Indlæg

Folkeafstemning

Jeg er træt af at høre om Europol og 72.000 årlige opslag i deres database.

Nu er det (næsten) nu, altså at vi skal til stemme for eller i mod “omdannelsen” af Den Europæiske Union-retsforbeholdet. Der står “omdannelse” på valgkortet, men der kunne ligeså godt have stået “afskaffelse”.

Som tidligere skrevet, ved jeg virkelig hverken ud eller ind, men jo mere jeg har lyttet og læst, jo mere er jeg blevet overbevist om, at et rungende NEJ er det, der ligger mig mest på sinde. Jeg har såmænd set alle udgaver af “Ask og partierne” på DR1 hver aften efter den sene TV-Avis. Ja-siden siger, at hvis man er i tvivl, skal man stemme ja. Nej-siden siger det samme. Hvad skal man tro? Når begge sider argumenterer ud fra, om man er i tvivl, må det betyde, at dette er meget kompliceret.

I går var der en ny måling, nemlig om befolkningens tillid til politikerne. Den kunne ligge på et meget lille sted, og det skulle i følge det oplyste give nej-siden lidt ekstra vind i sejlene. Dagens måling viser da også et flertal til nej-siden. Det ville glæde mig, om der for en gangs skyld var et flertal, der var enigt med mig. Jeg har heller ikke tillid til politikerne. De burde kunne oplyse om deres ord er juridisk bindende eller alene er politiske tilkendegivelser. Kan vi tro på udsagn som “til solen brænder ud”, der kom fra statsministeren som svar på spørgsmålet om asylpolitikken og om hvorvidt en tilslutning hertil ville udløse en ny folkeafstemning.

Begge sider har ført skræmmekampagner; alskens ulykker vil regne ned over os både hvis vi stemmer ja, og hvis vi stemmer nej. Sandheden er vel, at ingen aner, hvad der vil ske ved hverken ja eller nej. Jeg sad og så DF med Ask Rostrup, og for en gangs skyld var jeg enig med Kristian Thulesen Dahl i alt, hvad han sagde – men han holdt også mund om flygtninge- og indvandrerpolitik. Hvorfor skulle Danmark nu ikke kunne opnå en parallelaftale mht. Europol? Alle ja-partierne får det til at ligne en afstemning for eller imod Europol. Sandheden er, at alle – uanset partifarve – ønsker at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, men der er forskellige veje til at nå dette mål. Hertil kommer at det handler om 22 andre retsakter, som ingen rigtig kerer sig om, og ingen ved rigtig, hvor mange retsakter det drejer sig om i fremtiden.

Enhedslisten argumenterer med, at vi med et Ja afgiver suverænitet i et hidtil uset omfang, og lægger beslutningskompetencen langt væk fra danskerne. De siger, at retspolitikken er for vigtig til at lægge i Bruxelles. Lægger vi den ikke i Bruxelles, kræves der 5/6 flertal i folketinget eller en folkeafstemning hver gang der overgives magt = suverænitet. Personligt kan jeg godt lide, at befolkningen skal spørges.

Jeg synes, dette her er hamrende kompliceret, og man bliver ikke så meget klogere af at følge med i diverse oplysende programmer, for i dem alle står politikere, der ikke kan blive enige om, hvad konsekvenserne af hverken et nej eller et ja vil blive – selv ikke på enkle (evt. enkelte) spørgsmål som fx asylområdet. Jeg er træt af politik og føler ikke, at diverse politikere kan retlede mig. Selv hvis der foreligger notater fra diverse embedsmænd, der i sagens natur er neutrale, bliver disse fortolket i et partipolitisk lys, og så er de alligevel ikke forståelige.

Jeg er i tvivl, og derfor stemmer jeg NEJ. Det vil nu ikke hindre mig i at tænde for “Den Europæiske Union 2015 – Demokratiets aften” kl. 20:00 i aften på DR1. Måske kan jeg overbevises om noget andet?

Retsforbeholdet

Det handler om mere end hende

Som det vil være enhver bekendt skal vi til folkeafstemning om 3½ uge den 3. december – det handler om det danske retsforbehold. Jeg har i dag prøvet at sætte mig lidt ind i, hvad det egentlig drejer sig om, men jeg synes slet ikke, det er let. Denne hjemmeside er god og oplysende, som den ligger der som en del af Folketingets hjemmeside. For første gang i mit liv ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal stemme. Jeg har prøvet at læse hos de partier, jeg normalt er enig med, men de er indbyrdes uenige, og hvad gør man så?

Ja-partierne får det til at fremstå som et ja eller nej til Europol. Hvem synes da ikke, vi i Europa skal samarbejde om grænseoverskridende kriminalitet? Cybercrime og menneskehandel skal vi selvfølgelig bekæmpe i fællesskab. Men se bare på Norge og Schweiz de er allerede med i samarbejdet i dag, de deltager bare via en såkaldt parallelaftale. Sådan en kunne Danmark jo også få.

Det handler om andet og mere end Europol nemlig om 22 underliggende retsakter; jeg har nok ikke ledt godt nok, men jeg har ikke lige kunnet finde en liste over, hvad retsakterne helt konkret handler om. I følge Enhedslisten er det om alt fra straffenes længde til konkursboer via sager om fælles forældremyndighed. Har vi en gang afgivet suveræniteten kan vi i følge partiet aldrig få den igen. Opdatering: Hos Socialdemokraterne ligger listen over de 22 retsakter.

Man kunne stemme ja ud fra et ønske om at få landene til at samarbejde om flygtningekrisen, der er den største udfordring siden 2. verdenskrig. Flygtningepolitikken er bare ikke en del af retsforbeholdet, så det er ikke noget argument, alligevel bruger DF en stor del af deres spalteplads flygtningepolitikken til at argumentere for et nej. Jeg forstår det ikke.

Hvis man stemmer nej bliver det måske tolket som en støtte til DF, der vist er det største nej-parti – dem vil jeg nu nødig slås i hartkorn med.

Hold da op hvor er det indviklet. Jeg håber, der kommer nogle ærligt oplysende debatter på TV inden valgdagen, og at det flytter sig væk fra spørgsmålet om ja eller nej til Europol. På selve valgaftenen er jeg desværre til ECT på PCH, så jeg kan ikke rigtig komme til at følge debatten. Det er lidt ærgerligt.

Opdatering 2: Jeg fandt denne lille video med Søren Søndergaard fra EL. Jeg synes, den er god og oplysende.