,

Compliant!

GDPR Compliant Cookiebekendtgørelsen

Tre år bagud med at blive compliant…

Kært barn har mange navne; GDPR, Databeskyttelsesforordningen og Persondataforordningen er det samme. GDPR står for General Data Protection Regulation, og er lovgivning, som er indført af EU og trådte i kraft den 25. maj 2018.

Compliant betyder, at hjemmesiden overholder reglerne i det nævnte regelsæt.

Det er de lettere tåbelige regler, der blandt andet får os allesammen til at trykke på en ekstra knap, når vi besøger diverse hjemmesider. Hvor mange læser, hvad de accepterer? Selv trykker jeg som hovedregel “Nej tak”, med mindre det er sider som POV International eller andre med anerkendelsesværdige formål, som kan få min accept til markedsføring. Andre må klare deres markedsføring vha. deres udmærket dimensionerede budgetter til den slags.

Der er også mange fine ting ved GDPR: Et eksempel er retten til at blive glemt (“The right to be forgotten”). Står man fx i en database, hvor man ikke længere ønsker at stå, har man ret til at blive slettet. Det er godt. EU har mange positive sideeffekter.

Som ejer af en helt almindelig hjemmeside skal man leve op til kravene, og har skullet det i knapt tre år. Timeglasset er for længst rindet ud for mig.

Endelig en løsning i fantastiske Enfold

Jeg har forsøgt mig med mange løsninger, da jeg har respekt for Datatilsynet og Erhvervsstyrelsen, lige fra noget smart, der kostede 300 kr. om måneden, CookieBot, der blev opsagt, så snart jeg havde set regning nummer et, til et eller andet udvidelsesprogram (plug-in), der kunne en masse, men ikke var til at få overblik over, til ren tekst med behørig afskrift fra Eric og andre med styr på sagerne.

For et par uger siden kiggede jeg lidt nærmere på skabelonen (temaet) til hjemmesiden – fantastiske, geniale Enfold. Sørme om ikke den har noget mekanik til udfærdigelse af en cookie- og privatlivspolitik. Noget var endda oversat på forhånd, skabelonen kender nogle af tilføjelsesprogrammerne og fortæller om dem, så det bare skal oversættes, og ikke mindst er det dynamisk, så jeg ikke skal sidde og holde øje med, om der dukker nye cookies op. Det klarer Enfold selv. Der er skydeknapper til accept og afvisning af centrale cookies, og brugeren har mulighed for at træffe en ny beslutning.

Cookie- og privatlivspolitik for mennesker

Jeg har brugt oceaner af tid, måske også for meget?, men jeg har villet lave en cookie- og privatlivspolitik for mennesker – på dansk. Det er selvfølgelig irriterende, at der stadig står “(true)” nogle steder, men jeg ved ikke, hvor det kan oversættes. Det skal bare være noget, man nogenlunde kan læse og få bare rimelig mening i, hvis der engang skulle komme en læser forbi 🙂 Du finder den her: https://stegemueller.dk/cookiedeklaration/.

Helt 100 pct. lovmedholdelig er den ikke:

  • Man skal fx. oplyse, hvor længe en cookie “holder”, og det gør jeg ikke, for jeg ved ikke, hvordan jeg får oplysningen tryllet frem.
  • Jeg er heller ikke klar over, hvad “…og services” går ud på, selvom det står et par steder, men så er jeg da dækket ind.
  • En tredje ting undrer mig, og det er, at der ikke vises cookies fra andre plug-ins end de udtrykkeligt nævnte, selvom koden til det er sat ind. Jeg tror, det er en fejl, men jeg gider ikke lede efter løsningen.

Nu bliver det ikke bedre, og så kan diverse offentlige myndigheder bare komme an. Jeg har gjort det så godt, jeg kan.

 

, ,

Tilføjelser til TNG

Tilføjelser til TNG

TNG 13 har 265 3-partstilføjelser

En gravsten På Thyregod kirkegård

Billedet herover viser gravstenen i Thyregod over min oldefar Bertel Kristensen fra Dørken, død 1917 og hans kone Emilie Rasmine Elisabeth Schiøtt, død 1923. Relationen mellem os er vist grafisk her inkl. billeder. Billedet af stenen har jeg selv taget på Thyregod kirkegård for en del år siden. Det er fantastisk, stenen stadig findes ca. 100 år efter deres død.

Jeg mener, jeg et eller andet sted har noteret, at kirkegården på et tidspunkt ville fjerne stenen, men det kunne de ikke, da traktoren var for lille.

