Indlæg

, ,

Hos psykologen

Valgkampen og psykiatrien

Dette er tredje gang

Det er tredje gang, jeg skriver med overskriften: ‘Hos psykologen’, se fx her: i  2016 og i 2017. Hun har en hjemmeside, og den finder du her. Den skal vi have kigget på, for det kan gøres bedre. Det gamle 1-2-3-hjemmeside er ikke for professionelle. brugere.

Jeg kommer ikke længere med ‘store ting’ til hende. Jeg kommer som den, jeg nu engang er, og som jeg ved, hun forstår! Hun må gerne udfordre mig, og det gør hun ved fx at mene, at jeg skal gøre mere ud af kontakten til andre mennesker, og at jeg bør gøre noget mere ud af at få ordentlig mad. Intellektuelt ved jeg, hun har ret, men hverken andre mennesker eller mad interesserer mig ret meget. Jeg trives glimrende med udfordringerne fra min hjemmeside, min computer og en enkelt tur omkring Damhussøen pr. uge sammen med en tidligere medpatient. Min Aspergers Syndrom slår tydeligt igennem!

Hun siger, jeg for ung til bare at sidde foran min 32″ skærm, og det har hun ret i. Hun synes, jeg skal have ‘et spark i røven’ for at komme afsted, og det har hun også ret i.

Search Engine Optimization (SEO)

Hos psykologenÅh ja – jeg har skrevet om det flere gange og jeg har besluttet mig både frem og tilbage – altså hvorvidt jeg vil gøre noget ved det eller ej. Jeg er vist endnu engang havnet der, hvor jeg har besluttet, at jeg ikke orker at gøre noget ved det. Den seneste post om det, finder du her. Hjemmesiden er for stor til, at det rigtig kan lade sig gøre at gøre den rigtig godt tilgængelig for søgemaskinerne.

På den anden side set så har jeg en masse godt indhold, der måske kunne gavne flere. Det gælder f.eks. alt materialet om psykiatri og bipolar affektiv sindslidelse.  Jeg talte med psykologen om det i dag. Hun tænker, at mange psykiatribrugere kan bruge materialet og lade sig inspirere af, at der er en psykiatribruger, der kan formulere sig på skrift.

Jeg har skrevet til Knud Kristensen, der er formand for SIND, og sendt ham et link med det, han måske kunne finde interessant, altså dette. Jeg bruger tid og penge på at skrive mine artikler, så selvfølgelig vil jeg også gerne have stoffet ud over rampen. Hvis Knud Kristensen kan hjælpe lidt, er det kun fint.

Plug-ins til SEO

De seneste dage har jeg afprøvet adskillige SEO-plug-ins, men uanset hvad jeg gør/vælger, synes jeg, det er uoverskueligt. Det, jeg især ikke kan lide, er, at det ser ud som om, man skal skrive til Google og ikke til mennesker. Min side er til mennesker, og det kan der ikke laves om på.

På den anden side kunne jeg måske tage mig selv i nakken og sørge for, at siderne om bipolar affektiv sindslidelse blev indekseret korrekt. Her har jeg jo et budskab, som jeg tror, mange vil kunne få glæde af. Her kan jeg noget, som der ikke er så mange psykiatribrugere, der kan. Det lyder måske lidt ‘hovskisnovski’, men det er ikke ment sådan!

Gode mennesker holder mig på sporet

Jeg er så glad for de mennesker, der holder mig på sporet. Det er for det første psykologen og for det andet min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Sidstnævnte er jeg så heldig at have haft al den tid, jeg er kommet der, og det er vist ca. siden 2015.

I distriktspsykiatrien skal der en gang årligt udarbejdes en såkaldt ‘behandlingsplan’. Det gjorde vi i går, og så er det overstået. Jeg opfatter det lidt som en bureaukratisk øvelse, vi skal igennem, inden vi kan tage fat på det, vi egl. mødes for. Min kontaktperson er meget dygtig og jeg er glad for at komme hos hende. Hun er med til at holde mig på sporet! Det ypperste mål i behandlingsplanen er at undgå indlæggelser og det tror jeg på kan undgås vha. vedligeholdelses-ECT hver tredje uge.

Den 10. marts har jeg foretræde for rehabiliteringsteamet og jeg er nervøs, for de skal beslutte min fremtid. Jeg har psykologen med som bisidder, og det går nok alt sammen, men jeg ville ønske, det var overstået.

,

SEO

Alle taler SEO – men hvad er det?

Jeg læser p.t. “Grundbog i Google søgeoptimering” af Torbjørn Flensted og blev ganske glad, da jeg på side 97 under avanceret optimering fandt:

Lever din hjemmeside op til W3C?

Korrekt kodet HTML sikrer, at søgemaskinerne kan crawle og indeksere din hjemmeside optimalt. Der skal dog meget dårlig kode til, før Google bliver direkte forhindret i at crawle din hjemmeside

Mine sider lever nu igen (efter skiftet til utf-8) som absolut hovedregel op til W3C – der mangler lidt mht. data fra databaserne, men det er snart på plads. Google og andre søgemaskiner bør derfor nu atter kunne indeksere mine sider optimalt.

SEO er “Search Engine Optimization” og betegner en række bestræbelser på at opnå så gode placeringer i Googles organiske søgeresultater som muligt. Masser af virksomheder tilbyder at lave SEO og jeg må sige, at jeg faldt for fristelsen, fordi jeg – inden jeg købte bogen – troede, det var meget indviklet. Jeg stoppede imidlertid samarbejdet med leverandøren midt i opgaven.

Han fortalte mig, at 40 pct. af SEO ligger på selv siden (on site optimering), mens 60 pct. ligger uden for siden selv primært med at skaffe indgående links til siden. Jeg var ganske enkelt ikke skarp nok, da jeg stillede opgaven, og tænkte ikke på at få specificeret, hvordan han ville skaffe mig en masse indgående links (back links).

Først et godt stykke inde i opgaven, begyndte jeg at spørge til, hvor de links egentlig skulle komme fra? De viste sig at komme fra helt irrelevante sider og kunstige personprofiler. Det opfatter jeg som forsøg på at “snyde Google” og det skal man afholde sig fra. Jeg burde fra starten have spurgt til disse links og tænkt på, at jeg selv gennem årene må have opbygget et passende reservoir af relevante back links fra relevante sider, eftersom jeg jo altid lægger et link til mig selv, hvor der er mulighed for det. Der er vel også en naturlig årsag til at mange af mine sider allerede har et pagerank på 3 eller 4 ud af 10. Et pagerank på 3 eller 4 er slet ikke så ringe endda. Til sammenligning har DR.dk og Facebook henholdsvis 7 og 10.

Nu hvor jeg læser bogen om SEO, kan jeg se, at der i virkeligheden ikke er så meget mere magi i SEO, end jeg selv har regnet mig frem til gennem årene, fx at der skal stå noget fornuftigt i de to META-tags description og content. Derfor: Hvis du overvejer konsulentbistand til SEO, så tænk dig mere om, end jeg gjorde. Stil spørgsmålene inden I går i gang – det er sådan lidt bøvlet at få kolde fødder et stykke inde i processen.