Fødselsstiftelsens start og Kirschbaum fra Højby

Letfærdighed og barnemord

Dagens topbillede er Erik Henningsens (1855 – 1930) maleri fra 1886 kaldet “Barnemordet”. Man må gerne bruge billedet. Billedet til højre forestiller Erik Henningsen, og det er også fri af ophavsret.

Maleriet forestiller en ung kvinde, der står med nedbøjet hoved, mens en betjent holder i hendes venstre arm. Der er kun en hund til at trøste hende.

Som Lex.dk skriver, forstår man af sammenhængen, at det, mændene i forgrunden graver efter, er et barnelig, som hun har gravet ned. Mændene, der graver, overvåges af øvrigheden, så intet kan forblive fordækt.

I Ugeskrift for Læger var der i 2019 en virkelig spændende artikel af læge Klaus Larsen med titlen “Letfærdighed og barnemord”, som jeg viderefører her. Klaus Larsens manchet lyder:

I 1771 fik J.F. Struensee indrettet en »babyluge« ved Fødselsstiftelsen, hvor enlige mødre kunne aflevere et uønsket barn. Det fik bugt med det udbredte problem med barnemord. Men efter Struensees fald blev lugen fjernet igen, fordi den angiveligt fremmede »liderlighed og utugt«. Men Fødselsstiftelsen overlevede.

Hvad er sammenhængen?

Hvis du er forvirret over, hvordan i alverden jeg er kommet frem til artiklerne, og hvordan det hænger sammen med en af Kirschbaumernes (Hr. Kirsebærtræs) døtre, forstår jeg dig godt.

Kort fortalt er er historien:

Af og til laver jeg et udtræk af Legacy, hvor jeg finder frem til, hvem jeg mangler at rydde op i. Jeg fandt ud af, at en “Kirschbaum” manglede hastagget, jeg sætter på “de færdige”: “#Oprydning”.

Med tiden har jeg fået styr på de fleste andre Kirschbaumer, men jeg manglede Anna Rebecca Kirschbaum født 1760 i Højby, Odsherred, Holbæk Amt. Det er ikke en ane “bare” et familiemedlem i min adoptivslægt; hun hører til på min mormors mor side og er mine tip-4-oldeforældres barnebarn.

Det viste sig, at hun blev gift med smeden Frantz Johansen i Helliggejst (København) i 1781, og helt vanvittigt fandt jeg familien i Søllerød (et godt stykke nord for København) ved folketællingen i 1801. Sikke en rejse for en ung kvinde på det tidspunkt. Det er den slags, man næsten ikke kan tro, og hvor tusindvis af indtasteres arbejde for DDD DDA viser deres værd:

Københavns Amt, Sokkelund Herred, Søllerød Sogn, Ny Mølle, 07/6, FT-1801, A0228:

1) Frands Johansen, 50, gift 1, Hosbond, Smed
2) Ane Rebekke, 40, gift 1, Hustru
3) Marie Kirstine, 9, deres Børn
4) Ane Dorthe, 7, deres Børn
5) Johan Peder, 1, deres Børn
6) Anders Persen, 20, ugift, til Huse, Smede Svend

Nu må jeg så kirkebogen for Søllerød igennem for at se, om jeg kan finde mere om familien. Jeg har fundet drengen Johan Peders dåb, og jeg har uden held gennemset samtlige konfirmationer frem til 1820 for at være på den sikre side. Min fornemmelse er, at de flytter igen, for børnene er ikke konfirmerede i Søllerød.

Kirkebogen for Søllerød er til tider en af dem med “en linje ad gangen”, og lige nu kigger jeg efter, om forældrene skulle være døde i sognet før 1814. De er i hvert fald ikke døde i Søllerød efter 1814 og frem til 1830.

Og her kommer så endelig sammenhængen til de nævnte artikler: Præsten skriver omhyggeligt om hver eneste dødfødsel. Han skriver gerne en ¼ til en ½ side om hver dødfødsel uanset om kvinden er gift eller ej. Linket til Søllerød kirkebog peger på et eksempel både øverst og nederst i højre side og ved nærmere eftersyn, er der også to eksempler på venstre side. Han beskriver sådan set alt det, som den retsmedicinske undersøgelse skal finde frem til:

• Er barnet levendefødt?
• Er barnet fuldbårent?
• Er barnet levedygtigt?
• Hvem havde været tilstede ved fødslen? Hvis der havde været nogen tilstede, var det jo ikke hemmeligt.
• Brugte jordemoderen midler? Jeg er ikke klar over, hvad det er for “midler”, der altid skrives om.
• Dødsårsag og dødsmåde (drab eller naturlig død)

Det eneste, der manglede, var næsten “lungeprøven”: En lungeprøve beror på det faktum, at en lunge, der aldrig har trukket luft ind, vil synke, i modsætning til en lunge, der har levet, som vil flyde.

Ergo: man sænkede barneliget i et kar med vand. Havde barnet være dødt ved fødslen, ville liget synke. Havde barnet levet og trukket vejret, ville liget flyde, fordi der jo så var en lille smule luft i lungen/lungerne. Og så kunne hun jo have dræbt et levende barn.