3-partstilføjelser til TNG

TNG står, som det sikkert snart er mejslet i (grav-)sten 😎 , for The Next Generation of Genealogy Sitebuilding, og udvikles af Darrin Lythgoes i Utah, USA, der er slægtsforskernes højborg.

I årevis har jeg set på menupunktet “MOD Administration”, og tænkt, at det kunne jeg nok ikke finde ud af. Det er mit gæt, at ‘MOD’ er en en forkortelse for ‘Modification’. I hvert fald er der tale om tilføjelser/udvidelser.

Nu har jeg endelig fået åbnet for skattekisten: Det er helt fantastisk. Der er alene til den nyeste version af TNG 265 3-partstilføjelser indtil videre, og der bygges hele tiden på flere. Nogle ser ikke så interessante ud, mens andre er særdeles relevante udvidelser til programmet. Når man ser dem, tænker man næsten: “Jamen selvfølgelig. Det er da en mangel, der straks må afhjælpes”.

Som alt andet i TNG er det nemt. Der er gode instruktioner, og det er klik-og-peg. Alle kan som udgangspunkt finde ud af det. Programmet og udvidelserne er lavet med det formål, at man skal kunne bygge en hjemmeside uden at være et teknisk geni eller have særlige forkundskaber.

Et/en? (Jeg har besluttet mig for, at det er et t-ord) af dem kan jeg godt nok ikke få til at fungere, uanset hvad jeg gør, men så kan man spørge i TNG Community, og må godt nok tit vente på, at de står op i Amerikas forenede stater. Jeg er fortsat fascineret af hjælpsomheden på nettet. Derfor vil jeg gerne give lidt igen, hvor jeg kan.

Udadrettede: Kvinders fødenavn

Dette her er det første, jeg faldt for, og som jeg slet ikke forstår, jeg har kunnet undvære. Klik-og-peg og du har efternavnet fra den sidst kendte vielse og så fødenavnet i parentes. Det er da smart. Data vedrører min mor. Vi hedder Baunsgaard (mit er nu godt nok med å) til mellemnavn.

Jeg forstår ikke, at det ikke fungerer ved alle gifte kvinder  i min database. Den slags enten virker eller virker-ikke. Der må være noget galt med mine data; jeg kan bare ikke gennemskue, hvad det er.

Tilføjelser til TNG

Udadrettede: Alder ved vielsen

Det næste, der dukkede op af skattekisten, var dette, der viser parternes alder ved vielsen. Det er også nyttigt. Som udgangspunkt vises oplysningerne med både år og måneder, så min far var 33,5 år gammel, da han giftede sig med min 20,4 år gamle mor.

Godt nok skal der være styr på detaljerne, men decimalerne har jeg fravalgt, for at få et bedre overblik.

Tilføjelser til TNG

Administrative: Kildernes anvendelseshyppighed, som også førte til et dyk ned i mormors historie

Dette er til slægtsforskeren selv, og kan altså ikke ses af hjemmesidens brugere, og måske kunne man se det et eller andet sted i Legacy, men dette er i hvert fald tydeligt. Det er vist, hvor mange gange den enkelte kilde er blevet brugt. Når det bare er til mig selv, gør det ikke noget, at der stadig står “Occurences” over den sidste kolonne. Jeg gider ikke lede efter et sted at oversætte det.

En ven spurgte forleden, om jeg nogensinde havde kontaktet “Stadtarchiv Frankfurt (Oder)” for at finde noget om hattemagermesteren. Det kunne jeg ikke huske, men her står det sort på grønt, at det har jeg, og at de er brugt som kilde fem gange.

Jeg studsede over, hvad Statstidende.dk havde at gøre her. Et hurtigt eftersyn viste, at det var var i forbindelse med mormors første uægte barns død i 2006 – hvor ingen efterkommere var klar over, at hun ikke var en Nielsen men en Christensen. Hun hed rent faktisk Anna Grethe Margith Christensen, og da plejeforældrene Johannes og Marthine kørte afsted med hende mod Jyderup Skov ved Vig, siger historien, at min dengang 18-årige mormor løb grædende afsted efter bilen hen ad markvejen. Selv synes jeg, det er en rørende fortælling. “Søster Margith” døde i Asnæs i 2006.

Tilføjelser til TNG

Margith er den lille pige på skødet af plejemoderen Marthine. Drengen er Erling (den ældste søn) og manden er plejefaderen Johannes.

I 2009 havde jeg kontakt med Laila Nielsen, der kunne fortælle historien, som jeg jo ellers aldrig nogensinde kunne være kommet i nærheden af. Hendes far Erling voksede op sammen med Margith. Billedet har jeg fra Torben Jensen, som jeg desværre ikke kan huske, hvem er.

