Liget i Jydepotten!
Ugens vigtigste begivenhed i min slægtsforskning er uden tvivl et barnedrab – der forresten ikke har noget med min slægt at gøre, ud over at en af de dømte Jens Mourits Hansen på et tidspunkt var i tjeneste hos min oldemors søsters første mands far… altså meget tæt på
Du kan følge med sagen på Historien i Glimt, og den kan læses dels som et stykke retshistorie, dels som et stykke historie i øjenhøjde.
I afsnit 1 således om:
- hvorledes livet var for en dreng, der kom ud at tjene som 6-årig
- hvorledes livet var for hans forældre, der gentagne gange bytter ejendom – måske i håbet om, at lykken omsider vil tilsmile dem
Og i afsnit 2 om:
- hvorledes livet var for en pige, der blev gravid og idømt tre års Forbedringshus på sin 20-års fødselsdag
- hvorledes hun ikke turde spørge sine fattige forældre om hun måtte komme hjem til dem og gjøre barsel
- hvorledes hun ender med at strangulere barnet med en strimmel af sin særk
Hvor har vi det godt i dag!
Historien er ikke slut endnu, men du skal have den nu, og jeg håber, du har lyst at følge med også i de kommende afsnit. Og husk på, at det hele startede med en lille beskeden indførsel i Brande Kirkebog. Det er da “Kød på”.