Jeg var til Alle Helgens gudstjeneste i Hvidovre Kirke i går søndag. Hvor var det skønt at komme af sted igen – jeg kunne mærke, da jeg sad der, at det var alt for længe siden, jeg sidst havde været i kirke. Der er en dejlig fredfyldt ro over vores kirke, som ikke er ret stor og som har hvide vægge og ingen kalkmalerier. At gå i kirke er at give sig selv en time uden forpligtelser af nogen art. Jeg må til at stille vækkeuret om søndagen!

Kirken var fyldt til bristepunktet (klapstolene var dog ikke fremme), og jeg mener, vi kan rumme i alt 120 personer. Det er godt klaret at fylde den op til en Alle Helgens gudstjeneste. Det var Inge-Hanne Broström, der stod for tjenesten, og hun er bare så god. Hun leverer altid en energisk prædiken, der trækker parallellerne mellem teksterne i biblen og vores samtid og vores eget liv. Jeg kan godt lide, når jeg kan relatere prædikerne til mit eget liv – så bliver det der foregår i kirken  vedkommende.

Alle Helgens gudstjenesten er jo egentlig en gudstjeneste, hvor man mindes de døde i året, der gik, men Inge-Hanne får sagerne formuleret så man også kan relatere til det, selv om det er mange år siden, man har mistet et kært familiemedlem. Jeg tændte et lys for min far, der godt nok døde i 1972, men som jeg ville ønske var her i dag. Det er åbenbart et tab, som jeg aldrig rigtigt kommer over. Jeg kan godt lide skikken med lystænding. Efter gudstjenesten kunne man tage et lys ude i våbenhuset, som man kunne stille på graven hos de kære. Jeg har ingen gravsteder at besøge på Hvidovre Kirkegård, så jeg smuttede bare hjem igen – en god oplevelse rigere. Jeg kunne også være gået med over i Magistergaarden til en kop kaffe, men jeg havde lidt travlt med at komme hjem til et rigtig spændende slægtsforskningsprojekt, som jeg har taget hul på sammen med min gode ven Leif fra Herning. Det er et super projekt og det er sjovt at arbejde sammen om det; og ikke at forglemme lærer jeg også en hel masse om nye kildetyper. Vi kigger ikke på egne slægter men på en masse forhærdede forbrydere. I slægtsforskning er det sådan, at det er svært at finde yderligere informationer om dem der holdt sig til den slagne landevej, men dem der levede på kanten af samfundet (fx fattige og kriminelle) er der masser af stof om.

Vi arbejder sammen via mails og Dropbox, der er intet mindre end genialt. Hvis du ikke allerede har Dropbox, vil jeg varmt anbefale dig at installere det og evt. bare bruge det som backup-sted. Der følger tre GB gratis med, og med dem kan man komme rigtig langt med sin backup. Der er en rigtig god dansk vejledning til Dropbox her.

En af fordelene ved programmet er, at det er slut med at maile filer frem og tilbage, og hele tiden skulle passe på, at man nu har den rette version. Man deler bare filerne eller mapperne med hinanden. Så snart jeg har opdateret en af vores fælles filer, får Leif en besked om, at filen er ændret. Han kan så skrive videre i dokumentet og når det er gemt af ham, kommer det automatisk til min Dropbox-mappe på computeren. Overførslen går lynhurtigt, man når dårligt at se det lille blå ikon, der betyder, at en overførsel er i gang. Når ikonet skifter til grønt, er overførslen sket. Hvordan det virker fatter jeg ikke, jeg konstaterer bare, at det er utrolig smart.