Hvorfor forandringer?
Hvorfor ændre på noget, der fungerer godt?
Jeg har fået meget fin respons på den seneste post om de forandringer, jeg har lyst til at lave på hjemmesiden, begyndende med forsiden. Det er så dejligt, at de fleste faktisk kan lide det, jeg gerne vil lave. Nogle synes ligefrem, det ser lækkert ud! Åh hvor er det rart at høre.
Hvorfor skal det nu være smartere?
En af mine kerne-læsere er ikke begejstret og spørger “Hvorfor skal det nu være smartere?” Her kommer jeg til kort. Næh det har jo fungeret god hidtil. Hvorfor nu lave om på det? Jeg synes bare, jeg er er nødt til at følge bare lidt med tiden, og præsentere en hjemmeside, der viser, at den også følger bare lidt med tiden. Min vens opringning viste mig imidlertid, at det ikke er så let.
Hvad synes min absolutte kernelæser?
Hun frygter, at det bliver mere besværligt, end det var, at finde den relevante blogpost. Hun er ligeglad med alt mulig gammelt og skridt, jeg linker til. Hun er alene interesseret i de nyeste poster. Som forsvar leverer jeg, at der også i fremtiden vil blive mulighed for at klikke på bare den enkelte ting, man er interesseret i. Det skal så siges, at jeg for længst har spurgt firmaet bag Enfold om de kan hjælpe med at få de små billeder i 16:9 format. Min ven er et fremragende eksempel på, at der egl. ikke må ske forandringer.
Min læser tænker også:
Hvilken betydning har det med det store hvide område (headeren)? Generer det nogen andet end dig selv? Næh det har hun jo ret i; det gør bare ikke, at jeg ikke har lyst til at fordrive min tid via fx. Hotel d’Anglereterre her i Købehavn.
Hun tænker også, at der normalt bliver muligt bare at finde videre til den nyeste post, og at det er den, der repræsenterer den nyeste post – evt. den nyeste side.
Balancegangen?
Jeg vil gøre virkelig meget for at sikre, at mine trofaste læsere ikke føler sig hjemløse eller pludselig føler, at det er blevet besværligt at bruge hjemmesiden. Det er jo dem, jeg skriver for. Samtidig skal jeg have have lov at foretage de nødvendige forandringer, så jeg/siden ikke går helt i stå. Pyh ha – det er en svær balancegang. Men det er også en umådeligt spændende proces.
