Indlæg

Alle Helgens gudstjeneste og Dropbox

Jeg var til Alle Helgens gudstjeneste i Hvidovre Kirke i går søndag. Hvor var det skønt at komme af sted igen – jeg kunne mærke, da jeg sad der, at det var alt for længe siden, jeg sidst havde været i kirke. Der er en dejlig fredfyldt ro over vores kirke, som ikke er ret stor og som har hvide vægge og ingen kalkmalerier. At gå i kirke er at give sig selv en time uden forpligtelser af nogen art. Jeg må til at stille vækkeuret om søndagen!

Kirken var fyldt til bristepunktet (klapstolene var dog ikke fremme), og jeg mener, vi kan rumme i alt 120 personer. Det er godt klaret at fylde den op til en Alle Helgens gudstjeneste. Det var Inge-Hanne Broström, der stod for tjenesten, og hun er bare god. Hun leverer altid en energisk prædiken, der trækker parallellerne mellem teksterne i biblen og vores samtid og vores eget liv. Jeg kan godt lide, når jeg kan relatere prædikerne til mit eget liv – så bliver det der foregår i kirken  vedkommende.

Alle Helgens gudstjenesten er jo egentlig en gudstjeneste, hvor man mindes de døde i året, der gik, men Inge-Hanne får sagerne formuleret så man også kan relatere til det, selv om det er mange år siden, man har mistet et kært familiemedlem. Jeg tændte et lys for min far, der godt nok døde i 1972, men som jeg ville ønske var her i dag. Det er åbenbart et tab, som jeg aldrig rigtigt kommer over. Jeg kan godt lide skikken med lystænding. Efter gudstjenesten kunne man tage et lys ude i våbenhuset, som man kunne stille på graven hos de kære. Jeg har ingen gravsteder at besøge på Hvidovre Kirkegård, så jeg smuttede bare hjem igen – en god oplevelse rigere. Jeg kunne også være gået med over i Magistergaarden til en kop kaffe, men jeg havde lidt travlt med at komme hjem til et rigtig spændende slægtsforskningsprojekt, som jeg har taget hul på sammen med min gode ven Leif fra Herning. Det er et super projekt og det er sjovt at arbejde sammen om det; og ikke at forglemme lærer jeg også en hel masse om nye kildetyper. Vi kigger ikke på egne slægter men på en masse forhærdede forbrydere. I slægtsforskning er det sådan, at det er svært at finde yderligere informationer om dem der holdt sig til den slagne landevej, men dem der levede på kanten af samfundet (fx fattige og kriminelle) er der masser af stof om.

Vi arbejder sammen via mails og Dropbox, der er intet mindre end genialt. Hvis du ikke allerede har Dropbox, vil jeg varmt anbefale dig at installere det og evt. bare bruge det som backup-sted. Der følger tre GB gratis med, og med dem kan man komme rigtig langt med sin backup. Der er en rigtig god dansk vejledning til Dropbox her.

En af fordelene ved programmet er, at det er slut med at maile filer frem og tilbage, og hele tiden skulle passe på, at man nu har den rette version. Man deler bare filerne eller mapperne med hinanden. Så snart jeg har opdateret en af vores fælles filer, får Leif en besked om, at filen er ændret. Han kan så skrive videre i dokumentet og når det er gemt af ham, kommer det automatisk til min Dropbox-mappe på computeren. Overførslen går lynhurtigt, man når dårligt at se det lille blå ikon, der betyder, at en overførsel er i gang. Når ikonet skifter til grønt, er overførslen sket. Hvordan det virker fatter jeg ikke, jeg konstaterer bare, at det er utrolig smart.

, ,

På kirkegårdsvandring

Lad gravstenene fortælle

Jeg interesserer mig for gravsten – det lyder muligvis lidt morbidt men er ikke desto mindre sandt. For nogle år siden stiftede jeg sammen med Leif Sepstrup Dansk KirkegårdsIndex, hvor vi og en lang række bidragydere fotograferer alle gravsten på en kirkegård, skriver navne, steder og datoer i en database og lægger det hele på nettet, således at slægtsforskere og andre med interesse i lokalhistorie kan søge i databasen og kan downloade billedet af gravstenen til eget brug. Fordelen ved at have det liggende på nettet er selvfølgelig, at man kan sidde i Vestjylland eller Wyoming og søge efter gravsteder i København, men også at vi har billedet af gravstenen, når fredningstiden er udløbet og selve den fysiske sten typisk bliver knust. Så længe hjemmesiderne med kirkegårdene består, så længe vil man kunne søge efter afdøde. Vi synes selv, det er ret smart!

I går deltog jeg på en kirkegårdsvandring på Hvidovre Kirkegård ledet af Poul Sverrild fra Forstadsmuseet og det var rigtig godt.Jeg havde forventet mig 10 deltagere eller lignende, men der var mindst mødt 50 frem og vi kunne lige netop være i Rytterskolen til den efterfølgende kaffe.

Poul Sverrild koncentrerede sig om den nyere del af kirkegården. Gravstenene fortæller historie og i en forstad som Hvidovre er det en særlig historie. Her er det i nyere tid ikke store gårdmænd på kirkens sydside, men derimod en overlærer, der hviler. Her har været småindustri men ikke noget videre, men der var dog en tømmermester med et egetræsrelief med kobbertag på. Gravsteder handler også om kommunikation; de efterladte vil kommunikere at her har de sted deres kære til hvile. Man kan så undre sig over de mange sten, hvor der kun står ‘Far’ eller ‘Mor’ – faktisk kunne man lige så godt lade være med at skrive noget. Poul Sverrild gik lidt op i det og det passer helt med mine egne overvejelser, da jeg fotograferede kirkegården. Her er usædvanligt mange anonyme sten. En forstad er en mærkelig størrelse, ikke by og heller ikke land og kirkegården bliver da også derefter. På den nyere del af kirkegården skal man gå langt for at finde noget af interesse.

Agnes Andreasen, født Jeppesen

Af stor interesse er dog stenene fra krigens tid (altså 2. verdenskrig). Her er Agnes Andreasen, født Jeppesen, der blev skudt af tyskerne på Kirkebroen den 28. februar 1945. Hun var en af mange, der husede danske frihedskæmpere. I alt er der fire gravsteder, der er rejst af Frihedsfondens Venner.

Danmark er for tiden krigsførende i Afghanistan og Poul Sverrild fremdrog stenen over en ung mand som et eksempel på, at gravstenene også fortæller aktuel historie. Nu kan jeg desværre ikke huske navnet på den afdøde, for ellers havde jeg bragt et billede. Men stenen er rejst af Det Danske Livregiment og er rigtig flot.

Søren Birktoft

Endelig er der Søren Birktoft, som også faldt under besættelsen, og der er en historie om noget med nogle penge, men jeg kan ikke huske den godt nok til at ville begynde at gengive den. Pudsigt nok kender jeg hans barnebarn og hun læser måske med her. Så kære Karin, det kan være, at du vil kommentere og supplere min manglende hukommelse.

Alt i alt var det en god dag på Hvidovre Kirkegård!