Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Anders Agger altså

Hvem kan? Anders Agger kan

Anders Agger altså

I denne uge motionerede jeg tårekanalerne to gange til Anders Aggers tremåneders ophold på “Strandbakkehuset” i Rønde, som er et af de to børne- og ungehospices, der findes i Danmark. Afsnit et var ikke så slemt, men både afsnit to og tre var rørende. Første afsnit blev vist på DR1 onsdag den 24. maj klokken 21:25; de næste afsnit vises de kommende to onsdage samme tid. I et anfald af selvvalgt masochisme streamede jeg dem.

Grænsen mellem liv og død er udflydende. Forældre regner på, hvor længe de mon kan få lov at beholde deres barn, inden dødens favntag ligger på lur. Storesøster slår stolt vejrmøller, så Anders kan se, hvor dygtig, hun er. De taler om, hvorfor flaget af og til er på halv stang; hun ved, de er på “Strandbakkehuset”, fordi lillesøster “har lidt ondt i hovedet nogle gange”. Det er en børnevenlig omtale af en aggressiv hjernetumor.

En far sidder ude på gangen og græder over at høre alt det, han ved, de skal miste lige om lidt. En mor ringer i god tid til bedemanden, så hun er sikker på, at alt er på plads, når … Til den tid vil hun ikke magte at stå for sit barns begravelse.

Det er ubegribeligt, hvordan man som forældre kommer over det, der for de fleste er unævneligt. Min mormor sagde altid “De gamle skal dø; de unge kan dø”. Jeg bryder mig ikke om talemåden, der, selvom det selvfølgelig er sandt, er for følelseskold til mig.

Anders Agger har tid

Jeg kender ingen som Anders Agger, der har så god tid til at stille de svære spørgsmål og selvfølgelig også har tid til at høre svaret. Også når det gør ondt på seeren. DR har mange fine udsendelser, hvis man kan finde dem for bar “Bag en kage, Dans en dans eller Tab 30 kilo” osv., og Anders’ rangerer højt på min liste sammen med Mette Frisk fra “Forsvundne arvinger”. Mette Frisk forstår også at stille de små spørgsmål men at få de store svar.

Jeg har set mange udsendelser fra serien, der hedder “Indefra“, og det er kvalitet hver gang. Den høje, langlemmede fyr, der kunne trænge til at blive klippet, forstår at lave TV. Jeg kender mange – også yngre – der vældig godt kan lide “Indefra”.

I sidste uge så jeg Anders Agger i “Tvangsfjernet”. Han var i tre dage helt tæt på Jørgen og Belinda Nielsen, der ifølge de sociale myndigheder ikke var i stand til at tage sig af deres kommende barn. Derfor skulle barnet tvangsfjernes ved fødslen. De to mennesker udstillede til fulde deres manglende forældrekompetencer. Jeg sad og blev mere og mere enig med de sociale myndigheder.

“Sømanden & Juristen – historier fra et hospice”

I eftermiddag vil jeg sætte mig og se “Sømanden & Juristen – historier fra et hospice”, der også var en seersucces, da den blev sendt første gang i 2011. Den vil ligge på DR til 2025.

Anders Agger var i seks uger været frivillig på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande og fortalte om den 53-årige sømand, Per Flindt, der havde levet et hårdt liv, og om den 65-årige jurist, Søren Brøndsted, der insisterede på fortsat at arbejde, selv om han var hospicepatient. Det var hans måde at holde døden på afstand på.

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Refleksioner efter Anders Agger om Livslinjen

Refleksioner efter Anders Agger om Livslinjen

Endelig fik jeg skrevet ansøgningen

Refleksioner efter Anders Agger om Livslinjen

Hvidovre den 11. november 2021

Kære Livslinjen

Jeg har lige (torsdag den 11. november 2021 kl. 21:00) siddet og set Anders Aggers “Indefra” om Livslinjen, og kommer atter i tanke om, at en af jeres rådgivere engang anbefalede mig at blive frivillig hos jer. Jeg har tit tænkt på at kontakte jer med det formål, men har ikke følt mig stabil nok til at påtage mig ansvaret. Det gør jeg nu, hvor jeg har det rigtig godt efter mange års psykisk sygdom (Bipolar affektiv sindslidelse fra 2014 ff), der nu holdes i skak med vedligeholdelses-ECT.

I siger i udsendelsen, at man skal have en relevant socialfaglig baggrund. Det har jeg ikke. Jeg er i stedet cand.jur.

Jeg er 58 år og blev tilkendt pension med virkning fra 05/2021 med udgangspunkt i den psykiske sygdom, Aspergers syndrom, Parkinsonisme og fejlslagne forsøg med seks fleksjobs, hvor det gik dårligere og dårligere. Jeg kunne ikke forlige mig med at forlade arbejdsmarkedet og indse, karrieren var slut. Jeg var i tvivl om, hvad min identitet dernæst ville bestå i, uagtet Psykiatrifonden allerede i 2015 mente, det hele pegede i retning af pension. Jeg ville arbejde.

