Tanzania, Karagwe stift
Hjemme igen efter en vellykket tur i Tanzania.
Jeg har været 14 dage i det nord-vestlige Tanzania, nærmere bestemt Karagwe stift, og det har været en fantastisk rejse. Lige nu står alle indtrykkene i kø for at komme til udtryk, men det er ikke muligt at beskrive det hele på én gang.
Rejsen var arrangeret af Ida Kongsbak, der er sognepræst i Avedøre og som har arbejdet 10 år som missionær i Karagwe. Det har betydet, at alverdens døre stod åbne for vores gruppe på 16 mennesker fra Rødovre og Hvidovre provstier. Det ville være umuligt at arrangere en sådan rejse selv!
Anledningen til rejsen er projekt “Mayaja”, som er et selvhjælpsprojekt, hvor der blandt andet undervises i landbrugsudvikling, sundhed og mikrolån. Jeg havde et noget andet billede af missionsarbejde; faktisk troede jeg, at mission gik ud på at rejse ud i verden og fortælle andre mennesker, at de skulle tro på en anden Gud – intet kunne være mere forkert, kan jeg nu se. Grænsen mellem udviklingsbistand og mission står ikke klar for mig, men det er sikkert, at missionen ligner udviklingsbistanden meget.
I projekt Mayaja lærer landbefolkningen at:
- øge udbyttet af landbruget
- forbedre deres ernæring
- organisere lokale låne-sparekasser
- blive aktive medborgere
Det er konkrete mål med synlige resultater og pengene går ikke til dyre middage og røde løbere for alverdens ministre og ledere.
Jeg har taget 470 billeder og der ligger nu et større – dejligt – arbejde med at sortere og redigere billederne. Mange af dem er skudt for hurtigt, så mange skal slettes, inden jeg kan lægge dem i mit galleri, men de skal nok komme! Kameraet trænger vist til en rensning nu, for Afrika er fyldt med rød jord, der sniger sig ind alle vegne. Min Miele-vaskemaskine har allerede kørt et par ture, for hele indholdet af rygsækken var usandsynligt beskidt. Selv er jeg efterhånden nogenlunde ren igen.
50 pct. af Tanzanias befolkning er under 15 år! Man kan slet ikke forestille sig, hvilke krav det stiller til et samfund, at have så mange liv “på vej”. Hvor skal de alle sammen finde arbejde og bolig?
Vi har besøgt adskillige primary schools. Skolegang koster penge og familierne må knokle ekstra hårdt for at få råd til at sikre alle børnenes skolegang. Noget af det familierne lærer i projekt Mayaja er “family planning” og det er nødvendigt. Mange kvinder har allerede forstået, at det ikke længere er nødvendigt at få så mange børn, da børnedødeligheden trods alt er faldende.
Det ser fattigt ud – og det er det også! Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl om, at der var en grundlæggende ulighed i fordelingen af verdens goder, ville den tvivl nu være aflivet. Trods fattigdom har vi kun mødt stor gæstfrihed og gavmildhed alle steder vi har været. Det er mærkeligt at være Europa igen, det er mærkeligt, at der kommer vand ud af vandhaner og at strøm bare er noget man bruger. Jeg har kun været væk to uger og alligevel er der noget, der er forandret.
Man må gerne fotografere, og vi har stort set ikke mødt nogle, der ikke ville have taget et billede. Når vi efterfølgende viste billederne frem på den lille skærm var der stor jubel over, at de nu “var inde i kameraet”. Som europæer synes vi, at det er det mest naturlige i verden, men verden se nu én gang anderledes ud fra Afrika.
Man vasker hænder konstant og da vand er en meget knap ressource, der skal hentes fra en brønd eller skal samles sammen af regnvand, er der lavet mange interessante indretninger for at spare. Jeg holder meget af denne Georg Gearløs-håndvask, der er velfungerende og som opsamler det brugte vand, som utvivlsomt bliver genbrugt på en eller anden måde.
Vi var blandt andet – to og to – ude at bo mere end et døgn hos en familie og det var spændende. Herover skræller Magdalena madbananer, og det går tjept. Vi kunne ikke hjælpe med noget, og havde sikkert også mest af alt været elefanter i en glasbutik. Madlavningen tager timevis, for alt bliver lavet fra grunden. Vi blev sat på et par stole for at se på, hvordan Magdalena lavede mad.
Konceptet med at bo hos familierne i små grupper er godt, for man lærer folk at kende og man får lov at tage lidt del i deres liv. På den anden side er det kolossalt anstrengende at blive ved med at finde på noget at tale om i ca. 30 timer. Jeg må sige, at jeg åndede lettet op, da vi gik derfra.
Rejsen hjem varede 30 timer, fra vi forlod Elisabeth Park i Uganda til flyet landede i Kastrup. Det er næsten ikke til at forstå, at man på lidt over et døgn kan bevæge sig fra stor fattigdom til den vestlige verdens overflodssamfund.