,

Collage: blandede sort/hvid-billeder

Collage: blandede sort/hvid-billeder

Lidt “handicappet” med den bærbare

Jeg har ikke min slægtsdatabase ved hånden, men billederne var lagt i Google Drev, og Photo Collage Maker kunne hentes igen. Det kom der en collage ud af.

I øverste række

Christine Jensdatter: Født i 1834 i Kokborghuse, Thyregod Sogn og død august 1918 i Hindskov, der også ligger i Thyregod Sogn. Hun havde otte søskende og blev selv mor to gange.

Da hun er 20 år, gifter hun sig med den 10 år ældre Hans Knudsen. På et ukendt tidspunkt overtager Hans Knudsen hendes fødehjem (en gård), som han driver indtil 1897. Gården overdrages da til sønnen Jens Skov Hansen.

De første oplysninger om familien har jeg fra en af de købte slægtsbøger, “Slægtsbog for Efterkommere af Jens Christian Pedersen, født 1797.” Dansk Slægtsforskning, Fredericia, 1960, (men alt er kontrolleret), så jeg vil tro, billedet også stammer derfra. Anledningen er sikkert en rund fødselsdag og det må være Christine i billedets centrum med den hvide kyse.

Hastrup Mølle i Thyregod Sogn: Jeg har fundet frem til mere end 200 personer i Thyregod Sogn. Adskillige af dem hedder Schiøtt, stavet på et utal af måder, til efternavn, og de døde og/eller levede på Hastrup Mølle.

Ingen er klar over, hvor gammel møllen er. Historisk Atlas skriver blandt andet:

Der er ingen, der ved, hvor gammel møllen er. Den kan være lige så gammel som Hastrupgård, da der var møller i 1200-tallet. Den omtales første gang i præsteindberetningen i 1638 i forbindelse med Hastrup.

Historisk Atlas omtaler blandt andet disse mølleejere:

1852 skøde til Johannes Frederik Schjøth
1878 skøde til sønnen Jens Henrik Schjøth
1886 skøde til broderen Carl Frederik Schjøth, han nedlagde mølleriet i 1914
1919 skøde til Christian Schjøth, han havde haft møllen i forpagtning siden 1908. Efter mølleriet blev nedlagt var der restaurant på stedet.

I nederste række

Collage: blandede sort/hvid-billederCathrine Elisabeth Durck: Født i København i 1804 og død som møllerkone af brystbetændelse i Hastrup Mølle, Thyregod i 1871. Hun har da været enke i tre år. Hun blev mor otte gange.

Ved folketællingen i 1845 bor hun på Bogø Mølle med sin mand møller Johannes Frederik Schiøtt og fem af børnene. Møllen bliver senere fredet og brugt som motiv for et frimærke.

Gad nok vide, hvor jeg har opsnuset det frimærke? Ikke alene har jeg fir-blokken i original men også et enkelt-mærke.

Morfars søstre Ane Kristine og Thora Karoline

Det midterste billede i nederste række: To af de unge kvinder (i nederste højre hjørne) er min morfars ældre søstre Ane Kristine Kristensen og Thora Karoline Kristensen. Billedet stammer fra Skærlund Gymnastikforenings gymnastikopvisning. Jeg mener det er i starten af 1920’erne.

Om Ane Kristine (1894 – 1974): Jeg kan selv ganske svagt huske, at vi besøgte hende på alderdomshjemmet i Brande; Vi kaldte hende ‘faster Anna’, og syntes, hun altid var så sur. Det har næppe været sandt.

Slægtsbogen for Schiøtt-Familien skriver på sin vanlige facon om kvinder: “Gik i skole i Skærlund, uddannedes ved husgerning og havde plads herved indtil sit giftermål, fortsatte efter mandens død driften af ejendommen i Brandlund, arbejdede samtidig for fremmede, bl.a ved roehakning samt som kogekone, bortforpagtede senere ejendommen til sønnen Gunnar, bosatte sig derefter i Brande, syede her på fabrik indtil 1964 og fik så ophold på alderdomshjemmet.”

Hendes søn Poul Erik skriver i en slægtsbog, som han har udarbejdet i 1999, om sin mors liv: “Ane Kirstine Kristensen måtte efter 1936 (året for ægtefællens død – red.) påtage sig meget udarbejde for at klare den store børneflok (hun blev mor ni gange – red.), selvom vi kom ud at tjene, så snart vi kunne tjene blot en lille løn. Forfatteren således i 1934, lønnen for den første sommer var 50 kr. plus et par træsko. Mors udarbejde bestod i roehakning, opsamling af kartofler mv., desuden var hun en ret efterspurgt kogekone, navnlig berømt for sin kaffekringle, og som hun fortalte engang, den var blevet rost, så var den endda bagt på tælle (oksetalg). Nogle år på systuen på det der senere blev til ‘Brandtex’ fuldendte et langt arbejdsliv.”

Collage: blandede sort/hvid-billederOm Thora Karoline (1898 – 1987): Jeg husker hende forholdsvis godt; hun havde en fiskeforretning i Årup på Fyn. Jeg mener, vi kaldte hende “moster Thora”, men det var jo da noget vrøvl; hun skulle have været “faster Thora”, da hun var min mors fars søster. Hun var gift med “onkel Vilhelm”.

Den købte slægtsbog skriver: “Gik i skole i Skærlund, uddannedes ved husgerning, dels hjemme og dels ude, bl.a. på Filskov Kro, virkede senere som servitrice forskellige steder, bl.a. ca. et år på Brejning Hotel ved Vejle, to år på Offersens hotel ved Vejle samt fire år på Hotel Ebeltoft afbrudt af et par år, hvor hun hjalp broderen (altså min morfar Carl Frederik Kristensen – red).”

Det med at hun hjalp min morfar er noget af en underdrivelse. Der burde have stået, at hun var den, der stod last og brast med ham, hun sled og puklede, indtil han gik på tvangsauktion med Schiøttsminde som 26-årig i 1925. Kilden til dette er morfars egne erindringer.

Det sidste billede: Mette Kristine Gørtzen født 1789 i Herlufmagle og død 1868. Det sidste er jeg ikke sikker på, da jeg ikke selv har en original kilde til det. Jeg har kigget efter i både Alsted og Alslev i 1868. Det må vente på den metodiske gennemgang af alt i databasen, der forekommer tvivlsomt.

Hun havde 10 søskende og blev selv mor ni gange.

Den 19. marts 1813 giftede hun sig med Jens Frederik Bøgvad i Fuglebjerg Kirke, og det er jeg ikke i tvivl om. Jeg har ikke så mange informationer om hende, og billedet er også bare med, fordi det er helt fantastisk, at der findes så gamle billeder.