Jeg kender jer som bruger

Jeg kender jer som bruger, og I har flere gange talt mig tilbage til livet. Jeg vil gerne indrømme, at jeg græd, da jeg så udsendelsen. I rammer rigtigt, hvor I siger, det måske ikke er ønsket om at dø, men mere uoverskueligheden af det liv, man står i lige nu, at livet altid vil køre op og ned, men at der er lys et eller andet sted. Når natten slutter tæt om en, kan det være umuligt at se det, og tankerne om, at man ikke betyder noget for nogen, så det er ligegyldigt, om man er levende eller død, kan blive for nærværende.

Jeg har været klar med listen over dem, der skulle komme til begravelsen (navne, adresser, telefonnumre osv.), salmevalg og andre praktiske foranstaltninger mv.

Jeg har et forsøg bag mig fra 2006 (pilleoverdosering) og har indset, at det rent faktisk er ret svært at finde en sikker metode til at komme herfra. Jeg havde det sådan, at skulle jeg prøve igen, skulle det også lykkes. Jeg kunne se to veje ud af det, jeg stod i:

  • Bruge den asiatiske kødøkse ”den rigtige vej” (altså ikke på tværs men på langs) ned i venstre underarm, eller
  • Springe ud fra en færge en vinternat.

Alt det er gudskelov fortid, og jeg har fået det rigtig godt efter en fremragende indsats fra psykiatriens side.

Karriere mv.

Link til Curriculum Vitae dateret 2013: https://stegemueller.dk/curriculum-vitae-inden-jeg-blev-syg/

Tiden fra 2014 og frem til 2016 gik stort set med at være indlagt. 2016 blev jeg tilkendt fleksjob, som jeg virkelig forsøgte at varetage i seks omgange, afbrudt af lange perioder med indlæggelser (i alt mere end 15; jeg har opgivet at tælle). Efteråret 2020 måtte jeg indse, det ikke gik. Jeg kontaktede min sagsbehandler, der uden videre satte pensionssagen i gang.

Efter pensionstilkendelsen har jeg fået det rigtig godt, formentlig bedre end nogensinde før, hvilket er en medvirkende årsag til, at jeg sender denne ansøgning. Livsangsten er konverteret til dødsangst i forbindelse med ECT-behandlingerne, men den arbejder jeg på sammen med min psykolog.

Og hvad bruger jeg tiden på?

Det er mange år siden, jeg startede på at slægtsforske. Den hobby har jeg genoptaget. Når man har Aspergers syndrom, er man typisk dygtig til detaljer og store datamængder, der kræver logisk sans, som er forudsætninger i den hobby. Resultater kan evt. ses her: https://tng.stegemueller.dk.

Herudover bruger jeg meget tid på udvikling af mit website (https://stegemueller.dk).

Jeg har endvidere stor glæde ved at skrive artikler til hjemmesiden.

Afrunding

Hvis I på baggrund af ovenstående ikke mener, jeg er en værdig kandidat, er det i orden, men jeg har i hvert fald været ærlig om mine hidtidige erfaringer på alle niveauer.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

 

/6 Kommentarer/i , /af ,

Anders Agger

Anders Agger

Jeg ser næsten aldrig TV, fordi jeg stort set ikke kan, men Anders Agger kan fastholde på min koncentration. Jeg glæder mig til at fortælle det til Pernille i DPC.

Jeg har altid godt kunnet lide Anders Agger, der med skjorten ud over bukserne og det halvlange hår forstår at spørge mennesker om det allersværeste – og så endda også få et svar! Det er der ikke mange, der evner.

Han har tiden og roen til at lave godt fjernsyn!

Her til aften faldt jeg over serien “Indefra med Anders Agger”, som starter med historien om en kvinde med en kræfttumor i hjernen. Det var værd at se. Livets store spørgsmål: død eller levende? Hendes og familiens overvejelser om, hvorvidt hun skulle lade sig operere eller ej. Ville hun efter operation nummer to vågne op og have mistet talens brug og ikke kunne gå?; for sådan gik det efter den første operation. Dø af kræften eller ende på hospice uden at kunne noget. Det er ikke noget let spørgsmål. Det fine ved udsendelsen var blandt andet, at børnene og ægtefællen deltog med alle deres tvivl og al deres angst. Hvordan beslutter man dog den slags?

Afsnit to var knap så interessant, idet vi var på besøg hos Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk. Virksomheden er veldrevet, får fine børsnoteringer mv. – men der er selvfølgelig ikke den samme inderlighed over den slags, som over en tumor i hjernen.

Men jeg vil smutte videre til tredje afsnit…