Tag Archive for: Forskning

,

Forskningsfriheden er i fare

Forskningsfriheden er i fare

Forskere bliver systematisk chikanerede

Forskningsfriheden er i fare

Denne artikel er vigtig, fordi den beskriver, hvordan forskere bliver systematisk chikanerede af højrefløjspolitikere som Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA). Hertil kommer systematisk chikane i form af endeløse klager fra en Jacob Naur, der kalder sig selv “borgerlig aktivist” og er stolt af det.

Artiklen er lang og uhyggelig, fordi det dokumenteres, hvorledes forskere bliver “stalked”, må have hemmelige adresser, må sygemelde sig i længere perioder og det hele taget udsættes for en systematisk chikane, der tydeligvis hører under straffeloven. Citatet herunder stammer fra artiklen:

En række forskere, der arbejder med emner som køn, racisme, migration og ligestilling, står nu frem og fortæller, at de bliver udsat for, hvad de kalder systematisk chikane. En chikane, som de selv og en ekspert mener er koordineret med det formål at få forskerne til at trække sig fra den offentlige debat og afstå fra at publicere forskningsresultater af frygt for at havne i skudlinjen i medierne. Flere forskere fortæller, at chikanen har været så psykisk belastende for dem, at de enten har været sygemeldt i en periode eller var tæt på at blive det.

Meget tyder på, at det har den ønskede effekt. Flere forskere, som Forskerforum har været i kontakt med, bekræfter, at de er blevet chikaneret, men de ønsker ikke at stå frem af frygt for, at hadet på nettet vil blusse op igen.

Messerschmidt, Dahl og Naur kan ikke lide autoetnografi

Autoetnografi er en nyere metode (kun ca. 25 år gammel…), der bruger den personlige oplevelse til forståelse af helheden. Metoden er internationalt anerkendt indenfor både humaniora og samfundsvidenskab. De navngivne kalder det imidlertid for “pseudovidenskab”, da de ikke kan lide det. Naaur har sendt adskillige klager til universiteternes ledelser og praksisudvalgene, og de er alle afvist som åbenbart grundløse. Efter det er sket, sender han dem videre til Messerschmidt og/eller Dahl, der stiller spørgsmål til ministeren. Artiklen henviser til et dokument på Folketingets hjemmeside, men det er internt, så man kan ikke få lov at se det, hvilket undrer mig lidt.

Det er interessant og/eller uhyggeligt, at det udelukkende er højrefløjen, der står bag chikanen. Det bærer ved til det bål, der hedder, at universiteterne er drevet af venstrefløjen og at alle de ansatte – fra forskningsassistenter til professorer – er venstreorienterede.

Professor på RUC Rikke Andreassen har gennem store dele af sin karriere været udsat for ubehageligheder i form af hademails og trusler, men det seneste år har været særligt slemt og det selvom autoetnografien kun dækker en meget lille del af hendes forskningsproduktion.

Hun fortæller blandt andet

…autoetnografi drejer sig om kritisk at reflektere over sin egen rolle som forsker og tage kritisk stilling til, hvordan ens tilstedeværelse påvirker det område eller de individer, man studerer. Det kan fx være, hvis en etnisk dansk hvid forsker studerer indvandrermiljøer.

Da jeg var ung, arbejdede jeg på Kriminalistisk Institut

Forskningsfriheden er i fare

Mens jeg for adskillige år siden læste, arbejdede jeg for en ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet, Kriminalistisk institut. Hun forskede i “gadevold”.

Forskningsobjektet var nærmere bestemt, at vi alle går rundt og tror, at det, der hos politiet rubriceres som “gadevold”, drejer sig om vold begået af ukendte gerningsmænd mod sagesløse ofre. Vi gennemgik ca. 500 straffesager i fem storkøbenhavnske politikredse, udfyldte kodeskemaer og hjemme på kontoret i Studiestræde 6, tastede jeg kodeskemaerne ind på “edb” i et program, man i dag ville anse for fuldkommen håbløst og som havde sin basis i 5¼”-disketter.

Resultatet stod hurtigt klart: gerningsmand og offer kendte i langt, langt de fleste tilfælde hinanden temmelig godt, ofte var de i familie – fx var de gift! Højrefløjen kunne sikkert udråbe det som venstreorienteret populisme, men det var jo sandheden. Vi sad ikke og snød, når vi gennemgik sagerne. Vi uddrog de faktiske forhold.

Jeg blev naturligvis ikke selv forsker af at udføre et delvist idiotarbejde med at taste ind, men jeg omgikkes forskere som fx Britta Kyvsgaard, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard.

Over frokosten blev der diskuteret både kvalitative og kvantitative metoder. Jeg lærte en masse om kilder, som jeg tog med mig. Og jeg lærte noget om videnskabelig metode og redelighed. Det er en af årsagerne til, at jeg nutildags bliver irriteret over alle de, der fremsætter postulater på fx sociale medier uden at opgive kilden eller fortælle, hvordan de er kommet frem til resultatet. Som eksempel læste jeg her til formiddag, at nutidens forskel mellem rig og fattig i sundhedsvæsenet svarer til den forskel, der fandtes i 1500-tallet. Det kan være, det er rigtigt, men det er noget af en påstand, når der ikke er en kildeangivelse.

Tilbage til udgangspunktet!

Systematisk chikane af forskere udført af højrefløjen burde aldrig kunne finde sted i et land, der bryster sig af et “armslængdeprincip”, en “forskningsfrihed” og hvor alle publikationer drøftes på tværs og udsættes for “peer review”, inden de publiceres.

