,

En efterlysning & et jubilæum

Christianshavns Straffeanstalt huser Karen Christensen i tre år. Hun løslades den 5. januar 1884 fra Forbedringshuset, som hun ankom til med præcis 1 krone og 28 øre på lommen. Men hvad bliver derefter af hende? Er der en af jer, der læser med her, der “kender” Karen Christensen og ved, hvad der videre skete? Jens Mourits Hansen er også forsvundet som dug for solen efter 1890. Kender nogen ham?

Men bortset fra det, så er historien nok næsten slut, og det har været utrolig sjovt at fortælle den. I går sad jeg og fandt alt “det almindelige” i kirkebøger og folketællinger, for at runde historien af, og det var en lidt sjov tanke, at her arbejdede jeg bare som ‘bonus’ med det, vi plejer at standse ved. Jeg kan blive helt vanvittig af at tænke på alle de historier, der kunne skrives på baggrund af alle de arkivalier, vi ikke engang har fantasi til at spørge efter. Måske skulle jeg tage og finde mig et job i arkivverdenen i stedet? Så får man vel en nøgle, og så skal jeg gerne passe på arkivet om natten

Et lille jubilæum skal der også være plads til. Du sidder nu og læser indlæg nr. 100 i mit blog. Jeg startede med at blogge i december 2005 og siden da, ser det ud som om, jeg har fået en del faste læsere. Tak fordi I vil bruge tid her. Jeg prøver at holde fast i den oprindelige idé om, at det skal være et ugebrev om proces og resultater i min forskning. Af og til er der selvfølgelig “en afviger”, men det kan også gå.

Der dukker langsomt flere blogs om slægt op. Jeg undrer mig over, at der ikke er flere slægtsforskere, der blogger, for når man først har fået det installeret, er det at skrive et indlæg ikke ret meget anderledes/sværere end at sende en e-mail. Jeg er sikker på, der sidder rigtig mange ældre slægtsforskere med skufferne og computerne fyldt med historie i øjenhøjde, der bare skal fortælles, men som er lidt tøvende overfor at begynde på at lave en hjemmeside. I de tilfælde er bloggen den absolut letteste måde, at få fortalt historien. Husk: “Film skal ses i biografen” og “Slægtens historie skal fortælles”.