Jeg mindes ikke at have set så udførlige beskrivelser af dødfødsler i andre kirkebøger, men det kan selvfølgelig være en erindringsforskydning eller manglende viden og opmærksomhed fra min side!

Kvinderne på den side i kirkebogen var alle gifte, så der kunne ikke være tale om at bruge bestemmelserne i Danske Lov. Dem forbeholdt man de ugifte!

Danske Lovs (DL) bestemmelser fra kapitel 6 om manddrab og koblingen til de ti bud

6-6-7

Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa en Stage.

6-6-8

Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være dødt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saasom hun sit Foster med Villie hafde ombragt.

Dette link peger på Danske Lovs 6. bog, men kunne for så vidt lige så godt pege på biblens “Du må ikke slå ihjel” (det 5. bud) og “Du må ikke bedrive hor” (det 6. bud), for det var de bestemmelser, man lænede sig op ad, da man forfattede DL.

Et “letfærdigt kvindfolk” er en ugift kvinde. Blev en ugift kvinde gravid – uanset hvem faderen var – var hun per definition en “hore”.

Fødte et letfærdigt kvindfolk i dølgsmål (hemmelighed) et dødfødt barn, var formodningen for, at hun selv havde dræbt barnet (6-6-8), og så skulle hun straffes, som om hun forsætligt havde dræbt barnet, og så er vi tilbage i 6-6-7, hvorefter hun skulle halshugges (med sværd eller økse) og hovedet sættes på en stage.

Med vore dages udtryk vil vi sige, at det at “formodningen er for noget”, er det samme som at, bevisbyrden er vendt om (omvendt bevisbyrde). Det var altså kvinden selv, der skulle bevise, at hun ikke selv forsætligt (med vilje) havde dræbt barnet. Det er jo helt utroligt. Tænk at vi havde den regel helt frem til den første samlede danske straffelov i 1866. I dag er det selvfølgelig anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden.

Vi har også nu nogle få bestemmelser med omvendt bevisbyrde, men de er ofte givet for at beskytte den svagere part i en sag. Altså er det hele “vendt på hovedet” i forhold til bestemmelserne i DL

Tilbage til Klaus Larsens artikel

Den omtalte læge Klaus Larsens første afsnit lyder:

En af de mest udbredte forbrydelser i 1700-tallets Danmark var barnemord. Cirka halvdelen af alle, der blev dømt for mord, var ugifte kvinder, der havde taget livet af deres nyfødte spædbørn.

Man måtte gøre noget ved dette enorme problem, og altså fandt man på det med “Barnelugen”, der jo kunne hjælpe i København, men som dog ikke overlevede Struenses fald. Men som han også skriver “Fødselsstiftelsen overlevede”, som et sted fattige, ugifte kvinder kunne føde deres uægte børn og antallet af barnedrab faldt markant. Hvad med kvinderne på landet?

Fødselsstiftelsen var dog ikke kun for fattige kvinder. Der var også pladser til dem med penge på kistebunden, som fik bedre værelser med færre på stuerne.

Tal viser, at hele 11 pct. af de børn, der blev født i perioden 1850 – 1880, var født udenfor ægteskab. Klaus Larsen skriver, at andelen næppe har været mindre i 1700-tallet. En hore blev fuldkommen udelukket af samfundet. Fx ville en tjenestepige blive jaget af pladsen og hendes eneste vej til forsørgelse var prostitution evt. kombineret med tyverier. Samlet set var hendes motivation til at skaffe sig af med barnet stor.

Lic. jur. Beth Grothe Nielsen

En juridisk forfatter, jeg altid har holdt meget af, er Beth Grothe Nielsen. Jeg har været til nogle fine forelæsninger hos hende.

Hun skrev sin licentiatafhandling om ugifte kvinder, der i 1700-tallet blev dømt for barnedrab eller fødsel i dølgsmål “Letfærdige qvindfolk”. Jeg har desværre aldrig fået den læst, men det vil jeg gøre på et tidspunkt. Bogen fås stadig i forskellige antikvariater – blandt andet WilliamDam.dk i Rønne.

Jeg fandt et citat af hende, der bekræfter en fornemmelse, jeg ofte har, når jeg læser kirkebøger: “ren passivitet”:

Barnedrab var tidligere meget udbredt — fortrinsvis blandt ugifte tjenestepiger, som ikke så anden udvej efter at være blevet svigtet af barnefaderen. De almindeligste metoder var kvælning, drukning eller ren passivitet.

Jeg har næsten altid på fornemmelsen, at de mange uægte børn, der dør 1-2-3-4 dage gamle simpelthen ikke er blevet passet på. De har ikke har fået mad, de har ikke haft en varm dyne over sig men har måttet ligge i et koldt værelse m.v.

Mine fornemmelse er også, at de uægte børn i almindelighed lever kortere end de ægte børn.

Om man kan finde statistik på det, ved jeg ikke. Hvordan skulle den i det hele taget være opstået? Hvem skulle kunne føre sandhedsbevis?

Jeg ved det ikke, så jeg må måske bare leve med min fornemmelse?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.