Indlæg

Faster Johanne og 2.032 stedkoder i Legacy

Alt for mange slægtsfuskere

Johanne Kristiane ANDREASSEN (Født KRISTENSEN)

Du kender ikke “Faster Johanne”, og det gør jeg sådan set heller ikke, for hun døde i Sønder Stenderup på Fyn i april 1966, da jeg var 2½ år. Alligevel har jeg fået samlet en masse historier om hende, som du kan læse, hvis du klikker på linket. Hun var min morfars søster. Det er fortællinger, der er skrevet ned af hendes datter Bertha Emilie Maria Andreasen (1914 – 1992), som jeg vist heller aldrig har truffet, så hvor pokker jeg har dem fra, ved jeg ikke.

Af databasen fremgår, at jeg lagde stamdata ind for 15 år siden, så alt er selvfølgelig for længst glemt. Hver gang jeg opdager en kilde, jeg har overset at angive, ærgrer jeg mig.

Det er fortællinger om fattigdom og smalhals, om at cykle ud og søge plads i 1924, om at gå på tvangsauktion efter husmandsstedet var brændt, om at hakke roer, om at koge sæbe og cykle ud og sælge den eller nogle gange bytte sæben for naturalier, om adskillige flytninger, om små lejligheder osv. Læs selv i feltet “Notater”. Tænk evt. bagefter på, hvor godt vi har det i dag 100 år senere.

Gamle billeder

Jeg ved selvfølgelig heller ikke, hvor jeg har billedet fra. Jeg faldt bare tilfældigvis over det i dag, og det er derfor, I skal have historien om Faster Johanne. Det er taget i 1937 formentlig på en udflugt. Jeg elsker den game bil, der, selvom den ser rummelig ud, næppe har kunnet rumme dem alle.

Da jeg må have fået/lånt det af en eller anden i 2006, havde jeg kun tre års slægtsforskning på bagen, og havde ikke erfaring nok til at vide, at man altid skal skrive ned, fra venstre mod højre, hvem der er på billedet. Jeg ved simpelthen ikke, hvem der er Faster Johanne, og hvem alle de andre er. Bilen er skøn, men det havde nu været rart også at vide, hvem personerne er. Så er de gamle billeder sjovere.

Vandmærker på de gamle billeder

Jeg er begyndt at vandmærke de billeder, jeg viser vedrørende slægten. Det skyldes, at jeg er så uendeligt træt af, at folk stjæler med arme og ben. Faktisk synes jeg, vandmærkerne ødelægger billederne. Keine Hexerei nur Behändigkeit. På min computer har jeg naturligvis en udgave uden vandmærker. Den, der har en legitim interesse i et givent billede, kan selvfølgelig få en ikke-vandaliseret kopi direkte fra mig efter henvendelse.

2.032 stedkoder i slægtsprogrammet Legacy

Nu, hvor jeg har fået ryddet op i billedfilerne, lavet standarder, knyttet til de rigtige personer (forhåbentlig), er næste projekt at gennemgå stedkoderne. Det bliver et længerevarende projekt, men det er once in a lifetime.

Legacy sætter nogle GPS-koordinater, som jeg aldrig nogensinde har koncentreret mig om. Og når jeg bare ser data i det program, er alt i orden, der kigger jeg jo ikke på kort. Jeg har altid kun angivet sogn og herred. Det var fint nok til mig, og for 18 år siden drømte jeg ikke om, at jeg en dag ville vedligeholde en hjemmeside med slægtsdata i TNG. Så mine stedkoder/GPS-koordinater er ofte helt hen i vejret. Adskillige medlemmer af slægten vises som om, de er døde et eller andet sted i Sydtyskland, i Afrika eller i USA. Det går jo ikke, når man gerne vil fremstå habil.

Jeg har brugt en masse tid på at prøve at finde ud af, hvordan søren GPS-koordinater fungerer og hvor og hvordan man lettest finder stedbetegnelserne fra før kommunalreformen i 1972, for det er sådan mine stamdata findes, da det er det, der står i kirkebøger og folketællinger. Eller hænger det jo ikke sammen.

Jeg har læst om Google Maps, de forskellige systemer osv.; og fatter faktisk ikke ret meget af det. Hjernen følger ikke ret godt med. Koordinaterne skal angives i Legacy, men skal kunne forstås af TNG, der bruger Google Maps. Det bliver en enorm opgave, og det bliver enormt kedeligt, men når det er overstået, bliver det godt. Jeg glæder mig allerede.

I TNG har vi et fantastisk (primært amerikansk) community, hvor deltagerne er utrolig hjælpsomme. Jeg har oprettet en tråd om “Geocoding”, hvor jeg har sat dem på arbejde, for det er vist slet ikke så simpelt endda.

