Hvis man nu keder sig

Facebook kan meget. Der er også meget, det ikke kan.

Jeg synes, styrkerne er:

• bringe mennesker sammen igen, fx for længst glemte skolekammerater og tidligere kolleger,
• muligheden for debat,
• muligheden for at være ajour ved overfladen af nyhederne, fx linkes der ofte til Ritzaus telegrammer. Bevares det er ikke dybdeborende journalistisk, men det kan give et fingerpeg i retning af, hvad der kommer i TV-Avisen i aften, eller hvad avisen skriver i morgen,
• underholde.

Hvis jeg keder mig lidt, går der let et par timer ved Facebook. Det er en fredelig hobby, som ikke generer nogen. Bortset fra debatørerne.

I kølvandet på statsministerens nytårstale

POV.International bragte artiklen “Statsministeren skal passe på, hun ikke baner vejen for en fremtidig undskyldning” af Steffen Groth selvfølgelig med henvisning til statens undskyldning til Godhavnsdrengene og statsministerens nytårstale, hvor hun gør sig til fortaler for flere tvangsanbringelser og tvangsbortadoptioner. POV lagde linket på deres Facebookside som vanligt.

Min kommentar var nr. fem, og jeg skrev for to dage siden følgende: “Jeg bakker statsministeren op i hendes tanker om flere tvangsfjernelser. Jeg er selv fra et hjem, hvor det offentlige burde have grebet ind dengang i 70’erne, og det bedste for mig havde helt sikkert været at komme hjemmefra og væk fra daglige seksuelle overgreb, fra jeg var 10, til jeg var 16.”

Og så var fanden løs i Laksegade

Mange kommentatorer

• forsvarer forældrene/familierne,
• finder fejl i  kommunernes sagsbehandling, og bruger det som argument for, at der ikke skal ske fjernelse
• mener at den kommunale sagsbehandling ikke er veldokumenteret
• henviser til at problemet er autisme…

Jeg har argumenteret med arme og ben, men er ingen vegne kommet. Jeg begriber ganske enkelt ikke, at folk ikke kan indse, at det konstant er barnet, der er taberen, når man vil være åh så hjælpsom overfor forældrene. Nu har man villet hjælpe familierne de seneste 40-50 år, men hvad har man fået ud af det? Intet. Der vil ikke ske noget på området, før man begynder at give begrebet ‘barnets tarv’ et reelt indhold, også selvom det koster i familien. Hidtil er barnet ikke blevet prioriteret. Det vil statsministeren ændre på.

Jeg tror simpelthen ikke på, at den kommunale sagsbehandling skulle være så dårlig. Forvaltningen må forventes at være befolket med medarbejdere, der, ligesom alle andre, ønsker at gøre deres job godt. Det er højst tænkeligt, at børne- og ungeområdet mangler ressourcer, men de må så tilføres. Det er her, man kan sige, at statsministerens nytårstale manglede indhold. Hun beskrev ikke, hvordan målene skulle blive til virkelighed og dermed skulle finansieres.

Det er uklart for mig, hvordan flere får problemet drejet over på autisme. Skulle det at et barn lider omsorgssvigt være et udslag af autisme? Det giver ganske enkelt ikke mening, ligesom det omvendte heller ikke giver mening. Man bliver ikke autist af at have været udsat for omsorgssvigt.

Spilder jeg bare tiden?

Nogle vil mene, at jeg bare spilder min tid på sådanne debatter. Det synes jeg selvfølgelig ikke, så længe de giver bare en anelse mening. Jeg svarer ikke på hvad som helst, og begynder debatten at blive for irriterende, stiger jeg bare af.

Så længe debatten er sober og nogenlunde forstandig, er det sjovt at være med, også selvom jeg undrer mig over folks argumentationer.