, ,

Dictus

Dictus er et dansk talegenkendelsesprogram, der gør, at man kan diktere sine tekster frem for at skrive dem med tastaturet, og det er intet mindre end genialt: Man siger det, der skal stå, og så skriver computeren det selv på skærmen.

Jeg havde Dictus i en af de allerførste versioner og var meget begejstret for det. Så kom Windows 7, som programmet ikke kunne køre under, og så glemte jeg det ærlig talt. Kirsten B. R. genopfriskede for nyligt min erindring i en kommentar. Nu har jeg købt det igen i den nyeste version, og selv om jeg synes, det er dyrt (1.600 kr. inkl. headset), har jeg alligevel prioriteret det, fordi:

  • jeg kan skåne min skulder, så den ikke hele tiden skal hænge ude i yderstillinger for at nå musen (for det gør stadig ondt),
  • vi kan bedre “skrive” vores historier om de kriminelle i 1800-tallet i et mundret sprog, hvis vi dikterer i stedet for at sidde og rode med hver enkelt sætning,
  • jeg skriver rigtig mange mails, som det ville være rart at få lidt hjælp til, og selvfølgelig
  • blogskrivning.

Inden man rigtig kan gå i gang med Dictus, skal man træne programmet, så det lærer ens måde at tale på. I programmet er inkluderet seks træningstekster, som man kan gå igennem. Det siges at være tilstrækkeligt at træne i fem minutter. Jeg har nu valgt at gennemgå alle seks tekster for at få bedst mulig genkendelse fra starten, og jeg har trænet programmet i næsten 50 minutter.

Jeg har fået sorte ører, for jeg har – indtil videre – kun det gamle headset, hvor “puderne” er helt frønnede og falder fra hinanden i store stykker. Jeg har nu hevet dem af, men det er ikke en videre behagelig oplevelse at sidde med den hårde plastik direkte på ørerne. Jeg glæder mig til det nye headset kommer med posten.

En anden måde at træne programmet på er, at indlæse tekster, man selv har skrevet, således at Dictus lærer ens vokabularium at kende. Man kan indlæse DOC-filer fra Word (men af en eller anden grund ikke DOCX – og det er irriterende) og så txt-filer fra Notepad. Dictus løber så teksten igennem, og markerer de ord, det ikke kender. Herefter kan man tilføje ordene og træne dem med stemmen. Jeg har prøvet at tage nogle mails om slægtsforskning, omdanne dem til txt, og så indlæse dem. Programmet genkendte overraskende mange af min specielle ord.

Nu ville det jo være dejligt, hvis jeg kunne sige, at denne blogpost var dikteret med Dictus. Det er den desværre ikke, for af en eller anden grund virker min værktøjslinje DA ikke som den skal. Jeg burde få en række Dictus-specifikke punkter i værktøjslinjen, men det gør jeg ikke. Øv. Jeg har skrevet til supporten, om hvordan fejlen rettes, for jeg er meget ivrig efter at komme i gang med at bruge programmet.

9 Svar
  1. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    @ Rasmine

    Jeg tænkte faktisk på dig og dine tekster, da jeg skrev posten! Det ville være genialt for dig, der arbejder med lange svære tekster. Det vil muligvis være et problem med de mange fagudtryk, du sikkert har i dine tekster; du har jo ikke på forhånd nogle tekster, du kan læse ind i Dictus. Du skaber jo netop teksten i det arbejde, du udfører, og derfor har du ikke på forhånd nogle tekster. Men prøv da at skrive til dem – det kan aldrig skade; deres e-mail-adresse er: [email protected]

  2. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    @ Inge

    Det er blandt noget af det blogland er godt til: gøre opmærksom på ting, man pludselig finder ud af. Jeg glæder mig meget til at tage programmet rigtigt i brug.

  3. Susanne
    Susanne siger:

    Altså – al den teknik. Jeg anede ikke, at der fandtes et program med sådan et navn. Jeg tror bare, at jeg skriver videre, som jeg plejer. Det er heller ikke de store mængder, jeg skal igennem.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Susanne

      Jeg tror også, at man har bedst nytte af programmet, hvis man skriver meget, for jeg tror, at man skal holde sig i træning med at diktere. Jeg kan i hvert fald mærke, at der er flere af træningsteksterne, hvor jeg må bede om at få teksten igen, fordi min udtale er for utydelig til at Dictus kan forstå mig. For år tilbage var jeg faktisk ret god til det.

  4. Eric
    Eric siger:

    Fagre nye verden! Jeg skriver imidlertid så langsomt, at jeg værdsætter den tid, det giver til at tænke mig om – og så laver jeg det ofte om alligevel. 😉 Det er nok også bedst brugt på enpersonskontorer. Men afgjort smart!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Du har ret i, at det er fagre nye verden.

      Jeg skriver også ret langsomt, for jeg har aldrig lært blindskrift, og jeg kan også godt lide betænkningstiden; betænkningstiden har man imidlertid ikke udelukket sig fra, man slukker bare mikrofonen, mens man tænker sig om. Firmaet skriver, at man skal tænke på, hvordan læger og advokater dikterer. De tager ofte en sætning ad gangen, og slukker så for diktafonen, indtil de er klar med næste sætning.

      Det siges, at man kan “skrive” tre gange så hurtigt med Dictus frem for når man selv betjener tastaturet.

  5. Den stille pige
    Den stille pige siger:

    Det er da godt nok smart.

    Sådan noget burde de indføre i Juniors skole – ja, i alle skoleklasser, hvor der er elever, der har finmotoriske problemer og for hvem skrivning i hånden er en uoverkommelig udfordring og kilde til stor frustration.

    Og for alle andre, store og små, handicappede og ikke-handicappede, der af en eller anden årsag har brug for den hjælp eller aflastning sådan et program kan tilbyde. Det er da genialt 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Den stille Pige.

      Ja det er intet mindre end genialt. Jeg ser meget frem til at få det til at virke.

      Firmaet bag gør faktisk også meget for at fremhæve, at det er godt i skolen og alle steder, hvor der er mennesker, der har det svært med at skrive fx ordblinde, hvor Dictus kan være en meget stor hjælp.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.