Indlæg

Noget om angst for ECT

Noget om angst for ECT

Vi havde lige fået lagt angsten ned

Noget om angst for ECT

Jeg var til ECT i mandags, og det var overhovedet ikke rart, og jeg frygter allerede næste gang, som er den 18. november. Det, jeg frygter, er fx ugen før, hvor tankerne hele tiden kredser om det, og natten før, hvor jeg knapt sover.

Der har været forsøgt alverdens krumspring for mig. De har virkelig alle sammen stået på hovedet for at hjælpe mig med lægge angsten ned, for ECT er den bedste behandling, jeg kan få, og det er den, der holder mig “kørende”. Jeg har jo aldrig haft det så godt, og jeg skal aldrig tilbage til medicinen. Engang var jeg så bange.

Fx forsøgte vi på min kontaktperson i Distriktspsykiatriens foranledning i en længere periode, at jeg overnattede derude i Glostrup natten før behandlingen. Idéen var god, men derude kom de jo hver anden time for at se, om jeg sov, og så kunne jeg da slet ikke sove.

Og det, der slog hovedet på sømmet, var, at en af medarbejderne i “akutten” en morgen sendte mig afsted ved at sige “god strøm”, på samme måde som man ville sige “farvel” til andre mennesker. Det var jo nok ikke det mest intelligente, hun kunne have fundet på at sige.

I mandags havde personalet allehånde problemer med både udstyret og mig.

  1. Medarbejderen, der skulle “måle værdier” inden behandlingen, mens jeg ventede ude på gangen, kunne ikke få blodtryksapparatet til at opføre sig ordentligt og udstødte højt “Sådan noget gammelt lort”. Det var noget med batteriet, så hun måtte hente et andet apparat. Mit blodtryk var 187 over et eller andet. Da jeg målte det herhjemme i morges var det fx 112/76 og en puls på 60. Jeg følger det lidt, fordi jeg gerne vil se rygestoppets effekt.
  2. Anæstesien kunne simpelthen ikke finde en god åre. Allerede en tidligere medarbejder sagde mange gange “Hanne er svær at stikke”, og det er ikke blevet lettere med tiden. Jeg spørger dem altid, om de ikke vil gå op i albuebøjningen, og de svarer altid, at det vil de helst ikke, for skulle der en gang blive brug for den sådan for alvor, er det bedst, hvis den ikke er fyldt med arvæv. Det kan selv jeg indse. Når de fedter rundt på håndryggene, gør det bare forbandet ondt. Men jeg har lov at klemme en af medarbejdernes hånd og bande højt, hvis det er nødvendigt. Jeg håber sådan, hun holder til det. De er sgu så søde.
  3. Der måles blodtryk undervejs i behandlingen (vil jeg da tro, jeg sover jo) og i hvert fald skal de have manchetten om overarmen til at puste sig op, inden de går i gang. De måtte prøve i alt tre gange. Sådan noget bringer mit angstniveau ind i himlen. Jeg var klar til behandling men lå og sagde “Jeg kan ikke lide dette her. Har I styr på det?”.

Min tanke er, at sker dette igen, så rejser jeg mig og går, uagtet jeg sagtens kan se, at det ikke hjælper det ringeste. Nissen flytter bare med til næste gang.

Jeg ved jo godt rent intellektuelt, at de går først i gang, når de ved, der er styr på det! og at det netop er derfor, de må prøve flere gange. På grund af den historik jeg har, er det bare sådan, at alle mine sanser indfanger alt, hvad de foretager sig, selvom jeg virkelig prøver at lade dem passe deres arbejde i fred og ro. Hvis lægen nu en dag sagde: “ECT-apparatet er indstillet til 85 pct”, ville jeg række hånden op og sige “Undskyld men det er altså en fejl. Det skal være 90 pct.”.

Og tårerne triller, så de må tørre op … Jeg føler mig som en kæmpe idiot, men jeg er så bange. Jeg har endelig fået et liv, som jeg elsker højere end noget andet, og skal jeg så sige farvel til det allerede nu?

Hende, jeg tror er “over-anæstesiologen”, kom bagefter og klappede mig på håndryggen, da jeg var ved at vågne op. Desværre kan jeg ikke huske, om vi talte sammen. Hun er virkelig så sød – de er alle samme så søde, det drejer sig bare ikke om at være sød, det drejer sig om, at jeg gennemlever alverdens angst hver fjerde uge, og er det så som om, de ikke har styr på udstyret, så er det virkelig ubehageligt for mig.

Af personlig erfaring ved jeg, at et ganske godt blodtryksapparat kan købes for mellem 600 og 700 kr. Psykiatrien da kunne få råd til at købe et par nye til PCGL?


Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Noget om angst for ECT

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Engang var jeg så bange

Engang var jeg så bange

ECT holder mig kørende

Engang var jeg så bange

Jeg kan ikke falde til ro men er lidt oppe at køre, men det er okay og naturligt, for jeg skal til ECT i morgen – og jeg har sovet længe i dag søndag, så jeg er bare ikke træt.

Jeg tænker tilbage på den lange periode, hvor jeg var så bange for ECT. Det var fuldkommen ubegrundet og irrationelt, men sådan er angst, og som den, der lider af det, ved man det godt selv. Jeg kan ikke huske, hvor længe det varede, men det var flere år. Det værste var, når jeg satte nøglen i min hoveddør for at låse, og denne tanke kom et eller andet sted fra “Det er sidste gang, jeg låser min dør”. Det var virkelig ubehageligt. Så er man altså bange for at dø!

Når jeg lagde mig på lejet i ECT-rummet og forsøgte at slappe af efter mange timers anspændthed, piblede tårerne frem, og jeg syntes, det var pinligt, for minimum tre mennesker så til.

Nu er det noget, der skal overstås, så jeg kan komme hjem og sove nogle timer, drikke kaffe og få noget mad efter en lang faste.

Jeg er glad for behandlingen, for det er den, der holder mig kørende. Med psykiatri-termer hedder det, at den sørger for, at jeg er stemningsneutral, altså hverken depressiv eller manisk; sådan i “midtersporet” lige der hvor jeg skal være.

Der er ingen bivirkninger sammenlignet med de bivirkninger, jeg fik af medicinen. Måske en lillebitte smule problemer med hukommelsen, men jeg synes det faktisk ikke. Og jeg har jo i det hele taget vænnet mig til at huske lidt dårligt – og mine telefonvenner har også vænnet sig til det. Jeg siger ofte: “Hvis jeg har fortalt dette før, må du sige til; så har jeg bare glemt det”.

Dengang jeg syntes, der var en stor indflydelse på hukommelsen, var jeg ret syg, og på det tidspunkt kan man ikke afgøre, om det er sygdommen i sig selv, der påvirker de kognitive funktioner, eller om det er ECT.

Derfor er angsten forsvundet

Jeg har vendt og drejet angsten med psykologen adskillige gange. Essensen er:

  • ingen vil mig noget ondt
  • jeg er ikke på vej til skafottet
  • jeg har selv valgt behandlingen.

Det må være de samtaler og de tre bullets, der gør, at angsten er forsvundet.

Jeg kan dem udenad og lægger især vægt på, at det er mig selv, der har valgt behandlingen. Det er et utrolig flot tilbud fra psykiatriens side, men det er selvfølgelig også billigere at se mig samlet set en lille times tid hver tredie eller femte uge, fremfor at jeg optager en seng på en afdeling i et par måneder.

Et gammelt interview til “Hendes Verden”

I november 2018 gav jeg et interview til “Hendes Verden” (som engang hed “Flittige Hænder”) om netop ECT men også om bipolar affektiv sindslidelse. Bortset fra at jeg ikke kunne få journalisten til at kalde det ECT fremfor “elektrochok”, er det blevet nogenlunde.

Skulle du have lyst, kan du høre det her. Det varer samlet 55 minutter.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Engang var jeg så bange


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Lang weekend på psykiatrisk afdeling

Lang weekend på psykiatrisk afdeling

“Tougher Than The Rest”

Lang weekend på psykiatrisk afdeling

De fleste holder af en lang weekend, men her varer den evigheder. Personalet gør, hvad de kan for at holde hånden under mig. Det kan ikke gøres bedre, og hvad skulle de ellers?

