Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Godt jeg ikke har børn

Godt jeg ikke har børn

Om “børnesamtaler”/”familiesamtaler”

Godt jeg ikke har børn

Det er godt, jeg aldrig fik børn. Det har aldrig været været et savn, og jeg har aldrig nogensinde haft et ønske om at blive mor. Jeg er endvidere overbevist om, at jeg ville være blevet en elendig mor, da jeg aldrig har haft en god rollemodel. Det havde været synd for barnet/børnene. Så det er altsammen i orden. Ingen piv der.

Adskillige medpatienter har et eller flere børn, som de bekymrer sig om. Og det er der ikke noget at sige til. Men det har jo den konsekvens, at de både skal tage vare på sig selv i en eller anden form for helingsproces samtidig med, at de skal leve med bevidstheden om, at de lige nu er en fraværende mor eller far. Afhængig af barnets alder må det være svært.

Afsnittet har en utrolig dygtig medarbejder (sygeplejerske K), der er særligt uddannet i “børnesamtaler”, som i virkeligheden hedder “familiesamtaler”, men uanset hvordan vi end vender og drejer det, og hvad vi kalder det, drejer det sig om børnene.

Af naturlige årsager ved jeg ikke, hvordan det foregår, men jeg forestiller mig, at man ikke kunne udpege en bedre end K til at varetage opgaven. For den skal løftes. Gjorde man det ikke, var der risiko for, at man fremavlede nye psykiatribrugere.

Jeg fandt en af regionens utallige pjecer, der handler om børnesamtalerne. Der står blandt andet:

En familiesamtale giver mulighed for:

  • At få talt om barnets oplevelse af situationen
  • At få talt om, hvordan situationen påvirker familien
  • At barnet får den nødvendige viden om de psykiske problemer og behandlingen på et alderssvarende niveau
  • At vurdere, om der er brug for ekstra støtte til familien

Det ser godt ud, og det må være vejen frem for den far eller mor, der bekymrer sig om sit barn.

Børn forestiller sig ting

Børn er på ingen måde dumme, og de går ikke gennem verden med skyklapper på – selvom vi til tider tror, de bare sidder der bag skærmen uden at producere tankegods.

Afhængig af alder forestiller barnet sig måske, at det er dets skyld, at en forælder er blevet syg. Måske bliver de vrede på lægen, der ikke behandler med et snuptag. Måske tror de, der er tremmer for vinduerne på et psykiatrisk afsnit. Der kan være et uendeligt antal forestillinger, og dem kommer man kun til livs ved at sætte ord på, og også invitere børnene indenfor på afsnittet, så de ved selvsyn kan konstatere, at det faktisk er et rigtig rart sted at være – og at der i hvert fald ikke er tremmer for vinduerne.

En far havde i dag besøg af sine tre børn. Selvfølgelig larmede det (børn støjer og koster penge, sådan er det!), men det var også livgivende på en stille søndag. Her er en dejlig have, hvor de legede et eller andet i solen, så længe de gad. Det var rart at se faderen lyse op og vise noget andet af sig selv. Han er ikke kun patient; han er også far.

I de ikke så gode gamle dage

Da jeg i forhistorisk tid var barn, var tænkningen en anden. Børnesamtalerne var ikke opfundet; man havde knapt opfundet barndommen.

Så vidt jeg husker, var min far syg noget tid, inden han døde. Man troede vist, det var noget med ryggen eller nyrerne (pick a choise). Han var indlagt på Give sygehus, hvor vi besøgte ham fra Brande.

Jeg havde bestemt ingen forestilling om, at det skulle være min skyld, men måske er der også forskel på somatikken og psykiatrien? Måske forestiller et barn sig lettere, at det kan være skyld i en usynlig sygdom fremfor en mere håndgribelig sygdom. Herudover er min forestillingsevne af naturlige årsager ret begrænset (forestillingsevne er et af de tre parametre, man kigger efter, når man udreder for Aspergers syndrom/autisme).

