Tag Archive for: Kalifat

,

Islam

Min nabo …

I aftes kl. 20:30 viste DR1 en skræmmende dokumentar om Grimhøjvejens moske i Århus, hvor Syrienkrigere, der dør i kamp for Al-Qaeda i Syrien eller Irak betragtes som helte, og hvor man ønsker sig et kalifat (en islamisk statsform, der samler alle verdens muslimer under en og samme politiske enhed, regeret af en leder kaldet Kaliffen). Herudover arbejder man for Jihad, der bl.a. kan betyde at fremme islam og islams interesser. I Danmark mener vi som oftest, at Jihad betyder Hellig krig, men der altså flere betydninger af ordet. Politiet har dokumenteret i alt 27 Syrienkrigere fra Østjylland, hvoraf de 22 udspringer af den nævnte moske. Af disse årsager er det svært ikke at betragte Islam som en voldelig religion.

Og så på den anden side: Jeg har en rigtig sød nabo på 26 år, der som 16-årig konverterede til islam. Han er meget fredelig, knokler i en bagerbutik på Hovedbanegården på ubekvemme tidspunkter og passer kone og barn. Han overholder Koranens love og beder fem gange om dagen, så han er altså “aktiv muslim”, men han går ikke i moskeen, for den ligger for langt væk.

Jeg er “aktiv kristen”, kommer meget i kirken og er medlem af menighedsrådet mv.

Vi taler meget om religion og tro, når vi drikker kaffe sammen, for jeg synes, det er meget spændende at få en hel masse at vide om islam fra et meget fredeligt menneske, for det er så langt fra det, vi hører i medierne. Han spørger tilgengæld meget ind til kristendommen, for han er aldrig rigtig kommet i den danske folkekirke.

Meget ofte konstaterer vi til slut på vores kaffemik, at der ikke er så stor afstand mellem vores religioner (men de udspringer jo også begge af jødedommen, så det er måske ikke så mærkeligt).

Jeg kunne unde mange flere mennesker at lære en muslim at kende, for måske kunne det nedbryde en masse barrierer, og få danskere og muslimer til at leve bedre sammen.