,

Hurra for Monrad

Ugen bragte mig til vores bedste landsarkiv: nemlig Viborg. Jeg synes, det er sådan en smuk bygning, læsesalen er lys og venlig med højt til loftet, medarbejderne er hjælpsomme, kort sagt det er et dejligt sted at være. Har du aldrig været der, skulle du unde dig selv en tur til LAV.

Målet med turen var at prøve at finde ud af, hvordan barnedrabet i Uhre nogensinde kom til myndighedernes kundskab, når de alle sammen slet ikke vidste nogent med andre ord, hvem endte med at tale over sig?

Det spørgsmål kom der ikke svar på, men med stor hjælp fra Ole Bech Knudsen lykkedes det at komme godt ned i Nørvang Tørrild Herredsfogderi samt Vejle Amt arkiv. Vi fandt stævningen af de to og så et dejligt dokument skrevet af herredsfoged M. A. Monrad (der blev herredsfoged i Nørvang Tørrild i 1876). Monrad forholder sig faktisk til den stokdøve husbond Otto Sørensen. Det glædede mig at se – så var der da én, der tænkte sig om. Historien kommer senere som et led i “Historien i Glimt”. I får lige en hurtig udgave her:

Arkivnummer: B7 5616
Journal nummer 222/81
29/11 81 Anklage C 635

“Vejle 28 Novbr 1881

Hermed tillader jeg mig tjenstligt at fremsende Udskrift med Bilag af et Forhør over 1) Arrestantinden Karen Christensen og 2) Karlen Jens Mourids Hansen paabegynd den 5te dennes og sluttet i dag.

Ved paany at gennemgaa Sagen før Forhørets Slutning har det Spørgsmaal paatrængt sig mig, om der maatte være Anledning til at fortsætte Undersøgelsen mod Arrestantindens tidligere Husbond og Madmoder, som, skjøndt de maa antages at have været vidende om, at Pigen var højt frugtsommelig, har undladt at tale til hende om forberedelse til Nedkomsten m.m. og særlig mod Husbonden, som, skjøndt han hørte Pigen klage sig den paagjældende Nat, har undladt, enten selv eller ved sin Hustu at undersøge Grunden dertil, en Undersøgelse, hvorved den begaaede Forbrydelse rimeligvis vilde være bleven forebygget.

Da jeg imidlertid er af den mening, at en fortsat Undersøgelse imod dem ikke vil føre til, at kriminelt Ansvar kan gøres gældende imod dem, har jeg troet ikke at burde fortsætte Forhøret, forinden Sagen og dermed det ovenberørte Spørgsmaal har været forelagt Amtet.

A. Monrad

Til
Det kongelige Amt
Vejle”


Et andet mål med turen var at lære kunsten at fotografere kirkebøger af Leif Sepstrup. Det gik sådan set meget godt – problemet er bare, at noget gik galt, så jeg havde kun ca. 1/3 af de fotograferede sider med hjem. ØV. Gad vide hvor de er blevet af?, for de var der, og vi kontrollerede om kvaliteten var i orden.

Men det har da fået mig til at læse manualen til kameraet – og det er da vist meget godt, for det viser sig at kunne alt, hvad man kan ønske sig. Jeg håber, at blive i stand til at fotografere nogle sjællandske kirkebøger efter 1891 fra mine sogne, og så lægge dem på min side til glæde for flere. Nu er Midtjylland fantastisk godt dækket – så vi må da også i gang herovre.

Og så er det jo påske lige om tre dage

,

En efterlysning & et jubilæum

Christianshavns Straffeanstalt huser Karen Christensen i tre år. Hun løslades den 5. januar 1884 fra Forbedringshuset, som hun ankom til med præcis 1 krone og 28 øre på lommen. Men hvad bliver derefter af hende? Er der en af jer, der læser med her, der “kender” Karen Christensen og ved, hvad der videre skete? Jens Mourits Hansen er også forsvundet som dug for solen efter 1890. Kender nogen ham?

Men bortset fra det, så er historien nok næsten slut, og det har været utrolig sjovt at fortælle den. I går sad jeg og fandt alt “det almindelige” i kirkebøger og folketællinger, for at runde historien af, og det var en lidt sjov tanke, at her arbejdede jeg bare som ‘bonus’ med det, vi plejer at standse ved. Jeg kan blive helt vanvittig af at tænke på alle de historier, der kunne skrives på baggrund af alle de arkivalier, vi ikke engang har fantasi til at spørge efter. Måske skulle jeg tage og finde mig et job i arkivverdenen i stedet? Så får man vel en nøgle, og så skal jeg gerne passe på arkivet om natten

Et lille jubilæum skal der også være plads til. Du sidder nu og læser indlæg nr. 100 i mit blog. Jeg startede med at blogge i december 2005 og siden da, ser det ud som om, jeg har fået en del faste læsere. Tak fordi I vil bruge tid her. Jeg prøver at holde fast i den oprindelige idé om, at det skal være et ugebrev om proces og resultater i min forskning. Af og til er der selvfølgelig “en afviger”, men det kan også gå.