Da han døde på Kolding sygehus, var jeg 120 pct. vidende om processen og kun begrænset overrasket, da “min mor” kom ud med begge vielsesringe på. Sådan gjorde man dengang for at vise, at man nu var enke/enkemand.

Jeg havde erfaring med Give sygehus. Jeg havde fået fjernet hele molevitten, når vi nu var i gang: mandler, polypper og blindtarm. Mine forældre kom på besøg 30-60 minutter vist hver eftermiddag. Resten af tiden var jeg overladt til to ret søde damer, fru Midtgaard (som lå i midten) og fru Nørgaard. Jeg er ret sikker på navnene.

Herudover var jeg til utallige undersøgelser hos nogle specialister i Randers, fordi jeg gik og dejsede om. Jeg besvimede simpelthen flere gange dagligt. Man troede, jeg måske havde epilepsi, men det havde jeg heldigvis ikke. Og voksede mig vist bare fra det sære fænomen. Min forældre var selvfølgelig meget bekymrede. Efter min fars død, var “min mor” ikke længere bekymret.

Den var ikke gået i dag. “Det var en anden tid”, som folk ynder at sige, når de skal forklare det uforklarlige, der fandt sted i forhistorisk tid.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Jeg vil have en plan over planerne

Jeg vil have en plan over planerne

At bevare overblikket

Jeg vil have en plan over planerne

Der er så mange planer, der skal udfyldes og vinges af med et √, men jeg har mistet overblikket.

Jeg kan sagtens forstå, de skal være der, da de er redskaber i en mangefacetteret proces med mange kokke i maden, men der er altså for mange til min p.t. begrænsede kognitive kapacitet.

  • Behandlingsplan (udarbejdet i Glostrup af den dygtige og lydhøre specialpsykolog, men der står en del sludder fx “Ønsker ikke pårørerendeinddragelse”. Det har jeg aldrig sagt, eftersom jeg ingen pårørende har – det er jo faktisk et af problemerne).
  • Patientplan (den giver mening, da det er den rette medarbejder, jeg taler om/reviderer den med. Hun har tid at lytte, inden hun tænder PC’en)
  • Plejeplan (jeg ved ikke, hvad den går ud på)
  • Kriseplan (jeg deltager for systemets skyld)
  • Problem- og målliste. Jeg har lyst at skrive: Problemer: 500; Mål: ingen
  • Jeg har sikkert glemt nogen, da jeg mangler en plan over planerne

Kriseplan: Jeg gør det, der forventes

Da jeg er et pænt og ordentligt menneske, er jeg klar over, at vi en gang i løbet af dagens aftenvagt skal revidere den kriseplan, jeg har på min iPad i “Min plan”, og som jeg skrev for flere år siden sammen med den M, som alle elsker. Der skal sættes endnu et √ 

Jeg gør det, fordi det forventes; det er bare ikke noget, jeg nogensinde vil bruge aktivt. Det er vist heller ikke noget medarbejderne skal bruge, bortset fra at sætte √

Når krisen kradser, livslysten fader ud og tankerne tager deres egne rundture i ruminationens indre “rum”, finder jeg ikke min iPad og leder efter en plan med ord, der på det tidspunkt er tomme for mening.

Noget af det vil overlappe det, vi i gå skrev i patientplanen. Nåh, men så skriver vi det to steder …

Det drejer sig om musikken som det tveæggede sværd, som jeg har skrevet på min egen “plan” for, hvad jeg vil tale med overlægen om, når vi mødes igen. Hun fik ikke “den tveæggede historie”, da der også var en overlæge-aspirant-elev tilstede i lokalet. Altså var vi i alt fire. Temmelig mandsopdækket. Når der er nogen, jeg ikke kender, har jeg ikke mulighed for at lægge alle kortene på bordet – det er ikke fordi, jeg vil hverken snyde eller lyve.

