Indlæg

/4 Kommentarer/i /af

Uanset resultatet er de glade

Uanset resultatet er de glade

Valg til Europa-parlamentet 2024

Uanset resultatet er de glade

Jeg har fulgt med i valget til Europa-parlamentet på DR1, og jeg synes, de har gjort det utrolig godt. Jeg kunne slet ikke komme i seng i nat, og her til morgen kan jeg slet ikke få slukket for valgdækningen på kanalen. De formår at forklare både de danske resultater og de europæiske resultater på en måde, så det er tydeligt, hvordan de påvirker hinanden.

Jeg kan godt lide folk som Anna Gaarslev og Jens Ringberg, der som halvgamle mennesker har årelang erfaring med politisk dækning. Især Anna Gaarslev kan man mærke som både menneske og Italiens-kender, ja faktisk helt fantastisk Europa-kender.

Det er markant og/eller interessant, at uanset om det er gået op eller ned, er de glade.

  1. Når et parti som SF har fået en markant fremgang, der målt i procenter har gjort dem større end Socialdemokratiet, er glæden er helt forståelig. Jeg var helt rørt, da Pia Olsen Dyhr dårligt turde stole på exit poll’en og dernæst blev utrolig glad for at se de første 84 procent optalte stemmer.
  2. I Venstre er de også glade, selvom deres antal af pladser i Europa-parlamentet bliver halveret, fordi de havde frygtet, at det blev værre.
  3. Socialdemokraterne har, ligesom flere andre europæiske socialdemokratiske partier fx i Tyskland, haft et enormt dårligt valg, men deres målsætning var at fastholde de tre kandidater. Så det glæder de sig selvfølgelig over. Mette Frederiksen skriver dog på Instagram, at resultatet er “træls”.

Det er som om, de, der frygtede en tilbagegang, har justeret nedforventningerne. Og hvis man så bare sammenholder forventninger med resultater, er der kun grund til at glæde sig over, at det ikke blev værre. Det er en sjov – men forståelig – politisk virkelighed.

Uanset resultatet er de glade

Jeg tør godt afsløre min stemme

Det er sikkert ikke videre overraskende, at jeg hører til på venstrefløjen, og at det har jeg gjort siden 1981. For mig stod valget derfor mellem Enhedslisten og SF.

  1. Enhedslisten blev valgt fra, fordi jeg har en rigtig dårlig fornemmelse af deres holdning til krigen/konflikten i Israel. Jeg oplever den som alt for enøjet. De gik til valg på, at en stemme på Enhedslisten var en stemme for et frit Palæstina. Det kunne jeg ikke overskue konsekvenserne af, for hvad betød det egentlig? Derfor blev tommelfingeren vendt nedad i forhold til dem, skønt jeg ellers er enig i den øvrige del af deres partiprogram og er mere tryg ved deres valgforbund end SF’s.
  2. SF – med en personlig stemme på Kira – blev valgt til primært på grund af deres grønne profil. Vi er simpelthen nødt til at gøre noget for fx at sikre livet i havene og sørge for at reducere landbrugets CO2-udledning. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at isbjørnene fx snart ikke har et sted at være og at der ikke er flere fisk i de danske have og fjorde. Europa udfordres af klimaforandringer, flygtningestrømme, skattefusk, social dumping og fattigdom, og det er vi nødt til at finde fælleseuropæiske løsninger på. Et land kan ikke gå enegang i forhold til disse problemer.

Den frygtede højredrejning er en realitet

Set på europæisk plan er den højredrejning, der er blevet talt meget om, en realitet.

Det er skræmmende, at tyske AfD ligger lige under Socialdemokratiet, at Front National har høstet en tredjedel af de franske stemmer, at Meloni stormer frem i Italien osv. Alle tre partier ønsker at reducere eller helt stoppe støtten til Ukraine, så man glæder sig sikkert i Kreml.

Det nye Europa-parlament vil få en sammensætning der – med Ole Ryborgs udtryk – enten løfter foden fra speederen eller helt bremser den grønne omstilling. Det er også skræmmende og kortsigtet.

