Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

ECT er overstået for denne gang

ECT er overstået for denne gang

Den bedste behandling, men jeg hader den

ECT er overstået for denne gang

Der er nu fem uger til næste runde. Det er dejligt. Jeg er glad og taknemmelig for behandlingen og for tilbuddet fra psykiatrien. De kunne ikke tilbyde mig noget bedre. Jeg skal aldrig i livet tilbage til medicinen; en gang Parkinsonisme var tilstrækkeligt. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet.

Men jeg hader ECT. Jeg er nervøs en uge før, tankerne kværner om det, og jeg sover dårligt – eller næsten ikke – natten før dagen. Det er så dumt, eftersom jeg vel nærmer mig de 100 behandlinger, så erfaringen bør tilsige, at jeg ikke vågner op og er død. Og der er aldrig nogensinde nogen i hele verden, der ikke er vågnet op efter en ECT-behandling. Det ved jeg godt. Men et er fornuft, et andet er følelse.

Samtalerne med psykologen

Jeg har vendt og drejet det med psykologen adskillige gange:

  • ingen vil mig noget ondt
  • det er ganske frivilligt
  • jeg er ikke på vej til skafottet.

Det, jeg hader, er kontroltabet. Ikke at have styr på situationen men at overlade kontrollen til andre mennesker, er det værste (efter Parkinsonisme), jeg kan forestille mig. At være afhængig passer ikke til mig.

Medarbejderne gør alt, hvad de kan

Efterhånden kender jeg jo medarbejderne i ECT-afdelingen – inkl. anæstesien fra Hvidovre Hospital – temmelig godt, og de er utrolig søde og omsorgsfulde. Kan det lade sig gøre, sætter J. mig på som den første. De starter 9:15 og det er lidt af en fabrik med tre evt. fire patienter pr. time. Men de gør meget for, at man ikke skal mærke fabrikken, og det lykkes dem godt.

Jeg holder selv iltmasken, for så er jeg en smule “in control”. Jeg bliver holdt i hånden på det værste tidspunkt, som er de uendeligt få sekunder (måske et eller to?), hvor jeg mærker, jeg svæver væk. Jeg tænker altid på, om det gør ondt på J., men jeg håber, hun holder til det. De første år elskede jeg de sekunder, men det var dengang.

Hver gang minder jeg hende om, at hun har lovet, at de siger til, når de tænder for strømmen, (der svarer til styrken i en lommelampe). Jeg er altid bange for, at de ikke har fået bedøvet mig rigtigt. Hører jeg det, er der noget helt galt. Jeg er klar over, at det er latterligt, men det giver en smule tryghed, og jeg stoler på J.

Et gammelt interview til “Hendes Verden”

I november 2018 gav jeg et interview til “Hendes Verden” (som engang hed “Flittige Hænder”) om netop ECT men også om bipolar affektiv sindslidelse. Bortset fra, at jeg ikke kunne få journalisten til at kalde det ECT fremfor “elektrochok”, er det blevet nogenlunde.

Skulle du have lyst, kan du høre det her. Det varer samlet 55 minutter.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Om at gøre svære ting lette

Om at gøre svære ting lette

“Hemmeligheden i al Hjælpekunst”

Om at gøre svære ting lette

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Citatet af Søren Kierkegaard er så kendt, at det næsten er kvalmt, men manden havde jo ret. Vil man hjælpe nogen med noget, må man først forstå, hvor den anden “er”. Hvis du følger linket, kommer du til Teologisk Fakultets side med en samling uddybende Søren Kierkegaard-citater, og de er slet ikke uinteressante.

Hvis man vil forstå det knapt så floromvundet, kan man måske sige, at der til hjælpekunst også hører at gøre svære ting lette? Det er i hvert fald min hjemmegjorte fortolkning og udbygning.

