Indlæg

,

München, Ansbach, Paris, Nice, Kabul mv.

Titlen på dette indlæg er uden tvivl mangelfuld. Den består af de byer, som jeg lige kan huske har været ude for terrorangreb på det seneste, og hvor mange uskyldige mennesker er døde.

Med hensyn til Kabul, er det bemærkelsesværdigt, at TV-avisen brugte maksimalt 30 sekunder på et terroranslag, der dræbte 82 mennesker. Men det er jo langt væk… og ikke i Europa.

Jeg kan slet ikke lide at tænde for TV-avisen lige p.t., for hver dag har sit frygtelige budskab om hvor mange, der nu er dræbt hvor. Og det ligger hele tiden i luften, at det er radikaliserede muslimer, der står bag anslagene. Jeg kan ikke finde ud af, om situationen reelt set er blevet meget værre på det seneste, eller om det er et udtryk for, at når det ene medie skriver om noget forfærdeligt, så skal de andre ikke stå tilbage for dem. Og så kommer det sanselige bombardement lige ind i aftenkaffen.

Jeg ønsker mig en verden, hvor der er plads til alle, hvor vi deler værdier – og gerne står fast på dem – og hvor vi ikke lader diverse religioner skyde kiler ned mellem os. Disse kiler skaber angst, og angsten skaber ekstremisme i en grad, der får mennesker til at slå andre mennesker ihjel, hvor usympatisk det end er. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Mange vil kalde mig naiv nu – men det lever jeg så med.

Jeg er selv religiøs/troende, og jeg har respekt for, at det er der også andre, der er, og de må tro alt det på Allah, de vil, og bære alle de tørklæder de vil, hvis jeg bare må tro på min Gud. Og bare jeg ikke skal slås ihjel på grund af min tro.

Det er snublende let at associere terrorhandlingerne med de mennesker, der flygter til vores land. Debatten, der bliver mere og mere rå, skærer alle over en kam, og munder ofte ud i “Send dem hjem, hvor de kom fra” og “Skyd de perkere i nakken”. Den slags gør mig trist.

Min holdning er, at de mennesker, der er i vores land, skal behandles ordentligt uanset, om de er her på utåleligt ophold eller ej. Og de skal have mod til at “adoptere” vores værdier. Se bort fra de religiøse skel og fokuser i stedet på værdierne! Men det kræver naturligvis, at vi selv ved, hvilke værdier, der er vores. Og det ved vi ikke, for så havde Bertel Haarder ikke søsat sin “Danmarkskanon“, som jeg i øvrigt synes, er et fint og demokratisk tiltag, som jeg selv har bidraget til

Bertel Haarder taler ofte om, at flygtningene skal “ville Danmark”, og det lyder rigtigt i mine ører, men så skal vi også give dem chancen for at vise, at de vil. Og hvordan gør vi så det? Vi gør det i hvert fald ikke ved at lade dem sidde i en teltlejr og glo ud i luften i årevis.

Det allerbedste vi kan gøre er at tildele dem en plads på arbejdsmarkedet. Det er den bedste og billigste form for integration. Når man har et arbejde, bidrager man til samfundet, og det er et urinstinkt gerne at ville det. Jeg har selv prøvet at stå udenfor, og det bliver man et “mindre menneske” af.

Jeg har en god veninde, der deltager i et frivillignetværk i en lille by nær København. I byen ligger et stort flygtningecenter. I netværket fokuserer de på at hjælpe flygtninge ind på arbejdsmarkedet.

Flygtningene vil gerne arbejde, men de kan ikke få hverken et job som vinduespudser eller rengøringsassistent, for der står i stillingsopslagene, at de skal kunne flydende dansk og have kørekort. Jamen for pokker da, de skal vel ikke tale med gulvskrubben eller vinduerne? Og hvor kræver jobbet, at de kører hen?

Det viser bare arbejdsgivernes ønske om at sætte en vejbom op for flygtningene, som de umuligt kan passere de første mange år. Det resulterer i, at det netværket kommer til at hjælpe med, primært er at logge ind på Jobnet og klikke på knappen, hvor man bekræfter, at man har læst – og forstået – “Min plan”.

Der er et eller andet galt, og det må kunne gøres bedre, også uden at nogen skal dø af det.

 

, ,

Efter Paris

Det er søndag, og selvfølgelig har jeg været i kirke. Jeg glæder mig over, at jeg har kræfterne til at komme afsted.

Det var min favoritpræst Inge-Hanne Broström, der var “på”. I våbenhuset fik vi udleveret et lille udsnit af Michelangelos “fingre”, hvor Adam og Gud prøver at nå hinandens fingerspidser. Maleriet findes i Det Sixtinske Kapel. Inge-Hanne forbandt billedet med terroren i Paris, hvor det eneste vi måske kan gøre er at holde om, klemme en hånd eller give et knus. Alt sammen måder at prøve at nå hinanden på. Hun sagde også noget mere relateret til terroren, men jeg kan ikke huske det. Det må være svært at skrive en prædiken ovenpå den slags begivenheder uden at blive politisk, men det formåede hun. Hvis hun ikke havde inddraget begivenheden, havde jeg brokket mig over, at hun var verdensfjern.

Dette her er min blog, så jeg må heldigvis gerne blive politisk. Jeg er meget berørt af begivenhederne i Paris. Af hele mit hjerte ønske jeg, at der ikke fra nu bliver sat lighedstegn mellem flygtning/migrant og så terrorist. Det er frygteligt, at der er fundet et pas, der er registreret på Leros som tilhørende en flygtning fra Syrien. Så er det så let at sætte det lighedstegn mellem alle flygtninge og så  terrorister. Virkeligheden er måske, at vi skal vænne os til, at der færdes disse galninge imellem os? Jeg synes ikke, det er nogen rar tanke, men måske er det sådan det er?