Der dukker langsomt flere blogs om slægt op. Jeg undrer mig over, at der ikke er flere slægtsforskere, der blogger, for når man først har fået det installeret, er det at skrive et indlæg ikke ret meget anderledes/sværere end at sende en e-mail. Jeg er sikker på, der sidder rigtig mange ældre slægtsforskere med skufferne og computerne fyldt med historie i øjenhøjde, der bare skal fortælles, men som er lidt tøvende overfor at begynde på at lave en hjemmeside. I de tilfælde er bloggen den absolut letteste måde, at få fortalt historien. Husk: “Film skal ses i biografen” og “Slægtens historie skal fortælles”.

,

Forår

I skulle have haft en rask barsk historie eller to i dag, men der er desværre lidt kludder hos udbyder, så jeg kan ikke sende filerne af sted til Historien i glimt. Det er nu lidt ærgerligt, for Leif har været i Viborg og set lidt i Nørvang – Tørrild Herreders Fogederi, og det er slet ikke uinteressant med et barnelig i en jydepotte, og en mand der hænger sig i laden, fordi faderen gifter sig med et almisselem i Sønder Omme… mere i næste uge eller senere i dag.

Status for Dansk KirkegårdsIndex er, at der er oprettet 369 kirkegårde af 69 forskellige bidragydere og der er 125 færdige kirkegårde i skrivende stund. Jeg tror, forårets komme vil bringe mange flere ud med kameraet – men pas nu på den skarpe sol i de blankpolerede sten. Kirsten har i ugens løb sendt mig en artikel, hvor Jytte Skaaning er i Kalundborg Folkeblad fordi Skælskør Egnshistoriske Arkiv vil lave 11 kirkegårde. Godt gået Skælskør! Du finder artiklen på DKI.

Status for Strays er, at der oprettet 1.628 omstrejfere/strays/folk der er langt borte fra, hvor de plejer. Det er 12 brugere, der står bag alle disse indberetninger. Det, synes jeg, er rigtig flot. Jeg kan se flere har gået fuldstændig systematisk til værks med en kilde og på den måde har ydet meget omfattende bidrag; selv indberetter jeg, når jeg falder over en. Det bliver ikke til det stor antal, men lidt har også ret.

Har du været ude? har du mærket solen varme en lille smule? Det er da mageløst! Mine tulipaner på altanen har det godt og er 11 cm. oppe!

,

Gamle billeder 1

Gamle billeder gør datoer til mennesker igen

Jeg er vild med gamle billeder. I løbet af mange år med slægtsforskning, har jeg samlet mange gamle billeder. Desværre er det nødvendigt at forsyne dem med vandmærker. Har du en legitim interesse i et eller flere af billederne, kan du kontakte mig og få tilsendt eksemplarer uden vandmærker.

Fars fætter Poul Robert Laurits THOMAS (1914-2001) sidder på armen af sin far Carl Christian Thomas, og ved siden af står moder og hustru Laura Sørensen, der var min farmors søster. Tag det som en gåde og regn selv ud, hvordan det kan lade sig gøre

Og når du er færdig med at regne på det, så nyd dette billede, der er taget i Søndermarken ca. 1915. Det var et af de billeder, jeg helt havde glemt, jeg havde og som nu pludselig er kommet frem i lyset igen. Galleriet, hvor slægten er beskrevet med billeder, er stort set færdigt, og der er desværre ikke flere gamle billeder, og jeg tror også, kilderne til billeder er udtømt. Det er ærgerligt, for billederne gør datoerne til mennesker (igen – for det var jo det, de startede med at være!).

Datoernes magi

“Datoernes magi” kalder jeg den fornemmelse jeg af og til får, når det er for mærkeligt. Ex: to ud af mormors tre børn døde på hendes fødselsdag. Det er da underligt. Eller hvis man nu taster gravsten eller laver et register til en kirkebog, kan tankerne til tider gå på langfart, og så kommer der et underligt system i det hele, fx er mange døde den 28. eller født i maj. Når jeg har haft den fornemmelse, har jeg af og til tænkt, at nu var jeg da ved at få lidt “pip”, og måske skulle jeg lige tage opvasken i stedet. Det var egl. helt befriende at høre, at Thorkild kendte til det samme. Og vi blev ret hurtigt enige om, at de mange fødsler på landet i maj, bare var det naturlige resultat af høstfesterne det foregående år.

Hvordan får man en Wav-fil på nettet?

Er der en, der læser med her, som ved hvordan pokker man får en lydfil, en “Wav-fil”, på nettet? Jeg har et interview liggende, det er “rippet” osv., men når jeg klikker på linket og mediaplayer – eller hvad man nu bruger – gerne skulle afspille filen, sker der ingen verdens ting.

Kram på spam

Jeg har vist fået krammet på spammerne. Det viste sig, at de kan sorteres fra allerede hos udbyder. Det er helt mærkeligt, at de mails jeg får nu, rent faktisk er til mig!

Det var alt fra en uge i de gamle billeders tegn, og herunder får du lige “Morfar (Carl Frederik KRISTENSEN) høster” igen for det er et dejligt billede af en dejlig mand på et fint eksemplar af en Aflægger. I baggrunden er det “Faster Anna” (som faktisk hed Ane Kristine KRISTIANSEN (Født KRISTENSEN)), der binder op.

Gamle billeder - Morfar Høster