Disse skal gøre svære ting lette

Mange har til opgave at gøre svære ting lette. Det kan være:

  • præsten, der skal udlægge dagens tekst
  • lægen, der skal give en besked
  • psykologen, der skal give et liv op ad bakke en mening
  • juristen, der skal forklare et regelsæt
  • sprognørden, der skal forklare anvendelsen af (skrift-)sproget
  • webmasteren, der skal få styr på vedligeholdelsesprocesser og kaos
  • slægtsforskeren, der skal hjælpe begynderen
  • konsulenten, der skal hjælpe kunden
  • moderen/faderen, der skal lære barnet noget.

Og der er mange flere, som står med “bøvlet”, og som må forstå, hvordan de dog bærer sig ad i stedet for at give op.

Når man er konsulent eller laver frivilligt arbejde

Jeg laver noget frivilligt arbejde, hvor jeg tit skal forsøge at lære fra mig om sprog og om udvikling og vedligeholdelse af hjemmesider. Opgaven har karakter af konsulentvirksomhed.

Regel nummer 1 er helt sikkert, at det altid skal foregå i en positiv ånd. Det var jeg længe om at indse, og 10-øren faldt faktisk først, da jeg blev spurgt: “Hvordan foretrækker du selv at lære?”. Skal læreren stå med løftede pegefingre og påpege samtlige fejl og mangler, eller skal det foregå i en positiv ånd? Der var ingen tvivl om svaret.

Regel nummer 2 stammer faktisk fra en samtale, jeg havde med psykologen, fordi jeg besværede mig over, at mine “processer” ikke blev værdsat. Flid, bøvl, stringens og opdagelse af tusindvis detaljer blev bare taget for givet af min bestiller, og det var jeg temmelig knotten over. Og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen med min sure mine. Jeg følte ikke, at mit arbejde blev værdsat og oplevede det som en vældig disrespekt, som gjorde det frivillige arbejde mindre sjovt. Jeg var på nippe til helt at droppe det.

Hun sagde noget klog (igen): Det er ligesom at være mor (eller naturligvis at være far). En mors opgaveløsning/processer bliver heller ikke værdsat – den/de bliver taget for givet. Der er købt ind, der er mad på bordet, der er rent tøj, der er ryddet op og gjort rent. Det anses som en selvfølge, og hun får ingen tak for det. Men var hun der ikke, ville det blive opdaget, senest når vasketøjsbunken voksede teeageren over hovedet.

I virkeligheden har jeg “sejret ad helvede til”, for der er mange ting, der har været svære eller næsten uoverskuelige, men de ser så lette ud, at ingen tænker på at sige “Det var da helt fantastisk” (eller hvad jeg nu gerne ville have hørt).

Derfor dropper jeg det ikke bare

Nu har jeg accepteret min mor-rolle, for jeg vil jo ikke miste den følelsesmæssige gevinst, jeg har ud af det frivillige arbejde:

  • jeg kan stadig noget
  • jeg kan stadig bruges til noget
  • jeg har glæden ved at producere noget, der rækker længere end til mig selv
  • jeg har behov for at producere, idet min identitet altid har været baseret på det
  • jeg kan noget, bestilleren ikke kan
  • der er nogle, der en gang imellem siger tak (hvis de en dag tilfældigvis kommer til at tænke på det 🙂 ).

Om at gøre svære ting lette

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Betyder notaterne noget?

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Jeg læser altid med på “Min Sundhedsplatform”, uanset at det ikke helt er min jfr. billedet herunder, hvor det tydeligt fremgår, at notater er “af klinikere til klinikere”. Jeg har udbredt mig om det tidligere.

Det er temmelig selvmodsigende.

Subjektiv journalføring i psykiatrien

Jeg læser med for at vide, hvordan “systemet” vurderer mig og også for at vide, hvad de skriver til hinanden. Til tider overvejer jeg, om det nogensinde bliver brugt af andre end mig selv? Er der nogensinde andre end mig, der læser det?

En heldigvis helt igennem tænkt situation: Jeg henvender mig i modtagelsen (blandt patienter kaldet “akutten”) mhp. vurdering og indlæggelse.