Havde jeg børnebørn, ville jeg være bekymret over begge dele.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Demokrati er både rettigheder og pligter

Demokrati er både rettigheder og pligter

Valget til Europa-parlamentet på søndag

Demokrati er både rettigheder og pligter

Rettigheder og pligter følges som hovedregel ad. Det gør de i hvert fald i et demokrati som vores, hvor vi netop har fejret grundlovens 175-års fødselsdag. Jeg har ret til at stemme, og jeg synes derfor også, jeg har en pligt til at stemme. Jeg har aldrig undladt at stemme hverken til valg til Folketinget eller til valg til Europa-parlamentet.

Forud for valget på søndag har jeg haft svært ved at beslutte mig for, hvor krydset skal sættes. Jeg har prøvet kandidattesten på dr.dk, og jeg har forsøgt at se de to partilederdebatter, men har opgivet dem begge efter 20 minutter. Jeg kan ikke holde ud at høre partilederne stå at råbe og skrige hurtigst muligt ad hinanden. Det bliver ganske enkelt for usagligt.

De temaer, der tages op er for letkøbte og for langt fra den politiske virkelighed. Det bliver noget, “vælgerne forstår”: Hvor mange minutter må børn dagligt være på sociale medier? Mener Socialdemokraterne egentlig, at 400.000 enfamiliehuse skal energirenoveres eller ej? Hvad kommer først: fred og sikkerhed eller fiskedøden? Skal Danmark i det hele taget være medlem af EU? osv.

Jeg har lidt svært ved at gennemskue valgforbundene, måske bare fordi jeg ikke har sat mig godt nok ind i principperne! Et parti, jeg er positivt stemt overfor grundet deres holdning til spørgsmålet om kvoteflygtninge, er imidlertid i valgforbund med Socialdemokratiet. Så det kan de godt glemme, hvis det er sandt at valgforbundene er sådan en form for “teorien om de forbundne kar”.

Jeg er pro-europæer

Jeg har altid været fortaler for dansk EU-medlemskab, og det vedbliver jeg at være. Et par (letkøbte) eksempler er:

  1. Når mænd ikke selv kan finde ud af, at de altså også har pligt til til at passe deres egne børn, er det fint, at der lovgives på EU-plan.
  2. GDPR er en positiv beskyttelse af vores data. Stille og roligt påvirker GDPR flere og flere områder. Vi er siden maj 2018 i stigende grad blevet opmærksomme på, at det er vores data, nogle får lov at bruge, så længe vi samtykker. Og når vi trækker samtykket tilbage, har vi “retten til at blive glemt”.
    • Uden GDPR ville vi aldrig nogensinde have overvejet, om det er i orden, at de 140.000 “hælprøver” fra nyfødte bruges til forskning, uden at nogen har givet samtykke til det. Jeg er selv alt for gammel til at have fået taget en hælprøve. Havde jeg fået taget en prøve, ville jeg være tindrende ligeglad, hvad den blev brugt til – men det er fint at tage debatten.
    • GDPR har den dybt åndssvage afledte effekt, vi alle sammen skal trykke på en knap, hver gang, vi besøger en hjemmeside. Men det kan åbenbart ikke laves anderledes. Og har man sagt A, må man også sige B.

De højrenationale partier, der siger “danskerne” i hver anden sætning, tror, det vil gå danskerne meget bedre udenfor EU. Hertil er kun at sige “Kig til Storbritannien og se, hvor godt det er gået efter Brexit”. Landet er i dyb krise. Økonomien sejler og arbejdsløsheden er rekordhøj. Flere og flere mennesker er fattigere, end de nogensinde har været.

De blanke stemmer og ikke-stemmerne

Adskillige debattører skriver, at de ikke stemmer eller stemmer blankt, fordi de er utilfredse med alting og ikke kan finde den mindst ringe kandidat. De mener, at de hermed har udtrykt deres utilfredshed. Og det har de da også på en måde.

