Joe Bidens kone må træde i karakter
Joe Biden må trække sig
Indholdsfortegnelse
Joe Bidens kone må træde i karakter
Jeg synes vældig godt om præsident Joe Biden. Han har ledet verdens mest magtfulde nation sikkert gennem de seneste fire år, og jeg har været tryg ved ham og Natos generalsekretær Jens Stoltenberg sammen i spidsen for forsvarsalliancen.
Nu går det bare ikke længere, og hvem kan få Joe Biden til at trække sig? Det må være hans kone, førstedame Jill Biden, for der er tilsyneladende ingen andre, der kan. Hun må træde i karakter, og det kan kun gå for langsomt.
Vi kan jo ikke have en mand i spidsen for verdens mægtigste nation, der ikke kan kende forskel på Vladimir Putin og Volodymyr Zelenskyj, og som roder rundt i Trump og sin egen vicepræsident Kamala Harris.
Jeg ville ikke have valgt vicepræsident Trump som vicepræsident, hvis ikke hun var kvalificeret til at være præsident
Jeg er meget bekymret. Mægtige pengemænd har trukket deres støtte til hans præsidentvalgkampagne, og det er fuldt forståeligt. Fremtrædende senatorer vender tommelfingeren nedad, og det gør de ret i. Det gør jeg også.
Joe Biden kan måske vinde præsidentvalget over Donald Trump (det håber jeg da), men jeg tør ikke tænke fire år frem. Jeg bryder mig ikke om aldersfascisme, og min bedste ven er snart 80 år gammel, men hun leder altså heller ikke verdens mægtigste land. Om fire år er Joe Biden 85 år, og når han allerede fumler så meget nu, hvordan ser det så ikke ud om fire år?
- Selvfølgelig kan man være præsident, selvom man er dårligt gående, men han tripper om bord på Airforce One som en lille pige, der lige har lært at gå.
- Han hoster sig gennem pressemøderne og mister til tider helt stemmen. Som præsident må man have talegaverne i orden.
- Han er helt sikkert klogere end Donald Trump (der skal vist heller ikke så meget til), men tror den menige amerikanske vælger på en sejr til ham?
- Det kan godt være, han har gennemgået flere neurologiske undersøgelser, og at de har frikendt ham, men det er ikke noget, der viser sig på pressemøderne.
Hvis Joe Biden trækker sig nu
Hvis Joe Biden trækker sig nu, kan en anden måske nå at køre sig selv i stilling til præsidentvalget den 5. november. Det må dog anses for usikkert, så næsten uanset hvad vinder Donald Trump. Fire år med den galning er næsten ikke til at holde ud at tænke på.
Donald Trump er for gode venner med Vladimir Putin, Kinas Xi Jinping og senest også den ungarske premierminister Victor Orbán. Orbán kalder selv rejsen til Kreml, Florida og Kyiv for en “fredsmission”. Sikke et trekløver. Vanvittige gamle mænd ser ud til at skulle regere den vestlige verden. Det går simpelthen ikke. Nogen må snart vågne op.
Revideret 13. juli kl 11:00: Jeg hørte podcasten “Stjerner og striber”, episoden fra den 12. juli “USA: Presset stiger på Biden”, der faktisk giver mig ret i, at det kun er Bidens kone, der kan tale ham til fornuft.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Vi kan alle komme til at glemme eller ombytte navne på personer og steder, og det bliver værre med alderen. Det er fysisk krævende at være toppolitiker, og den kløgt man erhverver sig med årene, kan ikke blive ved med at opveje kroppens naturlige forfald.
Men når det er sagt, så undervurderer mange Joe Bidens betydning som leder af USA. Han har om nogen et indre politisk kompas, der kan sige, hvad der er ret og vrang, han taler de svages og middelklassens sag, foretager kloge valg af ministre, og er en god allieret med Europa.
Fire år til er ikke anbefalelsesværdigt og forslaget om at hans nærmeste, hans kone må sige stop nu, er slet ikke så ringe. Obama og Nancy Pelosi må have lignende positioner.