Her vil jeg være ked af, hvis de vurderer mig ud fra en måske tre måneder gammel samtale med en læge, der kun har set mig en gang. Jeg vil gerne vurderes på baggrund af den aktuelle henvendelsesårsag og det aktuelle stemningsleje. Jeg vil gerne lyttes til her og nu. Og det bliver jeg også!

Dette er ikke brok over noget. Det er udelukkende overvejelser om, hvorvidt den megen skriftlighed egl. har noget formål? Hvis man skrev mindre, var der måske mere tid til at tale med patienterne og opbygge relationer? Min erfaring er, at min. 50 pct. af helbredelsen ligger i det relationelle.

Men pyt nu med det.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er utrolig god til at opsummere vores samtaler. Hun kan på maksimum 10 linjer fange essensen af mødet, og hun roder ikke rundt i subjektivt og objektivt. Er hun i tvivl om noget, fremgår det tydeligt som eksemplet fra i går viser:

Stemningsleje neutralt (måske en anelse løftet).

Jeg har atter fået ny læge, som jeg er begejstret for

Det hænder meget ofte, at man får ny læge i Distriktspsykiatrien. Som hovedregel ser man dem kun en gang, hvis man ikke har brug for en lægesamtale mere end et par gange årligt, hvilket jo kun er positivt. Det er kontaktpersonen, man skal opbygge en relation til, og som er den gennemgående figur i forløbet.

Jeg har ikke tal på, hvor mange læger jeg har haft. Mange har været i uddannelsesstillinger (tror jeg, det kaldes), og de har bestemt været blandt de medarbejdere i psykiatrien, der ville stå på hovedet for deres patienter.

De har alle været søde, lyttende og dygtige. Især husker jeg en, som jeg oplevede som meget “fremkommelig”; vi havde god kemi, og hun lyttede uden videre til mine forslag og bekymringer. Det betyder meget for mig, så ingen brok herfra.

Nåh, men altså endnu en gang en ny læge, som jeg vældig godt kan lide. Voksen kvinde, nede på jorden og meget menneskelig. Vi har mødtes en gang. Jeg har dog en anke, og det er journalføringen, som jeg går lidt op i, for hvis den bruges af andre end mig selv, er jeg lidt bekymret over indholdet. Hvis andre bruger det, er der nogle ting, jeg bliver nødt til selv at være opmærksom på og huske at tage op til drøftelse.

Henvender jeg mig i “akutten”, har jeg imidlertid ikke kognitiv kapacitet til at huske det og tage det op til drøftelse. Jeg henvender mig nemlig kun der, når jeg er sikker på, at jeg har det dårligt nok til, at de ikke vil afvise mig. Altså vil det skrevne ord ikke blive sagt imod men lagt til grund, hvis det bruges/læses.

De konkrete problemer med journalføringen

Jeg faldt over et par ting, der – af en eller anden årsag – bekymrer mig:

1) Forholdet mellem subjektivt og objektivt

Ni linjers subjektiv beskrivelse og fire linjers objektivt. Antallet af linjer er talt op af Notepad++. På baggrund af alt det subjektive, vil jeg passe lidt på, hvad jeg siger næste gang. Jeg har svært ved at præcisere det og svært ved at sætte en finger på, hvad det helt konkret er, der bekymrer mig. Jeg synes bare, der er megen tolkning af det, jeg troede var en ligeværdig samtale.

2) Begreb jeg ikke forstår: “Privat logik”

Der står fx

  • “Pt får ikke på fuldt logisk vis fortalt hvad hun mener her og der er indtryk af privat logik.”
  • Under objektivt: “Privat logik kan bestemt ikke udelukkes”

Jeg brugte selvfølgelig Google til at prøve at forstå, hvad “privat logik” er. Der kom resultater, der pegede på skizofreni. Altså gik jeg et par uger og tænkte over, om lægen overvejede, at jeg også kunne have skizofreni. Det var naturligvis bekymrende.