Realiteten er bare, at at der ikke i hverken Folketinget eller EU-parlamentet er afsat et antal pladser, hvor nogle repræsenterer denne gruppe. Når man ikke bruger sin stemme eller stemmer blankt, har man sat sig selv uden for indflydelse. Det er såre simpelt.

God valgdag!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Danskernes ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet

Demokratiets festdag

Danskernes ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet

Personligt er jeg glad for det klare valgresultat. Jeg afgav nemlig også et klart “Ja”. Så vidt jeg husker, har jeg altid stemt “Ja” til at staterne rykker tættere sammen i Europa, fordi jeg grundlæggende tror på den europæiske idé og på, at staterne kan mere sammen end hver for sig. Jeg er altså pro-europæer og har altid været det.

Selvfølgelig er der nogle tåbelige ting, der vedtages “nede i EU” (som i sig selv er en tåbelig term, da Danmark jo selv deltager og er med til at træffe beslutningerne). Det gælder fx den beslutning, der medfører, at vi skal trykke på en ekstra knap, hver gang vores computere opdager en cookie og at selv vi små private hjemmesideejere skal have en cookie- og privatlivspolitik. I guder… Det er da tåbeligt.

Jeg skulle egentlig have været til ECT i går, da “mit rul” er præcis hver fjerde onsdag, men jeg forklarede “min sygeplejerske”, at jeg sover det meste af dagen efter behandlingen, hvilket er helt normalt, og så var jeg bange for ikke at komme ned at stemme. Jeg har aldrig ikke stemt, for jeg glæder mig altid over at bo i et land, hvor man kan stemme og give sin mening til kende. Der er mange steder i verden, det ikke er muligt. Hver gang er det demokratiets festdag, også selvom alt for få deltager i festen. Det forstod hun uden videre og flyttede min behandling til i morgen fredag i stedet.

Det var en vanskelig beslutning

Uagtet jeg altså er pro-europæer, stemmer jeg ikke i blinde men forsøger at sætte mig ind i tingene. Jeg syntes, beslutningen denne gang var vanskelig, fordi jeg ikke tror på, at mere/flere krudt og kugler er vejen til fred.

Jeg tændte for den første partilederdebat på DR men var nødt til at slukke efter kun 20 minutter, for da havde jeg fået nok af Pernille Vermunds overlegne smil. Et smil der lignede “Okay, jeg tier, mens du fyrer dine falsummer af, men bare vent til jeg får ordet…”. Det kunne jeg ikke have med at gøre.

Derudover sad jeg med følelsen af, at det ikke var partilederne, der kunne (eller ville) fortælle mig sandheden om konsekvenserne af henholdsvis et “Ja” eller et “Nej”. Det var ikke der, jeg ville få “det rigtige”/”det virkelige” at vide. Alle deres udsagn var jo inficerede af deres politiske overbevisninger, hvilket er naturligt. Så ville jeg hellere lytte til Ole Ryborg.

Ingen af de mennesker, jeg taler med, har stemt i blinde. Alle har gjort sig grundige overvejelser – og har selvfølgelig stemt. En enkelt har besluttet sig for “Ja” ad omvejen via “Nej” og blankt. Det kan jeg godt lide, for det var et vigtigt valg.

Har det med krigen i Ukraine at gøre?

Der er næppe tvivl om, at valgresultatet har med den forfærdelige krig i Ukraine at gøre. Ja-siden, især både S og V, har konstant fremhævet Putins invasion af en folkeretligt suveræn stat som argument for et “Ja”. Det er helt forkert, for afstemningen havde ikke en brik med Ukraine at gøre, og den argumentation spiller på frygten for, at Danmark også kunne blive invaderet af den store broder mod øst. Jeg bryder mig ikke om beslutninger baseret på frygt.

Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for, at frygten også har sit tag i mig. Jeg har fx kunnet lide RV’s argumentation om, at når den store broder mod øst spiller med musklerne, rykker vi tættere sammen med vores nærmeste – som er de øvrige lande i Europa. Det, synes jeg, er det eneste fornuftige at gøre. Danmark kan ikke både være med og stå udenfor på en gang. Enten er man med i en klub, eller også er man ikke.

