Tag Archive for: Bipolar affektiv sindslidelse

,

LÆ265 og Restless legs

LÆ265 og Restless legs

Min læge er fin: vi talte LÆ265 og Restless legs

LÆ265 er en lægeattest

LÆ265 er en lægeattest til det kommunale rehabiliteringsteam, som er det organ, der indstiller til kommunen, om den skal bevilge fleksjob, pension eller ressourceforløb. Vejen frem for mig er et fleksjob, og det ser jeg frem til. Jeg vil ikke have pension. Alle behandlere kigger lidt måbende på mig, når jeg siger det, for de er jo sikkert vant til, at alle vil have pension.

Der skal en mængde dokumentation til: helbredsoplysninger, status for relationen til arbejdsmarkedet og mit liv i det hele taget (det 15 sider lange Wordskema) mv. Jeg har været hos min læge i dag for sammen med hende at udfylde attesten. Jeg undrer mig lidt over, hvad hun nu kan udtale sig med vægt om, når hun kun har det hele på anden hånd via epikriser. Hun er jo ikke psykiater. Efter min opfattelse vil det være meget mere relevant med en speciallægeerklæring, og det vil Bodil og jeg fremføre overfor kommunen, når vi ellers får hul igennem til sagsbehandleren.

Jeg havde sammen med Bodil forberedt mig lidt: Attesten handler blandt andet om de relevante helbredsforhold, særlige hensyn, lægens kommentarer til patientens opfattelse af eget helbred mv. Med hensyn til det sidstnævnte talte vi om, at hun måske kunne skrive, at jeg har god sygdomsindsigt og har et realistisk billede af situationen.

Jeg forbereder mig altid til den slags møder, for så får jeg indflydelse på resultatet og har noget at byde ind med, inden det sidste punktum er sat. Vi tog udgangspunkt i det, jeg selv havde noteret, og hun var bare glad for, at jeg var velforberedt. For at være på den sikre side havde jeg også printet epikriserne ud til hende – det kunne jo være, hun ikke havde modtaget dem.

Restless legss

Jeg er ved at blive vanvittig af det. 80 pct. af nætterne er jeg oppe og vandre hvileløst rundt i timevis, for det er det eneste, der rigtig kan tage den intense smerte. Nogle gange sætter jeg mig ved computeren for at beskæftige tankerne med noget andet, men ikke engang det kan hjælpe. Natteroderiet er ikke godt for manierne, der kan udløses af kuk i søvnen, og det er heller ikke godt, den dag jeg skal til at gå på arbejde igen. Jeg skal jo kunne hænge sammen – og helst mere end bare det.

Jeg har snart prøvet alle præparater, men det er, som om de ikke hjælper ordentligt. Nu hvor jeg var hos lægen, fik jeg en recept på noget stærkere: Akineton, der er et stærkere parkinsonmiddel. Jeg håber sådan, det kan hjælpe, for jeg ved snart ikke mine levende råd.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

De første møder

Det skal nok blive godt i Psykiatrifonden

Jeg har været til de første to møder i Psykiatrifonden, og det gik rigtig godt. Jeg var spændt og nervøs på den gode måde, men de er såmænd så søde, at det hurtigt gik over. Jeg har hele tiden været positiv overfor forløbet, og det er jeg bestemt stadig.

Der er tale om et udviklingsforløb, der består af seks ugers psykoedukation og 13 ugers virksomhedspraktik. I løbet af de første seks uger er der tillige møder med erhvervsrådgiver og erhvervspsykolog. Det er rart at være et sted, hvor man har lov at være psykisk sårbar samtidig med, at der fokuseres på en eller anden form for tilbagevenden til et eller andet arbejdsmarked. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil arbejde; jeg kan bare ikke på det ordinære arbejdsmarked længere.

11:00 – 11:40 Erhvervsrådgiver Jane Hansen

Vi kom rundt om rigtig mange gode ting; ting som gør mig tryg ved at komme der og ved at have hende som rådgiver. Hun er en erfaren kone og ved, hvad hun taler om, og det er godt.