“Tougher Than The Rest” stammer fra Bruce Springsteen-albummet “Tunnel of Love”, der udkom i 1987. Både Bruce og jeg var unge dengang; selv var jeg ikke engang flyttet fra kollegiet. Jeg tror, jeg gik på tredie årsprøve. Jeg har proppet mine AirPods i ørerne og skruet op på fuld styrke. Det giver tre minutters ophold fra de dobbelte spor i hjernen.

Det er de spor, der gør, at jeg kan sidde og tale forholdsvis fornuftigt og normalt om pixels, sort/hvid fotos og computere med H over maden, samtidig med at de andre tanker ruller uforstyrrede videre. Det er svært at forklare og sikkert endnu sværere at forstå.

Når “Tougher Than The Rest” er slut, ruller YouTube videre ganske af sig selv, og jeg har betalt mig fra reklamerne. Det er 119 kr. værd.

Jeg har aldrig været opmærksom på det tidligere, men det er som om musik hjælper, når det er på fuld knald. Derhjemme hører jeg aldrig musik, fordi jeg ikke kan lave noget samtidigt, men den opfattelse skal muligvis revideres. Denne artikel er eksempelvis blevet til med lyden på maksimal styrke. 

ECT: Sådan kan angsten måske reduceres/italesættes

Jeg håber på et møde med ovl. MS i morgen. Og om jeg så skal vride armen om på hende, skal hun ordinere min. 3 x 3 ECT. Det er mit eneste håb; dette skal høre op.

Jeg har nedfældet følgende punkter og printet dem ud i 12 eksemplarer (så er der til fire uger a tre behandlinger). Jeg udleverer det til personalet i ECT-afdelingen, så de ved, hvad de har med at gøre.

Det er komplet tåbeligt og idiotisk, eftersom jeg har prøvet det mere end 100 gange, men sådan må det være.

  1. Jeg er så bange – primært for at I ikke har bedøvet mig korrekt/tilstrækkeligt.
  2. Jeg har meget svært ved at slippe kontrollen.
  3. I skal overholde alle rutiner inkl. “tage værdier” ude på gangen. I forvejen er alle mine sanser skærpede.
  4. Hvis I ikke overholder alle rutiner, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt I har styr på det, eller om jeg selv skal være “in control”:
    1. Jeg ved, om ECT-apparatet er indstillet til 90 pct.
    2. Jeg ved, om der gives bilateral ECT
    3. Jeg ved, om sengehestene er slået op
    4. Jeg ved, om bideskinnen er parat
    5. Jeg ved, hvad I siger til hinanden, og hvordan I går rundt i lokalet.
  5. I skal sige højt, når I tænder for strømmen. Og vi skal have en aftale om, at hvis jeg hører det, er der noget helt galt.
  6. Hvis muligt: X – eller en anden, jeg kender – skal holde mig i hånden, når anæstesien skruer op.

 


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Næsten fri af rollen som syg

Næsten fri af rollen som syg

Angsten blev for stor

Næsten fri af rollen som syg

Jeg er måske en stor idiot (sig det bare), men jeg har aflyst alle fremtidige ECT-behandlinger. Det var nemt. Logge på “Min Sundhedsplatform” (hvis det så end er), sætte et flueben og svare på, om jeg ville have nye tider. Nej tak. Og så “Venlig hilsen Hanne B. Stegemüller”.

Det er et sats, for hvad vil der nu ske? Starter cirkusset forfra om nogle måneder? Bliver jeg syg igen? Skal jeg indlægges 15 gange mere?

Jeg har to behandlingsmuligheder:

  1. Medicin eller
  2. ECT.

Ad 1: Jeg skal under ingen omstændigheder eller nogensinde tilbage til medicinen. Jeg blev nærmest invalid efter 15 års indtag af diverse antipsykotiske præparater. Det medførte en frygtelig Parkinsonisme, der er det værste, jeg nogensinde har prøvet.