Vi/jeg gik videre med sagen og fandt blandt andet følgende politirapport, hvor Mary Christensen er min mormor:

“Politirapport, Nykøbing Sj. Købstad & Dragsholm Birks Politi, 10 April 1928.
Rapport Tirsdagen den 10 April 1928

Rapport angaaende Paternitetssagen: Tjp. Mary Christensen, Ellinge Lyng mod Kommis Axel Larsen, Egebjerg.

Ugift Tjenestepige Mary Christensen, Ellinge Lyng, Højby Kommune, henvendte sig i dag til undertegnede og anmodede om, at faa Commis Axel Larsen, Egebjerg udlagt som Fader til det Barn, som hun venter at føde i Begyndelsen af Juli Maaned d. A.

Klgd., der navngav sig som anført, forklarede, at hun er født den 8 Februar 1910 paa Ellinge Lyng, Højby Kommune, Holbæk Amt, døbt og konfirmeret i Højby Kirke. Hun er Datter af Maler Niels August Christensen og Hustru Anna Karoline Marie, f. Carlsen, der har Bopæl paa Ellinge Lyng.

Hun, der er opdraget i Hjemmet, hvor hun opholdt sig til efter Konfirmationen, har siden denne ernæret sig som Tjenestepige. Hun havde forrige Sommer til den 1/10 f. A. Plads paa Bageriet i Nygaard, Højby Kommune, hvorefter hun kom hjem til Forældrene, hvor hun endnu opholder sig.

Angaaende sine økonomiske Forhold forklarede hun, at hun ikke ejer nogen Formue eller har Arv i vente. Hun tjente forrige Sommer, 5 Maander, 30 kr. pr. Md. foruden Kost og Logi, men for Tiden er hun uden Fortjeneste.

./. Hun hævder, at hun er gravid i 7 Maaned, hvilket hoslagte Svangerskabsattester ogsaa udviser. Hendes Opholdskommune Timaanedersdagen før Fødslen er saaledes Højby Kommune …. (her mangler lidt tekst) … maa blive udlagt som Fader til Barnet, hvormed hun er svanger. Hun har kendt ham i ca. 1½ Aar og det sidste Aar har de jævnligt haft Samleje naar de var sammen. Hun hævder med Bestemthed, at hun ikke i nævnte Aar har haft Samleje med andre Mandspersoner end Indklg, saaledes at kun han er Fader til Barnet. Hun ønsker ham derfor tilpligtet at yder Underholdsbidrag til Barnet fra dets Fødsel, samt bidrage til hendes Underhold 1 Maaned før og 1 Maaned efter Fødslen samt til Barselsfærden med i alt 60 Kr., alt efter Overøvrighedens nærmere Bestemmelse.

Hun, der er ustraffet, har ikke tidligere været besvangret, og hun bliver stadig i Hjemmet paa Ellinge Lyng.

./. Klgds. Daabsattest vedlægges Sagen.

M. Stub
Politibetjent.”

Tilføjelser til TNG

Administrative: Ubrugte billeder

Igen er et pragtfuldt MOD, der giver overblik. Det viser ganske enkelt hvilke og hvor mange billeder, man har på serveren, som ikke er knyttet til en person. Hvordan jeg er endt med at have 662 af dem, begriber jeg ikke. På et eller andet tidspunkt, har de da været brugt. Jeg har jo ikke uploaded dem for sjov. På et eller andet tidspunkt kommer jeg igennem dem! Mine filer hedder for det meste noget fornuftigt, altså lige bortset fra “billeder (7)” og “billeder (8)” 😎 , så det vil vist ikke være så svært at bringe de 662 ned til noget mere håndterbart.

Tilføjelser til TNG

Ikke et MOD men bare sjov

Jeg kan ikke bestemme mig for, om jeg synes, det er grimt eller pænt, men lige p.t. synes det meget sjovt, og da jeg har selv fået Marsha Bryant, der har udviklet hele temaet, og også adskillige andre TNG-temaer, til at tilføje det, så må jeg jo hellere bruge det. De mest brugte efternavne vises, man kan selv justere antallet, og klikker man på et navn, vises personerne.

Tilføjelser til TNG

,

Ærlig snak om SEO

Om data og backup af data

Svært at finde eksperter i SEO?