De udleverede også en “kriseplan” til udfyldelse i Glostrup

Der gjorde jeg ikke det, systemet forventede. De forventede nemlig ikke, at jeg ekspedere den direkte i papirkurven. Få timer efter ankomst er jeg ikke i stand til at lægge planer for de kommende kriser. Det giver ikke mening for mig.

Jeg har set den før. Den er ledsaget af et bilag fyldt med forslag til, hvad man kan gøre, hvis/når man selv er tom for idéer. Det er godt ment! Der er bare lige det, at jeg hverken skal dyrke yoga, tænde duftlys eller danse, når det er på vej til at gå galt. Herudover er der ikke læst korrektur på bilaget, og jeg ser jo kun alle fejlene.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Ny samtale med overlægen

Ny samtale med overlægen

Det rykker ikke

Ny samtale med overlægen

Jeg havde to punkter med en stribe underpunkter – jeg fik 40 minutter, og de kan genbruges/-høres:

  1. Opfølgning på seneste samtale
  2. Nyt i forhold til sidst

Ad 1: Hun var ikke helt med på, at hun havde sagt, at jeg “intellektualiserer”. Men nu har jeg jo altså hørt det tre gange. Men pyt med det. Vi fik vendt det med, at det jo er korrekt, at jeg er “for meget” i mit hoved. Hvis jeg vidste, hvordan jeg undlod det, ville jeg gøre det. Det er et fuldkommen normalt Asperger-træk.

Jeg hader min krop og jeg hader dens klodsethed. Den minder mig alt for meget om det med ikke at komme over i højdespring osv. Jeg fortalte hende faktisk sidstnævnte for at give hende et billede, der er til at tage at føle og på, og som vi samtidig kunne smile lidt ad: Stå sidst i rækken, se på alle de andre der kom over stangen, forsøge at regne ud hvordan de svævende kunne parallelforskyde kroppen med henblik på at kunne lande på den rigtige side af stangen. Jeg regnede det aldrig ud.

Ad 2: Nyt er i hvert fald, at jeg har opdaget musikken. Og det er umådelig positivt. Musikken overdøver tankerne, for jeg hører mine dårlige tanker. Det var hendes forslag, men det er fuldkommen korrekt. Og det er også korrekt, at tankerne ledsages af billeder. Tingene hænger sammen. Jeg siger ikke, at jeg er psykotisk, jeg siger ikke, at jeg hører stemmer og jeg siger ikke, at jeg har udviklet skizofreni. Hun forstod mig uden videre. Det var umådeligt befriende.

Jeg oplever kommunikationen som ligeværdig. Når jeg engang løslades, opretter jeg en fanklub for hende.

Måske hører jeg det forkerte musik?

“Du kom med alt det, der var dig” er bestemt ikke forkert; den peger den rigtige vej med blandt andet følgende:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter

Kilde: Del af sidste vers i “Du kom med alt det, der var dig”

Den hører til en umulig/ulykkelig forelskelse i ca. 2003. Vi var blandt andet en uge i Rom, og hun tog det bedste billede af mig, der nogensinde er taget.

Min musiksmag gik i stå engang i 80’erne, og det er det, jeg kan lide at lytte til. Det er der, jeg kan alle teksterne udenad. Jeg har ingen lyst til at lære noget nyere at kende. Der var meget indhold i teksterne, ofte om liv og død, kærlighed, venskaber, Nicaragua, Chile, El Salvador, Francos Spanien, politik, eksistentielle emner osv. Der er mange minder knyttet til musikken. Det er minder om en svunden tid.

Problemet er, at jeg hører meget af det for at være sikker på, at jeg når at høre det igen.