Min kontaktperson hjalp med at forstå det vha. flere eksempler. Jeg har hørt lydfilerne (både den med lægen og den med kontaktpersonen) adskillige gange. Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg forstår det til bunds – men så må jeg jo spørge igen. De er begge søde til at forklare begreber, men der kan gå lang tid, inden man ser dem igen. Det vigtigste for mig er faktisk, at min kontaktperson blankt afviste, at lægen kunne have overvejelser om, hvorvidt jeg også kunne have skizofreni.

Selv synes jeg, at jeg på logisk vis forklarede lægen nogle tanker. Det drejede sig om min følelse under indlæggelsen af, at min hjerne var delt i to:

  • 25 pct., der var nogenlunde normalt fungerende og som var det, jeg “viste frem”.
  • 75 pct., der var den sygelige del, som kun de bedste kunne få lidt del i. Jeg viser ikke hvem som helst hvad som helst. Uagtet jeg gerne vil, kan jeg ikke. Det fik de medarbejdere, der kender mig bedst, til at konkludere, at der muligvis var tale om en “indadvendt depression”, der er vanskelig at diagnosticere.
  • Og det lyder selvfølgelig temmelig skizofrent i den forældede opfattelse af, hvad skizofreni går ud på, nemlig at man har “flere personligheder” 🙂

Indtil videre har jeg besluttet, at det nok bare var lægen, der ikke forstod, hvad jeg mente, og derfor henfører hun det til “privat logik”.

Jeg forklarede psykologen det samme med de samme ord. Hun forstod uden videre, hvad jeg forsøgte at fortælle, men hun kender mig selvfølgelig også ud og ind.

3) Sammenroderi mellem subjektivt og objektivt

Jeg synes, det er vigtigt, at fagpersonerne i psykiatrien skelner skarpt mellem, hvad de selv synes, tænker, tror og mener, altså det subjektive på den ene side og det objektive på den anden side. Der er tale om et fagområde, hvor man ikke kan stille diagnoser vha. blodprøver, røntgenbilleder og scanningsresultater.

Her synes jeg, at jeg fanger hende lidt på det forkerte ben, uden at det på nogen måde er mit formål:

Objektivt.
VKO, venlig men læderet kontakt, pt roser ut og psykiatrien unødigt meget.

“pt roser ut og psykiatrien unødigt meget.” er simpelthen ikke objektivt. Det er stærkt subjektivt. Det er en “synsning”. Det er kun mig, der ved, om det er “unødigt”.

Jeg synes ikke, det er “unødigt” for det er i alle livets forhold sådan, at er man positiv, får man en bedre behandling!

Og jeg synes heller ikke, det er “unødigt”, at udtrykke sin tilfredshed med et gigantisk system, der har blik for den enkelte patient.

Det oplevede jeg senest, da en medarbejder fra ECT-afsnittet i Glostrup ringede for at høre, om jeg kunne vente en uge ekstra med at gå i gang med vedligeholdelses-ECT igen, når hun nu skulle have ferie. Det gjorde hun, fordi hun ved, at jeg skal have en hånd at holde i. Det er da fantastisk.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

En dejlig dag

En dejlig dag

Retur hos psykologen

En dejlig dag

Dette skrives fra iPad – og er noget besværligt – da mit Wi-fi er nede og har været det siden søndag morgen. Der kommer en youSee tekniker i dag mellem 10 og 14. Det er længe at vente. Eksempelvis kan jeg ikke arbejde på min slægtsforskning, da jeg ikke kan se de originale kilder.

Dagen i går var så dejlig af to årsager:

  1. en dygtig med arbejder hos DSB og
  2. jeg var retur hos psykologen.

1) Den dygtige medarbejder hos DSB

Alt var kaos i toget til Holbæk, fordi der kun var to vogne, hvor der plejer at være fire. Jeg var heldig at få en plads og sad og så TV Avisen på min iPad. Jeg havde min solsikkesnor på. Solsikkesnoren signalerer, at man har et usynligt handicap.

