Tag Archive for: Backpacker

, , ,

Backpacker 3

Lidt bøvlet plus Backpacker 3

Tingene er stadig lidt bøvlede i Folkekirkens Nødhjælp.

Kommunen må/kan/vil ikke hjælpe mig før 1. januar 2018, når jeg er blevet ledig. Jeg kan simpelthen ikke forklare dem, at det er en meget dårlig forretning for dem (og mig), og at da jeg for et år siden var i en helt tilsvarende situation, havnede jeg på psykiatrisk afdeling i 6½ uge.

Jeg kan heller ikke forklare dem, at retorik og termer kan være vigtige: De bliver ved med at sige og skrive, at jeg bliver opsagt 1. januar. Der er i min verden stor forskel på at blive opsagt og på at kontrakten udløber.

De har givet mig en licens til en database med firmaoplysninger og kontaktpersoner, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Uanset søgeord får jeg altid “0 hits”. Man skal bruge branchekoder og ikke stillingsbetegnelser.Et eller andet sted på nettet kan jeg sikkert sagtens finde en tabel over branchekoder, men det bliver jeg jo ikke meget klogere af. Jeg søger fx på webdesign, database og den slags, men det resulterer som nævnt i ingenting.

De er såmænd venlige nok, og nu har jeg inviteret mig selv på kaffe med den nye konsulent (omstruktureringer…) om et par uger. Det er altid godt at få sat ansigt på.

Så når alt det roder, kan jeg med god samvittighed kaste mig over et computerspil, for jeg kan alligevel ikke ændre en tøddel på noget af det. Resten af dette indlæg handler om spillet.

Backpacker: retrospektivt eller hvad?

Backpacker 3For ca. 10 år siden eller mere, spillede en kollega, Birgit, og jeg Backpacker i adskillige nætter på hendes computer i Charlottenlund. Jeg tror nok, hun omtalte sig selv som “spillefugl”. Det var simpelthen så hyggeligt, og vi fik da også et glas rødvin og/eller en god pilsner. Det reducerede på ingen måde hyggefaktoren. Så jeg ville finde spillet igen, og hygge mig lidt med det. Efter lang tids søgen lykkedes det at finde det i en version, der kan køre på en moderne maskine og med Windows 10. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke er helt det samme som i fordums tider, for det foresvæver mig, at der også var stillbilleder. Jeg tror, jeg husker den store Kristusfigur i Sao Paolo – som jeg i øvrigt godt kunne tænke mig at se IRL. Nu er det alt sammen grafik, men den er flot og musikken er helt fin. Lige i sådan en situation er det altså rigtig fedt med en 32″ skærm og nogle gode højtalere.

Hvis du vil prøve Backpacker 3, begynder du her. Du skal først installere “BlueStacks 3” og derefter hente spillet.

Det går ud på, at man rejser rundt i verden og svarer på spørgsmål om byerne, man besøger. Man søger jobs i den fremlagte avis, der hver for sig byder på på nye spørgsmål, man overnatter på dyre hoteller eller på gadeplan med risikoen for overfald, man hjælper ældre damer over fodgængerovergange mv., hvorved man optjener bonusser og flybilletter.

Lige p.t. er jeg nærmest strandet i Auckland, som jeg intet ved om. Men det gør det jo bare mere udfordrende. De fleste spørgsmål er faktisk ret tricky, så der er masser af sjov i spillet. Jeg har kun haft ét “job”, hvor man skulle kombinere logoer med firmaer. Det var for nemt.