/4 Kommentarer/i /af

To relevante bekymringer

To relevante bekymringer

Hvad er det, der sker?

To relevante bekymringer.

Bekymring nr. 1

Rusland har opmarcheret 140.000 soldater ved grænsen til Ukraine. Ukrainere melder sig i hobetal til noget, der minder om vores hjemmeværn og træner med trægeværer. Nato og EU gør klar til at sende styrker afsted.

For at vise vores solidaritet med det ukrainske folk og opfylde vores del af musketereden, er Danmark klar til at sende 7-800 soldater afsted. De befinder sig p.t. i Slagelse sammen med diverse grej, der vel har skullet opdateres, da der var både krudt og kugler, der var langt over udløbsdatoen (eller hvad det nu hedder for sådan noget)? Der skal stationeres to F16-fly i Rønne, så vejen til Kreml og omliggende egne er kortere. dr.dk vurderer ikke, at det vil komme til en virkelig krig.

Den franske præsident Macron forsøger sig stadig med timelangt diplomati, godt vi i det mindste har ham, men Matilde Kimer fortalte i gårsdagens TV Avis 18:30, at Putin taler et sprog men handler med en anden hånd. Ord og handling følges ganske enkelt ikke ad.

Jeg har (heller) ikke et hak forstand på sikkerhedspolitik, men jeg er alvorligt bekymret for en ny kold krig eller en virkelig krig. Og jeg synes, bekymringen er reel nok. Så vidt jeg med min manglende forstand kan vurdere, kan russerne ikke blande sig i, hvilke “foreninger” (her Nato) Ukraine skal være medlem af. Hvad kommer det dog dem ved, så længe Ukraine rent folkeretligt er en suveræn stat? Og det er vist dette med medlemskabet af Nato, der har startet hele miseren?

Det er svært at finde ud af, hvad der er op og ned. For ikke så længe siden skrev Eric, at de underretninger, vi får i TV Avisen og fra andre journalister (og jeg bruger ikke TV2, Ekstra Bladet eller lignende underlødige kanaler), er farvede af vores medlemskab af Nato og af, at vi tilhører Vesten. Måske er den russiske logik og de russiske bevæggrunde i virkeligheden helt legitime, vi hører bare ikke om dem?

Jeg er klar over, at afsnittet rummer flere spørgsmål end svar. Det bliver ikke bedre i næste afsnit. Så er du advaret.

To relevante bekymringer

To relevante bekymringer

Bekymring nr. 2

Flere og flere taler begejstrede om atomkraftværker på dansk jord, fordi det skulle være mere CO2-neutralt end mange andre energikilder, og fordi det ikke blæser tilstrækkeligt til at drive det nødvendige antal vindmøller til vores forbrug. Det er vist initieret her til lands af Nye Borgerlige, der på deres hjemmeside blandt andet skriver:

Forbuddet mod offentlig finansieret forskning i kernekraft skal fjernes

Så er bolden givet op til den rundboldkamp, jeg troede, vi endegyldigt havde lagt bag os for 30 – 40 år siden, hvor jeg var medlem af OOA og lignende “foreninger”. Jeg husker stadig Tjernobyl, Fukushima i Japan, Barsebäck-værket 20 kilometer fra min by mv.

EU-parlamentet udtalte forleden, at EU stadig har brug for atomkraft, hvis behovet for energi skal opfyldes. De bruger næsten samme argumenter som Nye Borgerlige.

De supplerer Nye Borgerlige ved at udtale, at atomkraft er den væsentligste vej til bekæmpelse af klimaforandringer (som NB ikke tror på).

Jeg har ikke børn og børnebørn, men de, der har, tænker formentlig på, om de skal være naboer til et affaldsdepot, hvor den brugte uran skal opbevares. De, der gerne vil være naboer til et sådant, bedes række hånden op nu (og beholde den der).

Hvis det ikke blæser nok til vores forbrug, er det en bedre og mere langsigtet løsning at skrue ned for forbruget.