Jeg har egentlig opgivet at søgemaskineoptimere, fordi det er så frygtelig kedeligt; på den anden side set, synes jeg selv, jeg har et fremragende og validt indhold med solide kilder 🙂 , så jeg vil gerne ligge bedre på Google især på søgeordet ‘Bipolar lidelse’, som jeg har gjort meget ud af at skrive om, så især ny-diagnosticerede kan få større indsigt i, hvad, det hele går ud på, og hvor de kan finde hjælp og information. Man kan kalde det ‘Bipolar for begyndere’. Lige nu ligger jeg vel på side 100 i Google, så mine sider bliver aldrig fundet ved organisk søgning.

Derfor har jeg brugt en del tid på at undersøge markedet og også rettet henvendelse til flere firmaer, der tilbyder at hjælpe med at søgemaskineoptimere. Det koster nogle penge, men jeg bruger ikke penge på dyr bil, nyt køkken, make-up, middage i byen, dyre ferier og hvad folk ellers har i deres budget. Derfor ville det kunne forsvares som en engangsudgift. Min side har ingen egentlige ‘kunder’, da jeg ikke  sælger noget og heller aldrig kommer til det. Det har slet ikke min interesse. Min interesse er at informere om forskellige emner, som jeg selv synes er interessante og har opbygget erfaring med gennem mange år.

De firmaer, jeg har haft kontakt med, fatter ikke, at jeg gerne vil lære kunsten og så selv lave det hårde arbejde. Jeg kan ikke forklare dem, at jeg selv kan en del, og har en side med et indhold, jeg har styr på. Herudover et Google min gode ven, og der kan jeg, med en lidt kritisk tilgang, finde meget hjælp.

Hvis jeg virkelig ikke kan finde svarene selv og har prøvet alt – for jeg vil helst selv, det er det sjoveste – har jeg som ‘livline’ Michael Storm fra https://instance.dk/. Ham har jeg handlet hos i mange år, og jeg kan se, jeg får en absolut god pris. Han er meget dygtig og meget hurtig. Han får min bedste anbefaling.

Nej, det er ikke svært at finde ‘eksperter’

Markedet for søgemaskineoptimering er enormt! Der er masser af såkaldte ‘eksperter’. Og de må tjene godt, for det er sindssygt dyrt. Overfor et af firmaerne angav jeg et budget – de ringede og spurgte, om det var pr. måned? Jeg var ved at falde ned af stolen. Nogle firmaer finder hurtigt ud af, at jeg har for få kvalitetsfyldte danske såkaldte ‘backlinks’ og for mange udenlandske af lav kvalitet. Det forstår jeg slet ikke, men jeg accepterer, at en optimering af disse ville kunne bringe mig til et bedre placering på Google.

Alle disse ‘eksperter’ vil enormt gerne trække penge ud af mig, og det er selvfølgelig fair nok, det er jo deres job, og de skal også leve, men de tilbyder et arbejde, jeg selv kan lave, hvis de lige lærer mig, hvordan det gøres. Jeg er godt klar over, at det ikke er i deres interesse, og at de herved udhuler deres egen platform.

En undtagelse er https://webwoman.dk/

Lisbeth Scharling driver https://webwoman.dk/ og har virkelig meget godt og gratis indhold på sin side. Jeg har læst mange af hendes artikler og synes, der er meget at lære. Vi er enige om, at sproget og kommunikationen på en hjemmeside skal være det bærende element for indholdet. Teknikken skal ikke være nummer et, men selvfølgelig skal siden fungere bedst muligt. Og det er sjovt (for mig) at nørde med det, da jeg elsker læreprocesserne.

Om søgemaskineoptimering har hun disse spændende artikler, der ganske vist er fra 2018, men som stadig er relevante.

For et godt stykke tid siden ringede jeg til hende, og spurgte om hun kunne hjælpe mig til en bedre placering på Google ud fra søgeordet ‘Bipolar lidelse’.  Vi har talt sammen nogle gange i længere tid, og hun er ærlig og ikke bange for at afgive tips. Hun siger ligeud, at hun næppe kan hjælpe mig til bedre resultater på Google, da mine ‘konkurrenter’ på det foretrukne søgeord fx er sundhed.dk, Psykiatrifonden og Depressionsforeningen. De skal selvfølgelig komme først, og de har pengene til at betale for søgeordsoptimeringen. Uanset hvad jeg gør, vil jeg aldrig kunne konkurrere med dem.

Hun siger også, at hun naturligvis kunne sige ja til opgaven og tjene pengene, uagtet hun på forhånd ville vide, at succesraten ville være ringe.

Det sker ikke ret ofte, at jeg anbefaler udbydere her på siden, da de selv må klare deres markedsføring; det er ikke min opgave. Af og til er der bare plads til undtagelser. Her har du fået et par af dem.