Danskernes ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet

Demokratiets festdag

Danskernes ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet

Personligt er jeg glad for det klare valgresultat. Jeg afgav nemlig også et klart “Ja”. Så vidt jeg husker, har jeg altid stemt “Ja” til at staterne rykker tættere sammen i Europa, fordi jeg grundlæggende tror på den europæiske idé og på, at staterne kan mere sammen end hver for sig. Jeg er altså pro-europæer og har altid været det.

Selvfølgelig er der nogle tåbelige ting, der vedtages “nede i EU” (som i sig selv er en tåbelig term, da Danmark jo selv deltager og er med til at træffe beslutningerne). Det gælder fx den beslutning, der medfører, at vi skal trykke på en ekstra knap, hver gang vores computere opdager en cookie og at selv vi små private hjemmesideejere skal have en cookie- og privatlivspolitik. I guder… Det er da tåbeligt.

Jeg skulle egentlig have været til ECT i går, da “mit rul” er præcis hver fjerde onsdag, men jeg forklarede “min sygeplejerske”, at jeg sover det meste af dagen efter behandlingen, hvilket er helt normalt, og så var jeg bange for ikke at komme ned at stemme. Jeg har aldrig ikke stemt, for jeg glæder mig altid over at bo i et land, hvor man kan stemme og give sin mening til kende. Der er mange steder i verden, det ikke er muligt. Hver gang er det demokratiets festdag, også selvom alt for få deltager i festen. Det forstod hun uden videre og flyttede min behandling til i morgen fredag i stedet.

Det var en vanskelig beslutning

Uagtet jeg altså er pro-europæer, stemmer jeg ikke i blinde men forsøger at sætte mig ind i tingene. Jeg syntes, beslutningen denne gang var vanskelig, fordi jeg ikke tror på, at mere/flere krudt og kugler er vejen til fred.

Jeg tændte for den første partilederdebat på DR men var nødt til at slukke efter kun 20 minutter, for da havde jeg fået nok af Pernille Vermunds overlegne smil. Et smil der lignede “Okay, jeg tier, mens du fyrer dine falsummer af, men bare vent til jeg får ordet…”. Det kunne jeg ikke have med at gøre.

Derudover sad jeg med følelsen af, at det ikke var partilederne, der kunne (eller ville) fortælle mig sandheden om konsekvenserne af henholdsvis et “Ja” eller et “Nej”. Det var ikke der, jeg ville få “det rigtige”/”det virkelige” at vide. Alle deres udsagn var jo inficerede af deres politiske overbevisninger, hvilket er naturligt. Så ville jeg hellere lytte til Ole Ryborg.

Ingen af de mennesker, jeg taler med, har stemt i blinde. Alle har gjort sig grundige overvejelser – og har selvfølgelig stemt. En enkelt har besluttet sig for “Ja” ad omvejen via “Nej” og blankt. Det kan jeg godt lide, for det var et vigtigt valg.

Har det med krigen i Ukraine at gøre?

Der er næppe tvivl om, at valgresultatet har med den forfærdelige krig i Ukraine at gøre. Ja-siden, især både S og V, har konstant fremhævet Putins invasion af en folkeretligt suveræn stat som argument for et “Ja”. Det er helt forkert, for afstemningen havde ikke en brik med Ukraine at gøre, og den argumentation spiller på frygten for, at Danmark også kunne blive invaderet af den store broder mod øst. Jeg bryder mig ikke om beslutninger baseret på frygt.

Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for, at frygten også har sit tag i mig. Jeg har fx kunnet lide RV’s argumentation om, at når den store broder mod øst spiller med musklerne, rykker vi tættere sammen med vores nærmeste – som er de øvrige lande i Europa. Det, synes jeg, er det eneste fornuftige at gøre. Danmark kan ikke både være med og stå udenfor på en gang. Enten er man med i en klub, eller også er man ikke.