,

Der er uorden i de gamle billeder

Der er uorden i de gamle billeder

Et enormt oprydningsprojekt er sat i gang

Det startede med, at jeg ville gøre en ende på de omkring 600 ubrugte mediefiler i The Next Generation of Genealogy Sitebuilder (TNG). Altså knytte billedfilerne til personerne, så hjemmesiden bliver mere spændende at se på og søge på.

Men, men, men… Det gik op for mig, at det var det forkerte sted at starte. Det rigtige er selvfølgelig at knytte personer og billeder sammen i stamdata-programmet Legacy (et slægtsforskningsprogram), hvorfra billedet med min morfars data stammer, og herefter lave en eksport af data og billeder fra Legacy og så en import ind i TNG. Det er den rette vej, når der skal være orden i tingene, så jeg ikke fortsat skal vedligeholde data to steder, som jeg ellers var kommet ind på, hvilket er en uskik og dømt til på et eller andet tidspunkt at gå galt.

1.061 billeder at ensarte

I Legacy har jeg 1.061 billeder, og de har da på et eller andet tidspunkt været knyttet til personerne, men det er de pludselig ikke mere. Hvordan den tilknytning kan være glippet, ved jeg ikke. Der er kun den hårde vej… et ad gangen, søge billedet frem og knytte til personen. Der er adskillige dubletter, så det er fint at få ryddet op og ud.

Når jeg nu alligevel er i gang, kan jeg lige så godt også rydde op i filnavnene, der bærer præg af at være oprettet over en periode på 10 – 15 år. De er overhovedet ikke strukturerede/ensartede. Det tager sin tid, men det bliver godt: fornavn, efternavn, ID-nr. Så er det lettere at forbinde personerne med billederne, og det bliver sværere at tage fejl.

Og så er der lige GPS-koordinaterne

TNG viser et fint begivenhedskort fra Google Maps for hver person. Koordinaterne dannes af Legacy, men Legacy gør det ikke særlig godt, for adskillige personer får pludselig vist steder i USA eller midt i Frankrig, hvilket er noget sjusk at se på. Så hvis jeg kan overtale mig til det, rydder jeg også op i dem, inden jeg eksporterer/importerer. Det er bare pokkers besværligt, og jeg har 2.032 steder, der skal tjekkes et efter et. Men det kan også blive godt.

Det er sørme godt, jeg har tiden til det 🙂

, ,

PhotoTangler Collage Maker

Fascinerende lille program til 127 kr.

Hvis du synes, det er sjovt og lidt udfordrende for kreativiteten at “lege” med dine billeder, nye som gamle, er “PhotoTangler Collage Maker” en nødvendighed. I 2017 skrev jeg en guide til programmet. Du finder den her.

Programmet findes både i en gratis version og en pro-version. Den gratis udgave har dog den væsentlige begrænsning, at man kun kan indsætte tre billeder. Det ses ofte, at forhandlerne skilter med, at et program er gratis, men ved nærmere eftersyn er programmet så begrænset i den gratis udgave, at det ikke er noget værd. Det kalder jeg bondefangeri.

Pro-versionen har masser af finesser. En af dem er, at man kan ændre samtlige billeder til “Grayscale”, så man ikke har nogle billeder i farve og andre i sort hvid, hvilket ville se underligt ud.

Jeg har styr på, hvem de er

I øverste venstre hjørne sidder Ane Margrethe NIELSEN (Født ANDERSEN), 1841 – 1926. Boet udlægges for begravelsesudgifterne. Hun er min 2 * oldemor. Slægtskabet er vist grafisk her.

Mogens Hansen fortæller (han var vist nok ven med en af cheferne i Arbejdsskadestyrelsen, hvor jeg havde min første ansættelse som kandidat): “Hun har sin barndom på Brede, og får som stor pige arbejde på Brede Klædefabrik. Senere får hun plads i huset hos en københavnsk familie, hvor hun lærer Jens Nielsen at kende. Han kom på besøg i det hus, hvor hun tjente, men da det ikke var velset at få besøg af sin kæreste, fortalte Ane Margrethe sit herskab, at det var en fætter fra landet, der var på besøg hos hende.”

Manden med barnet er min far, Jørgen STEGEMÜLLER, 1922 – 1972, med mig. Billedet er vist nok det første, der er taget af os, da de lige har hentet mig til Skjern fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup.

Til højre herfor sidder min mormor Mary KRISTENSEN (Født CHRISTENSEN), 1910 – 1994. Hun var en fantastisk mormor, og jeg har tilbragt meget tid hos hende som barn. Billedet er et godt eksempel på effekten af omdannelsen til sort hvid. Sepia var aldrig gået sammen med alle de andre billeder i s/h.