Undervisningen i de seks uger foregår med oplæg på en ½ time, derefter kort pause, så nyt oplæg på en ½ time osv. Hun kunne ikke lige fortælle, hvor mange deltagere der ville være; det var lidt ærgerligt, for det ville jeg gerne have vidst.

Fokus i undervisningen vil være på stress, angst og depression, men der vil også være lidt om bipolar affektiv sindslidelse og psykoser. Når man læser om psykoedukation er det altid med fokus på stress, angst og depression, og det er der så ikke noget at gøre ved – bipolar affektiv sindslidelse er alligevel også så sjældent. Jeg vil gerne vide noget mere om manierne – og i sær forvarslerne – men det kan jeg spørge erhvervspsykologen om.

Hun mente, at jeg holdes på benene af et stort drive, og at det er godt. Lidt af kunsten for hende kan så blive at sikre, at tempoet ikke bliver for højt, så jeg så at sige snubler i min egen iver. Tingene skal konsolideres, så vi sikrer, det ikke går galt.

Jeg medbragte en liste, jeg har skrevet på i et stykke tid, og som har overskriften “Foreløbige bud på relevante skånehensyn” (den er vist som et appendiks til denne post). Hun syntes, den så rigtig godt ud, og det ledte os til en snak om, hvad det egentlig er med en praktik og med skånehensyn.

Hun havde en god positiv tilgang: “Det der skal til, for at vi kan få mest muligt ud af Hanne”, det er jo meget mere positivt end at stille sig op og sige, at man har følgende 13 begrænsninger. I et fleksjob – og det er den retning, det peger – er der taget udgangspunkt i en række skånehensyn, og inden for de rammer kan man så præstere godt (eller mindre godt).

I en praktik er der opstillet alle mulige hensyn, og man kan så spørge, om det overhovedet ligner arbejdsmarkedet. Det gør det måske ikke, men det ligner et fleksjob.

Hun syntes, det så ud som om, jeg med listen har nogle realistiske tanker om min deltagelse på arbejdsmarkedet, og det er jo altid rart at høre.

12:00 – 12:50 Erhvervspsykolog Annette Friis

Hende Annette var der bare så meget gang i. Jeg har lige siddet og hørt lydfilen, hvor vi griner og snakker på skift. Det skal nok blive godt.

Forinden havde jeg gjort mig nogle tanker om, hvad jeg skulle med en erhvervspsykolog, men formålet er at kende min sygdom så tilstrækkelig godt ud i alle hjørner, at vi kan finde det rette praktiksted og finde ud af at “passe på mig”. Og så tænker jeg selvfølgelig videre frem til, at jeg vil kunne bruge denne viden, når jeg på egen hånd skal finde en arbejdsgiver til sin tid – om ca. 20 uger – gys og gru, men den tid den sorg.

Vi rundede blandt andet hukommelsen, og det den gør ved mig: Det er hamrende ubehageligt ikke at kunne stole på egen hukommelse mere. Jeg bliver bange for at blive opfattet som ubegavet, fordi jeg ikke kan huske mange ting. Jeg kommer konstant for tidligt eller for sent til møder, og selv om jeg er sikker på, at jeg har skrevet rigtigt i kalenderen, bliver jeg usikker på, om det er mig, der igen, igen tager fejl.

Vi talte lidt om logbøgerne (som jeg ikke er kommet i gang med), bloggen, og hun sagde, at jeg skulle være så glad for mine læsere, der flere gange har sendt mig afsted til psykiatrisk afdeling med mani. Rosen er hermed givet videre.

Hun foreslog, at jeg måske altid, altså hele livet, har haft bipolar affektiv sindslidelse, altså også før 2003, hvor den første depression viste sig. Tja måske og i hvert fald har jeg haft selvmordstanker, siden jeg var 14, så meget er da sikkert, og jeg er nok lidt melankolsk af natur, så hendes tanke er ikke helt hen i vejret.

