været taknemmelig for, at hun hverken spiste brun sæbe eller brugte strikkepinde, som var de muligheder, kvinder havde, når de var blevet uønsket gravide dengang i urtiden. Jeg er også glad for at være født før, aborten blev fri, for jeg var et uheld mellem to meget unge forældre.

Min biologiske mor og jeg mødtes et par gange, men kontakten var ikke nem. Jeg var velkommen til at “glide ind i familien”, men det var ikke nok for mig. Jeg ville jo have en mor, for det havde jeg ikke haft, siden min fars alt for tidlige død i 1972. Man kan sige, at da han døde, mistede jeg begge mine forældre på en gang. Jeg var lige blevet ni år.

I dag ville jeg have stillet færre krav til min biologiske mor, men det blev, som det blev.

Også min biologiske far har jeg truffet et par gange. Det var heller ikke nemt.

Men det skal ikke overskygge, at jeg er meget glad for at have truffet begge mine biologiske forældre!

Adoptioner i vælten

Lige nu er der meget omtale af de to dokumentarudsendelser “Når staten bortadopterer”, som jeg har skrevet om i artiklen “Vi kan flyve til månens bagside, men vi kan ikke tvangsbortadoptere”. De to udsendelser kan ses på på DR1.

Den 23. april havde “Genstart” podcastepisoden “Fjernet fra forældrene”:

I den nye DR-dokumentarserie ‘Når staten bortadopterer’ ser man, at børnenes sager ofte trækker ud i flere år, og at de bliver rykket fra plejefamilie til plejefamilie, før de ender hos den endelige adoptivfamilie.

Det er uendeligt positivt, at der nu er fokus på adoptioner, også selvom det “kun” drejer sig om de frygtelige sager, hvor der er tvang involveret. Måske burde man også tale om de “almindelige” adoptioner, for barnet kan jo ikke mærke forskel. Det ved kun, at den primære omsorgsperson ikke er her mere.

Inge Marie Bryderup, sociolog og professor ved Aalborg Universitet, medvirker i Genstart og fortæller om tvangsbortadoptionernes bagside, og hun er god at lytte til. Hun karakteriserer nærmest den nuværende fremgangsmåde som børnemishandling i sagskomplekser, hvor staten skal ud at give undskyldninger om 20 eller 30 år.

Hun søger at finde en balance mellem på en gang børnenes og forældrenes behov ved blandt andet at fortælle om den engelske model, hvor man placerer de udsatte børn i en plejefamilie med henblik på, at det også er den familie, der skal adoptere. I den model er der også tale om, at der bevares en – ganske vist sporadisk – kontakt til de biologiske forældre. Parterne har fx kontakt en gang om måneden. Den slags kan lægge låg på behovet for senere at finde frem til den biologiske mor.

I dag lyder de officielle anbefalinger, at barnet og adoptanterne skal lære hinanden at kende gennem en periode på mellem tre og fem uger, så barnet kan vænne sig til forandringerne, der består i at sige farvel og at komme ind hos en ny familie. Men Ida fra udsendelserne får kun fire dage, hvilket selvfølgelig er helt umenneskeligt. Det kan man ikke byde et barn.

I min tid var der vist ingen “overdragelsesperiode”.

Har ‘clean cut’ kun ulemper?

Nu skal man selvfølgelig ikke gå i rette med en professor, der har forsket i området i mange år, men alligvel tænker jeg på, om ‘clean cut’ alligevel ikke er den bedste model?

• Hvordan ville jeg selv have mødt den biologiske mor, når jeg 13 måneder gammel var kommet fra Nordsjælland til Vestjylland?
• Kunne det ikke have bidraget til en vis forvirring?
• Hvor hører jeg i det hele taget til?
• Hvem er hun?
• Hvad skal hun her?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.