Tag Archive for: Heinoholdet

Ny cykel

I dag har jeg hentet min nye cykel – jubii.

Det er en citybike med otte udvendige gear og fuldt monteret med horn, lygter, lås, støtteben, computer og bagagebærer. Det er mange år siden, jeg sidst har haft en cykel med bagagebærer og støtteben, for jeg har ikke syntes, at det var nødvendigt. Støttebenet er til de få situationer, hvor man ikke kan finde noget at stille cyklen opad og bagagebæreren er til de få situationer, hvor jeg skal transportere noget, der ikke kan være i rygsækken (fx otte ruller toiletpapir )

Jeg har købt cyklen hos Heino Cykler, der ikke er de billigste, men klart er de bedste. Fx er det første de gør altid at måle ens benlængde og først derefter går vi i gang med at lede efter en cykel. Man kommer ikke hos Heino og beder om en sort cykel. Rammens størrelse er altafgørende for køreglæde og maksimal komfort. Jeg er kun 165 cm høj, så jeg skal have en ramme på kun 53 cm. målt fra sadlen og til midt på kranken (der hvor pedalerne sidder fast).

Jeg går meget op i gearinger, da jeg har et dårligt højre knæ, som hæver ved for store belastninger; altså skal cyklen være let gearet. Jeg er lidt i tvivl, om ikke jeg skulle have haft en større krans, der ville gøre cyklen lettere at træde. Nu prøver jeg den af et par måneder, og ser om jeg udnytter alle gearene, og hvis jeg aldrig kommer til at køre på de største (tungeste) gear, skal der en større krans på.

Jeg har altid syntes, at der er noget smukt over en helt ny og jomfruelig krans. Jeg har kørt på cykel, siden det største var en 5-krans. Nu er standarden en 8-krans til en helt almindelig citybike.

Jeg var i syv sind angående lygterne. Skulle det være de smarte magnetlygter, som man får monteret ved hjulet, og som aktiveres ved hjulets omdrejninger og som altid sidder fast på cyklen, eller skulle det være lygter, som man sætter på, når man skal bruge dem? Fordelen ved magnetlygterne er, at de simpelhen sidder fast på cyklen og man aldrig kan komme til at glemme dem eller bliver overrasket af mørket. Deres ulempe er, at de ikke lyser ret kraftigt, og at jeg tror, at bilerne nemt kan overse en. Så derfor valgte jeg lygter, som man monterer, når man skal bruge dem.

Bontragerlygterne herover monteres ved at man trækker gummistroppen rundt om styret eller saddelpinden og fæstner den på den lille krog. Lygten kan fx også montes på cykelhjelmen. Jeg købte den store forlygte (større end på billedet) og den almindelige baglygte. Begge lygter oplades via et USB-stik og en opladning holder ca. 8 timer. Nu skulle jeg gerne være på den sikre side hvad lys angår.

Jeg kom af med 6.542 kr. Selve cyklen kostede 4.999, men med alt ekstraudstyret løber det alligevel let op.

Nu håber jeg virkelig, at jeg kan få lov at have den i fred for de langfingrede. Den skal i kælderen hver gang jeg ikke bruger den, og jeg vil også køre rundt med en bøjlelås i tasken, således at jeg kan låse den ved forhjulet også.

,

Mit og dit

Jeg bliver så eddikesur, når folk ikke kan kende forskel på mit og dit.

Endnu engang har jeg fået stjålet en cykel. Den stod nede ved hoveindgangen og den var selvfølgelig låst med en godkendt lås. Jeg begynder at tænke på, om jeg bor i et rabarberkvarter, hvor folk virkelig ikke kan kende forskel på mit og dit, for det er ikke et halvt år siden jeg fik stjålet min dejlige røde racer. Det er simpelthen for ringe. Jeg håber, at tyveknægtene får et farligt mas med at få låsen brudt op. Men de er jo sikkert i træning.

Cyklen var 13 år gammel og meget velholdt; den kørte lige så godt, som var den ny, netop fordi jeg har holdt den godt vedlige i alle årene. Jeg ved, at den var fra år 2000, for jeg købte den præcis til at køre til Høje Tåstrup, hvor min tidligere arbejdsplads lå. Jeg vil ikke få så meget som en krone fra for forsikringen, netop fordi, den er så gammel, så jeg anmelder ikke tyveriet. Chancen for at den bliver fundet er minimal. Jeg forestiller mig, at de samler til hobe på en lastvogn, og at de derefter kører det hele til østlandene, hvor der sikkert er et fint marked for brugte cykler.

Jeg har så været ude og kigge på en ny cykel, for jeg kan simpelthen ikke undvære en cykel (jeg bryder mig ikke om at køre i bus, og jeg vil også gerne holde mig lidt i form). Jeg kørte ud til Heino på Roskildevej 527 og kiggede lidt på, hvad de havde, og jeg fandt også det, jeg mangler, nemlig en sund og solid hverdagscykel med 8 udvendige gear. Billeder følger mandag, når jeg har hentet cyklen. Jeg fik den for 5.397 kr, og det, synes jeg, er en meget rimelig pris, bortset fra, at der overhovedet ikke stod ny cykel på mine penge. Nu er der ikke andet at gøre at bære den ned i kælderen og sætte den i mit aflåske kælderrum, hver eneste gang, jeg kommer hjem. Så kan jeg vel regne med at have min cykel i fred.