Det er vist på høje tid, vi begynder at chikanere højrefløjen og påvise dens uredelighed og ukvalificerede metoder.

,

Henrik Dahl taler til den indre svinehund

Henrik Dahl taler til den indre svinehund

Skal et folketingsflertal blande sig i forskningen?

Tusind tak til Lotte for flere af argumenterne i indeværende indlæg.

Følgende citat kommer fra Politiken den 8. juni 2021:

1. juni vedtog Folketinget et forslag om »Overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«. Forslaget blev vedtaget med et flertal af 72 mod 24 stemmer, og alle større partier stemte for, Socialdemokratiet side om side med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Kristeligt Folkeparti og Nye Borgerlige.

I vedtagelsesteksten står der: »Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik«. Videre angiver den vedtagne tekst, at disse interventioner er nødvendige for at sikre diversitet på danske universiteter. Men vedtagelsen er motiveret af, og risikerer at resultere i, det stik modsatte.

Jeg har for længst blokeret Henrik Dahl (Liberal Alliance)

Jeg kan nemlig ikke holde ham og de andre fra Liberal Alliance ud. Alligevel har jeg – helt ulogisk – genåbnet min Twitterkonto for at følge med i den aktuelle debat om “overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”, der er anført af Marianne Stidsen og Henrik Dahl og foregår i Politiken bag betalingsmur, hvorfor jeg kun kan se overskrifterne.

Henrik Dahl taler til den indre svinehundTil formiddag var der et sted vist et billede fra hans Twitterprofil. Han oplistede tre persongrupper, man ikke behøver at tage alvorligt – se opslaget her til højre.

Det er specielt, at et medlem af Folketinget ønsker at udelukke langt størstedelen af befolkningen fra at blive hørt og at deltage i de aktuelle debatter. Kigger man på de, der i 2020 er mellem 25 og 45 år, har 55,7 pct. af befolkningen ikke en videregående uddannelse. Kilde: Danmarks Statistik.

Det må vel betyde, at ser man på hele befolkningen, er andelen uden en videregående uddannelse langt større, idet de ældre årgange havde meget ringere mulighed for at tage en universitetsuddannelse. Danmarks Statistik har desværre ikke disse tal lige ved hånden.

Og så skal man vel at mærke have udelukket alle dem med en ikke-samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse. Der kan ikke være ret mange tilbage, LA skal tage alvorligt.

Sådan taler man til den indre svinehund og vækker janteloven til live. Føj.

Jeg kan oplyse Henrik Dahl om, at mennesker med andre uddannelser end netop samfundsvidenskabelige kandidatgrader, også er velfunderede og velargumenterede. Jeg kender fx adskillige teologer, læger, ingeniører og journalister, som det er skønt at tale politik med.

Armslængdeprincippet

Henrik Dahl taler til den indre svinehund

Billedet stammer fra Politiken, men det er alligevel rigtigt!

Der er den forskel på politikerne og forskerne, at forskerne ved, hvad de taler om, de har nemlig undersøgt tingene, inden de bralrer op. Det gælder også de 3.241 forskere, der har skrevet under på et opråb til regeringen: “Tag klart afstand fra angrebet på forskningsfriheden. Det kan føre til selvcensur”.

Forskerne har behov for armslængdeprincippet, hvis de skal have mulighed for at publicere de resultater, de kommer frem til. Det kan ikke være sandt, at de kun må publicere resultater, der passer Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Forskerne må ikke blande sig i politik, men politikerne må åbenbart gerne blande sig i forskning. Det kan heller ikke være sandt.

En af mine helte fra psykiatriens verden, professor Poul Videbech, Psykiatrisk Center Glostrup, skrev 3. juni på Facebook om selvjustitsen i forskningsmiljøerne:

Folketinget kritiserer universiteternes forskningsfrihed. En stor samling politikere demonstrerer at de ikke kan skelne mellem videnskabelige fakta og holdninger og at de ikke forstår den kvalitetsvurdering, der finder sted i den videnskabelige verden. Vel er der skæverter ind i mellem, men systemet er selvregulerende og der skal være armslængde til politikerne. Ellers er vejen banet for klimafornægtelse, coronafornægtelse osv. fordi det i en given sag er opportunt (tænk bare på denne Trump). En professor i retorik klæder dem af…

I dag er det sådan, at universiteternes bevillinger er skåret ind til benet eller ind i benet. Niels Bohr Instituttet har som eksempel en halv milliard i forskningsbevillinger, men kan næsten ikke få driften til at løbe rundt. Tallene har jeg fra en af mine tidligere medarbejdere, der i mange år styrede instituttets økonomi.

Forskerne lever i høj grad af særbevillinger og fondsmidler. Er deres forskning vederhæftig og ubekræftet, får de ikke en krone, og så kan de lukke butikken.

Hvis man fører tanken ud i det ekstreme – og det må man af og til gøre for at forstå

I lande, vi ikke kan lide at sammenligne os med, fx Myanmar, eller steder i Sydamerika, med idelige militærkup, starter et kup altid og uden undtagelse med, at man fængsler de intellektuelle. Så er der nemlig ikke nogen til at kritisere regimet.

Der er selvfølgelig langt fra LA og DF til et militærkup (gudskelov), men grundidéen er den samme: Regimet bestemmer, hvem der kommer til orde. Er det mon den vej, vi skal?