Konklusion

Trods al mulig omsorg synes jeg ikke, det rykker. På mandag er det 14 dage siden, jeg tog til Glostrup; jeg har svært ved at mærke forskellen. Jeg forsøger på mange måder virkelig at rykke mig selv op ved hårrødderne, men det er som om, det ikke rigtig virker.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Tre parallelle monologer eller en dialog

Tre parallelle monologer eller en dialog

Er jeg gået forkert?

Tre parallelle monologer eller en dialog

Situation: Aftensmad, hvor samtalen falder på emojis. Tilstede er en medarbejde og en medpatient. Jeg forsøger at forklare, hvad jeg mener om emojis (og det er som bekendt ikke så lidt) og hvorfor. Jeg mødes af statements, der ikke byder op til dialog fx: “Det må du bare vænne dig til, sådan er verden”.

Jeg giver op i løbet af forholdsvis kort tid. Set fra mit synspunkt består en dialog af, at man lytter, “udforsker” i fællesskab fx  “Nå for pokker har du det sådan; det har jeg da aldrig overvejet”, argumenter for det ene og det andet. En måde at blive klogere i fællesskab. Forleden var der endda en, der forsøgte at lære os om “assertiv kommunikation”, hvor jeg følte mig sat tilbage til diverse lederkurser for 15-20 år siden. Samtalen over aftensmaden var ikke bestemt ikke assertiv.

Jeg bliver enormt ked af det, giver op og går. Var jeg blevet siddende, var jeg begyndt at tude. Det har jeg ikke lyst til i “miljøet” og overfor tilstedeværende medpatienter, der ikke skal bære på mine gebrækkeligheder, for de har deres egne.

Går senere en tur med medarbejderen og forsøger at forklare op ad døre og ned ad stolper. Hun lytter pænt men siger, at det kan jeg ikke forvente her, og slet ikke henover maden. Det har hun faktisk ikke ret i. Jeg har både denne gang og tidligere ført adskillige meningsfyldte dialoger uanset lokalet.

Hun forklarer, at der ikke om aftenen er tid til samtaler. Jeg bliver forvirret, og spørger, om vi så skal gå i stilhed, for så kan vi lige så godt vende om. Næh, man må gerne sige noget, det falder bare ikke ind under begrebet “samtale”. Det var jeg ikke klar over.

Jeg ender med følelsen af at være gået forkert, at være forkert og overvejer, hvad jeg gør i stedet. Jeg starter med at gå i seng. Jeg synes ikke, det hjalp.

De mest meningfyldte samtaler har jeg ført på psykiatrisk afdeling

Alle er her af en årsag: ønsket om at få det bedre. Der er altid en, to eller tre at have virkelige dialoger med. Det er ind til benet og uden omsvøb. Det kan jeg godt lide – det giver mening for mig. Jeg har hørt mange livshistorier ved “rygerbordet”, når der ikke er personale tilstede med påtaget optimisme. Jeg brækker mig af sidstnævnte fx “Det skal nok gå”, “Du har prøvet det før” osv. På den anden side set kan de selvfølgelig ikke sige det modsatte. Det er det overfladiske, jeg ikke kan holde til.

Ad livshistorierne kan jeg mærke, at jeg skal passe på ikke at blive en eller anden pseudoprofessionel, der lytter og spørger, for så får jeg ingen plads selv. På den anden side set er jeg oprigtigt interesseret i at høre historierne, og derfor spørger jeg til fx baggrunde og konsekvenser – med det spinkle håb, at det også vil blive min tur.

Jeg tror, jeg er gået forkert

Lige nu er jeg der, hvor jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er her.

  1. Jeg har (heldigvis) ingen depression, altså er jeg ikke syg
  2. Jeg har de forkerte forventninger
  3. Jeg fylder for meget
  4. Jeg føler mig ensom. Det kan jeg lige så godt være derhjemme
  5. Er jeg her mest for at de kan holde øje med, at jeg ikke er død?

Tjah, måske lidt barskt at få smidt i hovedet over morgenkaffen. Men det er sådan, det er.