Hvad er det gode ved en depression?

Hun var også noget provokerende: Hvad er det gode ved en depression? Da jeg havde sagt til hende, at selvom jeg syntes, det var ret provokerende, gik jeg alligevel med på “legen”: Tankerne kredser meget om døden i de depressive faser, og bag dødslysten ligger den ultimative lettelse. Hvis jeg da bare kunne få lov at dø, kunne jeg endelig få fred. Depressionen kan også være et skjold mod omverdenen, en måde at fortælle at nu kan jeg bare ikke mere. Det er en måde at kunne slippe tøjlerne for en tid. Jeg har aldrig selv set det på den måde, men jeg kan godt se, der er noget om snakken.

Vi fik også vendt “drejebogen”, der trives i bedste velgående. Hendes forslag var at prøve at få den til at fylde 100 pct. og ikke bare de 25, og så spørge den “Hvad er det, du vil mig”? Måske er det noget pladder, men jeg har tænkt mig at prøve.

Lidt om manier

Manierne fik også en lille tur. Jeg har egentlig haft bildt mig selv ind, at jeg ikke kendte forvarslerne, men først opdagede dem, når søvnen glipper, og der er det for sent. Alligevel kom vi frem til følgende i fællesskab:

  • Spiser ikke
  • Speeded indeni
  • Søvn
  • Talepres

Appendiks: Foreløbige bud på relevante skånehensyn

Læs mere

,

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Jeg kæmper med et dogme

Jeg er ikke blevet dum af at blive syg

Et dogme er bl.a. i følge Den Danske Ordbog: “udbredt opfattelse eller indstilling der anses for autoritativ og er hævet over enhver tvivl“.

Det, jeg kæmper med, er, at mange mennesker tror, jeg er blevet dum, fordi jeg er blevet syg. Sådan synes jeg ikke selv, det forholder sig. Et eksempel er, at til netværksmødet på afdelingen sagde hende fra kommunen et eller andet om, at (et eller andet) kunne man jo høre, når man talte med mig. Det fik mig til at sige det med, at jeg ikke er blevet dum…

Jeg gider ikke have den label klistret på mig, og jeg vil have lov at performe godt og gøre mit bedste i fx Psykiatrifonden uden at blive erklæret for “for rask”, men det er en balancegang.

Da jeg udfyldte de 13/15 sider i Word til kommunens rehabiliteringsteam, sad jeg også flere gange og tænkte, om jeg skulle lægge bånd på mig selv netop for ikke at blive anset for “for rask”? Jeg valgte nu ikke at gøre det og har i stedet været så ærlig om min situation, som jeg overhovedet kan. Jeg håber så ikke, det kommer mig til skade på dommens dag. I øvrigt havde Bodil den gode replik, at de jo bare kan se på de lægelige akter, der i et eller andet omfang taler for sig selv.

Jeg spurgte i dag Gitte i Distriktspsykiatrien, om dette dogme var noget, hun havde hørt om før eller bare bemærket. Hun kendte det særdeles godt og vidste, at flere af hendes patienter kæmpede med det. Så er jeg altså ikke alene.

Og så skal jeg i øvrigt i gang med at “trille piller.” Jeg har købt en doseringsæske, så jeg kan måle tabletter af en gang om ugen i stedet for at stå to gange hver aften og fedte med alle æskerne i medicinskabet.

Må du have en dejlig tirsdag.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Bipolar affektiv sindslidelse

Bipolar affektiv sindslidelse

Bipolar affektiv sindslidelse

Bipolar affektiv sindslidelse

Bipolar affektiv sindslidelse

Indtil 1994 hed sygdommen “Maniodepressiv lidelse”, og det er da også det, jeg siger til folk, når jeg skal forsøge at forklare, hvilken sygdom jeg har. Alle kender maniodepressiv, fordi det er så let at udlede af ordet. Kun “kendere” kender bipolar affektiv sindslidelse. Men hvad er det så for en størrelse?

