,

The Old Reader

Først var det “Sage“, så var det “Bloglovin‘”, og dernæst var det store spørgsmål: Hvilken Feed Reader skulle det nu være? Det er bare fire måneder siden, jeg var gennem tankerne sidst. Dengang anbefalede Eric og Ellen “SharpReader“, men den kunne jeg ikke rigtig finde mig til rette med. En anden læser anbefalede Bloglovin’, og den blev det.

“Sage” var for ustabil, og viste fx ikke altid netop Erics poster. “Bloglovin'” havde for lang responstid, fra Ellen trykkede enter, til posten dukkede op hos mig. Der kunne gå fem timer. Jeg har haft kontakt med deres support, hvor de siger, at alt er i orden, hvis der går under tre timer. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Herudover var der en masse irriterende promoveringer og reklamer; selvfølgelig skal de leve af et eller andet, men jeg gider ikke se al den lirum larum. Vis det til nogle andre 🙂

I aftes satte jeg mig grundigt til rette med Google, og fandt rigtig mange valgmuligheder, lige til at blive rundforvirret af. Til sidst prøvede jeg ganske enkelt at søge efter “10 best feed reader”, og det gav sørme noget, nemlig præcis denne side. Jeg faldt for The Old Reader, der er webbaseret og ser meget meget simpel og kraftfuld ud. Man er i gang på fem minutter. Jeg kan sagtens undvære alt det, der hopper, danser og ser smart ud. Jeg vil bare have et overblik på en liste over hvilke poster, jeg har eller ikke har læst.

Der ser ud til at være fine importmuligheder, der er relevante, hvis man har haft Google Reader (der godt nok lukkede i juli 2013) eller en anden reader, der kan danne OPML-filer. Det kunne Bloglovin’ ikke, så jeg har hygget mig med cut and paste af webadresser, men det ser ud til at køre rigtig fint. Jeg er spændt på, om det vil blive et længerevarende kammeratskab.

8 Svar
  1. Pia
    Pia siger:

    Bloglovin bruger jeg heller ikke. Jeg har haft SharpReader og var egentlig glad for den, men den havde åbenbart identificeret min blog som spam. Jeg havnede i spamfilteret alle steder hvor jeg kommenterede, med undtagelse af jer der har eget domæne. Da jeg overgik til Feedly forsvandt alle problemer. Jeg har også, som Kisser skriver, Bloggers egen læseliste, men jeg bruger den ikke selv. Jeg holder mig til Feedly så længe det virker.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      Jeg har også haft kig på Feedly, og installerede den også på et tidspunkt, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af det eller måske rettere forliges med den, så den blev begravet igen. Men jeg kan se, at den er meget populær.

      Det gælder om at finde noget, der passer præcist til ens behov.

  2. Eric
    Eric siger:

    Når man læser feeds, er det vigtigt at have et program, man er tilpas med. Jeg savner Googles program, er rimeligt tilfreds med Sharp og har ikke orket at prøve flere. Når der er gået en tid, så lad os høre, hvad du synes om dit nye bekendtskab.

  3. Kisser
    Kisser siger:

    Det er total sort snak for mig.
    Det er rart at blive opdateret om hvornår der er en ny post på en af de blogge man følger. Hos mig har jeg dem i en blogroll – leveret sammen med blogstart. Jeg har min blog på blogspot.com.
    Hvor får du besked om, hvornår der er nye poster?

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kisser

      Som jeg forstår en blogroll, er det en slags liste over de blogs, man følger. Det er sædvanligvis ikke det sted, man ser, om der er nye poster – men der kan selvfølgelig være forskel mellem programmerne/de forskellige readers, som jeg ikke kender til.

      For at se om der er nye poster, hos dem jeg følger, skal jeg have “The Old Reader åben i min browser – fx i et særskilt faneblad. Hvis jeg er inde i fanebladet, kan jeg se på min liste to steder: dels i listen/hovedvinduet fx på tidsstemplet. Jeg kan også vælge, at hovedvinduet kun skal vise, der ikke er læst; det gør det meget let at holde overblikket. Ude i venstre side, tildeles den enkelte blog en simpel grøn streg, når der er ulæste poster. Hvis jeg ikke er inde i fanebladet, vises det i titlen på fanebladet at der er nye poster vha. antallet i parentes.

      Jeg håber, det gav lidt klarhed.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.