Alt for meget står på spil, der er krig i vores nærområde, vi har brug for støtte fra USA, og omvendt har de brug for Europæiske støtte, jeg kan kun håbe på det bedste.
@ Ole
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
1) Selvfølgelig kan vi alle glemme. Og det er sandt, at det blandt andet er aldersbetinget.
2) Jeg er helt enig med dig i, at Joe Biden har et meget fint indre politisk kompas. Jeg synes simpelthen, at han har håndteret Israel/Gaza utrolig flot. Og du har ret: Han er en god allieret med Europa.
3) Det glæder mig sådan set, at du kan lide mit forslag om, at fru Biden nu må sige stop – også selv om, jeg må give Henny ret i, at ægtefæller ikke er ansvarlige for hinandens gøren og laden. Sådan er det at have en god udveksling af synspunkter. Man kan altid blive klogere!
4) Vi må håbe på det bedste, og det er ikke Donald Trump!
Jeg synes principielt ikke, at ægtefæller skal være ansvarlige for hinandens gøren og laden, men nu er jeg også gift!
Jeg synes, at det væsentligste krav, man kan stille til demokraternes præsidentkandidat er, at han/hun kan vinde over Donald Trump. Har vedkommende det ene ben i graven, hul i det, i så fald kan vicepræsidenten, Harris, sikkert tage over.
Jeg synes ikke om, at gamle r*vhuller som min mand, der lige er blevet 80, eller jeg selv, der snart bliver 70, stiller op til vigtige politiske poster, for vi kan som regel ikke holde til det alligevel. Hvis de stiller op, og hvis de bliver valgt, ja, så er det demokratiet, der har talt. Hvilket det selvfølgelig også vil være hvis Trump, Gud forbyde det, skulle blive valgt. I så fald vil det amerikanske demokrati være gået i koma.
Hvad det angår at komme til at sludre, så er det noget, alle kan komme til. Måske er gamle mennesker mere tilbøjelige til det, men jeg anser det ikke for noget kriminelt, så længe de retter sig selv og dermed beviser, at den bagvedliggende hjernevirksomhed er ok. At de tripper og går lidt som om, de har lavet, er bare fordi de beskytter deres osteoporøse skeletter, hvilket ingen skal bebrejdes for. Hvem vil ikke hellere se lidt latterlig ud på en stump video end brække noget?
Jeg er bange for, at Biden er USAs bedste bud på en præsident. Jeg mener ikke hans kone skal rode sig ind i hans politiske valg på nogen måde. Det kunne være en frygtelig fejltagelse.
@ Henny
Tak for din kommentar, der jo sætter tingene lidt i relief. Det er du altid god til.
1) Jeg kan godt se, at ægtefæller ikke skal være ansvarlige for hinandens ageren. Som bekendt er jeg ugift. Jeg kan bare ikke forestille mig, hvem der ellers kan tale Joe Biden til fornuft.
2) Helt enig. Demokraternes kandidat skal kunne vinde over Donald Trump. Jeg tror faktisk rigtig meget på Harris. Hun virker på en eller anden måde “slagkraftig”.
3) Jeg er vældig bekymret for, at vi vil se Donald Trump som USA’s næste præsident. Komaen er nært forestående. Vores nu glødende verden vil da først gå rigtigt i brand. Jeg synes, Joe Biden har løst den stort set umulige opgave med Israel/Gaza rigtig godt ad forhandlingens vej. Donald Trump ville formentlig have sat hårdt mod hårdt. Det er ikke sådan, man skaber fred.
4) Næh, det kan jeg selvfølgelig godt se. Men jeg synes altså, Joe Biden sludrer vældig meget. Der er selvfølgelig det i det, at alle medierne elsker at udsende og genudsende sludderen adskillige gange, så fejltagelserne kommer til at fylde utrolig meget. Hvordan var resten af pressekonferencerne? Var han da klar i spyttet?
5) Du har nok ret. Tak fordi du nuancerer min debat!