,

Er du forsker og mangler en hjælpende hånd til databehandling og analyse

Gratis hjælp til dataanalyse og Excel

Er du forsker og mangler en hjælpende hånd til databehandling og analyse med passion og præcision – især i Excel? Jeg tilbyder gratis og fleksibel støtte til forskningsprojekter, hvor struktur, præcision og sproglig bevidsthed er et krav. Jeg elsker at arbejde med data, og jeg trives med at skabe orden, overblik og mening i komplekse datasæt.

Jeg tilbyder

  • Hjælp til datarensning, strukturering og analyse (især i Excel)
  • Fejlfindingsopgaver og tjek af datakvalitet
  • Formulering og korrekturlæsning af tekster og konklusioner
  • Detaljesans og systematik – jeg ser det, andre overser

Sådan kan samarbejdet kan foregå

  • En dag om ugen
  • Gratis og uforpligtende

Min baggrund

Jeg er cand.jur., 61 år og har en solid karriere i centraladministrationen bag mig. Gennem 23 år har jeg arbejdet med resultat- og økonomistyring samt ledelse af it-projekter. Jeg har Aspergers syndrom, hvilket giver mig en særlig evne til at fokusere på detaljer og analysere data systematisk og grundigt. Jeg ser diagnosen som en styrke – ikke en begrænsning.

I studietiden var jeg studentermedhjælper for en forsker på Københavns Universitet, og det samarbejde tænker jeg stadig tilbage på med glæde.

Jeg blev pensioneret i 2021 grundet sygdom, men det føles som skønne spildte kræfter helt at trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet. Jeg vil gerne bevare kontakt til det faglige arbejdsmarked – i et tempo og et format, der passer til min situation.

Socialt og fagligt fællesskab

Jeg savner fagligt fællesskab, nogen at sige “godmorgen” til og nogen at spise frokost med en gang om ugen. Jeg kan ikke klare et 37-timers job med højt tempo og krav om konstant produktivitet, men jeg kan til gengæld yde værdifuld støtte for den forsker, der har opgaver, som kræver omhu og systematik.

En usædvanlig henvendelse?

Jeg har allerede skrevet til HR-direktøren på DTU – jeg går som regel til toppen, for det er der, man bliver hørt bedst. I min “ansøgning” skrev jeg blandt andet:

Arbejdslivet har lært mig “altid gå til toppen”, derfor får du denne mail med tilbud om gratis arbejdskraft et sted på DTU, selvom jeg ikke helt kan gennemskue jeres organisation.

Mit håb er at finde nogen, der kan bruge min hjælp – også uden om de etablerede systemer. Jeg har fx kontaktet job-banken.nu, som formidler kontakt mellem psykisk sårbare førtidspensionister og arbejdsgivere, men de har i øjeblikket lukket for nye henvendelser pga. lang venteliste.

Vil du høre mere?

Er du forsker – eller kender du én – der kunne bruge min hjælp? Så læg gerne en kommentar i kommentarfeltet herunder. Jeg svarer gerne til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Bemærk: Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes af hensyn til spam. Herefter slipper du automatisk igennem næste gang.

Tak fordi du læste med!

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *