Tag Archive for: Printer

,

Ny printer

Yes – min nye printer er kommet!

På anbefaling fra en af mine læsere her på bloggen hoppede jeg ud i en ny Canon-printer: Pixma MG6150. På nettet koster den ca. 1.200 kr., men jeg valgte at bestille den hos en fysisk forretning her i nærheden, for man ved aldrig, hvad der kan gå galt og så er det lidt nemmere at henvende sig i butikken end at skulle have fat i en fragtmand for at få sendt skidtet tilbage til en obskur forhandler i Jylland (næsten alle IT-butikker på nettet er af en eller anden grund i Jylland). Prisen kom på den måde op på 1.499 kr. Det sjove er, at da jeg købte min første Canon-printer, der kunne meget mindre, for syv år siden, var prisen 1.700 kr. Det var et netkøb og kan altså nogenlunde sammenlignes med dagens priser på 1.200 kr. Det er ikke så tit jeg på den måde har syn for sagen om, at ting bliver billigere.

Den kom i går og jeg ilede ned for at hente den og ilede hjem for at installere den. Jeg var lidt spændt på, om jeg kunne få den til at fungere på det trådløse netværk eller om jeg måtte give op og installere en USB-løsning. Der er et helt hæfte med om fejlfinding af netværksproblemer – alene det fik mig til at tænke, at det kunne jeg nok ikke finde ud af.

Det gik over al forventning, og der er virkelig meget opsætningshjælp på det lille display på printeren, i de medfølgende manualer og på CD-rommen. Dyret kan både scanne, kopiere og printe. Jeg har prøvet at printe nogle gamle billeder i gråtoner for ved selvsyn at konstatere, om det nu også var rigtigt, at den var god til gamle billeder. Og det er rigtigt – de gamle billeder bliver helt perfekte. Scanning er hurtig og præcis og nærmest uden støj.

Jeg tror, jeg bliver nødt til at læse manualen fra ende til anden for rigtig at udnytte alle mulighederne. Jeg har prøvet alle de almindelige ting (scan, print og kopier), men måske kan det hele gøres meget bedre end det jeg finder frem til ved at prøve mig frem? Det er jo trods alt ikke for sjov, de lægger 70 siders guide ved.

Hvis nogle af mine læsere skulle stå og mangle originale printerpatroner til en Canon i865 vil jeg gerne forære mit restoplag væk, da de naturligvis ikke passer til den nye printer 🙂