Næste i rækken er min morfar Carl Frederik KRISTENSEN, aka Carl Baunsgaard, 1899 – 1982. Også ham holdt jeg meget af. Mine politiske anskuelser er delvist baserede på harme over det liv, der blev ham til dels. Som ung arvede han husmandsstedet “Schiøttsminde” på heden, og fik skøde på det den 1. marts 1919. Skødet er dog først tinglyst i 1922.

Han ville mekanisere “Schiøttsminde”, så driften blev baseret på moderne landbrugsmaskiner fremfor på heste. Han fik imidlertid forkøbt sig på maskinerne og gik konkurs. Der er tinglyst fogedudlægsskøde den 6. september 1929.

Morfar skriver selv i sin levnedsbeskrivelse til en købt slægtsbog fra 1977 (levnedsbeskrivelsen er et imponerende og rørende lille værk på 100 håndskrevne sider), at “auktionsdagen var frygtelig at komme igennem, fordi han havde følelsen af, at alle der, der var kommet for at overvære auktionen, tænkte, at nu havde han sat alt det over styr, som hans forældre havde bygget op.”

Herefter gravede han tørv i mange år og ødelagde tildels sin ryg på det. Mormor ville tilbage til Ellinge Lyng i Ods Herred, hvorfra hun stammede, så familien rykkede op fra heden, men morfar kunne ikke få arbejde på Lyngen, men måtte tage til Specialbeton i Odense som cementstøber.

Af slægtsbogen fremgår endvidere blandt andet:

Årene fra 1926-1933 gik med skiftende arbejde rundt om i landet. I 1933 traf han Mary, og de giftede sig i november 1933 og bosatte sig i en lille toværelses lejlighed.

Carl fik nu igen arbejde hos Alfred Nielsen dels i et mergelleje, dels i mosen, og selv om arbejdslønnen var lille, blev der efterhånden samlet lidt møbler til det lille hjem.

I 1937 fik Carl influenza, efterfulgt af lungebetændelse og dobbeltsidet bughindebetændelse, og da det var næsten umuligt at få nogen form for hjælp, blev det et økonomisk hårdt slag for familien.

Efter sygdommen gik det fremad igen med skiftende arbejde ved dræning, mergling, tørveæltning mv., resulterende i, at de kunne købe en lille ejendom på 11 tdr. land ved Blåhøj Mejeri, som han drev nogle år samtidig med arbejdet ude.

Omkring 1947 flytter familien til Ellinge Lyng på Sjælland, men Carl fortsætter med at arbejde rundt om i landet, så han er meget borte fra familien. I 1952 kommer Carl til fabrikken Specialbeton i Odense som støbemester, og den efterhånden faste adskillelse fra familien ender da også med separation og skilsmisse.

I 1968 måtte Carl ophøre med arbejdet og gå på folkepension. Den sidste dag på virksomheden takkede ledelsen ham for lang og tro tjeneste, og han fik overrakt et elektrisk ur.”

Efter 16 års tro tjeneste, som 69-årig, får man et elektrisk vækkeur… Jeg kan huske det vækkeur endnu. Den mand sled sig selv op, boede i Allégade i Odense i den mindste lejlighed, man overhovedet kan forestille sig. Der var lige plads til en seng og et lille spisebord i det ene rum, der var. Køkkenet var på størrelse med mit køkken på kollegiet. Der kunne ikke stå to mennesker derude, men han kunne stege en flæskesteg med sprød svær i gryde, for der var ikke plads til en ovn. Lokummet var i gården.

I 1976 flytter han til en pensionistbolig i Odense, der også kun består af et værelse. Juli 1979 flytter han ind i stueetagen hos min mor og hendes mand i Svaneke. Der er også kun ét værelse, som er et baglokale til en butik. Han sidder dag ud og dag ind og ser på fjernsynet eller glor ind i væggen, da det er det eneste, han kan. Han er så dårlig, at han ikke kan komme ad trappen til første sal for at spise med os, så jeg går ned med en bakke til ham. Han har svært ved at komme ud i badeværelset, så han må bruge ble og tisse i en kolbe. Han bliver behandlet, som er han en belastning og kun til besvær. Efter jeg flyttede den 1. august 1980, kommer han på Svaneke plejehjem, som sikkert ikke er noget dårligt bytte. Af en eller anden grund er han begravet på Olsker kirkegård i november 1982.

Nede i venstre hjørne sidder Lydia Frida Martha NIELSEN (Født STEGEMÜLLER), 1892 – 1967, der er min grantante, fordi hun er datter af min oldefar hattemageren på Brede Klædefabrik. Slægtskabet er vist grafisk her. Aase Grethe Olsen (f. Stegemüller) fortæller i 2003: “Hun bliver gift med “Musiker-Karl”, der spillede nede på Nærum kro. De fik sønnen Kaj.”

Herefter atter min far og til sidst mig selv.