Inspirationen til nærværende artikel er hentet dels i egne erfaringer gennem mange år, dels hos professor dr. med. ved Århus Universitetshospital (nu Glostrup) Poul Videbech, der er god at få forstand af/hos, og så skriver han, så det er til at forstå for lægfolk.

Herudover har Depressionsforeningen udgivet en fin lille bog “Mani og depression” på 30 sider, som jeg også har læst.

Kun 1 – 2 pct. af befolkningen har sygdommen bipolar affektiv sindslidelse, så den kan siges at være forholdsvis sjælden. Den debuterer ofte i den sene ungdom (altså fx sidst i 20’erne), men hos mig kom den første depression først i 2003, hvor jeg var 40. Dernæst havde jeg i mange år et væld af depressioner – jeg har ikke tal på dem – og på et eller andet tidspunkt efter 2009 kom manierne til. Først der kunne det kaldes bipolar.

Sygdommen medfører to typer af episoder:

  • Depressioner
  • Manier og/eller hypomanier, som er “små manier”

Imellem disse episoder er der neutrale perioder af kortere eller længere varighed.


Mere om depressionerne

  • Man er præget af en dyb håbløshed.
  • Man er hæmmet i mimik og tale.
  • Man optræder selvforringende.
  • Tankerne vil ofte kredse om døden.
  • Appetit, søvn og syn er forstyrret

I mine depressioner er det især selvmordstankerne, der fylder meget, og jeg er ikke i stand til at lægge dem fra mig, skønt der ikke er noget, jeg hellere vil. Jeg har i min syge hjerne udtænkt de drabeligste “modus operandi”.

Et andet sikkert tegn og noget af det, der altid kommer først, er den forstyrrede søvn, hvor jeg vågner kl. 4:00 – 4:30, og tankerne så holder mig vågen resten af dagen. Man bliver mere syg af ikke at sove! Jeg kan ikke tage mig sammen til noget som helst fx at spise, og jeg kan ikke holde andre menneskers lethed og ubekymrethed ud. Jeg føler ikke, at jeg kan sige ligeud til vennerne, hvordan jeg har det, for så sender de bare en ambulance 🙂 Jeg ligger meget i sengen og synes ikke, jeg er i stand til andet. Fx da jeg havde et medicinstop med Litarex i en uge skyldtes det, at jeg ikke kunne overskue at stå op, gå i bad, klæde mig på og gå ned på apoteket – der er 700 meter! Alt det, der plejer at optage mig og være sjovt, bliver pludselig til belastninger. Jeg isolerer mig og orker ikke at tage telefonen. Der er sikkert mere, men dette er de vigtigste tegn for mig.

Eftersom jeg har haft depressioner i så mange år (12 år) har jeg godt styr på faresignalerne, og jeg er nogenlunde god til at formidle dem til fx Gitte i Distriktspsykiatrien (DPC), og hun er så god til at hjælpe mig med at blive indlagt igen. Jeg ved egl. ikke, hvorfor jeg ikke bare selv tager til Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH), for jeg kan jo sagtens diagnosticere mig selv på dette område. Det er nu nok fordi, jeg er bange for at blive sendt hjem igen. Det har jeg prøvet en enkelt gang i 2006, og det er meget ubehageligt.


Mere om manierne

  • Opstemthed, aggression, irritabilitet.
  • Øget energi og aktivitet.
  • Taletrang – stemmen er kraftigere end vanligt, og talen er hurtig.
  • Nedsat søvnbehov.
  • Uhæmmet ukritisk adfærd, impulsivitet.
  • Øget selvfølelse og selvovervurdering.

Jeg havde to manier i anden halvdel af 2014 vist med ca. 14 dags mellemrum og jeg var indlagt begge gange. Begge gange var det det mine dejlige læsere af denne blog, der fik mig sendt afsted til indlæggelse. I kunne se det, jeg ikke selv kunne se. Jeg siger tak!