Forestil dig at tisse i sengen hver nat, fordi det hormon, der styrer blæren, ikke længere fungerer. Så kan man fx ikke gå på gaden, for hvad nu, hvis det går galt der? Jeg havde ingen håndskrift, jeg kunne ikke ramme de rette taster på tastaturet, så jeg kunne ikke passe et mikroskopisk job som supporter for Interfloras kunder. Jeg kunne ikke løfte en kop eller et glas men måtte bruge sugerør. Det er altså en underlig måde at drikke et godt glas rødvin på. Der var en periode, hvor jeg ikke rigtig kunne se noget. Og der var meget andet galt.

Det var så slemt, at jeg uden videre fik bevilget ugentlig, vederlagsfri fysioterapi efter konsultation hos en hamrende dygtig speciallæge på Bispebjerg. Får man det i dagens Danmark, så er man altså dårlig.

Ad 2: ECT er stort set uden bivirkninger bortset fra nogle kognitive problemer, men man kan lære kompenserende strategier. Parkinsonismen gik langsomt men sikkert i sig selv, da jeg overgik til ECT efter en langvarig indlæggelse i efteråret/vinteren 2020. Professor Poul Videbech deltog i beslutningen om overgangen; han mente i hvert fald, at det var et forsøg værd, da en overlæge og en farmaceut på Psykiatrisk Center Glostrup spurgte ham til råds.

Måske behøver jeg ikke længere behandlingerne?

Det er to måneder siden, jeg fik den seneste (og indtil videre sidste) ECT-behandling, og jeg har det jo godt. Muligvis en anelse submanisk, men søvnen er helt, som den skal være. Døgnrytmen passes og jeg får rigeligt med vand. Jeg synes, alt er godt, men er selvfølgelig opmærksom. Sådan er det at have det, der kaldes “god sygdomsindsigt”.

Angsten blev for stor

Jeg vågnede 03:30 natten til lørdag med galopperende angst: hjertebanken, sved og katastrofetanker om at dø fra det liv, jeg endelig er blevet glad for. Brugte en time i sengen på at besvare en mail (jeg har et lækkert og rigtigt tastatur til iPadden). Forsøgte uden held at sove igen og 05:30 stod jeg op og lavede morgenkaffen. Så havde jeg en lang dag forude.

Psykologen havde på forhånd sagt, at angsten ville blive værre, når jeg havde svigtet behandlingen i juni og egl. også i juli. Endnu en gang havde hun ret. Det var på ingen måde rart.

Søndag morgen traf jeg beslutningen: Jeg vil ikke mere. Jeg havde tænkt og overvejet pro et contra i et døgn – i hvert fald satser jeg og ser, hvad der sker. Det er måske torskedumt, men jeg prøver. Jeg vil ikke leve med fem dages angst forud for to minutters behandling hver fjerde uge. Der var en befrielse over at trykke på diverse taster i SP. Angsten er væk som ved et trylleslag, og jeg kan foretage mig andre ting.

Ikke syg?

Det kan ikke vides, om jeg fortsat er syg og har behov for ECT. Vi må teste det. Men det, der helt sikkert vides, er, at jeg gerne vil ud af rollen som syg, samtidig med at jeg håber Distriktspsykiatrien vil vedblive at holde lidt snor i mig. Det er selvfølgelig modsætningsfyldt. Vil de ikke, så henvender jeg mig da bare igen, hvis det bliver nødvendigt. Mig slipper man ikke sådan lige af med.

ECT-afdelingen har lige ringet og ville aftale tid til på onsdag. Jeg måtte så fortælle, at jeg har aflyst alt. Det troede jeg, de vidste pr. automatik. Hun er så sød og sagde “Det er jo din beslutning. Hvis det alligevel bliver nødvendigt, ringer du bare”. Mere kan man ikke forlange – og det gør jeg heller ikke. Jeg benyttede lejligheden til at takke for den altid gode behandling, alt det de har gjort for mig og for deres altid søde måde at være på. Selvom det må være en “fabrik”, når de behandler 12 – 17 patienter på en formiddag, har der altid været mennesker ansat på “fabrikken”.

Nu må vi se. Det kan gå godt, og så er jeg ikke en idiot. Det kan gå ad h…. til, og så er jeg en idiot. Sådan er det. Jeg tager chancen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.