DSB-medarbejderen hjalp en blind mand med at få en plads i nærheden af hans hjælper. Da hun var ledig, spurgte jeg om de havde en stillezone, nu hvor toget var så kort. Det regnede jeg ikke med, at de havde.

Jow da, det havde de i den anden ende af toget lige før første klasse. Der gik jeg ned og kunne sidde i ro og fred for blandt andet skoleklassen på vej på lejrtur. Det var fint, for sådan en klasse larmer meget.

Jeg traf medarbejderen ude på Holbæk station og sagde til hende, at hun skulle have stor ros for sin både både hjælpsomme og humoristiske måde at tackle kaos på.

Hun svarede “Jeg havde godt spottet dig, men du så ud til at have det godt nok med din computer. Jeg sørger altid for, at der er stillezone, men førsteklasse kan jeg godt finde på at droppe. Jeg er nemlig også udfordret, når jeg er i civil”.

Det er da ganske imponerende – og så må jeg sige, at solsikkesnoren af og til virker.

2) Retur hos psykologen

Hvor var det dog dejligt igen at være sammen med det menneske, der kender mig bedre end nogen anden. Vi brugte en stor del af tiden på en form for evaluering af min næsten to måneder lange indlæggelse. Der var nok at tale om.

Hun har en særlig evne til altid at se noget positivt i de fleste situationer. Og det er godt.

Fx mente hun, at min fornemmelse af den splittede hjerne, hvor den føltes delt i forholdet 75 pct. – 25 pct., var et udtryk for, at jeg kunne stille mig lidt udenfor mig selv og betragte hvad der skete.

Derfor var jeg også – det som medarbejderne måske opfattede som lidt negativ, og jeg selv kaldte “besværlig” – fordi jeg ikke var helt overvældet af sygdommen, som jeg plejede at være. (Det er lidt svært at forklare). Derfor opdagede jeg, når nogle overlæger i Glostrup talte ned til mig

Derfor var det også helt Anders And, at en medarbejder foreslog mig at få et sponsorbarn i Afrika, når jeg udtrykte mit behov for at foretage mig noget, der havde betydning for andre end mig selv. Det lo vi en del af.

2a) Jeg skal altid være i gang med et projekt

En læring ud fra det, der førte til, at jeg henvendte mig i Akutmodtagelsen den 29. maj, er: Jeg skal altid være i gang med et “projekt”. Det er næsten ligegyldigt, hvad projektet drejer sig om. Et projekt udfylder tomrummet. Det bevirker, at jeg kan se en mening med at være i live. Derfor er jeg også glad for at hjælpe et firma lidt med deres hjemmeside. Der har været nogle “knaster”, der skulle ryddes af vejen, men vi forsøger igen.

Det er kun godt, hvis projektet involverer andre levende væsner, men det er ikke så afgørende. Med Aspergers syndrom har man dybt inde i hjertet (eller hjernen?) ikke så meget behov for andre mennesker. 

Det plejer jeg selv at udtrykke sådan; “Jeg har ikke noget imod andre mennesker; jeg har bare ikke så meget brug for dem”. Jeg hører tit folk tale om – eller ser dem skrive om – hvor slemt det var under pandemien med de to nedlukninger. Selv opdagede jeg dem dårligt nok. Og i det omfang jeg opdagede dem, var de lidt af en befrielse på grund af fraværet af kravet om at være sammen. Til gengæld talte man mere i telefon, og det elsker jeg.

Jeg har meldt mig til et kursus om at lave podcasts, og det glæder jeg mig meget til. Der vil næppe være så meget smalltalk og deltagerne har et grundlæggende interessefællesskab. Måske møder jeg nogle, der også er interesserede i teknik o.lign. Vi vil helt sikkert alle være interesserede i formidling på en mere tidssvarende måde end lange artikler som denne. Nu til dags lytter folk, de læser ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.