I en mani har jeg det for så vidt udmærket, og jeg føler mig på ingen måde syg, så hvad skal jeg dog på et hospital? De første faresignaler er, at der gå kuk i søvnen, forstået på den måde at jeg slet ikke går i seng i flere nætter efter hinanden. I stedet sidder jeg oppe nat efter nat og arbejder med høj produktivitet, fx er meget af min slægtsforskning blevet til midt om natten, og da jeg spillede alle mine cd’er ind på computeren, var det også et natteprojekt, der “kun” tog to nætter. Når jeg dagen efter kigger på det arbejde, jeg har lavet midt om natten, er det mærkeligt nok fornuftigt og korrekt, jeg har fx ikke koblet de forkerte aner sammen eller overspillet lydsporene el. lign.

Et andet faresignal er, at jeg bruger en masse penge uden tanke på, om jeg nu også har råd. Jeg har engang i en mani købt tre computere på en uge; de var ganske vist ikke så dyre men alligevel…


Psykoser eller hallucinationer

Til både depressionerne og manierne kan høre hallucinationer. I mit tilfælde er det “drejebogen”. Jeg har tænkt på, at det måske ikke er en rigtig hallucination, for jeg er fuldt ud klar over, at det ikke er virkelighed. Der er ikke nogen begravelse, salmer, gæster eller jordpåkastelse, det er bare noget jeg ser og hører inde i hovedet.

Rigtig eller ej så ønsker jeg det ikke for min værste fjende, for det er forfærdeligt. Jeg håber virkelig, at de kan finde en psykolog til mig i DPC. Det er første gang, jeg oplever det, og jeg håber virkelig, det er sidste gang.


Bipolar og på arbejde?

Jeg tror, alle mennesker gerne vil arbejde og føle glæden ved at udrette noget og have nogle udfordringer. Poul Videbech har her i en artikel skrevet om, hvorfor det er svært at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet med den sygdom. Først konstaterer han følgende ud fra en undersøgelse af 201 personer: “51 pct. af de syge er enten førtidspensionister, sygemeldte, på orlov eller ledige. 11 pct. er deltidsansat, 5 pct. er i fleksjob. Kun 24 pct. er i stand til at gå på arbejde hver dag.” Da mit store ønske jo er et fleksjob, synes jeg, det er lidt forstemmende at se, at det kun er fem pct., der lykkes med det.

Og videre fra artiklen: “I de perioder patienterne er deprimerede, har de ikke energi til at arbejde. Men når de er maniske, kan de heller ikke arbejde. De får masser af ideer, kaster sig ud i en mængde ting, men får aldrig gjort noget færdigt, siger han.”

Og endnu videre: “Med en tidlig diagnose og accept af at sygdommen er en følgesvend for livet, kan man med medicinsk behandling få så god kontrol over sygdommen, at det kan lade sig gøre at arbejde.”

Jeg er ikke tidligt diagnosticeret, men jeg har fuldt ud accepteret og forstået, at det aldrig går over; det er livsvarigt, og opgaven er så at prøve at få det bedst mulige ud af det liv der trods alt er ind imellem episoderne. Mit største ønske er et job, for jeg føler, at jeg stadig har resterhvervsevne, der kan udnyttes til noget fornuftigt, og:

  • Jeg vil gerne have udfordringer
  • Jeg vil gerne have kolleger
  • Jeg vil gerne ud af døren nogle dage hver uge
  • Jeg vil gerne bidrage til samfundet.

Jeg tror på, at jeg med et fleksjob kan få opfyldt ovenstående og samtidig passe min sygdom. Det bedste ville selvfølgelig være, hvis jeg kunne navigere uden om episoderne, men det tror jeg ikke rigtig på længere. Det skal dog blive muligt at få et godt liv alligevel.

Yderligere læsning om bipolar affektiv sindslidelse?

Tre år efter denne artikels tilblivelse, skrev jeg mere på denne side om bipolar affektiv sindslidelse. Siden rummer også en FAQ, hvor jeg skriver om alt det, jeg selv gerne ville have vidst.