Jeg så TV fra Paris hele dagen i går. På et tidspunkt begyndte de at gentage sig selv “for nye seere”, og det kunne jeg godt have undværet, men alligevel blev jeg hængende. Noget af det, der ryster mig er, at almindelige “hverdagsmennesker” bliver ramt af galninge, når de foretager sig noget helt igennem hverdagsagtigt så som at gå ud at se en fodboldkamp eller at gå til en rockkoncert. 129 er i skrivende stund registreret døde, 300 er sårede heraf 80 meget alvorligt. Et andet IS-angreb i Libanon forleden kostede mindst lige så mange døde og sårede, men det har vi ikke rigtig hørt noget om. Næh det er som om, det skal ske i baghaven før det rigtigt bliver taget ad notam.

IS er efter min opfattelse fuldstændig bindegale, og det er vigtigt at holde fast i, at de ikke repræsenterer den almindelige muslim. Özlem Cekic fra SF (FMF) havde et fint indlæg på sin Facebookprofil, hvor hun prøvede at forklare forskellen på galningene og de almindelige muslimer:

“Jeg er vred, fordi terrorister igen har taget 1.6 mia muslimer som gidsler i deres vanvid. Jeg tager på det kraftigste afstand fra terror også når det begås i Islams navn! Jeg håber inderligt, at vores demokrati vil vinde over dem, der vil begrænse vores frihed. Demokratiet er værd at kæmpe for. SAMMEN!

Jeg er bange fordi, jeg frygter at terroristernes mål med at splitte os vil lykkes. Der er mere end nogen sinde brug for at vi står sammen. Muslimer, jøder, kristne, ateister, blå, røde.. Skulder ved skulder. For kampen er mellem dem der vil friheden og dem der vil bekæmpe den.”

Jeg synes, hun gør det godt. Hvis vi begynder at bekæmpe hinanden, har galningene vundet, og det må de bare ikke.

Inden jeg gik i bad og kirke, lå jeg lige i sengen og surfede lidt på nettet. En bekymret mor spurgte, hvordan man forklarer sine børn, hvad det er, der sker. Hun havde tre børn i forskellige aldersgrupper. En psykolog svarede, at det var svært og måtte afpasses efter det enkelte barns alder, men at de i hvert fald ikke måtte sidde alene med nyhedsstrømmen om ørerne. Til den yngste kunne man fx sige, at nogle mennesker somme tider bliver så vrede på hinanden, at de begynder at slås. Til de større kan man forklare med noget, der ligner politik, men det skal være i små doser, for politik giver ikke mening for børn (det gør det såmænd heller ikke altid for mig). Man skal tage udgangspunkt i hvor udviklede børnenes hjerner er – hvor man så end skulle vide det fra. Jeg er glad for, at jeg ikke har børn, jeg skal forklare dette mareridt for; jeg har svært nok ved selv at finde mening med det.

God søndag!

,

Ytringsfrihed!

Tragedien i Paris

10 journalister og 2 politibetjente er i dag blevet dræbt ved et terrorangreb i bladet Charlie Hebdos lokaler i det centrale Paris. Bladet er et satirisk ugeskrift på venstrefløjen, der ikke holder sig tilbage med at kritisere alt og alle, det går især ud over religioner og den katolske kirke må i særlig grad holde for – ligesom selvfølgelig også islam må det. Terroristerne råbte muslimske slagord før og efter attentatet, så der er ingen tvivl om, at det er islamistiske galninge, der står bag. Der er sendt 3.000 betjente og noget militær ud for at fange dem, og Gud hvor jeg dog håber, de bliver fundet og får en ganske ganske alvorlig og langvarig straf, gerne med efterfølgende hjemsendelse til der, hvor de nu end kommer fra.

Hele verden fordømmer det der er sket uanset partifarve, og sådan skal det også være!

Det hele verden nu taler om er demokrati og ytringsfrihed, for det er sidstnævnte, der er i fare.  Hvis vi ikke må tænke og tro hvad vi vil uden risiko for at blive skudt på åben gade, så har vi mistet en vigtig frihedsrettighed – måske flere. Allerede den første grundlov fra 1849 havde en bestemmelse om ytringsfrihed. Junigrundloven fra 1853 har denne formulering af § 77: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.” Som et lille sidespring vil jeg nævne, at der er rigtig mange, der påberåber sig ytringsfrihed, men de glemmer den del der hedder “dog under ansvar for domstolene.”!

I Kristeligt Dagblad siger professor Jytte Klausen: “Vi reagerer ved at sige, at det også kunne ske her hos os, og så har gerningsmændene opnået det, de vil. Men det er ikke tilfældet. Det her er et nøje valgt mål.”

Jeg synes imidlertid, det er svært helt at tro hende, for risikoen er da også til stede hos os, se bare hvordan det gik til under Mohammed-krisen, hvor tegneren Kurt Westergaard havde tegnet profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Det udløste en lang diplomatisk krise og afbrænding af Dannebrog rundt om på gaderne i de arabiske lande. Hidtil har jeg egentlig ment, at Jyllands Posten mest var ude på at provokere, og at det kunne de så bare have ladet være med; men jeg må indrømme, at dagens hændelse har fået mig til at ændre opfattelse.

Det er ulykkeligt for herboende fredelige muslimer at dette attentat kommer præcis dagen efter dokumentaren om Grimhøjvejens moske i Århus. Det er da lige vand på nationalisternes mølle, og jeg er sikker på, at Pia Kjærsgaard får lidt ekstra vind i sejlene efter disse dage. PS: Jeg frygter det kommende folketingsvalg med et DF med 20 pct. af stemmerne.